Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 30

Britisk hvidbog om de tyske grusomheder i Dinant

Den tyske fremrykning gennem Belgien i august medførte ikke blot krigshandlinger mod den franske, belgiske og britiske hær, men også aktioner mod den lokale civilbefolkning og mod bygninger, der ikke havde militær betydning. Den tyske fremfærd opildnede til at støtte krigen, ikke mindst i Storbritannien. Der blev nedsat kommissioner til at undersøge begivenhederne og flere lande udsendte hvidbøger.

En hvidbog er en art dybdegående rapport udgivet af en regering med det formål at oplyse om sammenhængene på et område, som er genstand for aktuel debat; hvidbogen skal således bidrage med kritisk dokumentation til parlament eller offentligheden. Begrebet står i modsætning til en grønbog, som har til formål at skabe debat om et givent emne eller sag.

Nedenstående er uddrag fra "Grusomheder der paastaas at være begaaede af Tyskerne. Beretning afgivet af den af Hans britiske Majestæts Regering nedsatte Kommission under Forsæde af Viscount Bryce – med et Tillæg indeholdende Vidnesbyrd og Dokumenter forelagte Kommissionen". Den blev udgivet i København 1915.

 

En klar og tydelig Fremstilling af de Voldsomheder, der er begaaet i Dinant, der af mange Rejsende vil huskes som en ganske særlig malerisk By ved Maas, er givet af et Vidne, som beretter, at Tyskerne den 21. August begyndte med at nedbrænde Huse i Rue St. Jacques, og at hvert eneste Hus i Gaden blev lagt i Aske.

Den følgende Dag stod der en Træfning mellem Franskmændene og Tyskerne, og Vidnet tilbragte hele Dagen i en Bankkælder tilligemed sin Hustru og sine Børn. Den 23. omtrent kl. 5 om Morgenen hørte Skydningen op, og næsten samtidig kom en Afdeling Tyskere hen til Huset, hvor Vidnet befandt sig. Tyskerne ringede paa og begyndte at hamre løs paa Døre og Vinduer. Vidnets Hustru gik hen til Døren, og en 2-3 Tyskere kom ind. Hele Familien fik Befaling til at gaa ud paa Gaden. Dér traf de en anden Familie, og de to Familier blev drevne ned ad Rue Grande, idet de holdt Hænderne over Hovedet.

Alle Husene i Gaden stod i Brand. Til sidst blev de alle anbragte i en Smedje, hvor der i forvejen var en Del andre Fanger, vel omtrent et hundrede Stykker i alt, og der måtte opholde sig fra Kl. 11 om Formiddagen til Kl. 2 om Eftermiddagen. Saa blev de sat i Fængsel, maatte stille i Fængselsgaarden og blev undersøgt. Der fandtes ingen Vaaben hos dem. De blev derefter bragt ind i selve Fængslet og sat i Celler.

I Løbet af den paafølgende Time hørte Vidnet stadig Skud af Rifler, og lagde Mærke til, at der i et Hjørne af den Gaard, der laa udfor Rækken af Celler, laa Liget af en unge Mand, hvorover der var kasten en Kaabe. Han kendte Kaaben, det var nemlig hans Hustrus.

Nu fik Vidnets datter Lov til at gaa ud og se, hvad der var blevet af hendes Moder, og Vidnet selv fik Tilladelse til at gaa over Gaarden en halv Time senere i samme Øjemed. Han fandt sin hustru liggende paa Gulvet i et kammer. Hun var saaret af Geværkugler paa fire Steder, men var endnu levende og sagde til sin Mand, at han skulde gaa tilbage til Børnene, hvilket han ogsaa gjorde.

Hen ved Kl. 5 om Eftermiddagen saa han, at Tyskerne bragte alle de unge og midaldrende Mænd ud fra Cellerne og ordnede Fangerne, af hvilke der var 40, i tre Geledder midt i Gaarden. Omtrent 20 Tyskere blev stillet op overfor Fangerne, men forinden der skete noget, hørtes en frygtelig Geværsalve fra et Sted i Nærheden af Fængslet, og Fangerne blev jaget tilbage til deres Celler. En halv Time senere blev de samme 40 Mænd alle ført ned i Fængselsgaarden.

Næsten øjeblikkeligt hørtes atter en lignende Geværsalve som den første, og Fangerne blev atter drevne tilbage til deres Celler. Omtrent Kl. 7 blev Vidnet og nogle andre Fanger ført ud af Cellerne og bragt ud af Fængslet. De gik nu mellem to Rækker Soldater til Roche Bayard, der laa omtrent 1 Kilometer derfra.

En Time senere blev kvinderne og Børnene skilte ud, og fangerne bragtes tilbage til Dinant, idet de passerede Fængslet paa deres Marsch. Lige udenfor Fængslet saa Vidnet tre Rækker Lig, i hvilke han genkendte sine naboer. De var næsten alle Døde, men han iagttog, at nogle af dem endnu rørte sig. Der var omtrent 120 Lig. Fangerne blev nu ført op paa en Høj uden for Dinant, hvor de matte blive indtil Kl. 8 næste Morgen. Den følgende Dag blev de anbragte i Kreaturvogne og bragte til Koblenz. I tre Maaneder blev de holdt i Fangenskab i Tyskland.

Paa andre Steder i Nærheden af Fængslet blev ubevæbnede Borgere dræbt i massevis. Omtrent 90 Lig saa man liggende, det ene ovenpaa det andet paa et Vænge overfor Klostret. Imellem disse var der flere Slægtninge af et Vidne, hvis Forklaring vil findes i Bilaget. Dette Vidne spurgte en tysk Officer, hvorfor hendes mand var bleven skudt, og han svarede hende da, at det var fordi to af hendes Sønner havde staaet ved Borgervæbningen og havde skudt paa Tyskerne. Faktum var, at den ene af hendes Sønner paa den Tid var i Liege, medens den anden var i Bruxelles. Det meddeles endvidere, at foruden de nævnte 90 Lig blev Ligene af 60 Borgere draget frem fra et Hul i Byens bryggeri og at 48 Lig af Kvinder og Børn fandtes i en Have. Byen selv blev systematisk stukket i Brand ved Hjælp af Haandgranater.

Et andet Vidne har set en lille Pige paa syv Aar, hvis ene Ben var brækket, medens det andet var beskadiget af Bajonetstød.

Vi har ingen Grund til at tro, at den Civile Befolkning i Dinant i nogen Maade har udæsket[1] Fjenden, eller at der overhovedet kan opstilles noget Forsvar for den behandling, som Tyskerne har ladet Byens Borgere blive tildel.

Med Hensyn til denne By og den tyske Hærs Fremrykning fra Dinant til Rethel ved Floden Aisne, findes et Rids i en saksisk officers dagbog. Denne Dagbog bekræfter, hvad der ogsaa fremgaar af Bevismaterialet i dets Helhed, forsaavidt angaar det her omtalte og andre belgiske landomraader, nemlig at man stadig fængslede civile personer, slæbte dem fra Hus og Hjem og skød dem ned efter befaling fra Myndighederne, uden at der saa meget som rettedes en Anklage imod dem.

En saadan begivenhed omtales paa følgende Maade i en saxisk Officers Dagbogsoptegnelse: "Saavidt jeg kunde skønne, blev 200 Mænd skudt. Der maa have været uskyldige mellem dem. For fremtiden maa vi anstille en Undersøgelse om deres Skyld i stedet for at skyde dem" Ogsaa efter at Tyskerne havde passeret Dinant paa deres Marsch ind i Frankrig blev man ved med at skyde Indbyggerne, og det ikke alene Mænd, men ogsaa kvinder og Børn. Huse og landsbyer blev plyndrede og alle Ejendele blev ganske kritikløst og umotiveret ødelagte.

 

Fra: Grusomheder der paastaas at være begaaede af Tyskerne (Britisk Hvidbog), (Branner., 1915), s.26-28 (om Dinant).

 

[1] Udfordret

 

Tekst 29 | Oversigten over kildetekster | Tekst 31

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk