Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Årsrapport fra den amerikanske ambassade i Danmark, 1972

Nedenstående kilde er et fortroligstemplet telegram fra den amerikanske ambassade i København til det amerikanske udenrigsministerium, Department of State, dateret 28. juni 1972. Telegrammet indeholder sammenfatninger og anbefalinger fra ambassadens årlige politiske vurdering af det dansk-amerikanske forhold. I begyndelsen af 1970’erne var det dansk-amerikanske forhold i høj grad betinget af den brede folkelige kritik i Danmark af USA’s krigsførelse i Vietnam, hvilket også fremgår af telegrammet.

 

Kilden er en uofficiel oversættelse, originalen er tilgængelig på www.koldkrigsudredningen.dk.

 

Til: Department of State

Info: Bonn, Helsinki, London, Oslo, Paris, Reykjavik, Stockholm, USNATO, USEC Brussels, USEUCOM for POLAD, USNAVEUR for POLAD, SHAPE for POLAD

Fra Embassy Copenhagen

Dato: 28. juni 1972

Emne: U.S. Politisk vurdering – Danmark – 1972

Ref.: 11 FAM 212.4, CERP 0001

 

Sammenfatning og anbefalinger

Danmarks betydning for USA stammer i højere grad fra Danmarks deltagelse i en vifte af multilaterale aktiviteter end fra vore rent bilaterale forbindelser. Til trods for dets beskedne størrelse, er Danmark, naturligvis, en vigtig samhandelspartner for USA – hvor USA nyder et 114 millioner dollar overskud i en samlet tovejshandel på 700 millioner dollar i 1971. Danmarks internationale position som indgang til Skandinavien, med dets industri tæt knyttet til det sydlige Sverige og dets potentielle rolle i et udvidet fællesmarked, forøger i høj grad dets økonomiske betydning for USA.

I politisk øjemed er forskellen mellem vore minimale interesser i Danmarks indenrigspolitiske affærer og vor relativt intense bekymring omkring deres involvering i samarbejdet i NATO mere slående end på det økonomiske plan. I en vis udstrækning knytter dette sig også til Danmarks rolle i FN, selvom de i dette forum kun repræsenterer en stemme blandt mere end hundrede, hvor de i NATO er en af de 15. Danmarks betydningsfulde rolle i Nordisk Råd er også af interesse for USA, ikke kun fordi danskernes indflydelse tages i brug blandt de mindre vestligt orienterede skandinaviske lande, men på grund af det modsatrettede flow af ideer og økonomisk tilknytning til de førnævnte, specielt fra Sverige. Ydermere er Danmark geografisk, historisk og kulturelt set en del af Vesteuropa og bevæger sig mod medlemskab af et udvidet europæisk fællesmarked (EF). Det er Danmarks mulige aktive rolle i fællesskabet som sandsynligvis vil være den primære interesse for USA i forhold til Danmark i mange år fremover.

Selvom spørgsmålet om dansk tiltrædelse i EF og Danmarks fortsatte medlemskab af NATO ikke er direkte forbundne, sammenfletter Danmarks lokale situation dem. For det første er de danskere, som er imod NATO med stor sandsynlighed også at finde i EF-modstandernes lejr, selvom ikke alle EF-modstandere er imod NATO. Yderligere er de mest højrøstede i begge modstanderlejre i høj grad yngre vælgere og de politiske ledere som ønsker at blive identificeret med unge.

Da få unge mennesker husker de begivenheder, der førte til stiftelsen af NATO og er typisk modvillige mod at udsætte sig selv for disciplin og finder militærservice ubelejligt, anti-militaristiske holdninger er udbredte blandt ungdommen og er ivrigt proklameret af deres parlamentariske ledere. Det var netop for at udnytte denne utilfredshed, at Socialdemokraterne, mens de var i opposition, udarbejdede et forsvarsreformprogram, som lagde op til en nedskæring af værnepligtsperioden fra 12 til 6 måneder, sammen med andre mindre velformulerede forslag.

Da den var tiltrådt, fremlagde Krag-regeringen sit forslag til en forsvarsreform for parlamentet, men har endnu ikke fået den gennemført, fordi forslaget nødvendigvis skal forhandles igennem med ikke-socialistiske partier og fordi regeringen i øjeblikket er optaget af EF-spørgsmålet. Parlamentets sommerferie har nu placeret forsvarsreformspørgsmålet bagerst i prioritetsrækken, men det vil uden tvivl komme i fokus igen når Folketinget genåbnes i oktober.

Det er klart i USA’s interesse, at Danmark forbliver medlem af NATO, også selvom dets militære bidrag ikke er helt tilfredsstillende. Det er også i vor interesse, at Danmark træder ind i Det Europæiske Fællesmarked […]. Hvis det mislykkes at træde ind i EF på dette tidspunkt, kunne det føre til en ændring i Danmarks politiske og økonomiske orientering. Dette kunne lede til en tilbagetrækning mod neutralitet og en international politisk placering lignende Sveriges, hvilket ville give plads til en styrkelse af sovjetisk indflydelse i Skandinavien.

Set i lyset heraf bør USA’s regering for enhver pris undgå at bidrage til argumenter fremført af modstanderne af dansk indtrædelse i Det Europæiske Fællesmarked. Vores opgave vil ikke blive gjort lettere af den febrilske konkurrence blandt danske aviser, de fleste af dem mærker presset fra faldende omsætning, for at skabe sensationer af enhver stump nyhed. Da mange danskere for tiden tilsyneladende er usikre på den danske rolle i international sammenhæng og hvilken retning Danmark selv bør følge i fremtiden, er de seneste forsøg fra mediernes side på at portrættere USA som tyranniserende og årsagen til næsten alle problemer faldet i god jord. Danskerne viser faktisk fortsat tegn på småstatschauvinisme og kunne måske blive vanskelige at håndtere inden for den nærmeste fremtid. Kort sagt, mens danskerne måske stadigt kan ledes, kan de dog ikke tvinges til noget, og alle amerikanske initiativer overfor Danmark skal betragtes med det in mente. Selvom det ville være urealistisk at forvente, at vi kan genskabe den gyldne æra i de dansk-amerikanske relationer som de eksisterede i midten af 1960’erne, kan meget af det tabte siden da sandsynligvis genskabes. Succes med disse bestræbelser vil kun kunne opnås gennem en målbevidst indsats. I udgangspunktet vil dette understrege nødvendigheden af at undgå en forværring af den nuværende situation, for dermed at skabe mulighed for en genopbygning af vore relationer på grundlag af den betydelige goodwill, som stadigt er tilstede.

 

Anbefalinger

1)      I den vigtige periode op til den danske folkeafstemning om EF-medlemskab (2.oktober), undgå for alt i verden at USA lægger øget pres på danskerne.

2)      Fasthold vort nuværende standpunkt, at indtrædelse i fællesmarkedet er et spørgsmål som udelukkende er op til danskerne at beslutte, mens vi stadigt tydeligt viser vor støtte til europæisk samarbejde og et udvidet EF.

3)      Opfordre til besøg af danskere i USA, for derved at udvikle bedre forståelse og værdsættelse af amerikanske politikker og procedurer.

4)      Forsøg på at reparere skaderne forårsaget af det sidste års irritationer over: Anerkendelsen af Nord-Vietnam, spørgsmålet om Kina i FN, Dansk uro i NATO, ’Laksekrigen’, den danske importafgift, etc. ved at genetablere kontakt mellem USA og Danmark på regeringsniveau. For eksempel en invitation til udenrigsminister Andersen om at besøge Washington […]. Et officielt besøg i København af et centralt medlem af den amerikanske regering ville også være meget konstruktivt.

5)      Mens man venter på en beslutning om Danmarks indtrædelse i EF, kunne Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet i samarbejde med de direkte involverede NATO-allierede (England, Frankrig og Norge) fastlægge de mest effektive måder Danmark kunne gennemføre kvalitative forbedringer af dets forsvarsstruktur. Forslag om forbedrede løn, aftrædelsesordninger og andre karriererelaterede tiltag kunne så blive lavet bilateralt og via NATO-kanaler for danskere, og derved at overbevise dem om nødvendigheden af at tilbyde ordentlige karrieremuligheder indenfor forsvaret som et middel til at tiltrække det nødvendige antal kvalificerede officerer og menigt personel.

6)      Når og hvis Danmark bliver medlem af EF, overbevise dets fællesmarkedspartnere om at bidrage til at få danskerne til at bidrage med en mere rimelig del af den fælles forsvarsbyrde.

 

Vurdering af situationen

Relationerne mellem Danmark og USA er gået ind i en ømtålelig fase, det endelige resultat er langt fra tydeligt på dette tidspunkt. Danmarks fem millioner borgere bliver trukket i flere forskellige retninger af deres mangeartede politiske, økonomiske og kulturelle bånd til nabolandene. Først og fremmest er Danmark kendetegnet ved en høj grad af kulturel enhed, men belastningerne påført af udefrakommende pres kan blive tydeligt ses i lyset af længerevarende splittelse i politiske, økonomiske og sociale spørgsmål.

Den danske opfattelse af USA er tilsyneladende stabiliseret efter en periode med nedgang forårsaget af den generelle skandinaviske utilfredshed med Vietnam-krigen, som var sammensat af deres opfattelse af amerikanske indenrigspolitiske problemer med særlig vægt på racemæssige spørgsmål. I sådanne spørgsmål som i så mange andre har den overproportionerede vægtning til fordel for venstreorienterede synspunkter af danske (og svenske) medier ført til et markant tab af indflydelse for USA. Nylige meningsmålinger synes f.eks. at indikere, at mange danskere ikke ser den store forskel mellem USA og Sovjetunionen, når de bliver spurgt, hvilken der er den største trussel mod fred eller største bidragsyder til fred! Denne tendens til at adoptere en »pest på begge vore huse«-holdning skal naturligvis ikke overdrives, og den stadig mindre amerikanske tilstedeværelse i Vietnam må på sigt sikre en langsom, hvis ikke komplet, udvanding af den ufordelagtige opfattelse af USA, som denne konflikt har medført.  

Danskerne har på dette tidspunkt i deres historie tilsyneladende vanskeligt ved at fokusere klart på en række vigtige spørgsmål. Tilsyneladende går de gennem en forandring og ikke overraskende gør de det modstræbende. Dog har danskerne med succes forandret sig selv og deres økonomi markant to gange i moderne historie, først fra et fiskerisamfund til et landbrugssamfund og inden for den sidste generation til et moderne industrisamfund. Der synes at være god grund til at tro, at de vil lade sig integrere ind i Europa, først økonomisk og senere måske også politisk. Under processen vil de sikkert fungere som økonomisk og kulturel krydsvej mellem Skandinavien og kontinentet.       

Ligesom de andre nordiske lande har danskerne en tendens til at have en simplificeret opfattelse af komplicerede verdensproblemer, forsvarer næsten altid de små stater (som deres egen) imod stormagter (som USA). Når sådanne simplificerede holdninger kombineres med tilsvarende typiske skandinaviske moralistiske impulser, er danskernes ubegrænsede entusiasme for ’friheds’bevægelser i ulandene næsten forståelig. Koncentrationen af venstreorienterede intellektuelle i de offentlige informationsmedier forstærker problemet ved at gøre de mest ekstreme politiske synspunkter lidt mere ’smarte’. Denne sidste faktor er også et element, men kun et, i den komplicerede sidestillelse i den danske offentlighed over for Sovjet og Kina. USSR er relativt fritaget for den konstante kritik som USA er genstand for, til trods for USSR’s store størrelse, dets undertrykte minoriteter og imperialistiske adfærd, ligesom dets sympatiske offentlige image. Folkerepublikken Kina er i en endnu mere favorabel situation, da den lukrerer på en yderst romantisk aura. Til trods for at danske relationer med Folkerepublikken Kina ikke er særligt omfattende, kan kineserne i danskernes øjne tilsyneladende ikke gøre noget forkert. Der er en klar dobbelt standard hvad angår USA på den ene side og Sovjet og Kina på den anden. På den anden side synes der kun at være marginalt tillæg blandt Sovjet- og Kina-sympatisører i Danmark og til frygten for at vække sovjetisk vrede. Samlet set er dette ikke kun et negativt fænomen, da det er sandt, som mange danskere påstår, at de simpelthen ikke forventer bedre af Sovjetunionen end den bondske adfærd, de er blevet så vant til.         

 

NATO og Det Europæiske Samarbejde

De to vigtigste multilaterale netværk i hvilke amerikanske og danske interesser falder sammen er NATO og det europæiske samarbejde. Selvom landet ved flere lejligheder er en irriterende allierede, forbliver Danmark et relativt vellidt medlem af NATO, og hovedparten af den danske befolkning synes at være tilfredse med denne ordning. En Gallup-undersøgelse offentliggjort den 29. maj 1972 indikerer, at 50% af de adspurgte var for fortsat dansk medlemskab af NATO, med 22% imod og 28% »ved ikke«. […] tidligere undersøgelser af den danske støtte [har] kun en gang […] vist højere end 50%. (I november 1957 nåede støtten til NATO sit højeste punkt (67%) i efterdønningerne af den østtyske og den ungarske opstand).

Dansk indtrædelse i det europæiske samarbejde vinder meget mindre opbakning og kan stadigt blive afvist. Statsminister Krag har valgt at udskyde afstemningen om dette spørgsmål til den 2. oktober i håb om at vinde yderligere støtte til dansk medlemskab i mellemtiden. Hans forsigtighed i forhold til afstemningen om dette vitale emne synes overdrevet, men hans vurdering bliver måske retfærdiggjort når afstemningen endelig afholdes. Forsinkelse har sine egne risici, og det er muligt at de kommende fire måneder kan skabe en overraskende udvikling, som kan udlæse et overraskende afstemningsresultat.

Krag arbejder indenfor snævre parametre; hans regering er en mindretalsregering, som er under pres fra Socialistisk Folkepartis vælgere fra venstre og oppositionens manøvreringer fra højre. Ikke blot er landet delt næsten ligeligt mellem socialister og ikke-socialister, hvilket blev tydeligt ved 1971-valget i september; det er også delt i spørgsmålet om at indtræde i det europæiske samarbejde. De seneste meningsmålinger viser en vis fremgang for et positivt udfald af folkeafstemningen 2. oktober, med mere end 40% af de adspurgte for. Næsten en tredjedel forbliver imod, og den sidste fjerde-del har endnu ikke besluttet sig. Men når de bliver spurgt om, hvordan de ville stemme, hvis Norge ikke indtræder i EF, falder støtten til 37%, med 32% imod og 31% som ikke kan beslutte sig.

Mens nej-sigerne traditionelt set oftere stemmer i danske folkeafstemninger end ja-sigerne, er EF-spørgsmålet et følelsesladet emne i begge lejre. Da disse er delt næste ligeligt, om end med et lille forspring til ja-siden, får den uafklarede del af befolkningen sandsynligvis den afgørende stemme. Ved at udskyde afstemningen til efteråret , følger regeringen en simpel strategi ved at give EF-modstanden tid til at brænde sig selv ud, mens regeringen og de ikke-socialistiske partier – med hvem de er allierede i dette spørgsmål – følger et roligt lavblus-informationsprogram overfor offentligheden for at overbevise de uafklarede i det logiske og nødvendige ved Danmarks indtrædelse i Fællesmarkedet.  

Regeringens strategi ville have en større sikkerhed for succes, hvis det ikke var for den endnu større usikkerhed omkring den norske beslutning. Eftersom den danske afstemning finder sted kun en uge efter den norske (og før en endelig norsk parlamentsbeslutning), vil et negativt norsk afstemningsresultat kunne give et sidste-sekund følelsesmæssigt input i den danske debat, som ville gøre udfaldet fuldstændigt uforudsigeligt. Handelsminister Ivar Nørgaards udtalelse i Oslo den 22. april, om at Danmark ville holde fast i EF uanset den norske beslutning, var øjensynligt et forsøg på at fjerne opmærksomheden omkring dette potentielle problem. Som forventet fremprovokerede det hårde udtalelser fra Socialistisk Folkepartis repræsentanter såvel som fra den socialdemokratiske nej-fløj.  

Selvom NATO-medlemskab for øjeblikket ikke er et aktivt emne i Danmark mens EF-medlemskab er, er de to emner tæt forbundne. For det første kan næsten alle modstandere af NATO-medlemskab også findes blandt den bredere gruppe af modstandere af det europæiske fællesskab. Herudover kræver Krag-regeringens taktik i forbindelse med folkeafstemningen at minimere alle hentydninger om, at Fællesmarkedet kunne få nogen betydning for politiske eller militærpolitiske emner. Derfor har Krag og udenrigsminister Andersen tydeligt understreget NATO’s nøglerolle som garant for militær sikkerhed, gennem tilknytningen til USA og Canada. Denne taktik er formuleret, fordi meget af modstanden mod EF stammer fra frygten for politisk, økonomisk og kulturel dominans af de andre medlemmer af fællesmarkedet (mest af alt tyskerne) eller af fællesmarkedet selv, som overnational organisation. Selv de stærkeste modstandere mod medlemskab af fællesmarkedet benægter ikke de økonomiske fordele ved at indtræde. Med få undtagelser fastholder EF-modstanderne kun, at den økonomiske omkostning ved at blive udenfor er overdrevet, og at det er prisen værd at beskytte Danmarks nationale uafhængighed og nordiske kulturelle traditioner.   

 

Forsvarsreform 

En stor del af modstanden mod EF-medlemskab og NATO kommer fra de yngre medlemmer af samfundet, og de var tydeligvis den primære målgruppe, da socialdemokraterne første gang præsenterede deres forslag til forsvarsreform i april 1970. Efter at have genvundet magten i efteråret 1971 og have introduceret reformforslaget i Folketinget, var det vanskeligt for Socialdemokratiet at finde opbakning til forslaget blandt de andre partier. Da det venstreorienterede Socialistisk Folkeparti ikke vil stemme for noget tænkeligt forsvarspolitisk forslag, må Socialdemokratiet søge opbakning fra mindst et af de ikke-socialistiske partier. De dele af oppositionen, som de søgte denne støtte hos tvang dem til at række sig og genoverveje, hvilket forsinkede enhver seriøs parlamentarisk forhandling indtil næste folketingsår, hvor et revideret forslag sandsynligvis vil blive præsenteret.

 Farerne i det originale reformforslag kan nu derfor tydeligt ses som langsigtede frem for umiddelbart forestående og kan med fordel anskues under tre adskilte men gensidigt afhængige overskrifter:

1)      De direkte militære konsekvenser i form af en mulig reducering af det danske militære bidrag til NATO.

2)      Den sekundære effekt i andre NATO-lande, som stimuleres til at følge det danske eksempel.

3)      Det mulige gensvar i den amerikanske kongres mod at danskerne og muligvis andre europæere ikke er villige til at bære deres del af forsvarsbyrden.

 

De to sidstnævnte af disse farer fremstår som mere politiske end militære af natur, og det grundlæggende problem for den danske regering er naturligvis også primært politisk. Herudover er det et stort indenrigspolitisk spørgsmål. Problemet skyldes ikke manglende interesse for eller engagement i alliancen fra de regeringsledelsens side, ej heller skyldes det generelle forbehold mod at opretholde det eksisterende niveau i forsvarsudgifterne, som det nogen gange sker andre steder i NATO. Pacifistiske og neutralistiske strømninger siver fortsat ud i det danske samfund, og de repræsenterer en vigtig del af problemet. Kerneproblemet er dog centreret omkring de unge, og de politiske ledere som ønsker at tilknytte sig til de populære strømninger blandt unge vælgere.

Danske politikere er ikke alene om at udvise hvad der er blevet betegnet »Abishag-komplekset« (opkaldt efter den unge kvinde, som efter sigende skulle have været sengevarmer for den aldrende Kong David), men de synes at være udsat for en særlig ondartet udgave af den. Symptomerne inkluderer et stærkt behov for at varme sig selv ved unge menneskers smiger ved ukritisk at fremsætte alle synspunkter som lige er i vælten omkring dem. Som i mange andre lande er værnepligt et populært mål. I Danmark er den politiske agitation mod værnepligt blevet styrket af voldsom stigning i andelen af nægtere blandt unge mænd, som skulle tjene i de væbnede styrker. Antallet af militærnægtere i Danmark er fordoblet mere end ti gange de seneste år, og nåede i løbet af 1971 4200 – svarende til ca. 15% af de egnede til tjeneste. Problemet er forværret en del af, at der samtidigt er færre unge mænd, der er egnede til tjeneste, hvilket skyldes et fald i fødselsraten for 20 år siden, umiddelbart efter efterkrigstidens baby-boom.

Alle de politiske partier her prøver at imødekomme denne ustabile situation, og socialdemokraterne har forpligtet sig selv til at skabe et forsvarssystem mere på linje med nutidig dansk tankegang. Deres problem er ikke gjort lettere af deres behov for parlamentarisk støtte fra de 17 mandater fra Socialistisk Folkeparti, en åbenlyst marxistisk og anti-NATO-gruppe. Den folkelige opbakning til denne tidligere så svage rødlige gruppering, oprindelige etableret i 1958-59 af tidligere medlemmer af Det Kommunistiske Parti, er steget betydeligt gennem det sidste år, da den har fået megen fokus af den lokale modstand mod dansk indtrædelse i fællesmarkedet. SF’s nyfundne styrke presser Socialdemokratiet til at nå en vis tilpasning med i det mindste dele af den ikke-socialistiske opposition i forsvarsspørgsmål for at ændre eller blot at fastholde den nuværende forsvarsstruktur.

Socialdemokratiets nærmeste konkurrenter på den højre fløj, Det Radikale Venstre, er også interesserede i at reformere forsvaret ved at reducere værnepligtsperioden og ved at skære i nogle af udgifterne. Den radikale forsvarspolitiske talsmand har talt for et forsvarssystem, som er »grundlæggende anderledes« end det nuværende.  To medlemmer af Det Konservative Folkeparti har også præsenteret deres egen plan for en reorganiseringsplan for forsvaret, som sandsynligvis ikke vil blive overvejet alvorligt i Folketinget. Ikke desto mindre kan dele af deres tilgang måske komme til at bidrage til et bredt baseret kompromis om forsvarsreformen.

Under de nuværende omstændigheder mener partier og kommende koalitioner, som håber på at overleve og forbedre deres popularitet blandt de unge, det er essentielt at udvise nogen grad af bevægelse på forsvarspolitiske spørgsmål. De mener øjensynligt, at såfremt denne bevægelse kan formes som fremskridt så meget des bedre, men der skal ske ændringer.

På den mere favorable side synes der kun at være et lille pres for hurtige ændringer. Socialdemokraterne tror øjensynligt, at de har en hel del tid til rådighed for at udarbejde disse ændringer, så længe at det er klart, at de bevæger sig imod dem. Kort fortalt er forandringsprocessen lige så vigtig som resultaterne. Dette giver NATO og USA tid til at bruge deres indflydelse til at påvirke disse ændringer. Dog vil en direkte opfordring til de ansvarlige danske politikere om ikke at foretage nogen ændringer svare til at bede dem om at begå politisk selvmord.   

Heldigvis er der flere måder hvorpå den nuværende danske forsvarsstyrke kan forbedres uden en betragtelig forøgelse af forsvarsudgifterne, selv hvis sådanne forbedringer ikke alene vil være nok til at imødegå det nuværende politiske problem. Det socialdemokratiske forsvarsudspil imødeser en reduktion af værnepligtstiden samtidig med en forøgelse af professionelle styrker. Dog kan en forøgelse af de professionelle styrker ikke være forventelig, med mindre at danskerne tager initiativ til et højere lønniveau, herunder også pensionsordninger for alle i de militære styrker, samt en forøgelse af materieludgifterne. På længere sigt kan det føre til en højere grad af anerkendelse af det danske forsvar, og kan medføre en reduktion af den nuværende modvilje blandt unge danskere til at associere sig med en organisation som anses som foragtelig af den yngre generation. På trods af at danskerne bevæger sig i retning af en højere grad af professionalisme understøttet af et bedre og stærkere hjemmeværn, synes en fuldt ud professionel styrke ikke ønsket. Forsvarsminister Olsen har udtrykt hans personlige modstand mod alle typer frivillige styrker, en modstand som deles af andre partier af forskellige årsager.

Det ville være fordelagtigt hvis Udenrigsministeriet, USA’s NATO-repræsentation og Forsvarsministeriet vil være i stand til finde fælles grundlag for hvilken retning, Danmark skal opfordres til at bevæge sig i. En åbenlys mulighed vil være en højere grad af professionalisme, i særdeleshed blandt sergentgruppen og lavere rangerende officerer. For meget alarmisme i NATO på indeværende tidspunkt kunne føre til større bevågenhed omkring hvad danskerne forsøger at opnå for at imødekomme deres indenrigspolitiske problemer, og derved besværliggøre problemet frem for at gøre det mere kontrollerbart. Heldigvis betyder det ikke, at vi skal forholde os stiltiende overfor danske tiltag, som vi ikke kan tilslutte os. Socialdemokratiske ledere som forsvarsminister Olsen vil muligvis byde nogen grad af uenighed med NATO og USA velkommen for at vise, at den danske regering er stålsat på sine synspunkter. Derfor skal vi gøre vore synspunkter klare overfor danskerne, og disse synspunkter skal være specifikke på områder som militære organisatoriske reformer som fører til tilfredsstillende aflønning og pension på alle niveauer af professionelt militært personel. Vores synspunkter skal ikke begrænses til tilfældige generaliseringer eller forslag om ingen ændringer.

Ambassadens synspunkt er, at Danmarks primære bidrag til NATO har været og forhåbentligt fortsat vil være mere geografisk og politisk end militært. Det vil være uklogt at risikere Danmarks egentlige bidrag ved Don-Quijotisk[1] forsøg på at undgå ændringer i Danmarks marginale forsvarskapabilitet, i særdeleshed på dette kritiske tidspunkt, hvor Danmarks samlede politisk-militære orientering er på spil.

 

Russel

 

[1] Idealistisk

 

Tekst 41 | Oversigten over kildetekster | Tekst 43

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk