Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Døde krigsforbrydere

14. april 1998 døde en af århundredets største forbrydere. I en alder af 70 år og efter i mere end tre årtier at have skabt rædsel og gru blandt sine landsmænd åndede De Røde Khmerers topleder, Pol Pot, ud i en lille træhytte i Cambodjas nordligste jungle. Teksten er skrevet af Anette Marcher og er fra Politiken 8. juli 2001:

 
Med sig i graven tog han sine ultramaoistiske teorier. Dem, som dannede ideologisk fundament for De Røde Khmerers rædselsregime 1975-79, og som på tre år, otte måneder og 20 dage kostede mindst 1,7 og måske helt op mod 3 millioner cambodjanere livet - det vil sige mellem en tredjedel og en fjerdedel af landets befolkning. I årene efter De Røde Khmerers fald fra magten havde Pol Pots paranoia og ubøjelighed betydet, at borgerkrigen i Cambodja fortsatte ufortrødent trods internationale mæglingsforsøg og FNs største og dyreste fredsmission nogensinde, UNTAC.
Pol Pot døde uimodsagt, ubøjelig og ustraffet.
Den fornøjelse får Jugoslaviens Slobodan Milosevic ikke. Uanset hvor meget han bestrider krigsforbryderdomstolens legalitet, begyndte regnskabets time for ham, det øjeblik han landede i Haag.
Det er vigtigt at huske, at retsopgør i forbindelse med folkemord og forbrydelser mod menneskeheden ikke kun handler om retfærdighed, hævn og straf. Det handler også om historieskrivning - om ganske enkelt at finde ud af, hvad der skete, hvornår og hvor og hvem der gav ordrene - og få nedfældet detaljerne og beretningerne i officielle dokumenter og annaler, som er tilgængelige for alle. Oplysning er ofte den bedste prævention - selv om det ikke altid virker.
Og så handler det om afklaring for de mennesker, som har været involveret i konflikten. Om at få frygten, sorgen og rædslerne bearbejdet. I Cambodja er folkemordet 25 år gammelt, og cambodjanerne er først for nylig så småt begyndt at tale med hinanden om det. Der findes stadig ægtepar, som aldrig har fortalt hinanden, hvad der skete med dem under Pol Pot-regimet, og nationen går rundt som ét stort latent traume, der lurer lige under overfladen.
Da Nürnberg-domstolen mod naziforbrydere blev etableret efter Anden Verdenskrig var en af tankerne bag den - især fra amerikansk side - at den skulle have en opdragende effekt på befolkningen. Tyskerne skulle med egne ører høre, hvad deres ledere havde gjort. I Cambodja ved mange gamle Røde Khmer-soldater ikke, at den bevægelse, de viede halvdelen af deres liv til, slog hundredtusinder af deres landsmænd ihjel. Og de vil først tro på det, den dag et uafhængigt, troværdigt organ fortæller dem det.
Derfor er det legitimt at diskutere, hvor et retsopgør skal foregå: I hjemlandet eller i et neutralt tredje land. Mange serbere har ytret ønske om, at Milosevic skulle retsforfølges hjemme i Serbien. Det ville bringe retsopgøret tættere på den lokale befolkning, og den 'opdragende effekt' ville være større, når alle havde direkte adgang til retslokalet. En anden ting er, at diktatorer bedst afmystificeres ved at blive stillet offentligt til skue i en helt almindelig, hjemlig retssal.
Men ud over det principielle i, at forbrydelser af den størrelsesorden er internationale anliggender og skal behandles internationalt, skaber hjemlige retsopgør en række problemer. Nogle vil påstå, at en national domstol er mere modtagelig for politisk pres. Andre vil påpege, at vidner vil tale under større frihed, hvis de placeres i et neutralt miljø end i vidneskranken hos den lokale domstol, der måske er kendt for at være dybt korrupt. Man kunne også sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange kosovaalbanere der ville have lyst og mod til at tage til retssag i Beograd.
Mængden og kvaliteten af vidnerne er essentielle for en krigsforbryderretssag. Dokumenter og papirer holder som beviser et vist stykke hen ad vejen, men skal ud- og underbygges af vidneudsagn.
Milosevic vil ikke tale ved domstolen - ud over måske at anklage NATO og andre internationale uvenner - og det ville Pol Pot heller ikke have gjort, så det er assistenterne og de underordnede i kommandovejen, der skal skabe sagen mod toplederen.
Eller toplederne. For hverken Milosevic eller Pol Pot var jo alene om forbrydelserne.
I Cambodja lever langt de fleste af Pol Pots håndgangne mænd stadig i frihed og bedste velgående. Udenrigsminister Ieng Sary, ledende partiideolog Nuon Chea og præsident Khieu Samphan for blot at nævne nogle stykker. Og de har verdens bedste undskyldning for, at de ikke kan bebrejdes, at så mange cambodjanere døde, da de var ved magten: Vi adlød bare ordrer. Det var Pol Pots skyld alt sammen.
Det er meget belejligt. For han er jo død. Så det er der ikke nogen, der kan gøre noget ved.
Det kan de heldigvis i Jugoslavien.

 

Tekst 26 | Oversigten over kildetekster

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk