Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Henrik Kaare Nielsen: Nationen og demokratiet i Tyskland i dag, 1988

Udviklingen i DDR kom bag på mange, også de professionelle så sig overhalet af den historiske udvikling. Forfatteren til teksten var en nøje kender af Tysklands historie og de aktuelle forhold i slutningen af 1980’erne. Da Muren blev åbnet befandt den vesttyske forbundskansler Helmuth Kohl sig i Polen.

 

Kilde: Den Jyske Historiker, nr. 43-44, 1988, s. 249-250 og 253.

 

Den tyske nation er i dag død og begravet. Da der imidlertid ikke eksisterer nogen almen enighed om, hvilket dødskriterium der har gyldighed med hensyn til nationer, og da fortsat står heftig strid om tilfældet Tyskland, er det nok på sin plads indledningsvis at præcisere de præmisser, som ligger til grund for udskrivelsen af ovenstående dødsattest. »Nationen« forstås her som en helt prosaisk størrelse: den er defineret ved nationalstaten, subsidiært det kompleks af sociale interesser, som i nationalstatsdannelsen finder platform for indbyrdes kompromis og fælles interessevaretagelse i de internationale relationer. Findes der ingen nationalstat eller væsentlige sociale interesser, der med en bred konsensus bag sig arbejder for oprettelsen af en sådan, findes der med andre ord heller ingen nation.

I denne forstand eksisterer den tyske nation altså ikke længere. I henhold til international ret er det ganske vist stadig op til 2. Verdenskrigs sejrherrer at afgøre, hvad der skal ske i Tysklands-spørgsmålet; men det er tom formalitet. Som vi har set ovenfor, blev det i realiteten den kolde krigs interessekonstellationer, der afgjorde spørgsmålet i form af integrationen af Øst- og Vesttyskland i hver sin økonomiske, politiske og militære blok.

I dag har de to tyske stater konsolideret sig som økonomisk førende i hver sin blok, og den realpolitiske mulighed for tysk genforening er lige så fjern som ophævelsen af selve blokdelingen. Ja, selv hvis man forestillede sig Øst-Vest-konflikten afviklet, ville Tysklands genforening ikke nødvendigvis stå på dagsordenen: dels ville en række europæiske nabolande – med Frankrig i spidsen – på det bestemteste modsætte sig en ny samling af Tyskland; dels ville eliterne i BRD og DDR næppe have nogen interesse i de samfundsmæssige forandringer, som en sammenlægning af de to staters territorier ville medføre, da denne proces ville bringe eliternes privilegier i fare.

[…]

Der ulmer ikke noget nyt Polen i DDR, som den vestlige offentligheds ønsketænkning til tider gav det udseende af. Kirken i DDR er loyal overfor staten, og den har ikke nær den basis i befolkningen – og dermed en selvstændig magtposition – som den katolske kirke i Polen har. Heller ikke på andre områder af det østtyske samfund synes polske tilstande at bane sig vej. DDR-borgerne forekommer i almindelighed at udvise en høj grad af lydighed overfor staten – uden dog nødvendigvis at elske den. Staten garanterer borgerne materiel sikkerhed og høster som modydelse en vis, passiv konsensus. Når vi ser bort fra de omtalte fredsgrupper og lejlighedsvise ungdomsuroligheder, har DDR-styret ikke haft disciplinproblemer siden opstanden i 1953.

 

Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk