Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Carlo Levi: Kristus standsede ved Eboli

Carlo Levi blev af det fascistiske styre idømt ’confino’ (dvs. forvisning) i en syditaliensk landsby. Han skrev efterfølgende den roman, hvorfra uddraget er taget, om sine oplevelser.

 

Der hørtes mange taler i de dage, og Don Luigino havde travlt med at indvarsle til sine møder. Nu havde vi oktober, vore tropper gik over Mareb, krigen mod Abessinien var begyndt. Op, Italiens folk! Amerika fjernede sig mere og mere i Atlanterhavets tåger som en ø i himlen, for hvor længe må Vorherre vide, måske for stedse.

Denne krig interesserede ikke bønderne. Radioen drønede, Don Luigino anvendte alle de skoletimer han ikke tilbragte rygende på balkonen, til med høj røst at holde foredrag for drengene (man hørte ham alle vegne) og lade dem synge ”Facetta nera, bella abissina” samt fortalte alle på torvet, at Marconi havde opdaget nogle hemmelige stråler, og at den engelske flåde snart ville blive sprængt i luften. De sagde også, han og den anden store skolemester, hans radiokollega, at denne krig udtrykkelig var påbegyndt for deres skyld, for Gagliano’s bønder, der nu endelig skule få Gud ved hvor megen jord at dyrke, og det er en god jord, hvor alt gror af sig selv, bare man sår. Men ak, de to skolemestre talte lidt for meget om Romas storhed til, at bønderne kunne fæste lid til resten. De rystede på hovedet, mistroiske, tavse og resignerede. De i Rom ville føre krig og ville påtvinge dem den. Pazienza! At dø på et abessinsk bjerg er såmænd ikke så meget værre end at krepere af malaria på sin egen mark ved Sauro’s bredder. I de dage lod det til, at alt det, man plejer at kalde det italienske folk, studenterne ved universiteterne, ungdomsforeningernes drenge, lærere og lærerinder, Rødekors-damerne, mødrene og enkerne efter de faldne milanesere, de florentinske damer, materialhandlerne, de handlende, pensionisterne, journalisterne, politifolkene, ministerielle embedsmænd, alle så var de grebet af en ildhu og en lyksaliggørende berømmelsesrus. Men det var jeg hernede i Gagliano ikke i stand til at dømme om. Bønderne var mere fåmælte, mere triste og mørke i hu end ellers. De havde ikke rigtig fidus til den jord, der først skulle hugges fra dem, som ejede den, og rent instinktivt følte de, at det ikke var retfærdigt og ikke kunne føre til noget godt. De i Rom havde ellers ikke for skik at gøre noget for bønderne her; også dette foretagende måtte, trods al den snakken, have et andet mål, som ikke vedkom dem. ”Hvis de i Rom har penge til at føre krig for, hvorfor reparerer de så ikke først broen over Agri, den har nu ligget sammenstyrtet i fire år, og se om nogen tænker på at lave den! De kunne også godt inddæmme floden, bore en eller anden ny brønd, plante træer i skovene i stedet for at hugge den smule, der er tilbage. Jord har vi nok af her, det er alt det andet, vi mangler.” Derfor tænkte de også på krigen som på en af de sædvanlige uundgåelige ulykker, afgifterne eller skatten på gederne. De var ikke bange for at blive indkaldt som soldater. ”Leve som hunde her,” sagde de, ”eller dø som hunde derovre, det kommer såmænd ud på et.” Men ingen, undtagen Donna Caterinas mand, meldte sig som frivillig. For øvrigt stod det dem snart klart, at ikke alene målet, men også selve krigsførelsen var noget, der vedkom dette andet Italien på den anden side bjergene og kun havde lidet at gøre med bønderne. De indkaldte var kun få, to eller tre i hele byen foruden rekrutter og en ung mand, Don Nicola, søn af en præst og opfostret af munkene i Melfi og nu underofficer af fag i hæren; han var blandt de første, der måtte rejse. Nogle af de allerfattigste jordløse bønder, der intet havde at spise, havde ladet sig lokke af Don Luigino’s foredrag og af løftet om høj løn og havde bedt om at komme med som arbejdere, men der kom aldrig svar på deres ansøgninger. ”De vil ikke engang ha’ os som arbejdere. Krigen er kun for dem oppe i nord. Så kan vi krepere af sult herhjemme. Og til Amerika kan man aldrig komme mere.”

Den tredje oktober var altså en mørk dag. Ved mødet på torvet var der en snes bønder forsamlet, møjsommeligt skrabet sammen af gendarmerne og borgmesterens folk; de lyttede med infantile øjne til radioens historiske ord. Don Luigino havde ladet rådhuset flagsmykke og skolerne og herskabshusene; tricolorerne bølgede i vinden og solen, så sært oplivende med deres friske farver imellem alle bondehusenes sorte begravelsesfaner. Han lod ringe med kirkeklokkerne, der under klokkerens hænder satte i med deres sædvanlige sørgerytme. Den muntre krig begyndte i denne triste ligegyldighed. Don Luigino kom frem på rådhusets balkon og talte. Talte om Romas udødelige storhed, om de syv høje, om ulven, om de romerske legioner, om romerånden, der nu ville forny sig. Han sagde, at alle så hadede de os for vor storhed, men at Roms fjender skulle bide i græsset, at vi i triumf skulle drage ad de romerske konsulers veje, fordi Rom var evig, uovervindelig. Han sagde også med sin diskantstemme mange andre ting om Rom, som jeg ikke husker; så åbnede han munden og gav sig til at synge ”Giovinezza” med bydende gestus til skoledrengene nede på torvet, for at de skulle ledsage ham i kor. Omkring ham på balkonen stod sergenten og byens herrer, de sang alle med undtagen doktor Milillo, der mente noget andet. Nedenunder, op mod muren, stod de par bønder og hørte på i tavshed, skyggende med hånden for solen, der stak dem i øjnene, skumle og sorte stod de der og lignede natfugle.

 

Tekst 12 | Oversigten over kildetekster | Tekst 14

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk