Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Thorsten Borring Olesen om Renzo De Felice

Denne kildetekst er starten på en artikel i Historisk Tidsskrift fra 1991. Artiklen er en videnskabelig artikel og dermed skrevet i et lidt vanskeligt sprog, men den giver et indtryk af en af de vigtigste (og omdiskuterede) fascisme-forskere i Italien, Renzo De Felice (1929-1996).

 

Et langvarigt forhold Renzo De Felice og Mussolinibiografien

Omkring 30 år har det bestået, forholdet mellem historikeren Renzo De Felice og Italiens »Duce«, Benito Mussolini. Et langt forhold efter moderne standard, og intet tyder på, at det afsluttes de første år. Skønt en smule ensidigt, har det heller aldrig manglet i intensitet. I skrivende stund har De Felice således dediceret ikke mindre end 5.648 paginerede sider fordelt på 4 bøger i 7 bd. til at portrættere og analysere Mussolinis liv og gerninger. Om forholdet har været lykkeligt kan diskuteres. Det har ubestrideligt fasttømret De Felice som den førende ekspert på fascismens historie, men har også på uadskillelig og skæbnetung vis knyttet hans navn til Mussolinis (hvordan Mussolinis oplevelse af forholdet har været, ved vi af gode grunde ikke; der er dog al grund til at tro, at han må være relativ tilfreds sammenlignet med, hvad han ellers har måttet lægge ryg til). En ting er imidlertid givet: De Felice betragter forholdet som mere tilfredsstillende end hans kritikere gør.

Renzo De Felice er født i 1929 og er i dag professor i »Storia Contemporanea« ved Roms La Sapienza universitet. Han er elev af Federico Chabod og især af Delio Cantemori, hvilket forklarer hans interesse først for den jakobinske tradition i Italien, dernæst og mest fundamentalt for fascismen. Han forlod, i øvrigt sammen med Cantemori, det italienske kommunistparti, PCI, efter opstanden i Ungarn i 1956. Denne kendsgerning er nok vigtig at holde sig for øje for både at forstå De Felices tiltagende opgør med den kommunistiske historieskrivning i Italien, men også hårdheden i megen af den kritik, han selv har været udsat for.

De Felice ser imidlertid ud til at trives med kritikken, ja, opsøger den ofte ligefrem selv, har man på fornemmelsen. Og uanset, hvordan man bedømmer ham, må man medgive, at han har sine meningers mod.

I Italien hører man ofte, at De Felice basalt set er en heretiker, og henviser til udtalelser som den følgende, som faldt i et interview med avisen »Corriere della Sera« i 1987. »Officielt udgør anti-fascismen vor nuværende republiks grundlag, men i virkeligheden bortset fra visse modifikationer har man ikke gjort andet end at restaurere den gamle giolittanske og liberale stat (fra før fascismen, min anm.)«. Og når han fortsætter med at sige, at man derfor lige så godt kan ophæve forfatningens anti-fascistiske normer, virker det ikke blot som en provokation mod venstrefløjen, men i lige så høj grad mod det etablerede kristelig-demokratiske establishment. Det så man i den efterfølgende debat, som i en måneds tid efter interviewet bølgede i de italienske medier.

De Felices første store værk om den italienske fascisme, »Storia degli ebrei italiani sotto il fascismo«, udkom i 1961. Siden er det gået slag i slag. I 1965 kom første bd. af Mussolini-biografien, »Mussolini. Il rivoluzionario 1883-1920«, og dette arbejde er foreløbig kulmineret med udsendelsen af to-binds værket, »Mussolini. L'alleato 1940-1943«, i slutningen af 1990. Indimellem har han ud over de øvrige bd. i Mussolini-biografien publiceret adskillige andre bøger, samt et hav af artikler. Af overskuelighedsgrunde skal jeg her nøjes med at fremhæve to af de vigtigste af disse publikationer. Den første af disse er »Le interpretazioni del fascismo« fra 1969, som er en præsentation af både samtidens og eftertidens italienske og udenlandske analyser og tolkninger af det italienske fascisme-fænomen. Bogen er blevet en international succes og er foreløbig oversat til syv sprog. Den anden er egentlig ikke en af De Felices egne publikationer, men et interview foretaget af den amerikanske historiker Michael Ledeen med De Felice. Denne publikation er måske næsten den, der har vakt størst furore og debat, fordi De Felice i dette interview fra 1975 spidsformulerede en række af sine synspunkter på fascismen, som nok fandtes i hans egne publikationer, men som hans omstændelige skrivestil havde en tendens til at sløre og gøre mindre skarpe.

De Felice må ses som den mest prominente eksponent for den gruppe af yngre historikere, »revisionisterne«, som fra midten af 1960'erne begyndte at gøre op med den etablerede historieskrivning om den fascistiske periode og 2. Verdenskrig. Op til dette tidspunkt havde såvel venstreorienterede som liberale historikeres tilgang til studiet af fascismen først og fremmest været - implicit eller eksplicit - anti-fascistisk. Den nye generation, derimod, mente, at man ikke a-priori kunne udtale sin dom over fascismen, men at man måtte lade kilderne tale først og derefter basere sine bedømmelser herpå. Som konsekvens var revisionisternes analyser meget klarere empiribaserede end forgængernes, hvilket på sin side betød, at de havde et solidt fundament at forsvare sig på, når de blev angrebet for deres revisionisme.

Revisionisterne vandt da også sikkert fodfæste og etablerede sig gradvist fra slutningen af 60'erne som den dominerende forskningstradition. I 1970'erne var det ikke længere den gamle anti-fascistiske skole, som udgjorde hovedudfordringen for revisionisterne, men derimod en ny, ung generation af historikere med tilknytning til »det nye venstre«. Deres tilgang var generelt teoretisk og strukturorienteret i modsætning til revisionisternes. Som helhed må man dog slå fast, at 70'er-generationen var bedre til at problematisere revisionisternes forskningsresultater og -metoder, end de var til selv at tilvejebringe blivende forskningsresultater.

På den baggrund kan det ikke undre, at det i dag er den revisionistiske skole og dens tilkomne elever, der behersker fascismeforskningen.Det betyder imidlertid ikke, at der hersker en bred konsensus i synet på fascismens historie, eller at al kontroversialitet er fjernet fra forskningen. Den revisionistiske skole er langt fra længere en homogen og kompakt gruppe. Det er ikke nødvendigvis overensstemmelser i syn og tolkninger, der karakteriserer skolen, men snarere den solide empiriske fundering som ufravigeligt krav. Det er på det grundlag man kan sige, at revisionisterne behersker fascismeforskningen i dag og gør det på særdeles frugtbar maner. Fascisme-forskningen oplever igen her ved indgangen til 1990'erne en sand opblomstring efter en 'stille' periode siden begyndelsen af 1980'erne.

 

Tekst 31 | Oversigten over kildetekster

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk