Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Fra helvede og tilbage igen

Efter syv dage med den såkaldte falanga-tortur (slag under fodsålerne) og kun en enkelt times søvn i døgnet gav engelske William Sampson op og tilstod en forbrydelse, han ikke havde begået. Det blev begyndelsen på tre års helvede i et fængsel i Saudi-Arabien.

Artiklen er bragt i Amnesty-bladet nr. 1, 2006.

 

I næsten tre år sad engelske William Sampson fængslet i Saudi-Arabien, dødsdømt for en forbrydelse han blev tortureret til at tilstå.

Den 17. december 2000 var en klar og varm dag. Vinteren var på vej i Saudi-Arabien, men det var stadigt varmt nok til, at William Sampson kunne spadsere ud til sin bil kun i skjorteærmer og slips. William vidste det ikke, men på det tidspunkt var der kun et par minutter til, at hans mareridt, der ville komme til at vare i over to år, begyndte.

»Da jeg er på vej hen til min bil, ser jeg pludselig en amerikansk bygget firehjulstrækker fræse imod mig. Jeg undviger i sidste øjeblik, og to mænd hopper ud af bilen«.

De vrister hans arme om på ryggen, mens en tredje mand, klædt i den traditionelle saudiarabiske hvide kjortel, viser sin revolver og et politiskilt. Mishandlingen starter med det samme, da William spørger, hvad der er i vejen. De to begynder at overdænge ham med slag og lussinger. De giver ham håndjern på og vrister ham ind i bilen. Han får en kjortel over hovedet, så han ikke kan se, hvor han bliver taget hen. Et hårdt slag med revolveren i munden koster William tre tænder, og da en fjerde mand kommer ind i bilen, begynder de saudiske betjente at more sig med at slå ham i skridtet med revolveren. »Forbandet smertefuldt«; fortæller William i dag. Men den korte biltur var intet imod, hvad han senere ville blive udsat for.

 

Spændt situation

Som så mange andre vesterlændinge, tog William oprindeligt jobbet i Saudi-Arabien på grund af pengene.

»De gav mig et tilbud, jeg ikke havde råd til at sige nej til«, som han selv siger det. William arbejdede som konsulent i en investeringsfond, og selvom livet var ganske mageligt, havde det dog sine skyggesider. »Man plejer at sige, at alt, hvad der ikke er udtrykkeligt forbudt, er tilladt i vesten. I Saudi-Arabien er det omvendt. Alt, hvad der ikke er udtrykkeligt tilladt, er forbudt, men folk gør det alligevel. Satelit-tv er for eksempel i princippet forbudt, men alle jeg kendte havde en parabol. Det samme med alkohol for os udlændinge«.

Sommeren 2000 og frem til Williams’ anholdelse havde været en spændt periode i Saudi-Arabien eller Kongedømmet, som de vesterlændinge, der bor der, kalder det.

»Jeg kan huske, at der var stor vrede imod vesterlændinge, blandt andet fordi Israel-Palæstina konflikten spidsede til på det tidspunkt. Og så begyndte bombeangrebene. Al Qaeda’s saudiarabiske afdeling havde lavet en række bombeanslag i Saudi-Arabien, og en af Williams venner, en belgier ved navn Raf Schyven, var næsten omkommet ved en af dem. Nu var han forsvundet.

»Jeg vidste, at han var et eller andet sted i sikkerhedsapparatet, og selvfølgelig frygtede jeg, at de ville prøve at skyde skylden på ham. Jeg overvejede mange gange at forlade landet, men i Saudi-Arabien afleverer man sit pas til sin arbejdsgiver, så det ville ikke være muligt uden at vække opmærksomhed.

 

»Vores sikkerhedsfolk begår ikke fejl«

Fra bilen blev William taget direkte ned i sin celle. Han blev lænket til døren med et håndjern, og det var sådan, han ville komme til at tilbringe de næste 11 dage. Kun afbrudt af ubønhørlig tortur og forhør. »Vores sikkerhedsfolk begår ikke fejl«, var noget af det første, han fik at vide i fængslet. William var skyldig, havde man besluttet.

»Den første afhøring fandt sted efter en times tid. Jeg blev trampet på testiklerne, hængt op i en metalstang og tævet løs på af de to politifolk, som havde anholdt mig. Khaled og Ibrahim, fandt jeg senere ud af, at de hed. I begyndelsen ville de ikke have oplysninger ud af mig. De slog bare og truede mig med, at de kunne gøre, hvad de ville, og at de kunne slå mig ihjel, hvis de havde lyst«.

Over de næste par dage begyndte det at stå klart, hvad William var beskyldt for. Imellem tævene, gerne på testiklerne eller fodsålerne, opremsede Khaled og Ibrahim anklagerne imod ham. Hans GPS-udstyr, som han brugte til vandreture, var uomtvisteligt bevis på, at han var britisk spion, og hvad værre var, det var William og hans medskyldige, der havde plantet bomberne, der havde rystet Saudi-Arabien det sidste halve års tid.

»Mens de torturerede mig, fortalte de i detaljer, hvad de vidste, jeg havde gjort. Hvem jeg havde givet en bombe til, hvor den blev placeret, og hvem der var mine medskyldige«. William blev fodret med oplysninger, som det var meningen, at han skulle bruge i sin tilståelse.

 

Skreg om at få lov at tilstå

»Tortur vil til sidst få enhver til at tilstå hvad som helst. Hvis jeg havde været yngre, havde jeg måske kunne holde endnu længere ud, men før eller senere giver man op«, fortæller William. I hans tilfælde var syv dage med daglige tæsk, falanga-tortur (slag under fodsålerne) og kun en enkelt times søvn i døgnet nok. »Jeg begyndte at hallucinere til sidst. Frygtelige hallucinationer, hvad enten jeg var vågen eller sov, på en måde var det næsten en lettelse, når slagene igen kom, smerten blev min eneste forbindelse til virkeligheden«.

William var fysisk og psykisk kørt fuldstændigt ned, men da han endeligt skreg til sine fangevogtere, at han ville tilstå, var det som om, de ikke hørte ham. I hvad der føltes som timer, fortsatte slagene, indtil William endeligt blev firet ned og sat til at skrive sin tilståelse. Processen tog flere dage, og for første gang oplevede William, at hans fangevogtere opførte sig næsten venligt over for ham. Han blev tilbudt cigaretter, for der var konstant noget, som skulle omskrives eller ændres, så det passede til de nye facts, der hele tiden kom frem. »Jeg skammer mig stadigt over, at de knækkede mig, at jeg var så svag, men jeg kunne ikke tage mere, og man ved, at man køber sig lidt tid ved at tilstå«.

 

Voldtaget

Men det værste var ikke kommet endnu. To dage efter at han havde tilstået sin andel i bombeangrebene, blev William endnu en gang udsat for tortur, denne gang fordi han skulle implicere andre udlændinge i bombekampagnen. Og efter torturen ventede den ultimative fornedrelse på ham. I stedet for at blive taget ned i det sædvanlige forhørsrum, blev han taget med ind i deres private kontor. Og voldtaget af to mænd.

»Det føltes som den ultimative, komplette ydmygelse og fuldstændig tomhed. Jeg kunne bare ligge på gulvet og græde. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var«, fortæller han i dag.

Nogle dage senere blev William overført til et andet fængsel, og heller ikke her var der langt imellem daglige ydmygelser og tortur. Først i marts 2001 fik han en kort pause fra sine lidelser. Den ufattelige tortur, han var blevet udsat for, havde resulteret i et hjerteanfald, og William blev indlagt på hospitalet. Hans retssag var stadig et halvt år væk.

 

Fangen fra helvede

»Sådan som jeg så situationen, kunne saudierne ikke løslade alle dem, de havde anholdt, det ville være for upopulært i Saudi-Arabien, men de kunne heller ikke henrette os alle, det ville give for store problemer i udlandet. De ville nok henrette en enkelt eller to og så lade resten gå«.

Williams nærmeste familie var hans far, så han kunne se skriften på væggen. Han ville være en af dem, de først henrettede. Lige meget hvad han havde gjort for at tækkes sine fangevogtere, havde resultatet været stokkeslag og spark, så med det ene ben i graven besluttede han sig for at gøre tilværelsen så besværlig for sine fangevogtere som muligt. Han smurte hele sin celle til i afføring, så vagterne ikke kunne holde ud at være der, gik ind imellem fysisk til angreb på dem, og da det blev tid til hans retssag, valgte han ikke at tilstå og lade sig kaste for rettens nåde, men læste i stedet en kort erklæring op, hvor han nægtede at underkaste sig en ret nedsat af en »degenereret kongefamilie« og en »falsk profet«.

»Jeg gik ikke i bad og var stort set nøgen i to år. Selvfølgelig er det ikke behageligt at leve i sin afføring i to år, men det var min måde at overleve på. Det var den eneste måde, jeg kunne protestere på og vise, at der var en lille del tilbage af mig, som de ikke kunne knække«.

 

Løsladt

Den 8. august 2003 slutter Williams mareridt endeligt. Sammen med fem andre englændere, der har været fængslet i sagen, bliver han uden noget varsel løsladt og sat i et fly til London.
Måske var det Kronprins Charles’ personlige indsats, der gjorde, at de blev sat fri, måske er der noget om rygterne om, at de i virkeligheden blev frigivet imod, at en række saudiske fanger i Guantanamo blev frigivet.

I hvert fald er William i dag en fri mand, der kan se tilbage på næsten tre år i helvede.

»Man overlever bare. Hvad jeg blev udsat for var forfærdeligt, mit følelsesliv var helt ødelagt et langt stykke tid efter, men takket være gode venners hjælp og terapi er jeg begyndt at vende tilbage til et normalt liv«.

Men selvom mareridtene og de søvnløse nætter gudskelov er forbi, er William på mange måder et nedbrudt menneske i dag. Som for så mange andre ofre for tortur er der sår, der aldrig vil heles.

»Jeg har haft et hjerteanfald, min rygrad er beskadiget, og jeg har nerveskader i fodsålerne. På grund af alt det jeg har været udsat for, og fordi jeg officielt er dømt for mord, har jeg ikke haft arbejde de sidste fem år«.

Men William giver ikke op. Han har netop udgivet en bog om sine oplevelser i Saudi-Arabien, og sammen med de andre anholdte fra sagen imod ham, er han i gang med at lægge sag an i London. De anklagede er direktøren for fængslet, hvor han var anholdt, hans to bødler Khaled Al Saleh og Ibrahim Al Dali og den saudiske indenrigsminister Naif bin Abdul Aziz Al-Saud.

 

Tekst 27 | Oversigten over kildetekster | Tekst 29 UDGÅET

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk