Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Den politiske udvikling i 1960’erne

K.S. Karol, polsk-fransk journalist og politisk skribent, har nøje fulgt den cubanske revolutions udvikling i årene 1961-1970. Han har haft samtaler men Castro, Ché og andre revolutionære ledere. Bogen er uden tvivl den mest detaljerede og indsigtsfulde analyse af den cubanske revolution, baggrund og ideer.

K.S. Karol: Cuba: Guerillaen ved magten, den cubanske revolutions politiske udvikling. Forlaget Rhodos, 1970.

 

1. »Det heroiske Vietnams år«

Jeg kom ikke tilbage til Havana før juli 1967, seks år efter mit første ophold. I den periode havde der været langt mel­lem mine kontakter med cubanerne. Jeg var ved at forberede en lang rejse til Kina, som jeg foretog i 1965 og skrev en bog om denne »anden kommunisme«. Da jeg ankom til øen, havde jeg hovedet fuld af mine Kina opdagelser og mine li­denskabelige diskussioner om »den store proletariske kultur­revolution« som dengang rystede det største kommunistiske land i Asien. Men som alle andre i Europa, vidste jeg dog, at cubanerne i 1967 også gjorde en betydelig indsats for at forny de revolutionære ideer i Latinamerika, og mere gene­relt, ville væk fra den traditionelle kommunismes slagne veje. Deres diskussioner, der var mindre polemiske og vakte mindre genklang end de kinesiske, syntes direkte knyttede til den politiske og militære begivenhed som var ved at tage mange af nutidens dogmer op til revision: krigen i Vietnam.

For det første viste denne, at det »store amerikanske de­mokrati« udmærket var i stand til at starte en usmykket ag­gression mod et lille land, som var af de fattigste i verden, uden et øjeblik at bekymre sig om sit liberale image og sin såkaldte »antikolonialisme og anti-imperialisme«. Endvidere viste den – ihvertfald i de fleste menneskers øjne – at USA ikke længere tog hensyn til og i realiteten betragtede sig som meget stærkere end sin sovjetiske rival. Det havde syste­matisk givet sig til at bombe Nordvietnam som var en inte­greret del af østblokken og det ovenikøbet mens USSR’s førsteminister Kosygin netop befandt sig i Hanoi. På trods af en sådan forsmædelse havde Sovjetunionen hverken givet til gensvar eller lavet repressalier på et eneste område. Fra 7. febr. 1965 kunne man konkludere at USA var den eneste virkelige supermagt i den moderne verden, eftersom ingen var i stand til at bremse eller modsætte sig dens ekspansion.

Dette spåede ikke godt for cubanerne: det var den alminde­lige opfattelse, at de var i fare for at figurere umiddelbart efter vietnameserne på listen over det aggressive Amerikas ofre.

Men det var ikke det eneste man havde lært af Vietnam. Amerikanerne havde på trods af deres uovertrufne teknolo­giske krigsmidler ikke været i stand til at bryde FNL-par­tisanernes modstand i Sydvietnam eller at ødelægge befolk­ningens moral i Nordvietnam. De fik ikke omgående opret­tet deres pax americana, de tabte tværtimod terræn; de måtte se sig ydmyget, ja næsten latterliggjorte af deres vietname­siske modstanderes udholdenhed. De beviste pludselig ikke, som det var deres hensigt, at »befrielseskrige« fra nu af var umuliggjorte; de beviste tværtimod deres egen afmagt i den art krige.

Siden revolutionen har hvert år haft et navn på Cuba, og 1967 har fået navnet »Det heroiske Vietnam«. Dermed ville castroisterne højtideligt erklære solidariteten mellem deres og det vietnamesiske folks skæbne; på samme måde som deres overleven afhang af den vietnamesiske modstand, måtte de i første række give sig af med at hjælpe Vietnam. Denne solidaritet gav sig naturligt udtryk i en meget tæt alliance mellem Havana, FNL i Sydvietnam og Hanoi. Nordkorea kom til at knytte sig til denne alliance, for det første fordi den også følte sig truet af den amerikanske militærbesættelse, og for det andet fordi denne havde fremkaldt en ny situation i den kommunistiske lejr. Krigen i Sydøstasien hav­de nemlig fremskyndet det kinesisk-sovjetiske brud som nu var ladet af personlig lidenskab. Den amerikanske aggression i Vietnam havde ikke ændret alle staternes holdning til USA helt og holdent, men havde skærpet deres modsætningsfor­hold. Moskva betragtede denne krig som et beklageligt uheld på vejen mod fredelig sameksistens; og denne skulle følges hvad der så end skete, koste hvad det ville. For Peking beviste den tværtimod at der ikke var nogen sameksistens mulig med imperialismen, da den ikke havde »ændret karakter«. Eftersom disse to kommunistiske stormagter ikke havde samme syn på fjenden, kunne de heller ikke definere et fælles krigsmål sammen eller gensidig have tillid til hinan­den for at koordinere deres handlinger. De hjalp altså viet­nameseme fra hver sin side, i forvirret orden, og udkæmpede samtidig en ubønhørlig kamp mod hinanden hvor de gensidigt beskyldte hinanden for overbærenhed mod den amerikanske fjende. Fra da af måtte alle lande og partier vælge mellem Moskva og Peking; det var ikke længere muligt at komme uden om at de antog to diametralt modsatte opfattelser af den socialistiske revolution og strategi.

Endnu engang stillede de fleste europæiske folkedemokra­tier og størstedelen af de kommunistpartier der var opstået af Komintern sig bag USSR. Med undtagelse af Rumænien, som forsøgte at drage nytte af konflikten både ved at vinde terræn over for Moskva og samtidig trække sig diskret ud af konflikten mellem de to blokke. Derimod nægtede vietnameserne, koreanerne og cubanerne at alliere sig og så som deres vigtigste rolle at være i frontlinjen i kampen mod amerikanerne. Deres motivering var sikkert ikke ens: vietnameserne som længe havde haft noget at udsætte på Moskva kunne på den anden side ikke undvære dens militære hjælp og ville ikke udelukkende være afhængig af Peking; koreanerne var før i tiden blevet »frelst« af kineserne og havde i ti år fulgt den antirevisionistiske linje uden dog at være parate til at foretage en kulturrevolution hos sig selv eller at erklære sig for maoister; og endelig havde cubanerne fra starten følt sig ilde berørt af denne broderfejde og bestræbte sig først og fremmest på ikke at sætte deres uafhængighed over styr.

Desuden var de tre landes historie og indre stilling så forskellig at det var meget svært at se dem som en enig og homogen gruppe, en slags prototype på den »tredje kommunisme«. Ikke desto mindre blev de, p.g.a. deres modige holdning i den internationale strid, en model og en tiltræknings­pol for en fløj af det revolutionære venstre som hverken fandt deres plads helt og holdent hos Peking eller Moskva og som det til trods, alligevel ikke ville give afkald på deres socialistiske kald. Men de gjorde intet eller næsten intet for at omgruppere deres partisaner; de forsvarede simpelthen bare princippet om forening af de antiimperialistiske styr­ker under parolen »sejr i Vietnam«. Men selv et så ind­skrænket program, der var helt berettiget af situationen, stødte såvel sovjet-tilhængere som Kina-tilhængere. De førstnævnte foretrak at tale om »freden i Vietnam« snarere end »sej­ren« og mistænkte de uforsonlige for at ville trække dem med sig ind i en kold krig eller endda en brutal styrkeprøve med USA. De sidstnævnte mente, skønt de helt gik ind for tanken om at kæmpe til det sidste i Vietnam, at kampen ville kunne fuldføres med deltagelse af Sovjet, som de op­fattede som uigenkaldeligt tabt for en revolutionær strid, idet de i gerninger var amerikanernes medskyldige.

De »neutrales« anstrengelser blev ødelagt ved at Moskva og Peking uvilkårligt satte deres egne synspunkter i relief, når de understregede det originale i disse foreningsforsøg. Den uoverstigelige rivalitet mellem Moskva og Peking var medvirkende til at tvinge vietnameserne, koreanerne og cu­banerne ind i den »tredje kommunisme«, skønt de ledende var meget imod at påtage sig en sådan rolle.

Men paradokset var større end som så. Det kinesisk-sovje­tiske brud svækkede ikke blot østblokken, men forøgede også amerikanernes overmod i Vietnam og virkede ødelæggende på lande som Cuba og Nordkorea. Men på den anden side vandt ofrene en moralsk prestige så at kommunismens stor­magter ikke længere kunne kritisere dem og endnu mindre øve økonomiske og politiske pressioner mod dem for at tvinge dem ind i deres rækker. Et socialistisk land, der ville vove at sige noget ondt om vietnameserne fordi deres initia­tiv mishagede det, ville have mistet anseelse blandt alle verdens venstrebevægelser. Cubanernes og koreanernes situa­tion var lige så sårbar, selvom de ikke endnu stod med våben i hånd for at modsætte sig den amerikanske aggression.

De tre små kommunistlande var altså sikre på at de kunne tillade sig at sætte sig op mod Moskvas og Pekings autori­tet uden tilsyneladende at skulle frygte den mindste modsi­gelse. På grund af deres foreningsbestræbelser gjorde det dog kun med forsigtighed. Men i 1967 så det ud til at cubanerne ikke længere ville respektere spillets regler. De gjorde oprør mod den »forstenede og dramatiske marxisme«, som forhindrede kommunistpartierne i Sydamerika at kana­lisere de enorme revolutionære kræfter på deres kontinent, uden at bekymre sig det mindste om følgerne af sådanne an­tisovjetiske beskyldninger. Og dog vidste alle og enhver at de »anklagede« altid havde været »ubetingede« tilhængere af Moskva, som var deres læremester indenfor marxist-leninis­men. Men USSR forholdt sig koldblodigt. Det kom ikke sine troende i Venezuela og Guatemala til undsætning og brød end ikke sin tavshed, da castroisterne forkastede dets egen flirt med visse reaktionære regeringer i Sydamerika og gav det en ordentlig lektion i internationalisme.

Hjemme lagde Sovjet naturligvis ikke skjul på alt det dårlige de tænkte om »den caraibiske slange«, som de næ­rede ved deres bryst. En højtstående intellektuel som var kommet fra Moskva kort før min rejse til Havana havde urokkeligt erklæret at Cuba var blevet stalinistisk, en utilgivelig forbrydelse i hans øjne, som lød ganske uklar for en der kendte anklagerens doktrinære stilling. Men under alle omstændigheder var det sikkert, at hverken han eller nogen af hans ligesindede ville skrive noget som helst i Pravda om emner, der i så høj gad var tabu.

Det må indrømmes, at vi i Europa vidste meget lidt om reaktionen i selve Cuba på castroisternes store »kætteriske« angreb. I februar 1967, havde Granma trykt en opsigtsvæk­kende artikel om bureaukratiet i det socialistiske styre og havde på vejen afsendt en forgiftet pil mod de europæiske østlande, der var skyldige i at have indført disse forkastelige metoder på Cuba. Men denne begivenhed kunne passes ind i rammerne af den internationale strid. Cuba var altså et land, der skulle opdages: selv de største eksperter syntes at være blevet overrumplede over dets udvikling. Efter den caraibiske krise, havde haft indtryk af at Fidel Castro især sigtede mod enighed med USSR for at genoprette stillingen og ikke udelukkede muligheden for mere eller mindre at normalisere sit forhold til USA takket være Krustjovs gode indflydelse. De mistænkte ham ikke for at have givet afkald på sin uafhængighed og at have accepteret at være en sa­tellit af Moskva, men det antog at det var tvingende nødvendigt for Fidel at få et pusterum, og for en tid trække sig tilbage fra forgrunden af de internationale storme. Dette indtryk blev forstærket da hans alter ego, el Ché, rejste.

Det var i foråret 1965 at Ernesto Ché Guevara drog afsted mod »andre egne som krævede hans kræfters hjælp«. Den 3. okt. 1965 læste Fidel Chés afskedsbudskab op ved det afgørende møde i Centralkomiteen i partiet, som fra den dag af besluttede at kalde sig det cubanske kommunistparti. Fac-similien af originalteksten blev trykt i hele den cu­banske presse. De som kendte Ché, vidste at han var en af de sjældne politikere der er ude af stand til at sige en løgn, selv af taktiske grunde; brevets varme tone overfor Fidel var nok til at overbevise dem om at der ikke var tale om noget ideologisk brud mellem Revolutionens to ledere.

Men nyheden var alt for sensationel til at opinionen kunne antage den uden videre. Amerikanerne var overbeviste om CIA’s effektivitet og ville ikke indrømme at en leder af det kaliber havde kunnet forlade Cuba lige for næsen af dem, og uden at de vidste det, kunne begive sig til en af verdens eksplosive egne. De forsikrede derfor, at hvis Ché var gået under jorden, så var det i ordets bogstaveligste forstand, og han opholdt sig i et af Castros fangehuller. De gav således frit løb til fantasien hos yndere af »politic fiction« som da også omgående gav sig i lag med at bygge en hel roman om kampen på liv og død som havde udspillet sig i den cuban­ske ledergruppe.

Men Ché’s afrejse vakte en vis uro selv hos revolutionens venner, der ikke et øjeblik troede på denne dystre likvide­ring af den forhenværende industriminister. Sagen er, at Erne­sto Ché Guevara efter at have været en overbevist talsmand for den nære alliance med USSR i de sidste år var gået ind på en mere og mere krævende og kritisk holdning overfor den sovjetiske model på socialisme. Den 25. februar 1965, blot et par uger før sin afrejse, havde han i Algier udtalt en hård kritik af de sovjetiske metoder i forbindelse med handel mellem socialistiske lande og »hjælpen« til den tredje verden. Aldrig har en kommunistisk leder talt et sådant sprog uden enten at bryde med USSR eller blive ekskommu­nikeret. Men Cuba var på ingen måde ved at bryde, det havde netop sendt en meget vigtig delegation – ledet af Raul Castro og Osmani Cienfuegos – til en konference, der var forberedt af Sovjet og voldsomt forkastet af Kina. Man kunne drage den slutning at Ché i Algier havde ud­trykt sit eget synspunkt og ikke den cubanske ledergruppes, og at hans afrejse ville betyde at Cuba nu klarere ville gå ind for den sovjetiske strategi. Leo Huberman og Paul M. Sweezy udtrykte åbent denne bekymring i Monthly Review. Og de var bestemt ikke ene om at føle dette.

Det var først to år efter, at denne frygt fortog sig;nemlig da OSPAAAL (Organisationen for Solidaritet mellem folkene iAfrika, Asien og Latin Amerika) i april 1967 publicere­de et budskab fra Ché i Havana, med hans uefterlignelige stil som garanti. Det var afslørende at se hvilken betydnings­fuld politisk begivenhed selve offentliggørelsen var. Ché skrev:

»Det er en smertefuld sandhed: Vietnam, denne nation som indeholder hele den glemte verdens ønsker og sejrsfor­ventninger, står tragisk alene. Den progressive verdens solidaritet med det vietnamesiske folk ligner med bitter ironi de opmuntringer som plebsen sendte til gladia-
torerne i den romerske arena. Det gælder ikke om at ønske lykke til offeret for aggressionen men at dele hans skæbne, følge ham til død eller sejr […] Den amerikanske imperialisme er skyldig iaggression; dens forbrydelser er uendelige og strækker sig ud over hele verden. Det ved vi, mine herrer! Men de der i afgørelsens time har tøvet med at gøre Vietnam til en ukrænkelig del af det socialistiske territorium, er lige så skyldige; de ville have løbet risikoen for at starte en verdenskrig, men de ville have tvunget de amerikanske imperialister til at bestemme sig«.

Efter at have angivet fejlen hos de store socialistiske lande – det vil i virkeligheden sige Sovjetunionen, da den alene havde de tilstrækkelige midler tilat gøre »Vietnam til en ukrænkelig del af det socialistiske territorium« – kaldte Ché på de latinamerikanske revolutionære for at danne »to, tre, mange Vietnam« på deres eget kontinent. Det var efter hans mening den eneste effektive måde at komme vietnameserne til hjælp. Det var både ulogisk og umoralsk at lade dem alene om at måle sigmed den amerikanske Goliath. Det var også det eneste middel til at befri Latinamerika fra yanke­ernes overherredømme; vejen til revolutionen måtte nødvendigvis gå over væbnet opstand, først guerillakrig og bagefter den egentlige folkekrig som i Vietnam. Ché gjorde det klart at denne vej ville være svær, strøet med ofre og ødelæggelser, for amerikanerne ville ikke længere lade sig overraske som tidligere på Cuba, og de ville ikke tøve med at bruge de mest fuldendte ødelæggelsesvåben ligesom i Vietnam. Men hvis tredive millioner vietnamesere var i stand til at holde et ultramoderne krigsmaskineri stangen, så burde de to hundrede millioner latinamerikanere have endnu mere held til det. Alt hvad det gjaldt om, var at begynde kampen, ikke at vige tilbage for at yde ofre og ikke tabe tid med tomme diskussioner om broderfejder, i »en krig som blir ført ved hjælp af forsmædelser og lumpenheder« mellem de forskellige tendenser i den kommunistiske verden.

Ché forkastede altså både russere og kinesere, og følte at deres uenighed og modsætninger aldrig burde være vigti­gere end den anti-imperialistiske kamp. Efter hans mening var betingelserne modne; man skulle altså omgående begynde kampen og tvinge de andre til at tage stilling til den. Ché følte sig overbevist om at både Sovjets og Kinas tilhængere ville blive nødt til igen at slutte op om kampen og at ophavsmændene til splittelsen, Moskva og Peking, ikke ville have andet valg end at støtte den – selvom det også kun var delvis, som tilfældet var med Vietnam. Hans budskab til OSPAAAL var altså bogstaveligt talt »den tredje kommunis­me«s grundlov, og cubanerne tog den til sig som deres og satte den i relief med en hidtil ukendt styrke. Siden Fidels »Historien vil frikende mig« har ingen tekst været spredt på øen med så megen vægt. »Guevarismen« blev fremstillet som et slags strålende og betydningsfuldt resumé af den castroistiske ledergruppes internationale opfattelse. Der var ikke længere rum for nogen spekulation om forskelle mellem »hans« og Fidel Castros doktrin. Ernesto Ché Guevara, handlingens mand i yderste forstand, førte simpelthen de ideer ud i livet et eller andet sted på hans fødekontinent, Sydamerika, som var fælles for alle hans kammerater fra Sierra Maestra.

Fra det tidspunkt stod spørgsmålet om hans afrejse fra Cuba i et andet lys. Når Ché var taget af sted kort efter at amerikanerne var begyndt at bombardere Nordvietnam, var det fordi tiden var kostbar. På trods af Vietnams tragiske skæbne havde det den forholdsmæssige fordel at være be­liggende meget langt fra USA og grænsende til Kina, som udgjorde et enormt bagland. Hvad ville der derimod ske med Cuba hvis det blev bombarderet og angrebet? Man kunne ikke længere regne med et øjeblikkeligt forsvar fra USSR. Det var ikke længere tiden for de illusioner man hav de haft i juli 1960, da Ché erklærede, at Cuba »var beskyttet af historiens største magt«. USSR ville som i Vietnam be­grænse sig til at sende materiel hjælp. Men hvordan skulle denne komme over havet og trænge igennem den amerikan­ske blokade? Det var derfor nødvendigt at handle så hur­tigt som muligt, og omgående åbne en ny front i Latiname­rika. Det er kun med kontinental måestok og i det område at de revolutionære på den vestlige halvkugle ville kunne præstere en kamp som vietnameserne. Ingen var mere egnet til at give sig i kast med sådan en opgave end Ché.

Alt det fik jeg åbent at vide umiddelbart efter at jeg var kommet til Havana. Cuba havde i bogstavelig forstand levet under Chés tegn siden hans budskab blev offentliggjort i april 1967. Overalt smykkede kæmpeportrætter af ham byg­ningerne og på enorme skilte stod hans appel skrevet i sorte bogstaver på rød bund: »Vi må skabe to, tre, mange Viet­nam«. Cubanerne var endog forargede over at dette patetiske budskab hverken var blevet trykt i Moskva eller Peking, og forklarede at når Ché talte om Vietnams ensomhed tænk­te han også på Cubas, og på de kommunistiske stormagters manglende forståelse af det. Sovjets tavshed undrede dem ikke så meget som kinesernes, fordi disse selv havde ført befrielseskrige og altså den samme væbnede kamp som Ché allerede var i gang med på de latinamerikanske højsletter (stedet hvor han opholdt sig var ikke nærmere angivet). Jeg havde endda indtryk af at det snarere var dette mine værtsfolk ville diskutere med mig og Kina i almindelighed, eftersom de regnede med, at jeg kendte Pekingledernes inderste tanker.

Sandheden er, at ingen officiel kinesisk person nogen­sinde har talt til mig om Cuba under mit ophold i Kina. Jeg vidste bare, takket være de ret talrige sydamerikanere i Peking, at maoisterne ikke havde set med venlige øjne på at Cuba deltog i det internationale kommunistmøde i Mo­skva d. 1. marts 1965. Vi må et øjeblik opholde os ved dette famøse møde. Da russerne havde opbrugt deres ammunition i den kamp mod kineserne der foregik »under fire øjne« havde de i februar 1964 besluttet at støde Kina ud af den internationale kommunistfamilie og havde derfor foreslået alle partier at forene sig i en ny konklave. Dette forslag hav­de ikke fremkaldt nogen begejstring, selv hos de kommunist­partier som traditionelt var Moskva hengivne. En af de mest anerkendte kommunistledere i Europa, Palmiro Togliatti, generalsekretær for det italienske kommunistparti, havde endda i et memorandum til Krustjov understreget, at en sådan konference ville være mere til skade end til gavn. Cubanerne var øjensynlig af samme opfattelse og ville have ladet Moskva vide, at man ikke skulle regne med dem for at udstøde Kina. Men så faldt Krustjov d. 15. okt. 1964. Man­ge observatører mener at hans fald havde noget at gøre med de vanskeligheder han havde haft med at samle den kommu­nistiske familie d. 15. dec. 1964; han havde måttet fremskyn­de datoen lidt for pludselig og uforsigtigt. Umiddelbart efter at Krustjov var blevet styrtet, kom Chou-En-Lai til Moskva for at deltage i 47.årsdagen for Oktoberrevolutionen og det så ud til at en slags våbenhvile i den kinesisk-russiske strid var blevet indført. Den cubanske præsident D6rticos var og­så til stede i den sovjetiske hovedstad, og det forlød at han var med til at mægle mellem de fjendtligtsindede brødre. Men kineserne bad forgæves den nye lederstab om at opgive sin plan om konferencen. Russerne, hvis anseelse allerede var alt for involveret i projektet, kunne højst gå med til at ændre mødets karakter så det ikke kom til at ende i en fordømmelse. Selvom der ikke havde været denne paradok­sale sag med konferencen, ville den russisk-kinesiske våbenhvile ikke have været længe; for de to lande var ikke enige om noget. Men mødet i Moskva blev prøven og fremskynde­de bruddet.

 

Tekst 10 | Oversigten over kildetekster | Tekst 12

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk