Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 21

Charta 77

I 1977 udsendte en række borgere i Tjekkoslovakiet Charta 77. Dokumentet, der kritiserer menneskeret­tig­heds­situationen i Tjekkoslovakiet, blev underskrevet af 240 mennesker. Af disse var flere fremtrædende dissidenter.

 

"Sbirka zakonou CSSR" (Tjekkoslovakiets lov­tidende) nr. 120 offentliggjorde den 13. oktober 1976 "International pagt om borgerlige og politiske rettigheder" og "Interna­tional pagt om økonomiske, sociale og kulturelle rettighe­der". Begge er under­skre­vet i vor republiks navn i 1968, bekræftet i Hel­sinki 1975, og de trådte i kraft hos os den 23. marts 1976. Siden da har vore borgere haft ret og vor stat haft pligt til at efterleve dem.

De friheder og menneskerettigheder, som garanteres i de to pagter, er betydningsfulde civilisatoriske vær­dier, som mange fremskridtsvenlige kræfter gennem historien har arbejdet for, og hvis kodificering i be­ty­delig grad kan fremme human udvikling af vort samfund. Derfor ser vi med tilfredshed på, at Den socialistiske Republik Tjek­koslovakiet har tiltrådt disse pagter.

Deres offentliggørelse bringer samtidig atter med for­nyet eftertryk i erindring, at mange borgerlige grundret­tigheder i vort land desværre først og frem­mest gælder på papiret. Retten til fri meningsud­veks­ling, der garan­teres i den første pagts artikel 19, er f.eks. helt illusorisk.

Det er umuligt for titusinder af borgere at arbejde ved deres fag af den enkle grund, at de hylder op­fattelser, der adskiller sig fra de officielle opfattelser. I tilgift bliver de ofte genstand for mangfoldige for­mer for diskrimine­ring og chikane fra embeds­mænds og samfundsinstitu­tioners side. Da de er berøvet enhver mulighed for at for­svare sig, bliver de i virkeligheden ofre for apartheid …

Friheden til offentlig meningsytring bliver under­trykt gennem den centrale forvaltning af alle masse­medier og forlag og kulturelle institutioner. Der kan ikke offentlig­gøres en eneste politisk, filosofisk eller videnskabelig op­fattelse, end ikke en kunstnerisk ytring, der blot afviger det mindste fra den officielle ideologis eller æstetiks snævre rammer. Offentlig kritik af samfundsmæssige kri­sefænomener gøres umulig. Det er umuligt at forsvare sig offentligt mod usande eller fornærmende påstande fra den officielle propagandas side. Løgnagtige beskyld­ning­er kan ikke afkræftes, og det er helt forgæves at gå rettens vej for at få et dementi. På det åndelige og kulturelle område er en åben debat udelukket. Man­ge viden­skabsmænd eller kulturarbejdere såvel som andre borge­re udsættes for diskriminering, blot fordi de år tilbage har offentliggjort anskuelser eller udtalt meninger offent­ligt, som fordømmes af dem, der har den politiske magt idag.

Trosfriheden, der udtrykkeligt sikres i den første pagts artikel 18, bliver systematisk begrænset efter magt­haver­nes forgodtbefindende: Dette sker ved, at man hindrer præster i at udøve deres virksomhed i fuld udstrækning, hvilket sker under den overhæn­gende trussel, at de nårsomhelst kan nægtes eller fra­­tages statslig tilladelse til at udøve deres arbejde …

Andre borgerlige rettigheder, indbefattet det ud­tryk­kelige forbud mod ”vilkårlige indgreb i privat­livet, familie, hjem eller brevveksling” (artikel 17 i den første pagt) krænkes også betænkeligt derved, at indenrigsministeriet på alle tænkelige måder kon­trol­lerer borgernes liv, f.eks. gennem aflytning af tele­foner og boliger, kontrol af posten, personlig over­vågning, husundersøgelser og gen­nem opbyg­ning af et net af stikkere, der hentes fra be­folk­ning­ens rækker (ofte etableret under ulovlige trusler eller med løfter) …

Når det gælder politisk motiveret retsforfølgelse, så krænker undersøgelses- og justitsorganerne de ret­tig­heder, som den anklagede og hans forsvarer skul­le være sikret såvel gennem artikel 14 i den første pagt som gen­nem tjekkoslovakisk lovgivning …

Derskerogså generelt en krænkelse af punkt 2, ar­ti­kel 12 i den første pagt, der garanterer borgerens ret til frit at forlade sit land. Under henvisning til "be­skyttelse af den nationale sikkerhed" (punkt 3) bli­ver der knyttet forskel­lige uretmæssige betingelser til denne rettighed …

En del borgere peger - privat, på deres arbejdsplads, eller offentligt, hvilket i i praksis kun er muligt i uden­­landske medier - på de systematiske overgreb på menne­skerettighederne og de demokratiske fri­heder og kræver, at der gøres noget i en række kon­krete tilfælde. Deres stemmer vinder i de fleste til­fæl­de ingen genklang, eller også bliver der indledt undersøgelse mod dem.

Ansvaret for overholdelse af de borgerlige rettigheder i landet påhviler selvfølgelig først og fremmest den poli­tiske og den statslige magt. Men ikke kun den. Enhver bærer sin del af ansvaret for de alment gældende tilstande, og derfor også for over­holdelse af pagter, der er fastsat ved lov, som oven i købet ikke kun pålægger regeringen, men alle borgere forpligtelser.

Følelsen af dette medansvar, troen på fornuften i et borgerligt engagement og vilje dertil, samt det fælles behov for at finde et nyt og virksomt udtryk for det­te, har givet os idéen om at danne Charta 77, hvis op­rettelse, vi hermed i dag offentligt meddeler. Charta 77 er et frit, uformelt og åbent fællesskab af

Mennesker med forskellige overbevisninger, for­skel­lige trosbekendelser og for­skellige erhverv, der er knyt­tet sammen i viljen til, enkelt­vis og i fællesskab at skabe respekt for de borgerlige ret­tigheder og men­neskerettigheder i vores land og i verden - disse rettigheder, der tilkendes menneskene i de to nævn­te internationale pagter, i slutakten fra Helsinki­kon­ferencen, i talrige andre internationale dokumenter mod krig, magtanvendelse og social og åndelig under­­trykkelse, og som sammenfattende er bragt til udtryk i FN’s menneskerettighedserklæring.

Charta 77 bygger på solidaritet og venskab mellem mennesker, der deler omsorgen for de idealer, som har inspireret og vedbliver at inspirere deres liv og arbejde.

Charta 77 er ikke en organisation, det har ingen sta­tut­ter, ingen permanente organer og intet organi­sa­torisk be­tinget medlemsskab. Enhver kan tilslutte sig, som tilslut­ter sig dets ide, som deltager i arbej­det og støtter det.

Charta 77 er ikke en basis for oppositionel politisk virk­somhed. Det vil tjene almenvellets interesser på samme måde som andre lignende borgerinitiativer i forskellige lande i Vest og Øst. Det vil altså ikke op­stille et eget pro­gram for politiske eller samfunds­mæssige reformer eller ændringer, men det vil der­imod på sit virkefelt føre en konstruktiv dialog med den politiske og statslige magt. Det vil især ske ved, at det i forskellige konkrete tilfælde af overgreb på menneske- og borgerrettighederne oplyser herom og forberede en dokumentation, foreslår løsnin­ger, og spreder oplysning om forskellige almene forslag, der tager sigte på en udbygning af disse rettigheder og garantier for dem, og optræder som mægler i tru­en­de konfliktsituationer, der kan føre til uret.

Med sit symbolske navn understreger Charta 77, at det er opstået på tærskelen til et år, der er blevet er­klæret for året for de politiske fangers rettigheder, og i hvis forløb man på Beograd-konferencen skal foretage en prøvelse af, om forpligtelserne fra Hel­sin­ki er blevet opfyldt.

Vi, som underskriver dette opråb overdrager til profes­sor Dr. Jan Patocka Dr Sc Dr Hc[1], Vaclav Havel[2] og pro­fessor Dr Jiri Hajek[3] at fungere som talsmænd for Charta 77. Disse talsmænd har fuld autoritet til at repræsentere det såvel overfor staten og andre organisationer som over­for den offentlige opinion hos os og i verden, og gennem deres signa­turer attesterer de ægtheden af Charta 77s do­ku­men­ter: Disse talsmænd får medarbejdere i os og i and­re medborgere, der tilslutter sig Charta 77, og som sam­men med dem deltager i de nødvendige overvejelser, ta­ger delopgaver på sig og deler alt an­svar med dem.

Vi tror, at Charta 71 vil bidrage til, at alle borgere i Tjek­koslovakiet kan arbejde og leve som frie men­nesker.

 

[1] Jan Patocka (forkortelserne står for akademiske titler) var filosof og partiløs; han døde i marts 1977 70 år gammel efter anstrengende forhør.

[2] Vaclav Havel blev arresteret 14 dage efter udsendelsen af Charta 77 og tildelt 14 måneders betinget fængsel. I 1979 idømtes han 4 års fængsel for undergravende virksomhed.

[3] Jiri Håjek var minister under kommunistiske regeringer i 1950'erne og 1960'erne. I 1968 fordømte han som udenrigsminister i Dubcec-rege­ringen den russiske invasion.

 

Tekst 20 | Oversigten over kildetekster | Tekst 22

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk