Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 28

Tereza Bouckova beretter om fløjlsrevolutionen, november 1989

En ung digter, Tereza Bouckova, beretter om sin oplevelse af fløjlsrevolutionen i 1989.

Tereza Boucko­va, der er datter af den anerkendte tjekkiske forfatter Pavel Kouhout, regnes som en af den unge gene­rations største talenter.

 

Jeg havde overhovedet ikke ventet, at revo­lu­tio­nen ville bryde ud netop da, jo måske nok ventet, men hele tiden mere som et ønske end en vished. Jeg tror, det begyndte med østtyskerne, der så mas­sivt flygtede via den vest­tyske ambassade i Prag, og det varså gribende, og der be­gyndte jeg faktisk allerede at græde, og egentlig græd jeg

sa uafbrudt hele november og december. Den 17. novem­ber hørte jeg om natten på Free Europe om politiets massakre på studenter­demonstra­tionen, så straks lørdag d. 18. tog jeg ind til Prag, til mødet på det teater, hvor skuespillerne be­gynd­te deres strejke. Lørdag nat kom så rygtet

om, at en student var blevet tærsket til døde på Národnígade. Søndag morgen var der messe for ham, den var jeg til, jeg havde et enormt behov for at kommunikere med nogen om det forfær­delige, og derfra gik jeg så direkte ned på Národ­ní­gade for at tænde et lys for ham, i en eller an­den forudanelse havde jeg stoppet lys og tænd­stikker i min rygsæk, da jeg gik hjemmefra.

Dernede stod nogle spredte grupper og de første lys brændte, og jeg tændte også mit, og i det samme dukkede så to politifolk op, og fordi jeg var så chokeret og ude af den og på virket af ryg­tet om det angivelige dødsoffer, be­gyndte jeg at råbe "mordere, mordere!". Så ville de føre mig væk, hvad jeg nægtede, sagde, at de måtte bære mig, jeg nægtede også at vise mit ID-kort - og de gjorde ingen­ting! Det var uhørt, under normale omstændigheder ville de for længst have slæbt mig ind i salatfadet. Nå - og der var en ældre her­re, der tilbød at vidne for mig, det var og­så uhørt. Så hev jeg en tekst frem, jeg havde skrevet om natten, og begyndte at læse den op, min stemme svigtede, og det var frygteligt, men folk klappede, og mine hænder rystede, jeg vidste ikke, hvad der ville ske, og jeg måtte gi­ve papiret til nogle fyre, der klæbede det op på muren - ­det var vist et af de første papirer på Prags mure overho­vedet … så sådan var mit direkte indtryk, voldsomt, fordi jeg var så helt ødelagt af tanken om, at de havde slået nogen ihjel.

I dagene efter drog min mand og vore børn og jeg til Prag, børnene efterlod vi hos forskellige be­kend­te, og så spænede vi rundt til demonstra­tio­nerne. Jeg lider af angst for store menneske­mæng­der - det er fra min barndom, da jeg var ved at blive mast til døde under Jan Palachs begra­velse - men det var så fantastisk, for hver dag flere og fle­re mennesker og mere og mere selvfølgeligt. Og hele ti­den skreg jeg slagord som en besat og med tårerne skyl­lende ned over kinderne.

Ellers er det mest bevægende fra de første dage og uger, at ting, som jeg havde troet kun var attrap­per, fik deres betydning tilbage. For eksempel natio­nal­sangen, når jeg hørte den i radioen der­hjem­me, kunne jeg finde på at rejse mig op gan­ske alene der i rummet og synge med …

Nu de par måneder efter er stemningen selvfølge­lig an­derledes. Jeg er begejstret over præsidenten, der kunne ikke være valgt nogen bedre. Men me­re end fyrre års to­talitært styre stikker dybt i os. Ude i vores landsby har det for eksempel været næsten umuligt at rekonstruere det kommunale råd - for folk ved ikke, hvem de tidligere har valgt. Eller selv få bugt med sin apati og univer­sielle mistro til alt statsligt. Jeg har lige sendt ma­nu­skriptet til min nyeste roman til min for­lægger i Canada, denne gang med det almindelige post­væsen, og jeg kan ikke vænne mig til at tro på, at det virkelig kommer frem.

Begivenhederne har ikke haft nogen direkte indflydelse på mit skriveri, hverken til det bedre eller det værre. Jeg skriver ganske enkelt det, jeg vil, og det gjorde jeg også før. Jeg har altid været fri og uafhængig, når jeg skrev, det har ikke æn­­dret sig. Af samme grund rykker det hel­ler ikke synderligt i mig efter at bidrage til nogen af alle de nye tidsskrifter, jeg har mit eget tempo og mine egne temaer. Det forekommer mig, at pres­sen netop nu stort set kun skriver om det samme og det samme: hvor slemt vi har haft det under kommunisterne, der er ikke så me­get perspektiv hverken bagud eller fremad. Hvad jeg længes efter lige nu, er faktisk, at vi kommer til at leve lidt mere normalt! Den revolutionære patos er ikke til at holde ud i længden…

 

Tekst 27 | Oversigten over kildetekster | Tekst 29

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk