Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Massakren i Ahmici 1993

Den danske officer Lars Baggesen var i 1993 udsendt som EU-observatør til det centrale Bosnien, hvor der var udbrudt hårde kampe mellem de muslimske regeringsstyrker og deres serbiske og kroatiske modstandere.

Lars Baggesen blev efter krigsafslutningen indkaldt af FN’s krigsforbryderdomstol som vidne mod den bosnisk-kroatiske general Tihomir Blaskic, der i 2000 blev idømt 45 års fængsel for sit medansvar for bl.a. en massakre på over 100 muslimske indbyggere i landsbyen Ahmici. Også andre kroater er blevet straffet for deres deltagelse i denne massakre.

 

Uddrag fra Lars Baggesen: Vidne til krig – dagbog fra Bosnien. Aschehoug, 2001, s. 51ff.

 

… Den 16. april tidligt om morgenen gav Blaskic ordre til specialenheder i området og en brigade under ledelse af Mario Cerkez, der også senere blev sigtet for krigsforbrydelser. Ifølge ordrerne skulle enhederne være klar til at imødegå angreb fra ’ekstremistiske muslimske enheder’. De skulle holde sig i højeste beredskab og være klar til at skyde samme morgen. Det fremgik også af ordrerne, at enheder fra militærpolitiet og civile politistyrker skulle deltage i aktionen

Fra den 16. april tidligt om morgenen og de kommende dage blev Lasva-dalen en skueplads for nogle af de værste forbrydelser mod menneskeheden, man kan forestille sig. Blaskic iværksatte et angreb, der havde til formål at gøre Lasva-dalen til kroatisk territorium. [EU-observatørerne forsøger derefter forgæves at få etableret en våbenhvile].

Imens udspillede der sig frygtelige scener i de muslimske landsbyer. Civile blev dræbt eller såret. Der blev sat ild til muslimske huse, moskeer blev ødelagt. Kvinder og børn blev adskilt fra deres mænd og forældre, hvorefter kvinderne blev voldtaget, mens mændene blev fængslet og tortureret.

Landsbyerne blev udsat for artilleriangreb uden hensyn til konsekvenserne, fulgt op af et infanteriangreb, der udslettede de sidste rester af liv. Angrebene skelnede ikke mellem militære og civile mål. Det er nemt at konkludere, at når kroaterne først havde erobret et område, så var det ikke muligt for muslimerne at vende tilbage – der var simpelthen ikke noget at komme hjem til.

En af scenerne var Ahmici, som havde en stor muslimsk majoritet. Landsbyen var kendt som et sted, hvor muslimerne udøvede deres religion, og byens store moske var netop bygget færdig. Byen lå med udsigt over hovedvejen til Vitez, og der var ingen militære aktiviteter. Det havde jeg selv konstateret få dage før angrebet. Alt åndede fred og idyl. Børnene havde leget i gaderne, træerne var ved at springe ud, fuglene sang, og det var som om Ahmici var en fredfyldt oase, der var uberørt af krigen.

Angrebet mod Ahmici startede klokken halv seks om morgenen med, at granaterne begyndte at falde over byen. De kroatiske beboere var blevet advaret og havde forladt byen aftenen før. Kun bevæbnede kroater, som ville være med til at dræbe deres muslimske naboer, var blevet tilbage i dækning.

De fleste muslimske mænd vågnede kun op til døden. De, som forsøgte at flygte, faldt i kugleregnen fra de ventende kroatiske soldater. Kvinder, børn og ældre blev beordret ud af husene, hvorefter de enten blev dræbt eller jaget væk. Nogle gemte sig under sengene eller i deres kældre, men de endte med at blive brændt levende, da deres huse blev stukket i brand. Det lykkedes kun få at flygte. [Baggesen fortæller videre om, at observatørerne om aftenen forhindres af kroaterne i at komme ind i Ahmici. Han ser dog hele byen brænde, mange lig i gaderne og brændende kroppe hænge ud af husene].

Det lykkedes os først at komme ind i Ahmici et par dage efter massakren. Det krævede nemlig en våbenhvile, der sørgede for, at HVO’s styrker blev trukket tilbage.

[…]

Da vi kørte ind i Ahmici sammen med styrker fra den britiske bataljon (FN-soldater), gik tragedien for alvor op for os. Overalt så vi ligene af civile muslimer, nedbrændte huse, udbrændte biler og døde dyr. […]

Stanken var ulidelig, og synet af de mange brændte lig fik det til at vende sig i vore maver. I de brændte huse fandt vi de forkullede rester af familier, der kun få dage før havde levet en forholdsvis ubekymret tilværelse. I et af husene fandt vi de brændte lig af en familie, hvor vi kunne se, at en af de voksne lå med armene om det mindste barn. Forældrene havde til det sidste forsøgt at trøste og beskytte deres børn, inden de sammen mødte døden i den kroatiske blodrus.

Vi mødte en kvinde, der var flygtet, og nu vendt tilbage. Grædende fortalte hun os fra ECMM [EU’s observatørkorps], at en kroatisk soldat havde skudt hendes lille barn ud af hænderne på hende, hvorefter hun var blevet tvunget til at efterlade liget af babyen i køkkenet. Hun var nu vendt hjem for at begrave sit barn. Vi fandt det forkullede babylig, hvor hun havde fortalt, at det var blevet efterladt.

Massakren mod Ahmici kostede langt over hundrede civile muslimer livet.

Alle oplysninger om den kroatiske offensiv og de medfølgende myrderier er blevet bevist over for FN’s krigsforbryderdomstol. Det er blevet dokumenteret hvilke enheder, der stod bag forbrydelserne. Mange af drabene blev begået af en specialstyrke fra militærpolitiet, der blev kaldt ’Jokers’. Disse ’Jokers’ gik igen ved mange af de andre forbrydelser mod civile muslimer i det centrale Bosnien. Lederen af ’Jokers’ var Anto Furundzija, der senere blev idømt 10 års fængsel ved domstolen i Haag.

 

Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk