Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Bukharins sidste brev til Stalin

Nikolaj Bukharin (1888-1938) var blandt de ledende medlemmer af kommunistpartiets politbureau (øverste ledelse) og frem til 1928 Stalins nærmeste allierede i opgøret med de andre partiledere. I marts 1937 blev han arresteret. Efter syv dages tortur begyndte han at tilstå forbrydelser omfattede højforræderi, spionage, sabotage, mordplaner mod partiledelsen og Stalin m.m.

Teksten er uddrag fra et brev, Bukharin skrev til Stalin, mens han sad fængslet. Brevet var ukendt, indtil det i slutningen af 1990'erne blev fundet i centralkomiteens arkiv.

 

Dette er måske det sidste brev, jeg kommer til at skrive til dig, før jeg dør. Det er derfor, jeg beder dig om tilladelse til at skrive dette brev uden at anvende den officielle jargon, så meget desto mere som jeg skriver dette brev til dig alene: spørgsmålet om dets eksistens eller ikke-eksistens ligger fuldstændig i dine hænder.

 

Jeg er kommet til den sidste side i dette drama, og måske også i mit liv i det hele taget. Det har voldt mig mange kvaler, hvorvidt jeg skulle gribe pen og papir, og mens jeg skriver dette, skælver jeg over hele kroppen af ængstelse og af de tusinder af følelser, der hvirvler rundt inden i mig, og jeg er ved at miste selvbeherskelsen. Men netop fordi jeg har så kort tid tilbage, ønsker jeg at tage afsked med dig i tide, inden det er for sent, inden mine hænder holder op med at skrive, inden mine øjne lukker sig, mens min hjerne stadig fungerer lidt endnu.

 

For at udrydde enhver misforståelse vil jeg med det samme fortælle dig, at for så vidt angår omverdenen i almindelighed (samfundet), a) har jeg ingen intentioner om at tilbagekalde noget som helst, af det, jeg har skrevet (: dvs. tilståelsen), b) i den forstand har jeg ingen intentioner om at bede eller bønfalde dig om noget, der kunne aflede min sag fra den retning, som den udvikler sig i nu. Derimod skriver jeg til dig for din personlige information. Jeg kan ikke forlade dette liv uden at have skrevet disse sidste linjer til dig, fordi jeg knuges af pinsler, som du bør kende til.

 

  1. Her hvor jeg befinder mig på afgrundens rand, og hvor der ingen vej er tilbage, og mens jeg afventer min død, giver jeg dig mit æresord for, at jeg er uskyldig i de forbrydelser, som jeg tilstod under efterforskningen.
  2. Efter at have gransket min hjerne – i det omfang det er mig muligt – har jeg kun følgende bemærkninger at tilføje til det, jeg allerede har fortalt på plenarmødet (: centralkomitemøde i februar 1937, hvor Bukharin for sidste gang forsøgte at forsvare sig over for partiledelsen):

    1.  Jeg hørte engang en eller anden sige, at nogen havde udbasuneret et eller andet. Det forekommer mig, at det var Kuzmin, men jeg har aldrig tillagt det nogen videre betydning – jeg har end ikke skænket det en tanke.

    2. Aikhenvald sagde i forbifarten, post factum mens vi gik hen ad gaden, noget om den konference (’en gruppe har holdt møde, der blev læst en rapport’), som jeg absolut intet kendte til. Jeg vidste heller ikke noget om Riutin-programmet [en Stalinkritisk tekst fra 1932], og ja, jeg skjulte denne kendsgerning, fordi jeg følte medlidenhed med gruppen.

    3. Jeg var også skyldig i at have spillet dobbeltspil i 1932 i forhold til mine ’tilhængere’, fordi jeg oprigtigt mente, at jeg derved ville vinde dem fuldt og helt tilbage til partiet. Ellers ville jeg have fremmedgjort dem fra partiet. Det er alt, der er i det. Herved har jeg lettet min samvittighed fuldstændigt. Alt det andet fandt enten aldrig sted, eller, hvis det gjorde, havde jeg ikke den ringeste anelse om det overhovedet. Så på plenarmødet sagde jeg sandheden og intet andet end sandheden, men ingen troede på mig. Og her og nu fortæller jeg den absolutte sandhed: I løbet af alle disse år har jeg ærligt og redeligt holdt mig til partilinjen, og jeg har lært at værdsætte og elske dig med visdom. [...]

  3. Hvis jeg var absolut sikker på, at du tænkte præcis i de baner, så ville jeg have så meget desto mere fred med mig selv. Men – hvad så! Hvis det skal være, så lad det være! Men tro mig, mit hjerte brister, når jeg tænker på, at du måske tror, at jeg er skyldig i alle disse forbrydelser, og at du i dit inderste hjerte selv mener, at jeg virkelig er skyldig i alle disse horrible ting. Hvis du gør, hvad ville det så betyde? Ville det sige, at jeg har været med til at befri partiet for mange mennesker (begyndende med mig selv!) – det vil sige, at jeg med fuldt overlæg volder ondt? Hvis det er tilfældet vil det aldrig kunne retfærdiggøres. Jeg er så forvirret, at jeg bliver ør i hovedet af det, og jeg har lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft. Jeg har lyst til at banke hovedet mod væggen. For hvis det er sandt, så har jeg forvoldt andre menneskers død. Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?

  4. Jeg bærer ikke det mindste nag til nogen overhovedet, og jeg er heller ikke bitter. Jeg er ikke kristen. Men jeg har mine særheder. Jeg tror, at jeg bliver straffet for de år, hvor jeg virkelig førte kampagne (januar 1933 havde Bukharin begået selvkritik for sine ’politiske fejl’ i 1928-1932]. Og hvis du virkelig vil vide det, så knuges jeg mere end noget andet af en bestemt ting, som du muligvis har glemt: Engang, det var sandsynligvis i 1928, var jeg hjemme hos dig, og da sagde du til mig: »Ved du, hvorfor jeg anser dig for at være min ven? Du er, når alt kommer til alt, ikke i stand til at skabe intriger, er du vel?«. Og jeg svarede: »Nej, det er jeg ikke«. På det tidspunkt omgikkes jeg med Kamenev [tidligere medlem af politbureauet, blev henrettet efter den første skueproces i 1936]. Tro det eller ej, men det er dette faktum, der er lige så slemt for mig som arvesynden er for en jøde. Åh Gud, hvilket barn jeg har været! Hvilket fjols. Tilgiv mig for dette, Koba [Stalins revolutionære dæknavn].

Jeg græder, mens jeg skriver. Jeg har ikke længere brug for noget, og du ved selv, at jeg sandsynligvis gør situationen endnu værre for mig selv ved at tillade mig selv at skrive dette. Men jeg kan bare ikke, jeg kan altså bare ikke tie. Jeg er nødt til at sige dig dette sidste ’farvel’.

 

Og derfor bærer jeg heller ikke nag mod nogen, hverken mod partiledelsen, mod undersøgerne eller nogen andre. Jeg beder dig om tilgivelse, selv om jeg allerede er blevet straffet i et sådant omfang, at alt bliver tåget omkring mig og mørket har sænket sig over mig. [...]

 

Tillad mig her til sidst at fremsætte mine sidste, mindre anmodninger.

 

  1. Det ville være tusind gange lettere for mig at dø end at gå igennem den kommende proces. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal være i stand til at beherske mig – du kender mit sind, jeg er hverken en fjende af partiet eller af Sovjetunionen, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at tjene partiets sag, men under sådanne omstændigheder er min styrke minimal og de store følelser vælder frem i mit sind. Jeg falder ned på knæ, glemmer skam og stolthed, og bønfalder dig om ikke at lade mig skulle gå igennem en proces. Men det er sikkert allerede umuligt. Men hvis det var muligt, ville jeg bede dig, om at lade mig dø, før processen. Men jeg ved selvfølgelig godt, hvor skånselsløst du ser på sådanne spørgsmål.

  2. Hvis jeg skal modtage en dødsdom, vil jeg på forhånd indtrængende bede dig, trygle dig om ved alt hvad du har kært, ikke at lade mig skyde. Lad mig i stedet drikke gift i min fængselscelle. (Lad mig få morfin, så jeg bare falder i søvn og aldrig mere vågner op). Det er noget, der er yderst vigtigt for mig. Jeg ved ikke, hvilke ord jeg skal bruge, for at bønfalde dig om at tildele mig denne barmhjertighedsgerning. Politisk set er det jo, når alt kommer til alt, ligegyldigt, og desuden er der ingen, der får noget at vide om det. Lad mig blot tilbringe mine sidste øjeblikke, som jeg selv ønsker. Hav medlidenhed med mig. Jeg er sikker på, at du vil forstå mig – du som kender mig så godt. Nogle gange ser jeg døden direkte i ansigtet, og ved, at jeg er i stand til at udføre modige handlinger. Andre gange føler jeg mig så forvirret, at jeg, selv om jeg stadig er den samme person, er tappet for al styrke. Så hvis afgørelsen lyder på dødsdom, lad mig få en kop morfin. Jeg trygler dig ...

  3. Jeg beder dig om at lade mig sige farvel til min hustru og søn. Jeg har ikke behov for at sige farvel til min datter. Jeg har ondt af hende. Det vil være for smertefuldt for hende. Det vil også være smertefuldt for Nadja [Bukharins første hustru] og for min far. Anyuta [Bukharins anden hustru] er derimod ung. Hun kan klare det. Jeg kunne tænke mig at veksle et sidste ord med hende. Jeg ønsker tilladelse til at møde hende før processen. Mit argument er følgende: Hvis min familie ser, hvad jeg har tilstået, vil de måske blive så overraskede, at de begår selvmord. Jeg er nødt til at forberede dem på det på en eller anden måde. Jeg mener det må være af interesse både for sagen og for dens officielle udlægning.

  4. Hvis mit liv, i modsætning til, hvad jeg forventer, spares, ønsker jeg at anmode om følgende (som jeg dog først må diskutere med min hustru): At jeg bliver sendt i eksil i Amerika i x antal år. Mine argumenter er følgende: Jeg vil personligt iværksætte en kampagne til fordel for processerne, jeg vil iværksætte en dødelig krig mod Trotskij, jeg vil få store dele af den vaklende intelligentsia over på vores side, jeg vil i realiteten blive anti-Trotskij, og den opgave vil jeg med stor grundighed udføre og især med stor ildhu. Du kunne sende en dygtig sikkerhedsofficer med mig og som en yderligere sikkerhed kunne du holde min hustru i forvaring her i seks måneder, indtil jeg har bevist, at jeg virkelig kan give Trotskij og kompagni en over næsen osv. Jeg vil iværksætte en dødelig krig mod Trotskij. Men hvis der er den mindste tvivl i dit sind, så kan du også sende mig i eksil i Pesjora eller Kolima, selv også i 25 år. Der kunne jeg foretage mig følgende:
    Opbygge et universitet, et museum for den lokale kultur, tekniske stationer osv., institutter, et kunstmuseum, et etnografisk museum, et zoologisk og botanisk museum, en avis og et magasin. Jeg vil kort sagt udføre pionerarbejde, udviklingsarbejde og kulturelt arbejde, hvis jeg slog mig ned der til mine dages ende med min familie.
    I hvert tilfælde lover jeg, at jeg vil arbejde som en dynamo, uanset hvor jeg bliver sendt hen. [...]

 

Tekst 40 | Oversigten over kildetekster | Tekst 42

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk