Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 20

Arnost Kolman: Den vildførte generation

Den tjekkoslovakiske kommunist, Arnost Kolman, redegør i teksten for udviklingen i Tjekkoslovakiet umiddelbart efter ’Prag-kuppet’ i 1948. Kolman for­blev trods sine oplevelser medlem af kommunist­partiet det meste af sit liv. I 1976 meldte han sig ud af kom­munistpartiet og emigrerede til Vesten. Han døde i 1979. Teksten stammer fra Arnost Kolmans erin­dringer ’Den vildførte generation’.

Ærkefjenden

Om morgenen den 26. september 1948, netop mens vi sad ved morgenbordet, ringede telefonen. En kvindestemme præsenterede sig som sekretær hos Kopfiva, formanden for centralkomiteens parti-kontrolkommission. Han ville bede mig om at kom­me, og der var en bil på vej for at hente mig. Jeg undrede mig selvfølgelig over dette hastværk, det var jo trods alt søndag, men jeg nærede endnu ingen mistanke. Og snart kørte bilen virkelig op foran hu­set med en mand, jeg aldrig havde set før; jeg tog min mappe med en kopi af den skæbnes­vang­re artikel med mig, og så kørte vi.

Vognen holdt foran en villa, og vi gik derind. Her erklærede min ledsager, at han var medarbejder ved statssikkerhedstjenesten - han viste ikke nogen legi­ti­mation - og at jeg - igen viste han in­gen papirer frem - befandt mig i varetægt, men ikke var arreste­ret. Jeg skulle blive her til Gottwald kom tilbage, så jeg ikke kun­ne udbrede mine meninger. Villaen hav­de indtil for nylig tilhørt den flygtede minister Ripka, så her skulle det være til at holde ud. Han spurgte mig, om jeg havde våben på mig. Det be­næg­tede jeg, og han troede på mig. To ret forsovede unge mænd i civil fik over­draget bevogtningen af mig. Jeg bad om et stykke papir og skrev en notits, som skulle overbringes til Katja. Det gav han mig lov til. Jeg meddelte Katja, at der sikkert forelå en misforståelse, at jeg midlertidigt blev tilbageholdt, og at sagen sikkert ville blive opkla­ret inden ret længe. Hun skulle sige til Ada, at jeg var på tjeneste­rejse. Samtidig skrev jeg et brev til centralkomiteen, hvori jeg bad om, at man ville høre på mig. Men det var der ingen der reagerede på.

Endnu samme dag isolerede de Katja og den niårige Ada. Det gik lige så koldblodigt til. En time efter at jeg var blevet transpor­teret væk, kom der to mænd til lejligheden og meddelte »skån­somt« Katja, at min bil var kommet ud for en ulykke, men at jeg kun var lettere kvæstet og befandt mig på et syge­hus. Jeg havde bedt Katja og Ada om at komme, sagde de. Selvfølgelig tog de straks af sted med de to mænd, og man kan forestille sig deres uro. Men turen gik til en villa uden for byen, hvor de blev sat af og bevogtet, ikke bare af bevæbnede civilpersoner ved døren, men også af en kvindelig furie, som tog sig »moderligt« af dem. Seksten dage senere blev de kørt i bil til Wien, som endnu var sovjetisk be­sæt­tel­ses­zone, og derfra blev de begge fløjet til Moskva, uden bagage, nøjagtig somde havde forladt vort hjem i Prag.

Hvis ikke tanken om Katja havde plaget mig, så vil­le min skæb­ne ikke have foruroliget mig så me­get; jeg nærede jo den illusion, at min ubegrundede »hus­arrest« ville blive ophævet, når Gottwald kom tilbage. Jeg havde ikke noget at klage over, hvad opholdet i villaen angik; for første og eneste gang i mit liv havde jeg endda to kammertjenere. Mine vog­tere var kun beskæftiget med at betjene mig. De hentede fortræffelige måltider til mig på en restau­rant, de forsynede mig med rent linned og købte sæbe, tandbørste og tandpasta. Den tidligere mini­sters bibliotek med mange dejlige bøger stod til mm disposition; jeg kunne frit spadsere rundt i haven, og bevogtningen var så skødesløs, at jeg kunne væ­re stukket af, hvis jeg havde villet; den amerikanske ambassade lå  endda lige overfor.

Den femte eller sjette dag kom den samme mand fra statssikkerhedstjenesten og fortalte, at Gottwald var kommet tilbage og hav­de tilkaldt mig. Jeg pak­kede altså igen min mappe med artiklen, men vi kør­te ikke ind til præsidentens residens, men deri­mod ud af byen. Så snart vi havde lagt bygrænsen bag os, beordrede min ledsager mig over i en anden bil, som ventede på os der. I bilen sad der to sovjeti­ske officerer – medarbejdere ved NKVD. Vi kørte til flyvepladsen i Ruzyne. Der gik de sammen med mig om bord i en startklar militærmaskine, hvor der allerede sad en arresteret sovjetisk officer i håndjern og en vagtpost. Jeg fik ingen håndjern på, og til at begynde med gav mine ledsagere mig endda lov til at kigge i et eksemplar af Rudé Právo. Der læste jeg, at Gottwald virkelig var kommet tilbage. Dengang tænkte jeg ikke på, at det ville blive sidste gang i lan­ge tider, at jeg fik et trykt ord at se.

I Moskva landede vi på Khodynka-flyvepladsen. Jeg blev mod­taget af en oberst, der præsenterede sig som Rossypinskij og sagde til mig, at vi skulle til centralkomiteen. Jeg troede på ham! Han satte sig ved siden af mig i en bil, der havde gardiner for vin­duer­ne. Ud mellem gardinerne så jeg nysgerrigt på de velkendte gader og det sædvanlige travle mylder af ikke just velklædte moskovit­ter. Og jeg blev helt forbløffet, da jeg så militsfolkene (det sovjetiske po­liti) i deres nye, mørke uniformer - sort med rødt: de ligne­de på en prik det førrevolutionære gendar­meri. Pludselig fik jeg den vanvittige ide, at der må­ske var sket en kontrarevolutionær omvæltning… Nu kom vi til Teaterpladsen og videre til Dzerzjin­skij-pladsen, men vi drejede ikke til højre ned på Staraja Plosj­tjad, hvor centralkomiteen og den cen­trale kontrolkommission ligger, men kørte op ad Lille Lubjanka-gaden og ind i gården til rædsels­bygningen. Den sorte jernport slog buldrende i bag os. Og jeg blev uden et ord puffet ind ad en dør…

Hvor var jeg kommet hen? Højt over hovedet på mig lyste en kraftig pære i et trådgitter. Jeg be­fandt mig i en gråmalet metal­kasse, lukket som en elevatorkabine, med et kighul i døren. Her var så trangt, at jeg kun kunne stå op eller sidde på hug på gulvet. Der stank uudholdeligt af karbol. Dø­ren blev åbnet, og foran mig stod en soldat, som råbte: »Tag tøjet af!«. Jeg tog frakken af, men han forlangte: »Tag det hele af, nøgen, hurtigt!«. Han bandede groft. Jeg klædte mig af, og han tog mine ting med, naturligvis også mit ur og min mappe.

Så kom der en anden soldat og begyndte at inspi­cere mig. Han så efter under armene, mellem fing­rene og i min endetarm. Så be­falede han mig at åbne munden, famlede rundt med fingrene i den og sagde, at jeg skulle tage protesen ud. Jeg forklarede, at det kunne jeg ikke, for den var sat fast i kæben. Han troede mig selv­følgelig ikke og prøvede med magt at rive den ud, mens han ban­dede og svovlede.

Så gik han endelig og lod mig stå nøgen tilbage. Nogen tid efter fik jeg mit tøj igen, men i hvilken tilstand! Det hele var krøllet og stank af desin­fek­tionsmidler, alle sømmene var sprættet op, frak­ken, slipset, livremmen og alle knapperne mang­lede. Hvordan skulle jeg nu holde bukserne oppe? Derefter trykkede han desu­den tohundrede gram kitagtigt brød i hånden på mig og et kogekar med plumret vand, der skulle forestille te! I denne boks blev jeg stående til næste dag. Jeg sov lænet op ad væg­gen.

Jeg befandt mig i en slags uklar tilstand hele tiden. Snart faldt jeg i en tung søvn, mere af psykisk end af fysisk udmattelse, snart plagedes jeg af angst­fyld­te tanker og spørgsmål, jeg ikke kunne finde svar på. Hvad skulle der ske med mig, med Katja, med mine børn? Hvorfor denne ransagelse? Var det bare for at fornedre et menneske, pludselig få det til at ind­se, at det kun er en orm, fuld­kommen udleveret til dem? Det var mit tredje fængselsophold, og jeg kunne sammenligne det med de andre, med Keren­skijs deportationsfængsel og det tyske tugthus. Må­ske havde man behandlet fangerne sådan i Schlüs­sel­burg-fæstningen eller i tugthuset i Ner­tjinsk. Ind imellem havde jeg læst tidsskriftet Fængsel og Forvis­ning, som udkom i Moskva i tyverne og trediverne, og hvori man fortalte om forholdne i tsarens tugt­huse. Men selv hvis det var gået sådan til der, så reg­nedes det jo for tsaristiske torturanstalter, og jeg sad jo i et sovjetisk fængsel og var ikke engang dømt! Jeg havde altid anset André Gide og de andre for gemene bagvaskere, efter at Gide i sin bog Re­tour de l’U.R.S.S. havde talt om den so­vjetiske rets­plejes umenneskelighed. Skulle han mon have haft ret?

Næste dag – eller måske var det først langt senere, jeg havde jo ikke noget ur, faldt i søvn nu og da og har i det hele taget en dårlig tidsfornemmelse – blev jeg taget ud af boksen og anbragt i en cel­le. En vagt­post gik to skridt foran mig, en anden bag mig med ge­vær og opplantet bajonet. Jeg skulle holde hæn­der­­ne på ryggen. Så kørte vi først med elevatoren op på fjerde sal, og der gik vi gennem tilsyneladende en­deløse, snoede korridorer. Min ledsager knipsede nu og da højt med fingrene, så et møde i gangen med en anden fange kunne undgås. Ingen af fan­gerne måtte vide, hvem der i øvrigt sad i fængslet. Derfor var der med visse mellemrum små aflukker i gangene, hvor vagterne anbragte deres fanger, mens en anden fange blev ført forbi.

Så var jeg i cellen. Selvom det eneste vindue var til­gitret, sad højt oppe og desuden var halvt dækket af en metalplade, forekom den mig at være ret lys. Der var dagslys i den. Den rummede to senge, et lille bord og to stole, der var skruet fast i gulvet. En ung mand med et intelligent udseende, i et pænt, men lige så krøllet sæt tøj som mit, præsenterede sig - men jeg har glemt hvad han hed. Han var meget snakkesalig og videbegærlig. Beredvilligt for­talte han mig om sig selv. Han var finansmand og var blevet fængslet, fordi han kort før pengereformen havde røbet denne statshemmelighed for sin kone, der så havde snakket over sig til en veninde. Denne veninde fik så pludselig travlt med at hæve alle si­ne indeståender i sparekassen og købe forskellige vær­di­genstande i juveler - og kommissions­forret­nin­gerne… Min medfange ventede medfølelse af mig, han stillede hele tiden spørgsmål og prøvede at »lod­de« mig. Han greb det temmelig klodset an, og jeg tav enten eller svarede med almindeligheder. I Breslau havde jeg lært, at man tit sætter en ny fange sammen med en »gøg«, en provokatør.

Jeg blev i denne celle i to-tre dage. Mens min med­fange blev hentet hver nat, kaldte man ikke mig til forhør. I løbet af denne tid gjorde jeg mig fortrolig med stedets vaner. Jeg fik at vide, at det var forbudt at lægge sig i løbet af dagen, jeg vænnede mig igen til det skarpe lys, der brændte hele natten, og den periodiske klap­ren af dækslet over glughullet, og jeg lærte at sove med hænderne oven på tæppet. Som jeg senere forstod, var dette en af de bedre celler. På sengen lå der en tynd madras, et under- og et over­lagen, et tilmed let stivet pudebetræk, en pude, der var temmelig tynd, men dog fyldt med fjer, og et let tæppe. Det viste sig, at den hie­rarkiske orden, der findes i hele det sovjetiske samfund, også her­skede her i fængslet. Der fandtes endda »luksus«-celler. I en af dem sad efter sigende den mongolske »teokra­tiske« kejser U Pei-­Fu. Nogle særlig privilegerede fanger fik deres forplejning fra medarbejdernes kan­tine, og andre fik lov til for egne penge at kø­be rund­stykker, smør, pølse, ost og sukker til at for­bedre kosten med.

Forplejningen var simpelt hen modbydelig. Om morgenen fik vi tohundrede gram sort, næsten uspi­seligt brød og tre stykker suk­ker foruden en blikkop med den allerede beskrevne »te«. Til mid­dag fik vi en skål sur kålsuppe eller fiskesuppe. På skålens låg l lå der gryn, for det meste hirsegryn, samt noget dryp­pende, harsk fedt, og somme tider havde der forvildet sig et par stumper sene ­eller hindeaffald eller ligefrem en lille bid kød ned i suppen. Om aften­en fik vi så igen »te«, ligesom om morgenen. I hjørnet af cel­len stod der en spand. Om aftenen tøm­te vi den på toilettet, der samtidig tjente som vaskerum. Der blev vi ført hen for at vaske os om morgenen.

Hver dag blev vi bragt helt op på taget med eleva­toren for at gå tur. Deroppe, på det flade tag, som var omgivet af høje metalvæg­ge til alle sider, mellem skorstenene, der udspyede tyk sort røg og sod, spad­serede vi rundt. Nede fra pladsen trængte den mun­tre lyd af bilhorn op til os. Foruden os to fanger, som gik tavse rundt bag hinanden med hænderne på ryggen, var der kun to skytter med geværer og op­plantede bajonetter. Spadsereturen varede tyve-tredive minutter og blev gennemført i al slags vejr.

En nat, da jeg netop var faldet i søvn, blev jeg væk­ket af en sol­dat med råbet: »Til forhør!« Lettet tænk­te jeg, at nu ville jeg da endelig få at vide, hvad jeg var anklaget for. Igen gik vi i procession gennem koridorlabyrinten, men denne hen til undersøgelses­dommerens kontor. Han sad ved sit skrivebord, bag ham stod et pengeskab, og foran var der et lille bord og en stol, åbenbart til delinkventen. Undersøgelses­dommeren var oberst Rossypinskij. Men nu opførte han sig helt anderledes. Sidste gang, på flyveplad­sen, havde han været høflig, og nu lød hvert ord fra hans mund som en ed. Til at begynde med tiltalte jeg ham »kammerat oberst«, men han hvæsede: »For dig, din slyngel, er jeg ingen kammerat!«. Han op­fordrede mig til at tage plads, og nu begyndte »for­høret«, naturligvis efter et skema. Da han kom til »nationalitet«, og jeg sagde at jeg var tjekke, sagde han: »Du lyver, din jøde, tjekke, siger du, du hører til Abrahams stamme, har du glemt at selv har skrevet på dit spørgeskema, at din mor var jødinde«. På bordet foran ham lå en hel stabel dokumenter, som alle hørte til min »sag«. Jeg forsøgte at forklare ham, at da min far var tjekke og mit modersmål og min uddannelse var tjekkisk, måtte jeg ifølge Stalin betragtes som tjekke. Og i øvrigt havde han kun ret ifølge den jødiske religiøse lov, der lader  nationali­teten afhænge af moderen. Han reagerede kun med uanstændige eder. Foruden sine ordner bar han en rhombe på brystet, tegnet på at han havde eksamen fra et militærakademi. Jeg måtte igen stå op, benene knækkede sammen under mig, men han noterede uan­fægtet og langsomt mine »udtalelser« ned med lan­ge pauser imellem, røg, bestilte te og smørrebrød til sig selv, bandede alt hvad remmer og tøj kunne holde og gjorde nar af mig. Først hen under morgen rakte han mig protokollen, der kun fastslog min iden­titet, og jeg blev sat i en anden celle. Han havde åbenbart indset, at »gøgen« ikke duede til så meget.

Nu fik jeg enecelle, der fik så lidt lys udefra, at en skarp pæ­re brændte i loftet fra morgen til aften. På briksen lå der her kun en hovedpude, stoppet med halm, og en halmsæk, som man kun­ne mærke brik­sens jernfjedre igennem; der var ikke noget over­lagen. Underlagenet og pudebetrækket var grå af ælde, og man væmmedes ved at trække det lasede, stinkende, plettede tæppe over sig. Det bekymrede mig ikke så meget, at jeg sad i enecelle, for jeg læng­tes ikke efter selskab; jeg mente stadig, at de andre fanger måtte være rigtige politiske forbrydere. Som alle fanger satte jeg mig kun sjældent ned, men gik frem og tilbage som et dyr i bur. Og hele tiden tænk­te jeg.

 

Tekst 19 | Oversigten over kildetekster | Tekst 21

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk