Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Religion

Uddrag fra bogen Kys mig megetBogen er et resultat af otte måneders rejse gennem Latinamerika og giver et indblik cubansk musiktradition krydret med den cubanske religion santaria.

Dorrit Saietz og Michael Mogensen: Kys mig meget. Mellemfolkeligt Samvirke, 1992.

 

Sort fest i Havana

Her i det gamle Havanas slidte, forfaldne gader, så fjernt i tid og sted fra Afrika, lever yoruba-fol­ket en søndag eftermiddag. Gen­færdene af de mange, som blev tvunget om bord på slaveskibene og ført bort fra et kontinent til et andet, danser mellem husene til lyden af efterkommernes trommer.

Den afro-cubanske musik er ­ligesom den afro-brasilianske ­tæt forbundet med dyrkelsen af de afrikanske guder i ritualer, som ganske vist har optaget meget fra katolicismen, men som alligevel er ’rene’ nok til, at efterkommere af slaver fra de samme vestafrikan­ske kulturer i dag tilbeder de sam­me guder i Brasilien og Cuba: Havgudinden Yemayá (Lamanjá i Brasilien), krigsguden Shango (Xango), Oggun (Ogûn), Oshossi (Oxossi), osv.

Den afro-cubanske musik blev før i tiden regnet for mindre ’fin’ end den spansk-cubanske. I dag er det spørgsmålet, om der stadig findes en klar opdeling mellem disse to grene. Begge er musikfor­mer, som fremfor alt er skabt på Cuba og derfor er cubanske, og som i dag ofte går op i en højere enhed. Afrikanske og spanske ryt­mer, instrumenter og strukturer er en integreret del af al cubansk musik.

Men der findes også grupper, som dyrker den afro-cubanske musik i sin mere rene form. I yoru­ba/lucumi-musik spiller de rituelle bata-trommer en central rolle. Modertrommen hedder Iyá, og de to mindre trommer Itótele og Okónkolo. Olu-Bata er den, som spiller på trommen. Alle ord er fra det vestafrikanske yoruba-sprog.

I ’El Callejon’, en lille gade i den gamle by i Havana, har kunstmaleren Salvador udsmykket murene med billeder af de afri­kanske guder. Han tænder den hellige flamme på taget af et lej­lighedsbyggeri i beton som en hyl­dest til ’øjet der ser alt’. Langsomt fyldes gaden af mennesker klædt i hvidt – gudernes yndlingsfarve. Dette er ikke et ritual, men bare en folkelig gadefest en almindelig søndag eftermiddag. Men delta­gerne har alle en eller anden form for tilknytning til det afro-cuban­ske.

Merceditas er en slags uofficiel ypperstepræstinde i Havana. Den gamle sorte kvinde ankommer i et velpudset hvidt eksemplar af de slidte amerikanske dollargrin, der stadig ses i Havanas gader. Rank som en dronning træder hun ud i sin hvide kjole. Yoruba Andabo spiller, tilskuerne drikker rom og ser på de dansende par. Selv Mer­ceditas kaster sig ud i dansen med den 30 år yngre Salvador.

Folk hænger ud af vinduerne i de faldefærdige huse, fra balko­nen kan man følge med i festen. Solen går ned over Havana, mens dansen og musikken bliver ved længe, længe endnu.

 

Tekst 30 | Oversigten over kildetekster | Tekst 32

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk