Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 29

Tysk skolepige i Østpreussen om krigens udbrud

Piete Kuhr er en 12-årig pige, der bor i den østpreussiske by, Schneidemühl, som ligger blot nogle få kilometer fra de russiske tropper på østfronten. Hun bor med sin yngre bror hos bedstemoderen, da moderen arbejder i Berlin, hvor hun driver en skole for musik og drama. Moderen, der er familiens hovedforsørger, har bedt datteren til at skrive dagbog og sende notaterne til hende, for på den måde at holde kontakten, mens hun er i Berlin.

 

1. august 1914

Fra i dag er Tyskland i krig. Min mor siger, at jeg skulle skrive dagbog om krigen; hun tror, det kunne være interessant for mig, når jeg bliver ældre. Og det er sandt. Når jeg bliver halvtreds eller tres, vil det, som jeg har skrevet som barn, virke mærkeligt. Men det vil alt sammen være sandt, fordi man må ikke fortælle løgne i en dagbog.

Serberne begyndte den. Østrig-Ungarn, Tyskland, Serbien, Rusland og Frankrig er alle med. Vi ved ikke noget om, hvordan det vil blive. Der er flag på alle husene i byen, som om vi holdt festival. De er sorte, hvide og røde.[1]

 

3. august 1914

I skolen siger lærerne, at det er vores patriotiske pligt, at holde op med at bruge fremmede ord. Jeg vidste ikke hvad det betød, men nu forstår jeg det – man må ikke længere sige 'Adieu', fordi det er fransk. Jeg skal nu kalde Mama for 'Moder'.

I skolen taler de ikke om andet end krigen nu. Pigerne er glade for at Tyskland er på vej ind på slagmarkerne mod vores gamle fjende, Frankrig. Vi skal lære nye sange om den ærefulde krig.

Begejstringen i byen stiger time for time. Folk går gennem gaderne i grupper og råber "Ned med Serbien! Længe leve Tyskland!" alle bærer sort-hvid-røde pomponer i knaphullet eller sort-hvid-røde sløjfer. I vores skole bærer man sløjfer og tyske hårbånd. Jeg havde også én, men jeg har mistet den. […]

 

10. september

Skrækhistorier. De siger at russerne binder tyske kvinder til træer, og bagefter rejser trækors foran dem og sømmer deres små børn fast på dem. Når børnene er døde for øjnene af deres mødre, mishandler russerne kvinderne og dræber dem. Det siges, at de belgiske guerillaer ikke er spor bedre, men at de gør det hele i skjul.

Kære Gud, bare få krigen til at høre op! Jeg opfatter den ikke længere som ærefuld på trods af 'skolefridagene'[2] og sejrene.

 

11. oktober

I skolen går alle rigtig meget ind for krigen. Sikke en ballade der var i dag, da læreren oplæste nyhederne, om at Fort Breendonck nær Antwerpen var blevet erobret. Man kunne næsten ikke høre, hvad hun sagde på grund af glædesskrigene. Nogen gange tror jeg, at pigerne bare bliver ved med at juble, bare fordi de håber på at få fri fra skole. De skriger, så inspektøren kan se, hvilken patriotisk skole han har, og så får de måske fri ide sidste timer. […]

 

25. oktober

Der er krig overalt. Også I Afrika. […] Der er intet i aviserne om vores tab.

 

Fra: Svetlana Palmer & Sarah Wallis, A War in Words. The First World War in diaries and Letters, Pocket Books, 2004), s.44 og 51.

 

[1] Farverne på kejserens flag – og senere nazisternes – i modsætning til revolutionens gyldne-sort-røde flag, der senere symboliserede republikken.

[2] I Tyskland holdt skolerne lukkede, når man fejrede datoer for sejre i tidligere krige, f.eks. 2.september for slaget ved Sedan i 1870 i den fransk-tyske krig.

 

Tekst 28 | Oversigten over kildetekster | Tekst 30

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk