Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

En øjenvidneskildring fra Sovjetkongressen

Den amerikanske journalist og kommunist John Reed var i Petrograd under revolutionen og var også til stede ved Den Anden Alrussiske Sovjetkongres’ møde den 26. oktober 1917. Han beskrev revolutionsforløbet i sin bog Ti dage der rystede verden fra 1919. I dette uddrag skildrer han vedtagelsen af dekretet om fred.

 

Klokken var netop 08.40, da en torden af hurraråb forkyndte, at præsidiet kom ind – med Lenin, den store Lenin, iblandt sig. En lavstammet figur med et stort hoved på en kort hals, skaldet og kuplet. Små øjne, kort næse, en bred og venlig mund og en kraftig hage, i øjeblikket barberet, men allerede med synlig begyndelse til det overskæg, han var kendt for i fortid og fremtid. Tøjet sad dårligt, bukserne var alt for lange. Skønt for lidt repræsentabel til at blive en folkemasses afgud var han alligevel elsket og tilbedt som måske få ledere i historien har været det. En mærkelig folkefører – en leder alene ved sin forstand: farveløs, uden vittigheder, uden kompromisser, uden fordomme, uden maleriske mærkværdigheder – men med kraft til at forklare dybe ideer med enkle ord, til at analysere en konkret situation. Og i forening med kløgt den største intellektuelle dristighed.

 

Kamenev var ved at oplæse en beretning om den militære revolutionskomites virksomhed, afskaffelse af dødsstraf i hæren, genoprettelse af fri ret til propaganda, løsladelse af officerer og soldater, der var arresteret for politiske forbrydelser, ordrer til at arrestere Kerenskij og konfiskation af fødevarelagre i private lagerbygninger ... Vældigt bifald.

 

På ny talte en repræsentant for den jødiske gruppe ’Bund’. Bolsjevikkernes stive holdning ville føre til revolutionens nederlag, derfor måtte Bunds delegerede opgive at blive i kongressen længere. Råb fra tilhørerne: »Vi troede, l var gået i aftes? Hvor mange gange til vil l udvandre?«

 

Så talte en repræsentant for de mensjevikkiske internationalister. »Hyl: Hvad for noget? Er l her endnu?« Taleren forklarede, at kun en del af de mensjevikkiske internationalister havde forladt kongressen, resten ville blive: [...] »Vi anser det for farligt og måske dræbende for revolutionen, hvis magten lægges i sovjetternes hånd« – afbrydelser – »men vi føler, at det er vor pligt at blive på kongressen og stemme imod her!«

 

Andre talere fulgte, øjensynlig planløst. [...]

 

Nu stod Lenin på talerstolen og greb med hånden om dens kant, hans små gnistrende vandrede ud over skaren, mens han stod og ventede, tilsyneladende helt ligegyldig over for den lange, rullende ovation, der varede flere minutter. Da den var endt, sagde han blot: »Vi vil nu tage fat på at opbygge det socialistiske samfund!« På ny dette overvældende menneskelige bifaldsbrøl.

 

»Det første er vedtagelsen af praktiske skridt til at opnå fred. Vi vil foreslå alle krigsførende nationer og deres regeringer fred – en sådan fred må efter regeringens opfattelse være en øjeblikkelig fred uden anneksioner, uden voldelig indlemmelse af fremmede nationaliteter og uden erstatningsbetalinger. Samtidig vil vi holde vort løfte og opsige og offentliggøre de hemmelige traktater ... Spørgsmålet om krig og fred er så klart, at jeg tror, at jeg uden indledning kan oplæse udkastet til en proklamation til folkene i alle krigsførende lande«.

 

Hans brede mund syntes at smile, den åbnedes vidt, når han talte, hans røst var hæs – ikke ubehageligt hæs, men med en vis hærdning efter års taler og atter taler-og han fortsatte monotont han kunne fortsætte i det uendelige ... Ville han understrege noget, bøjede han sig let fremover. Ingen gestus. Og foran ham-tusind enkle ansigter stirrende i spændt beundring.

 

[Lenin oplæser forslaget til dekretet om fred].

 

Da bifaldsstormen var døet hen, talte Lenin på ny:

 

»Vi foreslår kongressen at ratificere denne deklaration. Vi henvender os både til regeringerne og folkene. Vi kan ikke ignorere regeringerne, thi så forhales den mulige fredsslutning [...]

 

Vi foreslår en våbentilstand på tre måneder, men forkaster heller ikke et kortere tidsrum, for at den udmattede hær i det mindste kan puste ud i nogen tid, og desuden er det nødvendigt at indkalde folkeforsamlinger i alle kulturlande for at drøfte betingelserne. Regeringer og bourgeoisi vil gøre sig alle mulige anstrengelser for at slutte sig sammen og drukne arbejder- og bonderevolutionen i blod. Men vi håber, at der snart vil udbryde revolution i alle krigsførende lande, det er grunden til, at vi især henvender os til arbejderne i Frankrig, England og Tyskland ...«

 

»Revolutionen«, sluttede han, »har indledt den sociale revolutions æra ... Arbejderbevægelsen vil få overtaget og bane vej for freden og socialismen«.

 

Der var noget roligt og stærkt i alt dette, som rørte menneskenes sind. Det var let at forstå, hvorfor folk troede på Lenin, når han talte. [...]

 

Taler fulgte efter taler, under stigende begejstring. Ukrainske socialdemokrati, støtte. Litauiske socialdemokrati, støtte. Folkesocialisterne, støtte. Polske socialdemokrati, støtte – men ville foretrække en socialistisk koalition. Lettiske socialdemokrati, støtte ... en gnist var tændt i disse mænd. En talte om den »kommende verdensrevolution, i hvilken vi er avantgarden«, en anden om »broderskabets nye æra, hvor alle nationer vil blive en stor familie«. [...]

 

Lenin spang op. »Vi ønsker en retfærdig fred, men vi er ikke bange for en revolutionær krig ... Sandsynligvis vil de imperialistiske regeringer ikke besvare vor appel – men vi vil ikke udstede et ultimatum, som let kan besvares med et nej ... Hvis det tyske proletariat indser, at vi er rede til at alle fredstilbud, vil det måske være den sidste dråbe, der får bægeret til at flyde over – og revolutionen vil udbryde i Tyskland ...«

 

Klokken var 10.35, da Kamenev bad alle tilhængere af proklamationen om at stemme for den med deres mandatkort. En delegeret rakte hånden op imod, men de omgående skarpe mishagsytringer omkring ham fik ham til at tage hånden ned i en fart ... Enstemmigt vedtaget.

 

Med et fandt vi efter fælles indskydelse os selv stående, syngende Internationale med stigende kraft. En gammel gråsprængt soldat hulkede som et barn. Aleksandra Kallontaj viskede hurtigt en tåre bort. De vældige toner rullede gennem salen og hørtes langt bort. »Krigen er slut! Krigen er slut!« sagde en ung arbejder nær ved mig med strålende ansigt. Og da sangen var endt, og vi stod der i en genert stilhed, råbte en bagest i salen: »Kammerater! Lad os mindes dem, der døde for friheden!« Så begyndte vi at synge sørgemarchen, den langsomme, melankolske og dog sejrsikre hymne, så russisk og bevægende. Internationale var trods alt en udenlandsk melodi. Sørgemarchen forekom at være selve sjælen i disse mørke masser, hvis delegerede sad i sovjettens sal og ud fra dunkle visioner begyndte at bygge et nyt Rusland – og måske mere end det.

 

Tekst 31 | Oversigten over kildetekster | Tekst 33

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk