Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 85

Sebastian Haffner: Tysklands fejltagelser i Første Verdenskrig, 2001

Sebastian Haffner (1907-1999) var en tysk forfatter og journalist. Under nazismen emigrerede han i 1938 fra Tyskland til England efter at have afsluttet sit jurastudium. Han blev britisk statsborger med vendte tilbage til Tyskland i 1954 som udenrigskorrespondent for den engelske avis The Observer. Han har udgivet flere historiske og politiske bøger, den bedst kendte er nok En tyskers historie" (der blev udgivet posthumt i 2000), som er erindringer om hans opvækst under første verdenskrig og ungdom under nazismen. Nedenstående er uddrag fra bogen "De syv dødssynder – Tysklands fejltagelser i Første Verdenskrig" som han skrev i 1964. Han opstiller nogle af de tyske fejltagelser før, under og efter krigen, men det er ikke hans hensigt at fremsætte moralsk fordømmelse af det tyske riges daværende ledelse eller placere skylden for krigen i det hele taget.

 

Da man gik væk fra Bismarcks politik

Den første af de store fejltagelser, Tyskland begik, var overhovedet at starte Første verdenskrig. For sådan forholdt det sig nemlig.

Vi taler ikke her om at være "skyld i krigen". At tale om "skyld i krigen" var efter Første Verdenskrig udtryk for skinhellighed og hykleri, hvad sejrherrerne angår. Skyld forudsætter en forbrydelse, og krig var dengang ikke nogen forbrydelse. I Europa var krig i 1914 endnu et legitimt fænomen, forbundet med ære og berømmelse. Den var bestemt ikke upopulær. Og den krig, der blev indledt i 1914, blev ingen steder lagt for had.

I august 1914 blev der ikke blot jublet i Tyskland, men også i Rusland, Frankrig og England. De forskellige folk følte dengang, at det så at sige atter var på tiden med en krig, og man hilste krigsudbruddet med en følelse af lettelse. Men at det var på tiden med en krig, hang sammen med Tyskland.

Det store brud mellem fred og førkrigstid havde fundet sted omkring århundredeskiftet. Og det, der dengang havde ændret sig, var den tyske politik. Ikke noget andet. (s.33)

[…]

 

Haffner fortsætter med at beskrive Bismarcks udenrigspolitik efter 1871, der var billedet på "tysk fredspolitik" og hvordan hans efterfølgeres politik netop ikke var det. At efterfølgerne traf de forkerte beslutninger med de alliancer de indgik og hvordan de reagerede fejlagtigt på Ententens gradvise dannelse og udbygning.

 

[…] Vi er nu nået til det punkt, hvor krigen står for døren. Det fredelige Europa fra slutningen af det 19.århundrede har forandret sig uhyggeligt. Overalt findes der nu krigspartier, ikke blot i Tyskland – det vil sige grupper af statsmænd, som anser krigen for uundgåelig og ikke længere ønsker at standse den, men blot at kunne igangsætte den på det gunstigst mulige tidspunkt og under de gunstigst mulige betingelser – og så helst kunne give den anden part skylden. Også i Tyskland – som overalt – er der dog endnu politikere, som frygter den truende katastrofe, og som – ganske vist med svindende håb – i det mindste forsøger at udsætte den. I Tyskland har man endda en særlig grund til det, for den tyske situation med tre stormagter som tænkelige krigsmodstandere er blevet skrækindjagende. Det er ikke svært at forstå, at Tyskland nu føler sig indkredset, og at det allerede begynder at komme i den desperate stemning, hvor man blot tænker på, hvordan man skal "slå sig igennem".

Men årsagen til denne fatale forandring stammer entydigt fra Tyskland. Den afgørende første fejl, som Tyskland – længe før krigsudbruddet – begik, var at gå væk fra Bismarcks politik.

Bismarck mente, at man med grundlæggelsen af det tyske rige havde opnået det maksimale for Tyskland. Han erklærede i 1887: "Vi hører til de stater, der hviler i sig selv. Vi har ingen behov, som vi kunne tænke os at gribe til sværdet for." Og hans politik efter 1871 beviser, at han mente, hvad han sagde.

Den almindelige stemning i den næste tyske generation gav Max Weber udtryk for, da han i 1916 skrev: "Hvis vi ikke turde risikere denne krig, kunne vi lige så godt have ladet være med at grundlægge riget." For denne generation – der heroiserede Bismarck som "jernkansleren", men samtidig affærdigede ham som værende forældet – var grundlæggelsen af riget ikke et endemål i sig selv, men en optakt til det store gennembrud. Man ville ud af den mellemeuropæiske indespærrethed, man ville være verdensmagt, Europas førende nation – […]Ser man den tyske udenrigspolitik, der var årsag til Første Verdenskrig, efter i sømmene, opdager man, at der – ved siden af beruselsen og hæmningsløsheden over følelsen af egen styrke –var yderligere tre elementer.

For det første, hvor mærkeligt det end kan lyde, en vis snobbethed. Imperialismen var dengang ganske vist den store mode i Europa, men var det virkelig så bydende nødvendigt for netop Tyskland at følge denne mode med en så ukritisk og parvenu-lignende begejstring? […] det er mærkværdigt, at den store udfordring fra England i datidens Tyskland var ledsaget af en temmelig inferiør og provinsiel trang til efteraben – ja, at den i en vis forstand opstod heraf.

For det andet en vis nihilisme. Også det lyder besynderligt; kejsertidens optimistiske, idérige, højt kultiverede Tyskland har bestemt ikke været sig nogen form for nihilisme bevidst. […] men hvordan ville Tyskland i sin store periode forandre verden? Hvad nyt, vigtigt eller bedre skulle Europa bibringes takket være det tyske 20.århundrede? det havde man ikke noget svar på. Magt for magtens egen skyld, herredømme for herredømmets skyld – "fordi det nu er vores tur" eller "fordi vi nu er stærkest" – det er ikke nogen legitimation. […]

Og endelig var der tale om en ganske bestemt fejlvurdering af sig selv. Tyskland var et konservativt land. […] det var i forbund med to dødsmærkede og grotesk forældede riger, det habsburgske og det ottomanske. Landets egen kultur var dybt præget af romantikken. […] Alligevel måtte det være ensbetydende med selvødelæggelse at ville omstyrte den gældende verdensorden med et sådant sindelag. Konservatismen kan i selve sit væsen kun være defensivt. […]

Nej, Bismarck havde ret, og Max Weber havde uret. Det tyske rige havde "ingen behov, som det måtte kæmpe for med sværdet". At man tænkte anderledes, var Tysklands første store fejltagelse. Og den trak alle de øvrige med sig. Og som det frygtelige selvmål, som Tyskland skød i juli og august 1914.

 

Schlieffen-planen

Det er ikke sandt, at skuddene i Sarajevo udløste Første Verdenskrig. Skuddene i Sarajevo udløste ikke noget som helst. Mord på statsoverhoveder, ministre og kongelige var i den tids Europa så langt fra nogen sjældenhed. De havde endnu ikke ført til nogen internationale kriser, heller ikke i de tilfælde, hvor morderen var af en anden nationalitet end offeret. Således pointerede den franske præsident Poincaré den 5. juli 1914 i en samtale med den østrigske ambassadør i Paris, at hans forgænger Carnot for kort tid siden var blevet myrdet af en italiener. Og at alt hvad den franske regering havde foretaget sig i den anledning, var at sørge for politibeskyttelse til italienske institutioner og virksomheder i Paris.

[…]

 

Haffner argumentere dernæst for at Sarajevo ikke var en undtagelse og at Østrig-Ungarn ikke på forhånd var klar til at tage en konflikt med Serbien.

 

Beslutningen om at tage Østrig-Ungarns krig mod Serbien blev truffet i Tyskland, nemlig i Potsdam den 5. juli 1914. og beslutningen var udtrykkeligt også gældende i den situation, at krigen mod Serbien ville udløse "alvorlige europæiske komplikationer". I Tyskland var man klar til at udløse den europæiske krig. Man anså anledningen for gunstig.

Efter denne beslutning var truffet, var det da ganske konsekvent, at Tyskland underkrisen i den sidste uge af juli insisterede på, at aktionen mod Serbien skulle behandles som Østrig-Ungarns private anliggende, og at man ville blokere for enhver indblanding fra stormagternes side. Hvis Tyskland i 1914 havde ønsket at bevare freden, ville det have været helt uforståeligt.

Med den tyske regering ønskede ikke at bevare freden i 1914. ganske vist ønskede den ikke den krig, den nu fik, nemlig krig mod Rusland, Frankrig og England på én gang.

Tværtimod var man beredt til at udløse krigen mod Serbien, fordi man var overbevist om, at England ville forholde sig neutralt i en sådan krig. I begyndelsen havde den tyske regering da også rimelige grunde til denne antagelse. Dette – og kun dette – gør den tyske politik i 1914 forståelig.

Denne politik var bestem ikke nogen fredspolitik, men den var på den anden side heller ikke ondsindet og forbryderisk, som Hitlers politik 25 år senere var det. […]

 

Haffner opstiller dernæst flere muligheder for tysk strategi, især i krigens første måneder, der skulle have gjort op med Schlieffen-planen, og undgået en to-frontskrig. At nogle af problemerne der førte til at krigen udviklede sig, som den gjorde, skyldte sammenblandingen af samtidige militære og politiske planer.

Han beskriver desuden hvordan især krigen mod Rusland medførte store problemer.

 

[…] Tyskland ville […] helt klart have haft en chance for før eller senere at afslutte krigen i vest uden nederlag og at vinde krigen i øst uden at blive generet af indblanding udefra.

Denne chance ødelagde den tyske generalstab på forhånd ved at lancere Schlieffen-planen.

Den forvandlede dermed den ønskede kontinentalkrig til en verdenskrig mod tre stormagter, en krig, som det lige fra begyndelsen var umuligt at vinde. At Tyskland i hele fire år alligevel undgik at tabe den, var en præstation, der grænser til det mirakuløse. Denne uforudsigelige og umådelige præstation af den tyske hær og det tyske folk var lige ved at rette op på, hvad den tyske ledelse havde spoleret allerede fra krigens allerførste dag. En gav trods alle odds Tyskland endnu en chance for at fremstå som ubesejret og redde sig en ærefuld uafgjort. Men også denne overraskende chance fik Tyskland på grund af alvorlige fejl, der kunne være undgået, ødelagt for sig selv.

 

Fra: Sebastian Haffner, De syv dødssynder – Tysklands fejltagelser i Første Verdenskrig, (2001), s.33-47 i uddrag.

 

Tekst 84 | Oversigten over kildetekster 

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk