Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 83

Hobsbawm om Krigsudbruddet, 1987

Eric Hobsbawm (1917-2012), britisk historiker og professor ved Birkbeck College, London University. Hobsbawm var en af Storbritanniens førende marxistiske historikere og er i Danmark mest kendt for fire store bind om europæisk historie fra 1700-tallets slutning til vore dage. Nedenstående er uddrag fra tredje bind, "Age of Empire", der omfatter perioden 1875-1914. Det blev første gang udgivet på engelsk i 1987.

 

Selvfølgelig var muligheden for en general europæisk krig forudset og ikke blot regeringerne og deres embedsmænd var optaget af tanken, men også den bredere offentlighed. […]

Og alligevel var krigens udbrud egentlig ikke forventet. Selv under de sidste desperate dage under den internationale krise i juli 1914 troede selv de statsmænd, der tog de afgørende skridt, ikke virkelig på, at det, de satte i gang, var en verdenskrig. Man kunne da nok, som så ofte tidligere, finde en opskrift på at undgå krisen. Modstanderne af krig kunne heller ikke tro, at den katastrofe, som de i så lang tid havde forudsagt, virkelig var over dem nu. […] Selv de, der trykkede på knappen til massakren, troede ikke, at det ville blive så omfattende en krig. Som kejser Wilhelm, der i sidste øjeblik spurgte sine generaler, om krigen ikke alligevel kunne begrænses til det østlige Europa, hvis han undlod at angribe Frankrig og Rusland – og fik at vide at det desværre ikke var tilfældet. […]

En åbenlys konsekvens var, at forberedelser til en kommende krig i stigende grad blev langt dyrere, især da staterne begyndte at konkurrere om at være foran, eller i det mindste at undgå at falde bagud i forhold til, hinanden. Våbenkapløbet begyndte beskedent i de sene 1880'ere og accelererede ind i det nye århundrede, ikke mindst i de sidste år op til krigsudbruddet i 1914. […]

Og alligevel kan vi ikke forklare verdenskrigen med en konspiration om våbenmagere, selv om de tekniske eksperter i høj grad gjorde deres bedste for at overbevise generalerne og admiralerne, der var bedre kendt med militærparader end med videnskab, at alt dette ville gå tabt, hvis de ikke bestilte den nyeste kanon eller krigsskib. Helt sikkert er det, at den ophobning af våben, som nåede overvældende proportioner i de sidste fem år inden 1914, gjorde situationen mere eksplosiv. Sikkert er det, at det øjeblik kom, i det mindste i sommeren 1914, da den urokkelige mekanisme, der kunne mobilisere dødens kræfter, ikke længere kunne sættes på stand-by. Men det, der drev Europa til krig, var ikke kapløbet om oprustning som sådan, men den internationale situation, der satte kræfterne i gang. […]

Næppe havde Europa kastet sig ud i katastrofen, før de krigsførende parter begyndte at spørge sig selv, hvorfor det ikke var lykkedes det internationale diplomati at forhindre den, og dernæst at beskylde hinanden for at have ansvar for krigen. […]

Det der i hvert fald kan hævdes er, at på et bestemt tidspunkt i det langsomme skred mod afgrunden virkede krig nu så uundgåeligt, at nogle regeringer besluttede, at det ville være bedst at vælge det mest gunstige, eller mindst ugunstige øjeblik til at iværksætte fjendtlighederne. Det er blevet hævdet, at Tyskland havde været på udkig efter sådan et øjeblik siden1912, men det kunne næppe have været tidligere. Sikkert er det, at under den sidste krise i 1914, fremskyndet af det irrelevante mord på en østrigsk ærkehertug af en studenter-terrorist i en provinsby langt nede på Balkan, var Østrig bevidst om, at det risikerede en verdenskrig ved at tyrannisere Serbien, og for Tyskland, der beslutter at give fuld opbakning til sin allierede, var dette så godt som sikkert. […]

Problemet ved at afdække oprindelsen til Første Verdenskrig er derfor ikke det at finde 'aggressoren'. Det har snarere karakter af en gradvis forværring i den internationale situation, som i stigende grad undgik regeringernes kontrol. Gradvist fandt Europa sig opdelt i to modstående Stormagtsblokke. […]

Selv om dette [de to blokke] gjorde de internationale relationer mere anspændte, gjorde det ikke en europæisk krig uundgåelig, om ikke andet så fordi de spørgsmål, der adskilte Frankrig og Tyskland (nemlig Alsace-Lorraine) ikke var af interesse for Østrig, og de, der kunne skabe konflikt mellem Østrig og Rusland (nemlig omfanget af russisk indflydelse på Balkan) var ubetydelige for Tyskland. Balkan, som Bismarck bemærkede, var ikke knoglerne værd fra en eneste pommersk grenader. Frankrig havde ingen egentlige uoverensstemmelser med Østrig, ej heller Rusland med Tyskland. For den sags skyld blev de uoverensstemmelser, der skilte Frankrig og Tyskland, selv om de var permanente, af de fleste franskmænd næppe anset for at en krig værd, og de uoverensstemmelser, der delte Østrig og Rusland, - som 1914 viste sig potentielt mere alvorlige, - opstod kun sporadisk.

Tre ændringer forvandlede alliancesystemet til en tidsindstillet bombe: dels en situation med internationale strømninger, der blev destabiliseret af nye problemer for og ambitioner inden for stormagterne, dels logikken bag en fælles militær planlægning, som stivnede i de modstridende blokke til en permanent tilstand, og endelig integrering af den femte stormagt, Storbritannien, i en af blokkene. […]

Men der var én stormagt, der ikke kunne satse sin eksistens i det militære spil: Østrig-Ungarn. […]

Den endelige krise i 1914 var så fuldstændig uventet, så traumatisk og i retrospekt, så svær at ryste af sig, fordi den grundlæggende var en tilfældighed i østrigsk politik, der ifølge Wien, krævede, at Serbien fik en lærestreg.

Den internationale atmosfære var tilsyneladende rolig. […] I princippet havde ingen noget imod, at en stormagt lænede sig tungt ind over en mindre og besværlig nabo. Siden da er der blevet skrevet omkring 5000 bøger for at forklare det uforklarlige: hvordan Europa, inden for fem uger efter mordet i Sarajevo, kunne befinde sig i en tilstand af krig. Det umiddelbare svar synes nu klart og ligefremt: Tyskland besluttede at give Østrig fuld opbakning, hvilket vil sige: ikke at tage brodden af situationen. […]

Historikere […] er især optaget af [at belyse] en ting, hvilket er at forstå og at vise, hvordan en periode med fred med selvsikker borgerlig civilisation, stigende velstand og vestlige imperier uundgåeligt bar kimen i sig til en tid med krig, revolution og krise, som satte en stopper for den.

 

Fra. Eric Hobsbawm, The Age of Empire, 1875-1914 (Abacus, 1999), s.303-327 i uddrag.

 

Tekst 82 | Oversigten over kildetekster | Tekst 84

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk