Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 45

Tekst 45

Den 21. marts 1918 indledte den tyske hær på vestfronten en stor offensiv. På blot fem timer affyrede tyskerne over en million granater mod de britiske linjer. Efter bombardementet fulgte et angreb med de tyske elitestormtropper. Da angrebets første dag var til ende var tyskerne rykket langt frem gennem de britiske linjer og 21.000 britiske soldater var taget til fange.

Nedenstående er et interview foretaget mellem ca. 1960 og 2000 og stammer fra lydarkivet i Imperial War Museum, London. I dette tilfælde er sproget måske påvirket af at han taler engelsk i interviewet.

 

Major Hartwig Pohlmann, 36te Prøjsiske Division

Den 19. marts fik vi ordre om at gå til opmarchpositionerne. Bag ved frontlinjen var der natten igennem en travl trafik med at slæbe ammunition og bringe kanonerne i position. Der var masser af liv og mange mennesker, der færdedes rundt i skyttegravene. Den 20. fik vi ordren, at i morgen indleder vi angrebet – det gav en overvældende følelse. Vi var i højt humør, fordi vi håbede, at vi endelig ville sejre i dette slag. Den nat, omkring klokken 3, gik jeg ud af mit dækningsrum og så omkring mig.

Natten var stille, der var ikke en lyd, og der var en helt klar himmel, stjernerne skinnede og glitrede. Jeg tænkte, at dette er de samme stjerner, som min familie derhjemme vil kigge op på.

Klokken 9 stod jeg op og fik lidt morgenmad og forlod så mit dækningsrum. Jeg kunne ingenting se. Der var en tyk tåge. Jeg tænkte, hvordan kan vi angribe i dette? Ikke desto mindre blev vi nødt til at angribe. Jeg gav mine soldater besked om med den ene hånd at holde fast i bæltet på manden foran, men det kunne de ikke gøre ret længe, fordi jorden var meget ujævn og vi blev nødt til at krybe gennem pigtråd. Snart var alt kaos, men alle vidste, at de blev nødt til at fortsætte ligefrem. De soldater, der havde mistet kontakt med deres egne kompagnier tog kontakt med andre kompagnier og fulgte med dem. Snart havde jeg soldater fra flere forskellige af regimentets kompagnier og de fulgte mig. Som vi trængte frem gennem tågen hørte vi pludselig kanoner der skød bagved os. Det gik op for os, at vi var kommet ud bag ved et britisk artilleribatteri, der var ved at lægge en spærreild. De vidste ikke at vi var brudt igennem. En af mine mænd lagde en hånd på skulderen af den britiske officer og sagde "Indstil skydningen". De var forbløffede.

 

I juli 1918 forsøgte vi at krydse floden Marne, men efter tre dage blev vi nødt til at trække os tilbage. Fjendens modstand var alt for stærk. Vi mødte også de første amerikanske tropper, og vi så måned for måned hvordan flere og flere amerikanske tropper ville komme frem til fronten. Fjenden blev overvældende for os. Men vi vidste at vi blev nødt til at gøre vores pligt som soldater. Det var politikernes anliggende at finde en måde at sikre en rimelig fred. Så vi gjorde vores pligt så længe vi kunne og det gjorde de fleste tyske soldater. Vi havde meget store tab det år, og enhederne blev mindre og mindre. Vi blev nødt til at danne et kompagni ud af to og så videre. Antallet af kanoner formindskedes og derfor blev vi nødt til at trække os tilbage fra en linje til den næste.

 

Fra: Max Arthur, Forgotten Voices of the Great War, (Ebury Press, 2003) s.264-65 og s.292-293.

 

Tekst 44 | Oversigten over kildetekster | Tekst 46

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk