Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 82

Lloyd George om krigsudbruddet, erindringer, 1935

Lloyd George var ved krigsudbruddet Englands finansminister. Han blev premierminister i december 1916. Nedenstående er uddrag af hans erindringer, "War Memories" der blev udgivet i seks bind i årene 1933-35. Dette er fra den forkortede danske udgivelse i to bind fra 1935.

 

Den 4. August 1914

Den 4. August er en af Verdens skæbnesvangreste Datoer. Den afgørelse, som blev truffet paa denne Dag i det britiske riges navn, afgjorde Europas Skæbne. […]

Havde der da været nogen Mulighed for, at den store Katastrofe kunde været undgaaet?

Der fandt uafbrudt Kabinetsmøder Sted Fredag, Lørdag og Søndag. Jeg havde store Vanskeligheder ved at komme til Stede ved dem alle paa Grund af Konferencerne i Finansministeriet i Anledning af den alvorlige finansielle Situation, Krigen havde kastet os ud i. men jeg hørte om og deltog i det meste af Diskussionen. Den afslørede alvorlige Meningsforskelligheder angaaende Spørgsmaalet om, hvorvidt Storbritannien skulde gribe ind i en russisk-tysk Krig eller ej, selv om Frankrig gennem sin Alliance med Rusland blev tvunget til at deltage. Grey forelagde aldrig Kabinettet et udtrykkeligt Forslag om, at Storbritannien i saa Tilfælde skulde erklære Krig. Han gav aldrig en klar og utvetydig Mening til kende, hverken for den ene eller anden Løsning, og der blev da heller ikke taget nogen afgørende Beslutning desangaaende. Men Forløbet af Debatten inden for Kabinettet og de uofficielle Samtaler, der blev ført i de korte Pauser, viste ganske tydeligt, at Meningerne var haabløst delte angaaende Storbritanniens Indgriben, saadan som Tingene stod paa daværende Tidspunkt. Var Spørgsmaalet om at forsvare Belgiens Neutralitet og Integritet blevet rejst, havde der ikke lydt en eneste Stemme imod. […]

Det eneste, svage Lyspunkt paa den mørke Himmel var stadig Belgien. […]

Tyskerne havde undertegnet en Traktat om ikke blot at ville respektere, men endogsaa forsvare Belgiens Neutralitet. Vilde de indfri deres Forpligtelse? Storbritannien var Medkontrahent i denne Pagt, og hvis nogen brød dens Bestemmelser, var det forpligtet til at kaste hele sin Magt i Vægtskaalen imod Angriberen. Vilde Preussens Troskab, understøtte af Frygten for Storbritannien, faa Overhaand? Hvis Traktaten blev respekteret, kunde Situationen endnu reddes.

Den Politik, jeg slog til Lyd for overfor mine Kolleger, var ikke blot kendetegnet ved passiv Ikkeindblanding i Kampen mellem Tyskland og Østrig-Ungarn paa den ene Side og Rusland og Frankrig paa den anden. Vi var ikke i samme Situation som Frankrig, der traktatligt var forpligtet til at støtte Rusland i dettets Konflikt med Tyskland. Vi havde ikke nogen saadan Forpligtelse. Jeg foreslog derfor, at vi skulde tage øjeblikkelige Skridt til at forøge og styrke vor Hær baade i Størrelse og i Udrustning, saaledes at ingen af de krigsførende kunde tillade sig at være vore Henstillinger overhørige, naar vi ansaa Tidspunktet for egnet til at gribe ind. Havde Tyskland respekteret Belgiens Integritet, vilde en saadan Politik have været den klogeste. Der vilde være Tid nok til at lade Lidenskaberne rase ud og til at lade Krigsbegejstringens overdrevne Forventninger svinde hen.[…]

Indmarchen i Belgien gjorde en Ende paa alle disse Muligheder. Nu berørte Sagen vore traktatlige Forpligtelser. Søndag den 2. August var Varslerne ikke gunstige. Der sporedes tydelige Tegn paa, at tyske Troppestyrker samledes langs den belgiske Grænse. Tyskland havde anmodet Belgien om Tilladelse til at marchere gennem dets Territorium for at angribe Frankrig; de belgiske Ministre tøvede, men Svaret, som Belgiens heltemodige Konge gav, er en af de mest gribende Episoder i Historien. Efter at Meddelelsen herom var blevet bekendt, tilsendte den britiske Regering Tyskland et Ultimatum til, hvori der inden den 4. August Klokken 12 nat afkrævedes Tyskland Løfte om, at Belgiens Neutralitet vilde blive betragtet som ukrænkelig; i modsat fald vilde Storbritannien ikke se en anden Udvej end at tage Skridt til for sit Vedkommende t indfri Traktatens Forpligtelser. Vilde nu Tyskland gøre sig klart, hvad krig med England betød, standse sine Hæres Fremmarch, ændre sin Strategi og maaske erklære sig rede til Forhandling? Hvor meget afhang ikke af svaret paa disse Spørgsmaal? […]

De, der bebrejder Storbritannien dets Indgriben, kan deles i to Grupper: Der er dem, som foregiver at tro, at denne krig var trumfet igennem, organiseret og ledet af Finansmænd, som var ude for at mele deres egen kage. I Tyskland og blandt Tysklands Venner omkring i Verden er der andre, som tilskriver vor Afgørelse en af voksende Jalousi over Tysklands Velmagt og Styrke frembragt Irritation, og britiske Politikere bliver fremstillet som ivrigt lurende efter en Lejlighed til at gøre det af med denne frygtelige Rival. Til begge disse Grupper er Beretningen om, hvad der hændte i de Dage, fyldestgørende Svar. […] Pengemarkedet rystedes ved Tanken om krig. Det er en taabelig og af Uvidenhed præget Paastand at kalde Verdenskrigen en Finansmændenes krig. […]

Det var en dag med Rygter og Forlydender svirrende omkring Ørerne paa os, en Dag præget af febrilsk Nervøsitet. Time efter Time gik, og intet Livstegn kom fra Tyskland. Der kom kun foruroligende Rygter om yderligere tyske Troppeforskydninger hen imod den belgiske Grænse. Aftenen kom. […] Man havde opsnappet et Telegram fra der tyske Udenrigsministerium til den tyske Ambassade i London. Det var ikke i Kode, og i Telegrammet blev den tyske Ambassadør underrettet om, at den britiske Ambassadør i Berlin Klokken 7 Aften havde anmodet om sit Pas og erklæret Krig. […]

Vi havde ikke faaet nogen Meddelelse fra Sir Edward Goschen.[1]

Vi var derfor uvidende om hvad det betød. Det saa ud som et Forsøg fra tyskernes Side paa at fremskynde Tidspunktet for Krigserklæringen for at forsøge et Kup enten imod britiske Skibe eller imod den britiske Kyst. […]

Nu var det afgørende Spørgsmaal: skulde vi slippe krigens onde Aander løs med det samme, eller skulde vi vente, til vort Ultimatums Tidsfrist var udløbet, og derved give Fredshaabet en sidste kortvarig Chance? Vi var ikke længe om at blive enige om, at Admiralitetet skulde forberede Flaaden paa et muligt pludseligt Angreb fra tyske Flaadestyrkers Side samt advare vore Kyster imod et eventuelt Angreb fra samme Kant. Men skulde vi erklære Krig nu – eller først ved Midnat? Vort Ultimatum udløb ved Midnat i Berlin, altsaa Klokken elleve efter Greenwich Tid. Vi besluttede os til at vente til elleve. […]

Vi havde udfordret den mægtigste Militærstat, Verden nogen Sinde havde frembragt; Frankrig var for svagt til helt alene at kunne binde an med den, og Rusland var for daarligt organiseret, daarligt udrustet og korrumperet. Vi var fuldstændig klar over, hvilken Anspændelse der nu krævedes af Storbritannien. Kunde det holde dertil? Ingen hverken tvivlede eller tøvede. […] Kunde vi dengang vide, at inden der paany vilde være Fred i Europa, skulde vi opleve fire Aar med koncentreret Myrderi, Lemlæstelse, Elendighed, Ødelæggelse og Vildskab, - frygteligere end noget, Menneskeheden nogen Sinde har været Vidne til? At tolv Millioner af Nationernes tapre Ungdom skulde blive dræbt og andre tyve Millioner lemlæstet? At Europa skulde være ved at segne under Vægten af en kolossal Krigsgæld? At kun eet Kejserdømme skulde overleve Katastrofen, medens tre andre af Verdens straalende Riger skulde styrte i Grus? At Revolution, Hungersnød og Anarki skulde feje hen over det halve Europa, og at alene Truslen herom skulde stikke Resten af det ulykkelige Kontinent i Brand?

Har vi maaske endnu noget til Gode? Hvem ved? Men havde vi end kunnet forudse alt dette den 4. August, kunde vi ikke have handlet anderledes.

 

David Lloyd George, Erindringer (Hasselbalch, 1935) s.40-45.

 

[1] Den engelske ambassadør i Berlin.

 

Tekst 81 | Oversigten over kildetekster | Tekst 83

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk