Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 46

En britisk artillerist om forhold og forplejning ved fronten

Den britiske hær havde sædvanligvis ry for at have tilstrækkelige forsyninger, men under et slag eller ved voldsomme bombardementer, kunne alle, uanset hvilket lands hær de hørte under, komme ud for, at der ikke kom tilstrækkelige forsyninger frem. Beskrivelsen dækker foråret 1917 ved vestfronten. Erindringen stammer fra Imperial War Museums lydarkiv, og er fortalt mellem 1960 og 2000.

 

Artillerist Philip Sylvester, Royal Artillery.

Vi rykkede fremad men forholdene var forfærdelige. Den ammunition som vores ledere havde beregnet til den store forårsoffensiv, blev nødt til at blive bragt frem sammen med forsyningerne, ad veje hvor vi nogle steder var op til knæene i slimet gulligt-brunt mudder. Hestene sank i op til maverne i mudder. Vi tøjrede dem sammen i en lang linje mellem vognhjulene om natten, og næste dag var de sunket i til op over koderne. Vi var nødt til at skyde ret mange af dem.

Rationerne var så ringe, at vi spiste roer. Og på et tidspunkt gik jeg ind i de franske dækningsrum, som havde været der siden 1914, og tog kiks som var blevet efterladt af tropper to år tidligere. De var helt mugne, men jeg spiste dem og det tog jeg ikke skade af. Vi fik også nogle brødrester, der var smidt ud fra de mere heldige underofficerers messe på et tidligere tidspunkt, vi skrabede sort mudder af dem og spiste dem. Man kunne få to kiks til at vare trefjerdedele af dagen.

Da vi rykkede fremad var det bidende koldt. De kaldte fremrykningen mod Vimy fremspringet og Arras for Påskeægget – fordi det fandt sted på Langfredag og Påskedag. Vi var helt opstemte i begyndelsen på grund af det overvældende bombardement på stedet, med kun meget lidt gengældelse fra tyskerne. Brølet fra kanonerne var så voldsomt, at man ikke kunne lade være med at føle, at tyskerne var blevet helt overvældede, at de ikke havde en chance. Vi følte os lige så sikre, som var vi hjemme i lænestolen, selv når vi sad i kanonsædet.

Men så rykkede vi frem gennem pigtråden og fandt ud af, at der ikke var nogen veje og vi blev nødt til at bruge hestene som pakæsler.

Vi var udstyret med holdere, der kunne rumme 4.5 haubitser-granater og når vi tog to ture fra et ammunitionsdepot, betød det at vi fik ret meget ammunition frem, men det var hårdt arbejde at vandre gennem mudderet, når man ikke kunne ride, fordi granaterne hang der. Vi var i gang hele tiden med at bringe granater op til forskellige positioner.

Jeg tilhørte Lewisham Gunners, en armé brigade […] [som] er en styrke, der anvendes i forbindelse med angreb eller til at afskrække et fjendtligt angreb, og når som helst en af brigadens divisioner krævede assistance, blev vi sat i aktion. […] Men når der ikke var brug for os, var vi i hvileposition. Når der var ophold, var vi egentlig ganske tilfredse og nød livet. Vi blev helt vant til det, og det blev hverdagsagtigt, ligesom at gå på arbejde i byen – indtil kampene begyndte igen.

Vi blev flyttet til andre frontafsnit, så til et sted i nærheden af Arras for at få hvile. Vi blev fodret med dobbeltrationer – ligesom hestene – for at styrke os, da sommeren var på vej. Det var egentlig ganske rart og selv om vi var et godt stykke fra Messines, så hørte jeg, mens jeg var på feltvagt, det forfærdelige brag af minerne, der eksploderede. Til sidst hørte vi, at vi skulle af sted til Passchendaele. Den 51ende Division var lige kommet ud og jeg plejede at høre deres sækkepiber om morgenen. Jeg husker, at deres knapper skinnede og de marcherede frem og tilbage og over hovederne på os opførte Richthofen cirkusset[1] sine nærkampe. Undertiden så vi et fly vende på hovedet, snurre rundt og falde ned, og nysgerrige tilskuere kom hen for at samle souvenirs. Men da vi hørte, at vi skulle forflyttes til Passchendaele, var jeg overhovedet ikke utilfreds, for jeg havde gerne ville se det.

 

Max Arthur, Forgotten Voices of the Great War, (Ebury press/IWM, 2003), s.206-207.

 

[1] Han henviser til den fremragende tyske pilot von Richthoven.

 

Tekst 45 | Oversigten over kildetekster | Tekst 47

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk