Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Læren fra Bosnien

På den yderste højrefløj ser man krigene i det tidligere Jugoslavien som udtryk for en århundredgammel islamisk trussel mod det kristne Europa. Serbernes krige mod de bosniske og albanske muslimer opfattes derfor som et legitimt forsvar mod muslimsk terror. Læren fra Balkan er bl.a. at et multietnisk og – kulturelt samfund altid vil skabe konflikter.

Som eksponent for denne opfattelse, der her i Danmark bl.a. findes i kredse omkring Den danske Forening, den kirkelige bevægelse Tidehverv samt Dansk Folkeparti, bringes her et uddrag af en artikel, skrevet af Peter Neerup Buhl i foreningens medlemsblad.

 

Uddrag fra P.N.Buhl: ’Læren fra Bosnien’. Danskeren, nr. 2, april 2001.

 

… Med den islamiske genopvågnen i 1970’erne så de kristne folk i området, primært serberne, sig konfronteret med muligheden af et nyt islamisk terrorvælde. Efter Titos død i 1980 og Jugoslaviens disintegrering fik de truende kræfter stadig mere frit spil, støttet af de nye fundamentalistiske stater i den islamiske verden.

Som ideologisk rænkesmed for islamisterne i Bosnien fremstod tidligt Alija Izetbegovic […]. Målet for Izetbegovic & Co. blev at skabe en muslimsk stat […]. Da det Demokratiske Aktionsparti (SDA), ledet af Izetbegovic og hans meningsfæller, vandt et overbevisende flertal af de muslimske stemmer ved det første flerpartivalg i Bosnien-Herzegovina i november 1990, stod hans totalitære planer dog allerede for fald. Radovan Karadzic stod frem som de bosniske serberes anfører, og under hans faste ledelse lykkedes det hans folk at skabe et muhammedanerfrit område, så også serberne i Bosnien kunne få lov til at være sig selv.

[…]

Muslimerne selv ønskede om muligt højere end serberne at får deres egen stat i Bosnien; Karadzic gør opmærksom på, at ikke alene var muslimerne de mest grusomme i krigen – de var allermest grusomme over for deres egne, der talte imod en egen statsdannelse. De blev nådesløst likvideret (som det fx skete i Zenica og Tuzla). At muslimerne var mindst lige så intolerante som serberne over for dem, de ikke ønskede på eget område, fremgår af situationen for de 60.000 serbere under muslimsk herredømme, især i Sarajevo. Her kunne enhver, uden at det fundamentalistiske styre greb ind, gøre hvad som helst mod serberne – smide dem ud af deres lejligheder, dræbe dem. Fra den lille by Trnove uden for Sarajevo måtte 1000 serbere flygte i sommeren 1992, af de tilbageværende blev næsten 200 civile ifølge Jyllands-Posten massakreret. Da serberne godt et år senere vendte tilbage, kunne muslimerne derimod i fred og ro pakke deres ejendele og forlade byen. Som en serbisk militærperson kommenterede den forbilledlige aktion: »De forlod os fredeligt og under ordnede forhold, og de kommer aldrig tilbage«.

Den serbiske aktion mod muslimerne i Srebrenica blev i Vesten hurtigt et symbol på serbernes ondskab – ikke mindst da deres kvinder blokerede for FN’s hjælpekonvojer til byen. Som den britiske journalist Joan Phillips imidlertid rapporterede i Information, var serbernes reaktion fuldt forståelig: Srebrenica var under Vestens tavshed i forvejen blevet renset for serbere, der omkringliggende landsbyer brændt ned og deres indbyggere massakreret. Af de over 9.000 serbiske indbyggere i Srebrenica kommune blev der næsten ingen tilbage. […] Når man kender hele historien om Srebrenica, er det med Phillips’ ord lettere at forstå, hvorfor de serbiske kvinder blokerede for FN-bilerne og spyttede mod dem. »De følte sig krænkede, fordi FN bragte mad til de mennesker, der havde myrdet medlemmer af deres etniske gruppe. De var vrede over, at journalister, som ikke med et ord havde omtalt deres lidelser, nu fyldte forsiderne med reportager om muslimernes lidelser i Srebrenica«.

 

[…]

 

Bosnien er et lærestykke i, hvor galt det går, når folkegrupper med mål, der fundamentalt modsiger hinanden, partout skal brokkes sammen inden for fælles grænser. Da interne grænser i Jugoslavien, der i 1991 blev til internationalt anerkendte statsgrænser, blev trukket i 1943 af en forsamling kommunistiske partisaner uden legitimitet og uden hensyn til etniske og historiske forhold. Vesten har på flere måder overtaget denne kommunistiske mentalitet og fremgangsmåde, også for sit eget vedkommende med planen om et ’regionernes Europa’ koloreret med tredjeverdens-indvandring.

 

Tekst 2 | Oversigten over kildetekster | Tekst 4

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk