Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Knud Holmboe: Ørkenen brænder

Følgende er et uddrag af det danske øjenvidne Knud Holmboes bog ”Ørkenen brænder” om begivenhederne i Libyen i begyndelsen af 1930’erne.

 

Henrettelsen skulle finde sted ved solopgang, og man var nu i færd med at forberede den, for det lysnede allerede svagt i øst. – En afdeling abyssinske tropper, omtrent en halv snes stykker, stod opmarcherede foran den mur på fortet, der vendte ud mod vejen. – De ulykkelige arabere, der skulle skydes, så man ikke noget til.

En stor lastbil kom brummende inde fra Bengasi. – Til trods for at det allerede var halvvejs lyst, havde den begge de skarpe lanterner tændt. Over det bageste af bilen var der lagt en presenning. – Omtrent ud for hvor min bil stod, svingede den ind til fortet, og den standsede kun nogle få meter fra de abyssinske soldater.

Jeg stod i hen ved fyrretyve meters afstand fra soldaterne, da der pludselig lød et hornsignal. – En søvnigt udseende officer med lange ridestøvler og revolver i bæltet kom ud gennem fortets port og stillede sig op ved siden af de sorte soldater. – De præsenterede gevær, da de fik øje på ham, men et øjeblik efter stod de atter med geværerne ved fod.

Fangerne blev ført ind. – Det var tre arabere, - høje, kraftige mennesker. – Da de kom ud gennem porten, stirrede de et øjeblik ligesom forvildede på soldaterne, - de standsede et par sekunder, så gik de videre, medens de kæder, som de var lænket sammen med, klirrede.

Jeg gik nærmere og stod nu så nær, at jeg tydeligt kunne høre og se alt, hvad der foregik. – Chaufføren, der havde kørt lastvognen, var araber, også han gik nærmere. - - Pludselig gav deet et sæt i en af fangerne, han havde fået øje på den arabiske chauffør. - - ”Men Ahmet, - er det dig?”.

Chaufføren svarede ikke, han så sig forskræmt omkring, som om han var bange for, at det kunne få alvorlige følger for ham, at han kendte fangen nærmere, så trak han på skuldrene, gik hen til fangen og gav ham hånden.

”Godmorgen onkel,” sagde han muntert, - ”ved Allah, jeg havde ikke ventet at træffe dig her.”

”Jeg heller ikke dig Ahmet,” smilede onklen, der snart skulle skydes. – ”Hvordan har du det?”

”Udmærket, - og du?”

En officer var kommet tilstede, han havde en rulle papir i hånden og begyndte at læse op. - - Onklen blev ved med at snakke med Ahmet og spørge, hvordan hans familie havde det.

Officeren afbrød et øjeblik oplæsningen og tyssede på ham. – ”Ved den barmhjertige Allah, - hvorfor må jeg dog ikke tale, - det er jo dog snart forbi, - og jeg kender det, du læser op.”

Officeren trak kun på skuldrene og fortsatte sin oplæsning.

Da den var endt, bd den araber, der stod ved siden af onklen, om en cigaret, han fik den, men onklen vendte sig bebrejdende mod ham. – ”Lad dog være med at ryge netop nu, da vi skal forberede os på at dø.”

Den anden bøjede samtykkende hovedet.

Chaufføren Ahmet blev puffet til side. – Et skarpt kommandoråb lød, geværerne blev lagt an, og ti skud knaldede. - - De tre arabere svajede et øjeblik, så sank de sammen uden en lyd. - - Få sekunder efter var de læsset på lastbilen, og den brummede nu med Ahmet som chauffør ind mod Bengasi.

- Solen var stået op, og rimfrosten perlede på alle strå, - i en egen uhyggestemning gik jeg tilbage til bilen, - jeg havde fået en blodig forsmag på det Cyrenaica, jeg nu skulle igennem.

[…]

Klokken tre gik jeg hen i guvernoratet i Merg. - - Merg er nemlig hovedsædet for den italienske administration i bjergdistriktet, og kommandant Diodiece er kommandant over dette distrikt. - - Hans fredelige tendenser og forstående måde at komme den arabiske befolkning i møde på er naturligvis i nogen grad hæmmet af det diktatur, der hersker i Cyrenaica med general Graziani som hersker. – Naturligvis udtalte han sig aldrig selv, dertil var han for forsigtig, - men jeg fik ved samtaler med store dele af den arabiske befolkning det absolutte indtryk, at han var lige så vellidt som adskillige andre italienere med general Graziani i spidsen var forhadte. - - ”Graziani forsøger at kvæle os i blod, - Diodiece kunne skabe fred med et håndtryk,” siger araberne.

Og sandt er det, at man søger at underkue Cyrenaicas millionstore befolkning ved magt, - - i rædselsperioden under den store, franske revolution blev der henrettet tre mennesker dagligt i Frankrig, - det giver omtrent 1200 om året, - i den tid jeg var i Cyrenaica, fandt der 30 henrettelser sted om dagen, - - det vil sige, at der henrettedes 12.000 arabere om året, foruden hvad der dræbes i krigen på italiensk side af importerede abyssinske tropper. – Landet svømmer i blod.

Kommandant Diodeice var meget høj og ligesom Cyrenaicas guvernør, general Graziani, havde han sølvhvidt hår. Hans øjne var brune, og hans træk meget uregelmæssige. – Når han talte, skete det altid meget langsomt og meget behersket, det var, ligesom han ledte efter ordene. – Det første indtryk, man fik af ham, var, at han var et køligt og afvisende gemyt; men ved nærmere bekendtskab ændredes dette indtryk komplet. Man mærkede da, at Diodiece var en overordentlig varmtfølende mand med en udpræget retfærdighedssans, og at han gjorde sit yderste for at bringe et brutalt militærsystem i overensstemmelse med sin samvittighed, skønt det måtte falde svært. – Selv udtalte han sig aldrig derom.

Hans omtale af araberne var altid præget af den største sympati, og man hørte ham aldrig bruge de ord, der næsten benyttedes overalt i omtalen af landets retmæssige befolkning: ”De hunde, - de dyr.”

Selv om den øjeblikkelige italienske kolonisering af Cyrenaica er af en sådan art, at den europæer, der får et indblik deri, må skamme sig over at tilhøre sin egen race, der her driver sit moderne krigsbarbari i renkultur, så er kommandant Diodiece et forsonende moment, - og da han var en af de få, jeg så i Cyrenaica, nævner jeg netop ham.

Diodiece var nemlig i besiddelse af den kultur, som så mange mener kan erstattes af civilisation.

[…]

Mens jeg slugte morgenkaffen, fik jeg lejlighed til at tale lidt med den oberst, for hvis skyld kolonnen var blevet dannet.

Han var en høj, kultiveret mand fra det nordlige Italien. Han talte glimrende fransk, næsten lige så godt som en franskmand, men han nærede et ligefrem uhyggeligt had til den latinske søsternation. – Hver gang, jeg i samtalens løb omtalte Frankrig, blev hans stemme snerrende. – Da jeg spurgte ham, hvorfor der var så mange tropper fra Erythrea i Cyrenaica, sagde han: ”Fordi det er de eneste tropper, vi kan stole på. – Araberne er dovne og upålidelige og flygter for et godt ord, medens derimod abyssinerne er fuldt ud loyale mod os italienere. – Jeg har selv været lang tid i Erythrea, og der har vi aldrig opstand eller oprør, - der har befolkningen til fulde forstået, hvilke goder de kan have af, at den italienske civilisation bliver indført. – Her er vi jo næsten nødt til at dræbe hele befolkningen, før den forstår, at vi er de stærkeste.” – Vi kom ikke videre ind på emnet, skønt der egentlig nok kunne have været bemærket en del, han slugte også sin kaffe, og vi besteg bilerne og kørte af sted.

 

Tekst 13 | Oversigten over kildetekster | Tekst 15

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk