Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

»Maine« springer i luften

Romanen Blodpenge handler om oprørsbevægelsen i Cuba og den spansk-amerikanske krig i 1898. I forfatterens hænder er historien blevet en blanding af action, levendegjort historieskrivning og et kærlighedseventyr.

Uddrag fra Elmore Leonard: Blodpenge. Klim, 2000.

 

To officerer ved rælingen, agter for tårnet, stod og kiggede efter en dampbåd, der svingede rundt om agterstavnen og satte kursen ind mod Havanas kajer. Begge officerer røg cigarer. Virgil huske­de det, duften af tobaksrøgen og deres kommentarer, mens de tal­te om, hvem båden mon tilhørte, og hvor den var kommet fra. Der var både i havneindløbet hele dagen lang: bombåde, der lag­de til for at sælge forskellige slags frugt og sukkerstads; pramme og gigger, der drønede rundt i havnen som hyrevogne med fragt­gods eller passagerer; men ikke så sent på dagen.

Da Virgil endelig rullede op i køjen, lukkede lærredet sig om ham, og der var ikke noget, han kunne gøre ved det. Igen overveje­de han at lede efter et bræt, men tænkte, hvad fanden, tæl stjerner­ne og fald i søvn. Der var bare ikke nogen stjerner, ikke med det lag af skyer deroppe. Kors, hvor ville da han ønske, at han havde et bræt. Når man ikke havde noget, var det umuligt at sove på siden uden at blive kvalt. Virgil sagde til sig selv, at han skulle holde op med at beklage sig. Han lukkede øjnene, hørte noget meget fjern rumbamusik inde fra Havana, over tre hundrede meter til kaj …

Eksplosionen – den kom fuldstændig bag på dem alle sammen. Som et slag i hovedet; den gjorde ham døv og smadrede enhver fornemmelse af, hvor han var, indtil han mærkede skibet løfte sig og skælve under ham, og han så stævnen hæve sig op af vandet, som om skibet var på vej ud af en dyb bølgedal under et stormvejr. Han kunne se den, stævnen, omkring hundrede meter længere fremme og oppe i luften, men så vældede røgen op, så tyk, at stæv­nen forsvandt, selvom han kunne se stumper af skibet blive slyn­get gennem røgen, flyve op i nattehimlen som raketter, og kroppe, gudfader, mænd, der blev slynget ud af folkelukaf’et, og han mær­kede skibet give efter igen, da stævnen ramte vandet, det krænge­de til bagbord og svingede hængekøjen helt ud til rælingen. Han hørte skrig nu, fra mænd i smerter, og skrig om hjælp, lyden af skrigene var klar og tydelig og døde så ud, blev svagere, og han blev opmærksom på en lav fløjtende, hvæsende lyd, da luften blev presset ud af skibet, efterhånden som vandet steg inde i skroget.

Virgil tog en dyb indånding for at berolige sig selv og tænkte, du må se at komme væk herfra, ud af den forbandede hængekøje og ud over siden, svøm over mod den damper lige derovre, kun cirka hundrede meter væk, City of Washington … Den anden eksplosi­on ramte Maine midtskibs, de høje, dobbelte skorstene forsvandt af syne, var borte, overbygningen var væk, opslugt af et blænden­de lysskær, da skibet brækkede, blev flået i to halvdele, og Virgil mærkede, at han blev løftet op fra dækket, stadig med hængekøjen omkring sig, blæst op i skyen af røg, lammet og med en ringende lyd i hovedet så høj, at den var det eneste, han kunne høre nu; blæst langt op i den varme himmel, varm som en ovn, og derefter kastet ned gennem røgen, hvor han ramte vandet, den brændende overflade, stadig svøbt i sit ligklæde af kraftig lærred.

 

Han blev samlet op et halvt hundrede meter fra skibet, taget ud af den forbrændte køje, der manglede begge ender, og lagt i bun­den af en redningsbåd mellem kroppe, der også var bjærget op af vandet. Så meget vidste han. Han kunne lugte brændt kød. Han lå på siden, klos op ad et stirrende, livløst ansigt uden hår eller øjenbryn. En fyrbøder, som han mente at genkende, en fyrbøder eller en af kulslæberne. Han havde set ham spille harmonika sam­me aften på styrbords løbebro. Virgil prøvede at flytte sig, men kunne ikke, han var kilet ned mellem de døde, de lå under ham og på begge sider af ham. Han kunne høre stemmer, matroserne i redningsbådene, der talte til hinanden. Han ville råbe til dem, Halløj, makker, jeg er ikke død. Men, for fanden da, han kunne ikke sige noget. Kunne hverken røre sig eller sige.

De slæbte ham op ad en trappe, ikke særlig blidt, og lagde ham på et lakeret dæk ved siden af en række stole med armlæn, og så forlod de ham. Han kunne høre stemmer og ville råbe, For Guds skyld, se på mig, se nu på mig! Kig på mig en gang mere, inden I steder mig til hvile på havets bund! Mærk min puls, for fanden! Endelig – han var ikke sikker på, hvor meget senere, men det var stadig mørkt – mærkede han en skosnude skubbe til sig og hørte en stemme der sagde: »Jeg tror, ham her er levende endnu«.

 

Tekst 4 | Oversigten over kildetekster | Tekst 6

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk