Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Forår i Prag
//
Tekst 5

Alexander Dubceks beskrivelse af begivenhederne den 21. august 1968

Det tjekkoslovakiske kommunistpartis generalsekretær Alexander Dubcek har i sine erindringer »håbet dør sidst« beskrevet hændelserne i Tjekkoslovakiet den 21. august 1968 på følgende måde.

21. august

I går; den 20. august 1968 omkring kl. 23, rykkede tropper fra Sovjetunionen, den Polske Folke­repu­blik, den Tyske Demokratiske Republik; den Ungarske Folkerepublik og den Bulgarske Folke­republik ind over Tjekkoslovakiets grænser. Det skete, uden at republik­kens præsident, National­forsamlingens formand, ministerpræsidenten eller førstesekretæren for Tjekkoslovakiets Kommu­nistiske Partis centralkomité var vidende om det.

Centralkomiteens præsidium var samlet til møde i disse timer for at drøfte forberedelserne til den 14. partikongres. Centralkomiteens præsidium hen­stiller til alle republikkens borgere at bevare roen og ikke gøre modstand mod de fremrykkende væbnede styrker. Hver­ken vor hær, sikkerhedsstyrkerne eller folkemilitsen har fået ordre til at forsvare landet.

Præsidiet betragter denne handling som et brud på alle principper for forholdet mellem de socialistiske stater og i strid med folkerettens grundlæggende normer.

Alle ledende funktionærer i staten, i Tjekkoslo­va­kiets Kommunistiske Parti og i den Nationale Front forbliver i deres funktioner, hvortil de er valgt som repræsentanter for folket og for medlemmer­ne af deres organisationer i henhold til de love og andre vedtægter, der er gældende iden Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik.

Konstitutionelle funktionærer samles omgående til møde i Natio­nalforsamlingen; og republikkens re­ge­ring, og Tjekkoslovakiets Kommunistiske Partis præ­sidium sammenkalder til plenarmøde i central­komiteen for at drøfte situationen.

 

Da udkastet blev sat til afstemning klokken 01.30 den 21. august, var der syv stemmer for og fire imod. De, der stemte for, var jeg selv, Smrkovsky, Kriegel, Spacek, Cernik, Piller og Barbirek. Imod stem­te Bilak, Kolder, Svestka og Rigo. De fleste kandidatmedlemmer og sekretærer støttede også resolutionen, og så vidt jeg husker, var kun Jakes, Kapek og Indra imod. Ingen udtrykte åbent deres støtte til den sovjetiske invasion. I stedet for­dre­jede de deres ord på forskelli­ge måder for at und­gå at sige, hvad de mente. De må have vidst, at de ville blive fordømt af hele samfundet. Som vi senere erfarede, havde russerne informeret disse mænd om invasionen flere dage tid­ligere, og de havde sagt ja til at sørge for en ’legal’ retfærdig­gørelse af den. Det mislykkedes totalt for dem.

De var formentlig allerede klar over, at deres manglende evne til at give invasionen et legalt påskud var en fadæse af enorme dimen­sioner. Uden vort vidende - men formentlig ikke uden disse quis­linges - havde russerne allerede via nyhedsbureauet Tass udsendt en officiel med­del­else til hele verden, hvori de hævdede, at inva­sionen var en reaktion på en anmodning fra tjekko­slo­vakiske ”parti- og statsmyndigheder”. Derfor var vor erklæring så vigtig. Den afsløre­de Tass' meddelelse som løgn og invasionen som en utilsløret aggres­sion.

Efter afstemningen om erklæringen sluttede mødet. Klokken 02.00 tog ministerpræsident Cemik til sit kontor, og præsident Svo­boda vendte tilbage til slottet.

Derpå diskuterede jeg med Bohumil Simon, førstesekretær i Prag, muligheden for en omgå­ende indkaldelse af den 14. partikongres el­ler i det mindste et møde mellem de valgte delegerede. Jeg var bange for, at de delegerede måske ville blive fanget og skudt, så snart de var samlet, så vi blev enige om, at partiets bykomite skulle prøve at samle de delegerede til et møde et hemmeligt sted.

Der gik endnu to timer. Luften dirrede af larmen fra flyvemaski­ner, og inden længe erfarede vi, at der landede et russisk fly hvert minut i Rusyne lufthavn, medførende kampvogne, panser­køre­tøjer og soldater.

Man har spurgt, hvorfor vi ikke forlod byg­nin­gen, gik under jorden og satte os i  spidsen for en mod­stands­bevægelse. Selvfølgelig overvejede jeg denne mulighed, og det samme gjorde Smrkovsky, Simon og andre. Men det forekom os, at det ville stride mod vor fælles beslutning om kun at yde politisk modstand, og herunder hørte at blive på vore poster for at forhindre, at de blev overtaget af forrædere. Vi var naturligvis godt klar over, at vi kunne fjernes fysisk, men det var noget helt andet end frivilligt at forlade vore poster. Derfor blev vi i centralkomi­teens bygning.

Mens vi ventede, vandrede jeg rundt på gangene i den store bygning. Jeg så mange ansatte i central­komite­apparatet på deres pladser. Jeg husker også, at jeg inden de sovjetiske faldskærmstroppers og KGBs ankomst blev ved med at kigge på telefo­nerne på mit skrivebord, som om jeg ventede, at nogen stadig kunne tænkes at ringe for at sige, at det hele bare var en stor misforståelse.

Imens samledes adskillige hundrede, måske adskil­lige tusinde mennesker foran centralkomiteens byg­ning. Først og fremmest unge, og de bar flag, og jeg hørte dem råbe mit navn og synge national­sangen, men også Internationale. Hvilken bitter ironi!

Omkring klokken 04.00 førte en sort Volga­ limou­sine en kolonne af tanks og panserkøretøjer over Hlavkabroen over Vlata mod byg­ningen. Mængden skiltes, inden kolonnen kørte hen over den, men ikke hurtigt nok, og det kom til sammenstød, hvor­under russerne affyrede maskingeværer. En ung civil­person blev dræbt for øjnene af os. Smrkovsky, som stod ved siden af mig, greb ophidset en af tele­fo­nerne, drejede et nummer og råbte til en eller anden i den anden ende af ledningen, at de skulle stoppe myrderierne. Jeg troede først, han talte med Tjervonenko, men så gik det op for mig, at han talte tjekkisk, og Tjervonenko forstod ikke tjekkisk.

Derefter så vi faldskærmstropper - eller ”lufti­nfan­teri” for nu at bruge Den Røde Hærs udtryk - springe ned fra deres køretøjer med automatrifler i hånden og hurtigt omringe bygningen. Kort efter blev alle telefoner inklusive det interne telefonnet afbrudt.

Daggryet var ved at forvandles til fuldt dagslys, da en afdeling soldater ført af flere officerer stormede ind i bygningen. Klokken var næsten 09.00, da om­kring otte faldskærmssoldater og en eller to un­der­officerer kom farende ind i mit kontor og ]ukkede og låsede alle vinduer og døre. Det var fuldstændig som et væbnet røveri. Helt automatisk rakte jeg ud efter en telefon på mit skrivebord, men en af  sol­daterne rettede sin maskinpistol mod mig, greb fat i telefonen og flåede ledningen ud af væggen.

Jeg kan ikke huske nøjagtigt, hvor mange af os der stadig var på mit kontor, men jeg ved i hvert fald, at Smrkovsky, Kriegel, Spacek, Sadovsky og Simon var der og formentlig også Mlynar og Slavik. Pludselig fløj døren ud til gangen op igen, og ind kom nogle høj­erestående officerer fra KGB, deriblandt en højt dekoreret, meget lille oberst og en sovjetisk tolk, som jeg havde mødt før et eller andet sted. Jeg tror, han havde været i Prag sammen med marskal Jaku­bovskij nogle få uger tidligere. Den lille oberst lirede hurtigt en liste over alle de tilstedeværende tjekkoslovakiske partifunktionærer af sig og fortalte os, at han nu ville tage os ”under sin beskyttelse”. Man må nok sige, at vi var beskyttet - siddende rundt om bordet med hver sin maskinpistol rettet mod baghovedet.

En KGB-officer beordrede derefter mig, Smrkov­sky, Kriegel og Spacek til at følge med. Da vi var på vej ud, fik jeg øje på min kon­torchef Sojak og bad ham lavmælt om at sikre sig min dokument­mappe, som indeholdt papirer, jeg ikke ønskede, russerne skulle få fingre i. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at Sojak var med i sammen­sværgelsen. Da jeg vendte tilbage en uge senere, fandt jeg godt nok min map­pe, men de papirer, jeg havde været bekymret for, var for­svundet.

KGB-manden førte os over gangen til det kontor, der tilhørte Cestmir Cisar, den reformistiske cen­tral­komitesekretær, som allerede var gået under jor­den, hvad jeg senere fandt ud af. Der ventede adskil­lige sovjetiske officerer plus nogle andre i civil, der viste sig at være ”frivillige” fra vort eget sikker­hedspoliti, som havde fået til opgave at arrestere os formelt. En af dem sagde med en underlig stiv og mekanisk stemme, som om han var en dårlig ama­tørskuespiller: »Jeg anholder dig på vegne af Arbejder- og Bonderegeringen ledet af kammerat Indra«. Efter en kort pause tilføjede han, at vi i løbet af to timer ville blive ført for et ”revolutions­tribunal” også ledet af kammerat Indra.

Smrkovsky, som var temmelig hidsig, affyrede omgående et spy­digt spørgsmål med hensyn til dette såkaldte tribunals legitimitet. Jeg troede ikke, det tjente noget formål overhovedet at tale med disse mennesker, som forholdene var, og sagde derfor: »Drop det, Josef!«.

Vi blev anbragt langs med et rek!angulært bord, hver med sin egen specielle vogter over for sig, en oberst eller en oberstløjtnant. Der gik omkring to timer, før endnu KGB-Officer kom ind og beordre­de mig til at følge med. Med min oberst i hælene blev jeg ført ned ad trapperne og hen ad gangen til en bagdør ud til bygningens gårdplads, hvor jeg så adskillige tanks og andre militærkøretøjer. De beordrede mig til at kravle op på et panserkøretøj med otte hjul og et rundt mandehul øverst oppe, som de skubbede mig nedigennem. Et øjeblik efter blev Kriegel også skubbet derned, og køretøjet satte sig i bevægelse. Jeg prøvede at regne ud efter svin­gene, hvor de kørte os hen, og da der var gået lidt, indså jeg, at det højst sandsynligt var til Ruzyne lufthavn. Det strejfede mig, at vi ligeså godt kunne være på vej til fængslet af samme navn i det samme område, et trøstesløst sted, der var bygget i begyn­delsen af 1950'erne og var et ubehageligt minde om den tids undertrykkelser. Men jeg var stadig ikke helt sikker på, hvor vi var, og jeg besluttede at be­nytte et kneb for at finde ud af det.

Jeg lod, som om jeg havde åndedrætsbesvær, og bad vore vagter om at åbne mandehullet, så der kunne komme lidt luft ind. Jeg kun­ne se, at min anmod­ning gjorde dem nervøse. Deres ordrer lød type­ligvis på at føre mig et eller andet sted hen i live, hvor det så end måtte være. Men de åbnede alligevel  lugen, og idet de gjorde det, rejste jeg mig op og stak hovedet op gennem hullet. Vi var på en gade, jeg genkendte, med beboelsesejendomme på begge sider og folk, der kiggede ud ad vinduerne. Nu vidste jeg, at de var ved at føre os til lufthavnen. Selvfølgelig skyndte de sig at hale mig ned igen, men jeg havde set tilstrækkeligt.

Klokken var lidt over tolv, da vi ankom til luft­havnen. Kriegel og jeg blev ført til et kontor i stue­etagen. De havde anbragt Smrkovsky, Simon og Spacek i de tilstødende kontorer, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Alle vi fem, der var blevet arre­steret i centralkomi­teens bygning, var nu i luft­havnen cirka femten kilometer fra den gamle by i Prag, og senere på dagen fik vi selskab afCernik, som de havde pågrebet i ministerpræsidentens kontor.

 

[…]

 

Podgornij sagde: »Vi må tale sammen«.

Jeg svarede: »Om hvad og hvor?«

Han besvarede ikke den første del af mit spørgsmål, men sagde, at vi burde mødes i Moskva.

Til det svarede jeg: »Og hvordan havde De så tænkt Dem, at jeg skulle komme til Moskva? Som fange? Allerførst må jeg vide, hvor de personer er, som blev arresteret sammen med mig. Jeg er ikke villig til at overveje Deres forslag, før vi alle er samlet igen«.

Han sagde, at det ville blive arrangeret, og at vi snart ville mødes i Kreml.

Han holdt ingen af sine løfter. De førte mig til Moskva mod min vilje, som fange, og uden at forene mig med de andre arresterede personer. Der var intet normalt, retfærdigt eller frivilligt i de såkald­te forhandlinger, som derefter fulgte. Ikke desto mindre behøvede de nu, tre dage efter at de havde okkuperet mit land og truet med et revolu­tions­tribunal og formentlig en eksekutionspeloton, at tale med mig, og nu ville jeg vide hvorfor.

 

Tekst 4 | Oversigten over kildetekster | Tekst 6

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk