Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Sovjetunionens fejltagelser

Leder i partiavisen Folkets Dagblad fra 1963 om Sovjetunionens ”fejltagelser” set med Kinas øjne. I slutningen af 1950'erne kølnedes forholdet mellem Kina og Sovjetunionen betydeligt. I kinesisk politik holdes beslutninger og begivenheder ofte hemmelige i lang tid, mens lederne ”fordøjer” dem og beslutter om, og hvornår de evt. skal offentliggøres.

Det er mere end en måned siden, at det sovjetiske kommunistpartis centralkomite offentliggjorde et åbent brev af den 14. juli til partiorganisationer og alle kommunister i Sovjetunionen. Det åbne brev og de forholdsregler, som ledelsen af Kommunistpartiet i Sovjetunionen (SUKP) har taget siden offentliggørelsen, har bragt de kinesisk-sovjetiske relationer på grænsen til splittelse og har bragt uenigheden i den internationale kommunistiske bevægelse til et uhørt alvorligt stadie.

Moskva, Washington, New Delhi og Beograd er nu forenet i et kærlighedsmåltid, og den sovjetiske presse udsender et endeløst udvalg af fantastiske historier og teorier, der angriber Kina. SUKP’s ledelse har allierede sig med den amerikanske imperialisme, de indiske reaktionære og overløberen Tito mod det socialistiske Kina og mod alle marxistisk-leninistiske partier i et åbenlyst forræderi mod marxismen-leninismen og den proletariske internationalisme i en uforskammet afvisning af 1957 Deklarationen og 1960 Erklæringen og i åbenbar krænkelse af den kinesisk-sovjetiske venskabstraktat, alliance og fælles bistand.

Den nuværende uenighed inden for den internationale kommunistiske bevægelse og mellem de kinesiske og sovjetiske partier omfatter en hel række vigtige principspørgsmål. Centralkomiteen for KKP har i sit brev af 14. juni til centralkomiteen for SUKP systematisk og detaljeret diskuteret denne uenigheds inderste væsen. Det påpegede, at den nuværende uenighed i den internationale kommunistiske bevægelse og mellem de kinesiske og sovjetiske partier i sidste instans omfatter spørgsmålet om, hvorvidt man skal acceptere de revolutionære principper i 1957 Deklarationen og 1960 Erklæringen eller ej, hvorvidt man skal acceptere marxismen-leninismen og den proletariske internationalisme eller ej, hvorvidt en revolution er nødvendig eller ej, hvorvidt imperialismen skal bekæmpes eller ej, og hvorvidt enheden i den socialistiske lejr og den internationale kommunistiske bevægelse er ønskelig eller ej.

Hvordan er uenigheden i den internationale kommunistiske bevægelse og mellem ledelse af SUKP og os opstået? Og hvordan er den blevet så alvorlig, som tilfældet er nu? Alle er optaget af disse spørgsmål. […]
 

Uenigheden begyndte på SUKP’s 20. kongres

Et ord siger: ”Der skal mere end en kold dag til at danne et islag på en meter på floden.” Den nuværende uenighed i den internationale kommunistiske bevægelse begyndte ikke i dag.

Det åbne brev fra SUKP’s Centralkomite giver udtryk for, at uenigheden i den internationale kommunistiske bevægelse begyndte med de tre artikler, som vi offentliggjorde i april 1960 under titlen Længe leve leninismen! Det er en stor løgn.

Hvad er sandheden?

Sandheden er, at hele rækken af principielle meningsforskelle i den internationale kommunistiske bevægelse begyndte for mere end syv år siden. Mere præcist begyndte det med SUKP’s 20. kongres i 1956. […]

Kritikken af Stalin på SUKP’s 20. kongres var i metode og princip forkert. Stalin var i sit liv en stor marxist-leninist, en stor proletarisk revolutionær. I 30 år efter Lenins død var Stalin såvel den førende leder af SUKP og den sovjetiske ledelse som den anerkendte leder af den internationale kommunistiske bevægelse og bannerfører for verdensrevolutionen. Stalin begik i sit liv alvorlige fejltagelser, men i forhold til sine store og fortjenstfulde gerninger var hans fejltagelser kun sekundære. […]

Det var nødvendigt at kritisere Stalins fejltagelser. Men i kammerat Krustjevs hemmelige rapport til den 20. kongres underkendte han totalt Stalin og smædede dermed proletariatets diktatur, det storslåede Sovjetunionen og den internationale kommunistiske bevægelse. I stedet for at benytte sig af et revolutionært proletarisk partis kritiske og selvkritiske metode med det formål at give en alvorlig og seriøs analyse og sammenfatning af en historisk erfaring med proletariatets diktatur, fremstillede han Stalin som en fjende og lagde skylden for alle fejltagelser på Stalin alene.

Krustjev fortalte en række ondskabsfulde og demagogiske løgne i sin rapport og kastede om sig med beskyldninger om, at Stalin led af ”forfølgelsesvanvid”, gav frit løb for ”brutal vilkårlighed”, fulgte en linje af ”masseundertrykkelse og rædsel”, ”kendte kun landet og landbruget fra film” og ”planlagde operationer på en globus”, så Stalins ledelse ”blev en alvorlig hindring for Sovjetunionens samfundsudvikling”, og så videre. Han udviskede fuldstændigt Stalins fortjenstfulde gerninger, der havde ført det sovjetiske folk ud i en resolut kamp mod alle indre og ydre fjender, og opnåede store resultater med den socialistiske forvandling og den socialistiske struktur, der havde ført det sovjetiske folk ud i forsvar og konsolidering af det første socialistiske land i verden og vandt en ærefuld sejr i den antifascistiske krig, og som forsvarede og udviklede marxisme-leninismen.

Ved totalt at underkende Stalin på SUKP’s 20. kongres, underkendte Krustjev proletariatets diktatur og marxisme-leninismens fundamentale teorier, som Stalin forsvarede og udviklede. Det var på den kongres, at Krustjev i sin sammenfatning indledte forstødelsen af marxisme-leninismen på en række principspørgsmål.

Under påskud af, at der var sket ”radikale forandringer” i verdenssituationen, fremlagde Krustjev i sin rapport på den 20. kongres tesen om en ”fredelig overgang”. Han sagde, at Oktoberrevolutionen var ”den eneste rette vej under de historiske omstændigheder”, men at det var blevet muligt at gennemføre overgangen fra kapitalisme til socialisme ”ad parlamentarisk vej”, eftersom situationen havde ændret sig. Denne fejlagtige tese er i sit inderste væsen en tydelig revision af den marxistisk-leninistiske lære om staten og revolutionen og en tydelig fornægtelse af den universelle betydning af Oktoberrevolutionens vej.

Under det samme påskud af, at der var sket ”radikale forandringer” i verdenssituationen, satte Krustjev også spørgsmålstegn ved den fortsatte gyldighed ved Lenins lære om imperialisme og om krig og fred og forfalskede faktisk Lenins lære. 

 

Tekst 30 | Oversigten over kildetekster | Tekst 32

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk