Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Havets Moder

Myten om Uitsataqángitsoqs rejse til havets mor dækker over et tilbagevendende ritual blandt inuitterne. Når fangsten udeblev som følge af menneskenes tabubrud, måtte gruppens shaman, angákoq, rejse ned til havets mor for at rede hendes hår fri for menneskenes smuds. På den måde blev fangstdyrene frigivet.

 

Man fortæller, at Uitsataqángitsoq, “den blinde”, bestemte sig til at fare ned til Havets moder, der hersker over alle Sødyr og Søfugle. Han var en stor Aandemaner, og hans Landsmænd havde bedt ham om at foretage denne Aandeflugt, fordi Bopladsen i lang Tid havde lidt under Misfangst.

Saa rejste “den blinde” til Havets Moder, idet han nøje fulgte de dødes Vej;det varede ikke længe, før han naaede frem til en anden Vej, som gik til venstre, og den slog han ind paa. Den var lang, og det varede længe, og alle hans Hjælpeaander fulgte med ham. Han for stadig fremover, da en stærk Brusen naaede hans Ører; det var bruset fra den Elv, der løber gennem Husgangen i Huset, som Havets Moder bebor. “Den blinde” fortsatte sin Vej og nærmede sig mere og mere sit Maal, indtil han endelig naaede frem til den store Elv. Her var der lavet en Overgang af tre store Sten, som man kunde springe hen over; men de var saa bedækkede med glatte Alger, at den, som sprang maate glive ud i Fossen. “Den blinde” stod længe Raadvild uden at turde soringe, indtil alle hans Hjælpeaander var ovre paa den anden Side; da først gjorde han selv et Forsøg, sprang uden at falde og kom vel over.

Atter for han videre og fik endelig langt om længe det Hus i Sigte, hvor Havets Moder bor. Han kom derhen, men saa nu, at Indgangen var spærret af en skummende Elv, der syntes ganske ufarbar. Langt om længe blev dog endelig en Overgang fundet, og tilsidst stod “den blinde” foran Huset. Her standsede hans Hjælpeaander ham og talte saaledes til ham:

“Saa snart du kommer ind til Havets Moder, maa de øjeblikkelig springe ind paa Livet af hende og straks gribe fat i hendes Haar og vikle din højre Arm ind i det; thi hun vil gøre et Forsøg paa at kaste dig ind i Baggrunden af sin Briks. Lykkes det hende, vil du blive kvalt derinde i Mørket.”

efter at have talt saaledes, gik de alle ind i Huset. Inde i Husgangen opdagede de, at Elven skiftede Retning; den løb den modsatte Vej og fossede ind i selve Huset. Dette var Grunden til, at der ingen Sæler kom ud fra Havets Moder, og derfor var der Misfangst blandt Menneskene.

Saa snart “den blinde” kom frem af Husgangen, sprang han straks ind paa Livet af den store Kvinde og greb hende ikke paa noget andet Sted end netop i Haaret, saaledes som der var bleven ham sagt. I en fart fik han sin højre Haand snoet ind i Haaret, og hendes Forsøg paa at kaste ham ind bag sin Briks mislykkedes. Men han blev løftet saa højt, at et stort sort Svælg aabnede sig for ham. Saa sloges de to af alle Kræfter, og under hele Slagsmaalet klappede hans Hjælpeaander Kvinden paa Ørerne, idet de sagde:

“Vær dog rolig, vær dog stille, han kommer jo kun for at rense dig, for at rede dit Haar og lyske dig for Utøj.”

men Havets Moder hørte intet i sin Vrede og anstrengte sig blot for at faa ham kastet ind i afgrunden bag Briksen; efterhaanden begyndte hun dog at blive træt, og da var det, som om hun pludselig hørte, hvad Hjælpeaanderne, raabte i Ørerne paa hende. Straks blev hun stille og rolig og sagde blot:

“Megen Glæde volder det mig at høre disse Ord. Her ligger jeg og er ved at bukke under for Menneskenes Smuds. Jeres Overtrædelsers Urenhed besmitter mig. Skynd dig, skynd dig, rens mit Hoved og red mit Haar!”

Derpaa lagde hun sig paa sin vældige briks, og “den blinde” gav sig til at rede hendes Haar. Det var et besværligt Arbejde, fordi det var saa langt, saa stridt og saa indfiltret. Saa langt var det, at han maatte maale det to Gange med sin Favn for at faa Længden.

Da han var færdig med Rensningen, samlede han alt Smudset og kastede det bort. I samme Øjeblik blev det levende altsammen, og der var Bjørn, Ræv, Klapmyds, Remmesæl, Fjordsæl, Sortside, spraglet Sæl, Hvalros, Narhval og alle Slags Fugle. Alt det Smuds, som han klippede ud af Haaret paa hende, blev til saadanne levende Dyr, og alle for de ud af hendes Husgang igennem Elven, op mod Havet. “Den blinde” stod og saa paa alle Fangstdyrene, der myldrede ud, og bed særlig Mærke i en lille ung Sortside, hvis Hoved var hvidt paa den ene Side. Den kunde han siden slet ikke glemme; thi idet den for hen mod Husgangen, vendte den sig om og smilede til ham. Det var den første Sæl, han skulde fange, naar han efter sin Hjemkomst atter roede ud i Kajak.

Efter at alle fangstdyrene saaledes havde forladt deres Herskerinde, gav “den blinde” sig til at ordne hendes Haar og sætte det op i en Top, og da han var færdig med det, bød han hende rejse sig. Nu var der ingen Ende paa hendes Taknemlighed, og hun talte til ham i følgende Ord:

“Stor Glæde har du voldt mig ved at komme, du, som besøgte mig uden at have Tanker for Mad alene. Glad har du gjort mig, fordi du fra Barnsben kun tænkte tunge Tanker og uddannede dig til Aandemaner. Mange lange Tider er svundne, siden nogen kom og rensede mig.”

saaledes talte hun til ham, og derpaa føjede hun til:

“ Naar du vender tilbage til Jorden, maa du sige dine Bopladsfæller, at de maa passe paa at overholde Troens Forskrifter og den Bod, Menneskene maa gøre, baade ved Fødsler og Dødsfald. Menneskene gør sig ikke Umage for at leve Livet, og deres store Ligegyldighed er Skyld i, at jeg bedækkes med Smuds. Menneskenes Trods kommer til mig som Smuds og gør mig styg og grim. Gerne vilde jeg have sluppet mine Fangstdyr ud til Menneskene, men jeg maatte holde dem tilbage for at bringe dem til Eftertanke.

Saa længe du lever dit Liv paa jorden, maa du ofte komme til mig og rende mig, og det samme maa du bede de senere fødte om at gøre. Thi det er ikke passende for Menneskene udelukkende at have Tanker, der kredser om Mad og Spise.”

Da den store Kvinde havde talt saaledes, sagde “den blinde”:

“Vil de give mig Lov til at tage et af dine Haar med mig?”

Havets Moder svarede: “Du maa tage et af mine Haar med dig; men det Haar, du medtager, skal du binde fast i din Arm.”

Saa rev “den blinde” et Haar ud og snoede det om sin Arm og begav sig paa Tilbagerejsen. Ude i Husgangen traf han alt forandret; en lille Elv strømmede muntert ud af huset i Retning mod jorden, Bunden var ikke længere opfyldt af Sten, men straalede af hvidt Sand.

Saa tiltraadte “den blinde” da sin Hjemrejse, og han rejste og rejste og saa intet som helst til den store Elv, der havde voldt ham saa stort Besvær; og han rejste med Fart og mødte undervejs mange Sødyr og Fugle, der alle smilede til ham. Snart naaede han tilbage til sit Hus og afsluttede sin Aandemaning og sagde til sine Bopladsfæller:

“Saafremt jeg nu har handlet paa den rette Maade og øvet min Kunst til jeres Bedste, vil det falde ind med Regn, og en Sydvest vil bryde løs, som vil knuse Isen og aabne for Fangstdyrene.”

Han tav lidt og fortsatte i følgende Ord:

“ Havets Moder bad mig sige til jer, at det ikke var ret, udelukkende at beskæftige sine Tanker med Mad og lade alle sine Bestræbelser gaa ud paa at skaffe sig Føde. Ligesaa var det nødvendigt, at I nøje overholdt alle Skikke og Aandemanernes Forskrifter og ikke undlod baade ved Fødsler og Dødsfald at gøre Bod for jeres Urenheder; thi Menneskenes Overtrædelser kommeer til hende som Smuds og gør hende uren og Styg.”

Atter tav han, og der var Stilhed blandt de lyttende, da han sagde sinde sidste Ord:

“Isen vil nu bryde op, og vi vil faa aabent Vand; mange Fangstdyr vil komme hertil, men inden maa i de første tre Dage fange mere end een Sæl om Dagen.”

Alt gik nu, som han havde sagt og spaaet: Det faldt ind med Mildning og Regn, en Sydvest brød ud og flaaede Isen op, og alle Fangstdyrene kom med den aabne Vand. Saa snart Vinden stilnede af, gik alle i Kajak og rettede sig nøje efter “den blinde”s Forskrifter. Kun een Mand fangede i sin Graadighed mere end een Sæl, og han fik aldrig siden mere end een Sæl, selv om alle andre fik lige saa mange, de kunde bugsere hjem. Men den første Sæl, som “den blinde” fangede, var netop den lille Sortside, der havde vendt sig smilende om imod ham, da han forlod Imap Ukûa, Havets Moder.

 

Oversigten over kildetekster | Tekst 2

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk