Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 71

Dominiek Dendooven, The Menin Gate – open for interpretation, 2001

Den belgiske historiker Dominiek Dendooven, der forsker og underviser ved "In Flanders Fields"-museet i Ieper, opsumerer forskellige fortolkninger af, The Menin Gate, det store monument til minde om de mere end 50.000 britiske soldater, der faldt på slagmarkerne omkring Ieper, men som ikke blev fundet og identificeret, og derfor ikke har en kendt grav. Nedenstående er uddrag af Dendoovens bog "Ypres as Holy Ground – Menin Gate and Last Post" fra 2001.

 

Menin Porten – åben for fortolkning

Der er kun få monumenter om hvilke så meget er blevet skrevet, og som der er så mange forskellige og modstridende holdninger til som Menin Gate. Denne dobbelthed er tydelig i selve fremtoningen af mindesmærket. Først og fremmest er monumentet designet til at mindes de døde.

Hvad dette angår, er dens vigtigste og mest imponerende træk de 60 navnepaneler, som optegner detaljerne om dem, der blev dræbt omkring Ieper og som ikke har en kendt grav. Sarkofagen, som kroner monumentet ind mod byen, understreger desuden, at det er tænkt som et sted for sorg.

På trods af det - og uanset protester fra Imperial War Graves Commission og andre der mente det modsatte - er det let at se Menin Gate som et monument for sejr. Dens fremtoning indeholder unægtelig træk fra en romersk triumfbue. Der er den vagtsomme løve, der kigger ud over slagmarkerne mod øst, mens laurbærkransene og egebladsguirlanderne har til formål at symbolisere mod og selvopofrelse. Indskrifterne - "Pro Patria, Pro Rege" (For Konge og Fædreland) - også peger i retning af, hvad krigens digter - og offer for krigen - Wilfred Owen kaldte "den gamle løgn: dulce et decorum est pro patria mori" (det er sødt og ærefuldt at dø for Fædrelandet).

Fra begyndelsen af har Imperial War Graves Commission været ivrig efter at undgå at denne fortolkning blev forbundet med dens mest kendte monument og har gjort alt i sin magt for at modvirke udviklingen af denne tankegang. Ifølge Kommissionen, ville det være en fornærmelse mod de nærmeste pårørende til de faldne, hvis mindesmærket skulle ses som en triumfbue. Porten var først og fremmest tænkt som et sted, hvor man kunne mindes de mange tusinde soldater, der ikke havde nogen kendt grav. Ligeledes var det et sted, hvor de pårørende til de faldne kunne samle sig om deres sorg, et sted hvor de kunne finde trøst og lindring. Med tiden er denne funktion blevet mindre vigtigt, men den forbliver ikke desto mindre relevant. Næppe en dag går, uden at en eller flere britiske besøgende ankommer til Menin Gate, for at søge efter navnet på deres oldefar eller grandonkel på de hvide stenpaneler. I denne forstand er Menin Gate måske ikke et egentligt militært mindesmærke. Det kan godt være, at navnene er arrangeret efter enhed og rang, men i første omgang, er de navnene på familien, og ikke på soldater. I sidste ende var de fleste af de mænd, der døde, ikke soldater, men snarere civile i uniform, frivillige, der kun havde forpligtet sig for så længe konflikten varede.

I betragtning af mindesmærkets dobbelte natur, er det måske ikke overraskende, at det har været genstand for meget forskelligartet fortolkning og kritik gennem årene. Dagen efter indvielsen omtalte Siegfried Sassoon det nye monument som "dette forbrydelsens gravminde«, mens den tyske pacifistiske forfatter, Stefan Zweig, i 1928 beskrev det som værende "dybt imponerende, både åndeligt og kunstnerisk." Sådanne modstridende synspunkter er et konstant og tilbagevendende tema i historien om Menin Gate.

Debatten om Menin Gate's sande natur og betydning fik ny aktualitet i 1980'erne, årtiet hvor fredsbevægelsen, inspireret af en række missilkriser, nåede sit højdepunkt. Hvorfor valgte demonstranter i 1983 porten til at male deres slogan "træer, ikke bomber"? Den underforståede betydning synes klar. Tilsvarende, da pave Johannes Paul II besøgte Ieper i 1985, gjorde han det på grund af byens selvudnævnte forpligtelse i fredssagen, et faktum fremhævet i løbet af Last Post[1] ceremonien under Menin Gate, da Hans Hellighed utvetydigt bad for fred i verden. Det er med andre ord klart, at paven opfattede mindesmærket som et monument for fred, ligesom mange tusinde andre, der ser disse lister over "ubærligt navnløse navne" som et stærkt argument imod magtanvendelse i internationale anliggender. Atter andre, såsom Ieper-debattøren, Jan Claus, betragter Menin Gate som et udtryk for britisk militarisme og imperialisme, og er irriterede og vrede over de mange parader og ceremonier, der finder sted dér.

 

Meget afvigende holdninger til Menin Gate vil fortsætte med at eksistere, formentlig så længe monumentet selv. Det mindste, man kan sige, er, at porten ikke efterlader nogen ligeglade og at det provokerer til sund og konstruktiv debat om spørgsmål der er relevante i samtiden - alt i alt, ingen dårlige egenskaber for et krigsmindesmærke.

 

Fra: Dominiek Dendooven, Ypres as Holy Ground – Menin Gate and Last Post (de Klaproos, 2001), s. 110-112.

 

[1] Hver aften siden 1928 afholdes en kort ceremoni i Menin Porten, hvor der blæses 'Last Post', dvs. det signal, der blæses på trompet ved en militær begravelse for at ære de døde. Næsten det samme, der kaldes 'Tappenstreg'.

 

Tekst 70 | Oversigten over kildetekster | Tekst 72

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk