Tereza Bouckova beretter om fløjlsrevolutionen, november 1989
En ung digter, Tereza Bouckova, beretter om sin oplevelse af fløjlsrevolutionen i 1989.
Tereza Bouckova, der er datter af den anerkendte tjekkiske forfatter Pavel Kouhout, regnes som en af den unge generations største talenter.
Jeg havde overhovedet ikke ventet, at revolutionen ville bryde ud netop da, jo måske nok ventet, men hele tiden mere som et ønske end en vished. Jeg tror, det begyndte med østtyskerne, der så massivt flygtede via den vesttyske ambassade i Prag, og det varså gribende, og der begyndte jeg faktisk allerede at græde, og egentlig græd jeg
sa uafbrudt hele november og december. Den 17. november hørte jeg om natten på Free Europe om politiets massakre på studenterdemonstrationen, så straks lørdag d. 18. tog jeg ind til Prag, til mødet på det teater, hvor skuespillerne begyndte deres strejke. Lørdag nat kom så rygtet
om, at en student var blevet tærsket til døde på Národnígade. Søndag morgen var der messe for ham, den var jeg til, jeg havde et enormt behov for at kommunikere med nogen om det forfærdelige, og derfra gik jeg så direkte ned på Národnígade for at tænde et lys for ham, i en eller anden forudanelse havde jeg stoppet lys og tændstikker i min rygsæk, da jeg gik hjemmefra.
Dernede stod nogle spredte grupper og de første lys brændte, og jeg tændte også mit, og i det samme dukkede så to politifolk op, og fordi jeg var så chokeret og ude af den og på virket af rygtet om det angivelige dødsoffer, begyndte jeg at råbe "mordere, mordere!". Så ville de føre mig væk, hvad jeg nægtede, sagde, at de måtte bære mig, jeg nægtede også at vise mit ID-kort - og de gjorde ingenting! Det var uhørt, under normale omstændigheder ville de for længst have slæbt mig ind i salatfadet. Nå - og der var en ældre herre, der tilbød at vidne for mig, det var også uhørt. Så hev jeg en tekst frem, jeg havde skrevet om natten, og begyndte at læse den op, min stemme svigtede, og det var frygteligt, men folk klappede, og mine hænder rystede, jeg vidste ikke, hvad der ville ske, og jeg måtte give papiret til nogle fyre, der klæbede det op på muren - det var vist et af de første papirer på Prags mure overhovedet … så sådan var mit direkte indtryk, voldsomt, fordi jeg var så helt ødelagt af tanken om, at de havde slået nogen ihjel.
I dagene efter drog min mand og vore børn og jeg til Prag, børnene efterlod vi hos forskellige bekendte, og så spænede vi rundt til demonstrationerne. Jeg lider af angst for store menneskemængder - det er fra min barndom, da jeg var ved at blive mast til døde under Jan Palachs begravelse - men det var så fantastisk, for hver dag flere og flere mennesker og mere og mere selvfølgeligt. Og hele tiden skreg jeg slagord som en besat og med tårerne skyllende ned over kinderne.
Ellers er det mest bevægende fra de første dage og uger, at ting, som jeg havde troet kun var attrapper, fik deres betydning tilbage. For eksempel nationalsangen, når jeg hørte den i radioen derhjemme, kunne jeg finde på at rejse mig op ganske alene der i rummet og synge med …
Nu de par måneder efter er stemningen selvfølgelig anderledes. Jeg er begejstret over præsidenten, der kunne ikke være valgt nogen bedre. Men mere end fyrre års totalitært styre stikker dybt i os. Ude i vores landsby har det for eksempel været næsten umuligt at rekonstruere det kommunale råd - for folk ved ikke, hvem de tidligere har valgt. Eller selv få bugt med sin apati og universielle mistro til alt statsligt. Jeg har lige sendt manuskriptet til min nyeste roman til min forlægger i Canada, denne gang med det almindelige postvæsen, og jeg kan ikke vænne mig til at tro på, at det virkelig kommer frem.
Begivenhederne har ikke haft nogen direkte indflydelse på mit skriveri, hverken til det bedre eller det værre. Jeg skriver ganske enkelt det, jeg vil, og det gjorde jeg også før. Jeg har altid været fri og uafhængig, når jeg skrev, det har ikke ændret sig. Af samme grund rykker det heller ikke synderligt i mig efter at bidrage til nogen af alle de nye tidsskrifter, jeg har mit eget tempo og mine egne temaer. Det forekommer mig, at pressen netop nu stort set kun skriver om det samme og det samme: hvor slemt vi har haft det under kommunisterne, der er ikke så meget perspektiv hverken bagud eller fremad. Hvad jeg længes efter lige nu, er faktisk, at vi kommer til at leve lidt mere normalt! Den revolutionære patos er ikke til at holde ud i længden…
