Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 22

Eva Kanturkova: Ånderne i bogen

Tjekkoslovakken Eva Kanturkova beretter i teksten om sine oplevelse som politisk fange i 1981. Hun var ble­vet dømt for ’at handle imod republikkens interesser’. Det skete primært med henvisning til, at Eva Kantur­kova var medunderskriver af Charta 77. Teksten stammer fra hendes bog ’My Companions in the Bleak House’.

 

Ånderne i bogen

Der findes rigeligt af overtro i fængsler til alle tider, og de magiske ritualer overleveres i form af eksem­pler og erfaringer ... Der gik ikke en time uden en ånd fra det hinsidige var til stede i vores celle. Når vi var trætte, og alle vores spørgsmål var udtømt, spurgte vi fortvivlet atter og atter: Hvorfor er vi her? Kommer vi hjem? Hvornår?

Når jeg skriver nu, kan jeg godt smile skeptisk, men der og dengang gav de mørke magter mig gåsehud. Vi brugte en bog til at vække de dødes ånder, mu­lig­vis en reminiscens af den andagtsbog, der bruges i sort magi, men for os var det ligegyldigt hvilken bog det var. Det var blot et redskab, men det skulle være en ret let og ret tynd bog. Man talte siderne og stak så skafterne af to tandbørster nøjagtigt ind midt i bogen; skafterne skulle være flade og lige, og enden med børsten ragede ud foroven og forneden på ryggen med børsterne opad. De dannede den akse hvor bogen hang (holdt lukket af en elastik), og som den kunne dreje om. To kvinder sad over for hinanden med bogen mellem sig. Den ene skulle henvende sig til ånderne, den anden skulle hjælpe hende. De støttede begge børsterne på det yderste led af højre pegefinger. Når ånden var kommet ind i bogen og begyndte at besvare vores spørgsmål, dre­jede bogen ubesværet på den stramme hud på vores fingerspidser, til højre hvis svaret var JA, til venstre hvis det var NEJ. Når der ikke kom noget svar – for­di ånden var irriteret over spørgsmålet eller ikke kendte svaret eller fordi spørgsmålet ikke var stillet ordentligt – rørte bogen sig ikke.

… Nu kan jeg smile ad det hele; men inderst inde var jeg opslugt af hele ceremonien, og skønt jeg ikke var parat til at opgive min vantro, var min skepsis mi1dest talt kuet. Jeg hengav mig til øjeblikkets oplevelse lige så helhjertet som dem, der troe­de. Jeg rystede over hele kroppen ganske som de gjorde; jeg følte spændingen stige, når bogen drejede og viste ån­dens nærværelse.

Jeg varbevæget og tryllebundet af ritualet. Når jeg tæn­ker tilbage på de øjblikke, var det måske  kvin­der­ne selv, der var så bevægende, snarere end til­ste­deværelsen af ånder i cellen. Prøv at forestille dig dem: en celle, der er uhyggelig og dyster, en trøs­tesløs verden, ja, en verden, der er død. Hjemløse sjæle i hvem, det sidste glimt af håb er ved at dø bort. En håndfuld kvinder, så pæne som de kan blive i deres grå pjalter, med indsunkne øjne uden lys, igrå trætte ansigter. De kryber sammen i det ene hjøme, hvor de ikke  kan ses tydeligt fra kighullet i døren. I vores ateistiske fængsler, der er blottet for åndelige værdier, er det strengt forbudt at pleje omgang med ånderne. Fire, fem, seks kvinder, der hver for sig brænder, ikke med ti eller tolv, men med hundrede forskellige spørgsmål. Hudløse; smer­­tende spørgsmål.Om forliste håb, brudte kær­lig­hedsforhold, uopnåelige chancer. Om liv, der erødelagt – som de kun alt for godt ved – og de døde, tomme år forude, som slet ikke er en del af livet. Er det så mærkeligt, de længes efter en spinkel tråd af forvisning, af håb, af sandhed? … De leven­de er enten utilgængelige eller de har allerede vendt ryggen til. Og derfor påkalder disse ulykkelige kvinder de døde.  

”Vaclav Vojtiseks ånd, jeg kalder dig op fra de dødes rige. Kom og vær her hos os”.

Der er et øjebliks anspændt tavshed. Og så bevæger bogen sog – først tøvende og så beslutsomt – til højre.

” Vaclav Vojtiseks ånd, tak fordi du kom. Da jeg kaldte på dig”. Bogen hængerstille og venter. Det er klogt at være meget høflig overfor ånderne, og spørgsmålenes formelle form er fastlagt.

 ”Vaclav Vojtiseks ånd, vil du besvare mine spørgs­mål?”. Bogen bevæger sig ikke.

"Vaclav Vojtiseks ånd, jeg spørger dig, om du vil besvare mine spørgsmål?".

Bogen bevæger sig tøvende mod højre.

"Tak, Vaclav Vojtiseks ånd. Må jeg stille mit første spørgs­mål?".

En samtale med en ånd er en højtidelig sag. Bogen svarede igen ved at bevæge sig mod højre.

Vi sad tavse og ubevægelige og lyttede spændt til sva­rene. De skulle stilles klart; ånden hørte dem, og det gjorde vi også. Det var ligesom at lytte ved en skriftestol, for hver spurgte om det, der bekymrede hende mest. Spørgsmålene skulle være ærlige og oprigtigt ment; man kan lege med mennesker, men ikke med de dødes ånder. Vi sad sammenkrøbet og gennemlevede sandhedens øjeblik for hver især. Mærkeligt nok blev ingen af de hemmelig­heder, som afsløredes i disse ængstelige øjeblikke, nogen sinde brugt som våben i stridigheder. Selv de skrap­peste piger vidste, at hvad der dengang foregik var helligt, og det var en trossæt­ning, at ånderne ville hævne sig på enhver, som misbrugte cere­monien.

Dette mørke ritual var en bøn om medlidenhed, en måde at friste skæbnen på … En pige påkaldte i en dumdristig stemning Adolf Hitlers ånd, og så næg­tede Adolf Hitler at forlade vores celle og vende tilbage til skyggernes rige. Han modstod alle vores bønner: Adolf Hitlers ånd, gå tilbage til de dødes rige! bogen rørte sig ikke. Når det skete, måtte den, der havde påkaldt den genstridige ånd, tage bogen med sig i seng og sove med den. Hvem kunne vide, hvad en ånd som Adolf Hitlers kunne finde på i nattens løb? Vi passede på ikke at fornærme ham. Om mor­genen sagde pigen, at hun kunne mærke, at han var forsvundet, fordi vi alle var rolige. Ån­der­ne opfører sig på forskellige måder, idet nogle virke-lig kommer så snart de bliver påkaldt, andre skal over­tales. Men alle, uden undtagelse, er overordent­lig følsomme for latterliggørelse eller krænkelser. Hvis man ikke tror på den, må man hellere lade være med at påkalde dem.

Vi krøb sammen og opmuntrede hinanden og hvis­kede de rigtige formularer til de højtidelige spørgs­mål … Kommer min sag snart for retten? I marts?

I april? Får jeg den hårdeste dom? Den korteste? Et sted midtimellem? Får jeg lov at få besøg, før jeg bli­ver flyttet? Kommer min mand til retssagen? Vil Karel svigte mig? Vil Jan svigte mig? Vil mor tage sig af min lille pige? Vil de tage min lejlighed fra mig? Vil de konfiskere mine spare­penge? Vil min mand vidne imod mig? Vil han søge skilsmisse? Vil de tage børnene fra mig? Vil mine børn vende sig imod mig? Vil de ikke længere have noget med mig at gøre? Vil familien overlade mig til min skæbne?

Vil jeg til sidst være ganske alene? Vil jeg ende som en herreløs hund, død i en grøft et eller andet sted? Får jeg en pakke? Imorgen? Næste uge? Får jeg et brev?

Vaclav Vojtiseks ånd, bliver der almindelig amnesti? Bliver der kun amnesti for visse forbrydelser? Kommer den til at dække det, jeg sidder inde for? Vil jeg være i en arbejdslejr til den tid? Vil jeg stadig sidde i fængsel? Vaclav Vojtiseks ånd, hvor er jeg, når jeg bliver løsladt?

Ånderne var storsindede. De sagde altid ja til en amnesti.

 

Tekst 21 | Oversigten over kildetekster | Tekst 23 UDGÅR

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk