Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 79

En dansker med canadierne ved vestfronten

Da Første Verdenskrig brød ud søgte Thomas Dinesen (1892-1979), dansk forfatter, officer, ingeniør, godsejer og bror til forfatteren Karen Blixen, forgæves at blive krigsdeltager på engelsk eller fransk side; først i Canada fik han opfyldt sit store ønske om at blive sendt til fronten. I bogen "No Man's Land", der udkom første gang i 1928, beskrev han på baggrund af breve og dagbøger sit soldaterliv under 1. Verdenskrig. Han blev, som den ene af i alt to danskere, tildelt den britiske tapperhedsmedalje Victoriakorset (VC). De to første bidrag er fra fronten i Frankrig, det sidste er fra en udslusningslejer i England, den dag hvor Thomas Dinesen havde været på Buckingham Palace og modtaget sit VC.

 

Caucourt, 6. maj 1918

Jeg skød en eller flere tyskere den nat i Lens - - - næsten med et chok står det, bagefter, pludselig klart for én, at så let er det altså at slå en mand ihjel, - så lidt indtryk gør det på én at blive drabsmand, "morder"!

På jagt har jeg jo skudt masser af uskyldige dyr. Man kan være en stor dyreven og gå langt for at hjælpe et dyr i nød; men aldrig så snart er man ude i mosen med jagtriflen, så betyder dyrevenligheden ikke meget over for jagtlysten, - man har kun én tanke: Kan jeg nå ind på godt skudhold af bukken, før den mærker mig? – og man dræber en anskudt hare uden at generes af andet, end af det blod, man får på hænderne. Sådan er alle jægere.

Men når det er menneskeliv, det gælder? - - - -

De fleste af mine kammerater har sikkert aldrig tænkt på at betvivle autoritetsmoralen, - for dem er det femte bud en guddommelig befaling, om end det i høj grad forandrer betydning, når det er deres land, der er i krig.

For mig er sagen for så vidt anderledes, jeg har ingen metafysiske skrupler; for ti år siden gjorde jeg mig fri for de religiøse dogmer og kirkemoralen, og siden frelste Stirner[1] og sagaerne mig fra humanitetens lige så uholdbare kategoriske imperativer, fra tro på absolutte menneskerettigheder og samfundspligter.

Men i fredens velvillige dage, i det hyggelige Danmark, måtte man tro, at en urokkelig respekt og ærefrygt for ethvert andet menneskes liv var gået én i blodet, gennem arv og opdragelse, som selve grundlaget for éns natur og livssyn, ganske uafhængigt af, hvordan éns senere religiøse og etiske synspunkter havde udviklet sig. Vi var jo dog fyldt med humane, menneskekærlige følelser, og vi levede i et samfund, som i høj grad respekterede lov og ret, - i virkeligheden har jeg altid haft en vis skamfuld følelse af, at det muligvis kun var pral og humbug, når jeg påstod, at jeg gerne ville til fronten; når det kom til stykket, ville man vist forfærdet føle og forstå, at et menneskeliv dog på en mystisk måde var "helligt", og man ville vige tilbage for den "synd" at dræbe en uskyldig tysker!

Til min egen forbavselse har jeg nu set, at éns menneskekærlighed og ærefrygt for menneskeliv kan fejes til side som ganske umærkelige over for driften til kamp, lysten til at overvinde og dræbe en modstander. Man ser en fjende knække sammen foran sin riffel omtrent med samme følelse, som da man skød sin første buk: "Jeg fik den!" Og bagefter tænker man på kampen og drabet på samme måde, som en ung mand tænker på sit første lykkelige kærlighedsforhold: man kan fyldes med en varm tilfredshed ved sejrrigt at have brugt sine evner og kræfter i en stor oplevelse.

[…]

 

St. Hilaire, 24. juni 1918

Men når jeg, måske, engang kommer hjem, og uden spor af anger udmaler for de fredelige københavnske farisæere, hvordan jeg glædede mig, når jeg havde haft held til at plaffe en tysker, - vil de så ikke med fuld rimelighed føle samme modbydelighed og foragt over for en sådan moralsk lavhed?

Denne selvretfærdige forargelse er den første følelse, der fylder os, når vi møder en tankegang forskellig fra vores egen. Vi er alle sammen vokset op i en barnetro på, at vores etiske idealer er de eneste "rigtige", enten vi så rettede os efter dem eller ej, - - det er svært at gøre sig klart, at der lige så lidt findes noget absolut op og ned i åndelig som i fysisk henseende, - at al tale om "værdier", "betydning" og "mening" kun er subjektiv; man kan føle modvilje mod en mand, der mishandler dyr eller tager af kassen eller maler futuristiske billeder, men det er kun ens personlige natur og smag, der gør sig gældende.

Det kan vel være ganske rart og beroligende at tro, at man har hele universet bag sig til støtte for sine sympatier og fordomme; jeg har selv, somme tider, søgt at skyde mig ind under, at jeg kæmpede for retfærdighed og kultur og Europas Forenede Stater. Men herude, i No Man's Land, skulle man vel kunne frigøre sig for den slags illusioner og have mod til at være sig selv og sine meninger bekendt.

Jeg er ikke gået i krig for idealernes skyld, - jeg slås, fordi jeg elsker oplevelsen, faren og dåden. Jeg har truffet valget mellem den lille, farveløse tilværelse hjemme, i København eller på Katholm og eventyret her mellem verdens stærke ungdom, og jeg glæder mig hver dag over mit valg.

Se ud over Frankrig nu!

Dér kommer de tyske stormtropper væltende frem, de sidste reserver, unge drenge lige fra skolen. For de fleste af dem bliver disse franske floddale det sidste, de får at se i livet, men alligevel marcherer de, som i krigens første dage da de stormede Liège, i tætsluttede rækker frem mod maskingeværerne. Hele den germanske races stålkraft er bag dem: "Es braust ein Ruf mit Donnerhall - - -!"

Mod dem står de franske poilu'er, slidte og arrede efter fire års kampe, men ubrudte, hærdede under hammerslagene. De tyndede rækker danner en lige ubrydelig mur, viljen til at holde ud til sejren er lige ubøjelig: "Ils ne passeront pas!"

Hvad angår os, om krigen nok så meget kan kaldes meningsløs og tåbelig, - hvad mening kan vi overhovedet se i livet? Livet selv er livets eneste mening og mål, og bringer krigen end et overmål af drab og død, så kan dog kamp og krig som intet andet puste livet i hvidglødende flamme, skabe kærlighed og had, begejstring, udholdenhed og mod, lidelse og sorg. Vi, der har været med i denne tid, har virkelig prøvet at leve.

[…]

 

Bramshott Camp, 31.december 1918

Nu vender vi tilbage til den gamle verden, med dens kendte love og vedtægter. Vi skal igen gøre os sorger og bekymringer om mange ting, vi skal have de gamle skyklapper på, nu har vi igen en fremtid som en lammende byrde på skulderen. Det ventes af os, at vi skal tage interesse i livets "realiteter", dagens politik, vores aktiers udbytte, vores slips' farve.

Bag os, uigenkaldeligt bag os, ligger eventyrskoven, - den virkelige verden, det eneste liv.

 

Fra: Thomas Dinesen, No Man's Land. En dansker med canadierne ved vestfronten, (Peter Asschenfeldt, 1985), s.129-130, s.143-144 og s.187.

 

[1] Max Stirner, (1806-1856) tysk filosof og anarkistisk forfatter. I sit værk fra 1845 Der Einzige und sein Eigentum (da. Den eneste og hans ejendom, 1902), fremsatte han en ekstrem egoisme, og det regnes for et af anarkismens hovedværker. I bogen vendte han sig mod alle politiske, religiøse og moralske autoriteter. "Den eneste" handler ud fra hensyn til egennytten og er kun social, hvis det er i hans egen interesse. En senere tid har læst ham som en tidlig kritiker af den totalitære socialisme.

 

Tekst 78 | Oversigten over kildetekster | Tekst 80

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk