Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Retsagen mod Wei Jingsheng

Uddrag af retssagen mod Wei Jingsheng i 1978 (se også tekst 37). Teksten er Weis forsvarsskrift og påpeger med sikker hånd alle de brud på Kinas forfatning, som magthaverne gør sig skyldige i ved at dømme ham.

Anklagerne i anklageskriftet, som Beijings kommunale Folkets fuldmagtsmyndighed har rejst, betragter jeg som uberettigede og ubekræftede. Mine offentliggørelser og mine plakater blev lavet i overensstemmelse med artikel 35 i forfatningen: ”Borgere har ret til ytringsfrihed, brevveksling, pressefrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, processionsfrihed, demonstrationsfrihed og strejkefrihed, og de har ret til at tale frit, give udtryk for deres holdninger, afholde store debatter og skrive plakater med stor skrift.” Formålet med at udgive vore publikationer var ganske enkelt et forsøg på forsigtigt at føle os frem på den vej, ad hvilken Kina kunne opnå velstand. Vi mente, at det mål kunne opnås ved at foretage en fri og uhæmmet udforskning, baseret på at søge sandhed gennem kendsgerninger. Vore aktiviteter, der var motiveret af de principper, som jeg lige har nævnt, beskrives af Ministeriet for Offentlig Sikkerhed og Fuldmagtsmyndigheden som kontrarevolutionære. Vi kan ikke acceptere en sådan beskrivelse. Jeg vil nu gå videre med at dokumentere mine holdninger til hver af anklagerne, der remses op i anklageskriftet.

Den første anklage

Anklageskriftet påstår, at jeg har forsynet udlændinge med nationale militære oplysninger og gjort mig skyldig i kontrarevolution. Hvis jeg husker ret, lyder den nye straffelov og den gamle ”Folkerepublikken Kinas lov om straf for kontrarevolution” ens: Ved at forsyne fjenden med militære oplysninger gør man sig skyldig i forræderi. Ikke desto mindre betragter den offentlige anklager mine diskussioner med engelske og franske korrespondenter som en forræderisk handling. Svarer det ikke til at beskrive engelske og franske journalister som fjenden? Jeg vil gerne gøre anklagemyndigheden opmærksom på den kendsgerning, at da partiformand Hua Guofeng mødtes med journalister fra fire vesteuropæiske nationer, henvendte han sig til korrespondenterne fra hvert land som ”min ven”. […]
 

Den anden anklage

Anklageskriftet påstår, at jeg har gjort mig skyldig i kontrarevolutionær propaganda og agitation, og beskriver mit essay – ”Den femte modernisering: Demokrati” osv. – som reaktionært. Ligeledes omtales vor publikation Udforskning som reaktionært. Med henblik på det må vi først tydeliggøre, hvad med menes med ord som ”revolutionær” og ”kontrarevolutionær”.

Som et resultat af påvirkningen af mange års kulturelt enevælde og den obskure politik i Firebandens tid med at holde folk i en tilstand af total uvidenhed, er der stadig folk, der mener, at ”revolutionær” betyder at gøre ting i total overensstemmelse med den ledelse, der for tiden er ved magten, og at modsætte sig den er ”kontrarevolutionær”. Jeg kan ikke tilslutte mig en sådan simpel forringelse af begrebet revolution. Ordet ”revolutionær” medfører at følge en fremgangsmåde, hvormed man følger samtidens historiske udvikling og stræber efter at fjerne alt det gamle og konservative og det, der blokerer og truer historiens videre forløb. At knytte den evige revolution til magthavernes vilje og ambition er ensbetydende med at undertrykke tankens mangfoldighed. ”Magt er sandhed” er en forsimpling af begrebet revolution. Det var en af Firebandens mest effektive metoder til at undertryke revolutionen og folket i mere end 20 år. […]

Det centrale argument i mine artikler, deriblandt ”Den Femte Modernisering …”, er, at uden demokrati vil de Fire Moderniseringer ikke eksistere; uden den ”Femte” Modernisering, eller demokrati, vil enhver tale om modernisering være en tom løgn. Hvordan kan et sådant argument betegnes som kontrarevolutionært? Det må så afgjort være disse mennesker, der modarbejder demokratiet, der tihører kategorien af kontrarevolutionære. Naturligvis hævder jeg ikke, at præmisserne for mit argument og dets teser altid er helt korrekte. De må også stå historiens prøve og udsættes for kritik fra alle sider. Kun på den måde kan de blive mere præcise. Men selv hvis præmisserne for mit argument og deres grundlæggende teser ikke er helt præcise, svækker det på ingen måde den revolutionære natur i min centrale pointe, der er tydelig i sit argument.

Den tredje anklage

Anklageskriftet påstår, at jeg har bagvasket marxismen-leninismen/Mao Zedong-tænkning ved at kalde det et endnu mere kvaksalverisk end nogen omrejsende heksedoktorers patentmedicin og grødomslag. Min forståelse af ordet ”bagvaskelse” går på, at det tilskrives en person, der uden grund anklages for en forbrydelse, han ikke har begået. Fremstillingen af patentmedicin og grødomslag er ingen forbrydelse. Ved at citere mig uden sammenhæng og give en fordrejet udgave af det, jeg sagde, kan anklagemyndigheden næppe siges at have skaffet beviser for bagvaskelse.

Den marxisme, jeg angreb i mine skrifter, er på ingen måde den marxisme, der fødtes for mere end 100 år siden, men snarere den udgave af marxismen, som gruppen af politiske svindlere som Lin Biao og Firebanden foretrak. Jeg anerkender intet i denne verden som evigt uforanderligt, ej heller at nogen teori er fuldstændig korrekt. […]

Den teoretiske kerne i den oprindelige marxisme er i høj grad koncentreret omkring beskrivelsen af det perfekte samfund, en idealistisk stat, der på ingen måde er enestående for marxismen alene. Et sådan samfund var en almindelig udbredt drøm, der deltes af såvel Europas arbejderklasse som intellektuelle, som i samme grad ønskede sig frihed og lighed, offentlig ejendomsret og social retfærdighed. Metoden, som marxismen forfægtede for at opnå dette ideelle samfund, var sammensmeltningen af almen demokrati med et diktatur, hvor magten var centraliseret. Det er denne sammensmeltning, der er det mest karakteristiske træk ved de marxistiske dogmer.

I de følgende 100 års reelle øvelse, er de regeringer, der er dukket frem af den diktaturmetode, hvor magten er blevet koncentreret – som i Sovjetunionen, Vietnam og Kina før Firebandens fald – uden undtagelse blevet til fascistiske regimer, hvor en lille lederklike trækker sit enevælde ned over den store masse af almindelige arbejdende mennesker. Desuden er disse fascistiske diktatorer, i hvis greb regeringsmagten har hvilet, for længst holdt op med at benytte proletariatets diktatur som middel til at realisere kommunismens gamle idealer. Præcis det modsatte er tilfældet. For disse herskere har uden undtagelse brugt kommunismens idealer til at styrke det såkaldte proletariatets diktatur, så det fungerer til gavn for magthaverne.

Således deler marxismen skæbne med adskillige religioner. […]

Den fjerde anklage

Anklageskriftet påstår, at jeg ved at vaje banneret for den såkaldte ytringsfrihed i forhold til demokrati og menneskerettigheder, har tilskyndet til omstyrtelse af det socialistiske system og proletariatets diktaturs politiske magt. Tillad mig for det første at gøre opmærksom på, at der under ingen omstændigheder er noget ”såkaldt” ved ytringsfriheden. Derimod er den foreskrevet af forfatningen som en borgerrettighed. Den offentlige anklagers valg af sådan et ord, når han omtaler rettigheder, som er tilstået borgerne i forfatningen, viser ikke blot hans fordomme i sådanne anliggender, men belyser yderligere, at han har glemt sin pligt til at beskytte sine medborgeres demokratiske rettigheder. Han vender demokratiske rettigheder for landets borgere til noget latterligt. […]

Den femte anklage

Jeg vil gerne gøre opmærksom på to ting. For det første, at forfatningen tilstår borgerne ret til at kritisere deres ledere, fordi disse ledere er mennesker og ikke guder. Kun på grund af folkets kritik og kontrol vil disse ledere begå færre fejltagelser, og kun på den måde vil folket undgå den ulykke, at deres herrer og mestre træder dem under fode. Da og kun da vil folket være i stand til at ånde frit. For det andet må vi, hvis vi vil gennemføre reformeringen af vort lands socialistiske system, basere det på, at hele befolkningen benytter sig af kritikkens og diskussionens metoder til at finde manglerne ved det nuværende system. Ellers kan reformer ikke gennemføres med held. Når folket står over for urimelige personer og uacceptable situationer, har det ret til at kritisere. Det er så sandelig dets pligt at gøre det, og det er den suveræne ret, som ingen person eller regering har ret til at skride ind over for.

 

Tekst 37 | Oversigten over kildetekster | Tekst 39

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk