Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 29

Jachym Topol: Situations¬rapport fra fløjls¬re¬vo¬lutionen

Rocksangeren og digteren, Jachym Topol, beretter i teksten om sine oplevelser op til og under fløjlsrevo­lutionen. Jachym Topol begyndte sammen med sin bror sin karriere i slutningen af 1970’erne i rock-bandet Psi Vojaci (’hunde soldater’). I 1980’erne udgav Jachym Topol Samizdat-magasinerne ’violit’ og ’revolver revy’. Under fløjlsrevolutionen var han aktiv i borgerforum. Efter 1989 har Jachym Topol primært koncentreret sig om sit forfatterskab, og en række af hans bøger er blevet oversat til flere andre sprog (dog endnu ikke til dansk).

 

Vi sidder i et fuldstændigt tilrøget rum i Sasas lejlighed. Da det ringer på døren, reagerer alle ens, forskrækket, selvfølgelig kan det være stris­serne, men denne gang er det en fyr fra De Of­fent­lige Værker, han er kommet for at tilslutte en ekstra telefon. Jeg betragter ansigterne på dem, der sidder rundt om bordet, der er fuldstændigt dækket af papirer, fulde askebægre, madrester og atter papirer. Der er rodet i lejligheden, nogle er ovenpå nattens arbejde så trætte, at de har lagt sig til at sove på gulvet ind mod væggen. Alle er trætte, selv kan jeg knap tale af mangel på søvn og træthed. Det er de kendte ansigter, folk fra Revol­ver Revue og Sport. Vi redigerer et nummer af Infor­mations Service.

Hvert øjeblik iler alarmerende nyheder gennem Prag, den skræmte fantasi ser en stikker i enhver, der indløber efterretninger om kampvogns­kolon­ner i udkanten af Prag og om Folkemilitsens nat­lige bevægelser. Vi prøver at tjekke det, sender folk og biler ud, hvem tror på kommu­nisterne. Det er den 21. november og det er revolution.

For et par dage siden løb jeg væk fra de hvide po­litihjel­me på Národní-gaden. Flygtede. Jeg var heldig, kom ikke ind i kværnen, hvor de om­rin­gede tusinder af demon­stranter og pryglede dem forfærdeligt, jeg hører kun skri­gene, de er om­rin­get af uigennemtrængelige rækker af politi med skjolde, på afstand lyder det som en hylen iblan­det politisirener og ambulancernes udryknings­horn og den monotone larm fra de pansrede køre­tøjer, der sæt­ter i gang. For lidt siden var de stadig i stand til at synge nationalsangen, nu kan man kun høre skrigene. Et par timer efter møder jeg Sonja. Hun bliver støttet af en veninde, de er begge smurt ind i blod, blodet løber ned ad hen­des hvide strømper. Karel er blevet ført væk, først brækkede de hans briller, så hans knogler. Osv.

Nu er det begyndt

Dagen efter mødes vi i en lejlighed ude i en for­stad, i en af de lejligheder, hvor vinduerne altid er dækket af tæp­per, hvor man for det meste kun ind­finder sig en ad gan­gen, og altid i stilhed. Hvor radioen kører i stedet for lyd­isolering: Men denne ganger det ikke det sædvanlige bolsjevi­sti­ske vås, der venter os fra radioen. Vi hører om skuespillernes strejke og som studenternes strejke, stemmen forsøger at være neutral, men man kan høre dens undertrykte anspændthed: "På Vaclav-pladsen er der opløb".

I mellemtiden kommer der flere og flere demon­stranter, de første vogne med hjelmklædte politi­folk ankommer, vi beslutter os for hurtigt at gå ned på Teaterskolen, der sandsynligvis er sæde for de mest radikale studenter, for dem, der allerede strejker, og hos hvem vi fornemmer et vist mål af organisation. Politiets slagbrødre kommer alle­rede farligt nærmere og vi foretrækker at forsvinde, kun H. bliver tilbage. "Få fingeren ud, mand, vi har ikke tid," siger Jan til ham, men H. smiler bare skævt og går tættere hen mod de kommu­nist­hjerner, der allerede har trukket kniplerne. "Den første reportage," råber han til os.

 

På teaterskole

På Teaterskolen er alt i fuld gang, de optegner vidneud­sagn fra de tævede studenter, sørger for videooptagelser, fotografier af de pryglede, lig­gende kroppe og af stikke­re, vi præsenterer os ha­stigt, forfængeligt noterer jeg at navnet Revolver Revue virker selv på studenternes meget kompro­mis­løse vagtposter. De lader os komme indenfor, vi aftaler, hvordan vi skal holde os i forbindelse, de beder os om en duplikator, vi kan ikke imøde­komme dem, vi er selv elendigt kørende … Der er ingen, der længere reage­rer på dørklokken, og jeg finder forbløffet ud af, at også min evige ner­vøsitet i maven er forsvundet. Om en må­ned vil man beskrive denne revolution som den "blide revolution", hvis nogen havde sagt det til os i nat, havde vi grint vedkommende ud.

Nogle kvindelige medicinstuderende bærer et ban­­ner: "Vi vil bruge vores hænder til at helbrede, men I tæver dem i stykker.” På soklen af Sankt Vaclav-statuen er der en indskrift: ”Slå ikke vores børn ihjel!", vi skaffer duplikatorer og fotoko­pie­rings­maskiner og papir. På vægavi­serne, der i lø­bet af natten er dukket op på faktisk alle mure i Prag, læser jeg en appel fra en gruppe, der prøver at få fat på sundhedspersonale, medicin og for­bin­­dinger. Ingen ved, hvad der vil ske, vil der bli­ve skudt eller ej? Folk er trætte, modstand blan­des med angst. Pladsen i Peking er i levende erin­d­ring, ingen tvivler på, at folk som Jakes, Václa­vík eller Stepan er i stand til at give ordre til at myr­de.

 

Sammenhold og information

Men så er Havel for første gang trådt frem på Va­clav­pladsen, han har talt om Adamec’ løfte om, at hæren og Folkemilitsen ikke vil skride ind. Bor­ger­forum arbejder. På et af de førte, endnu totalt hemmelige møder i Borgerforum bliver vi enige om at flytte vores Centrum. Nu hedder det Det uafhængige Pressecenter, vi behøver plads, vi ar­bej­der ikke længere på duplikatorer, trykkerierne hjælper os, arbejderne slutter i tusindvis op om Borger­forum, folk kommer med mad og tæpper til os, samler ind til pressen, hjælper. Borger­fo­rum har ikke sit eget agentur, altså trykker vi alle dets dokumenter, vi prøver dog på (og det især med hensyn til fremtiden) at forblive virkelig uaf­hængige, vi vil have rum til kritik, vi trykker et eller to numre af Informations Service hver dag, vi kan også trykke tusindvis af flyveblade, stu­den­ter i et rum maler plakater, der er kolossal in­te­resse for alt. Nu arbej­der vi i De Unges Galleri i Vodickova-gade. Ved døren er der nat og dag kø, de hiver Service ud af hænderne på os.

Det har højeste prioritet at få forsyninger ud på landet og især til Slovakiet. Vores kontakter træn­ger ind på kasernerne, forsøger at plastre politi­sta­tionerne til. Prags taxachauffører har meldt sig, de kører materialer ud i hele landet. De er fanden­ivoldske og kører også fra poli­tiet, en af dem skal være blevet forfulgt af en helikopter, et par gange har ambitiøse karle fra Folkemilitsen skåret deres dæk op. Studenten Tomas Tichy, der delte vore materialer ud på Hovedbanegården, er blevet over­­faldet af folk fra Sikkerhedspolitiet, som stak en nål i hans nakke. Han mistede bevidstheden, nu er han på hospitalet. Ingen ved, hvad det var for noget satans svineri. Jeg laver et interview med en kvindelig typograf, der på et superkommu­ni­stisk trykkeri har ødelagt to tons af politiets des­in­for­merende flyveblade. Nu truer de hende med en ”arbejdsulykke”. Hun er på flugt og bange for at gå hjem. Nu sover hun på Centret og hendes faglige kunnen kommer os såre belejligt. Vores naboer har tilbudt deres telefoner. Vi prøver på at forbedre kontaktnettet med de andre grupper og forbinde dem med Borgerforums Koordinations­centrum…

Situationen er mere end dramatisk og vi føler, at alt står på spil, at vi måske mister den sidste chan­ce, hvis vi viger tilbage. Det er kort før General­strejken. Vi har efterretninger fra minerne. De store miner ved Most er under hærens kontrol og besat af Folkemilitsen. Minearbejderne gør oprør, men er isolerede, har ingen informationer. Dag­ligt vurderer vi tusinder af nyheder fra hele lan­det, uroen begynder at brede sig ind i hæren og endda ind i fængslerne.

 

Generalstrejken 

Generalstrejken. Jeg står foran Det Uafhængige Pressecenter med hænderne sorte af farve og ryster af træthed og kulde. Hundredetusinder strømmer ind mod Vaclev-pladsen, ind mod cen­trum, over folks hoveder er der bannere, faner, en ældre kvinde anser mig åbenbart for at være stik­ker, når jeg ikke er med i marchen. Hun råber til mig: ”Den, der står på fortorvet, elsker ikke vort land!”. et øjeblik efter står der to fyre på si­den af mig, arbejdere. ”Hvad er du for én?” jeg viser mine sorte hænder, ”tag det roligt, jeg laver flyve­blade”. De griner og går tilbage til demon­stra­­tionen. Jeg er heldig, vi strejker nemlig virkelig ikke …

Om aftenen kører nogle af os rundt på fakul­te­terne. De strejkende studenter inviterer især folk fra Charta 77. Pludselig vil de have informa­tio­ner, som i årevis er blevet fortiet og har været for­budte. Vi kører også ud på lan­det. Der opstår i du­sinvis og hundredevis af lokale Borgerforum'er, folk har brug for kontakt, vi forsøger gennem Ser­vice at sætte de vigtigste grupper i forbin­delse med hinanden.

 

Permanent Karneval

Prag har forandret sig på disse par uger. Efter partiledelsens fald, og efter ophævelsen af partiets ledende rolle er angsten lidt efter lidt forsvundet. Det er ikke længere kun chokerede og mistroiske folk ude fra landet, der "må og skal tale med no­gen fra Forum", der opsøger os; vi mø­der nu sna­rere selvbevidste arbejderledere - generalstrej­ken har haft enorm virkning. Der opstår nye uaf­hæn­gige grup­per og politiske partier. Vi informerer offentlighe­den om De Grønnes partiprogram og om De Ho­mo­sek­suelles Bevægelse.

Prag ligner i disse dage et permanent karneval. Folk, der så længe har været holdt nede, står til langt ud på natten i små grupper og diskuterer. Mange steder kører der uafbrudt video-optagel­ser. På dem taler oppositio­nens ledere, menne­sker, der i årevis har været forfulgt og tiet ihjel. Vi ser film fra demon­strationer, politiets hem­melige optagelser. Nogle politiofficerer er allerede taget i varetægt og vil blive dømt. Nu tror vist alle, at forandrin­gerne er uigen­kaldelige. Det er efter de store demonstra­tioenr på Letna-plateauet og Vaclav-pladsen. Og alle ste­der Vaclav Havels portræt. "Vi gør alle præsidenter i ver­den opmærksomme på, at Havel er den bedste."

 

Tekst 28 | Oversigten over kildetekster | Tekst 30

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk