Daily Telegraph-affæren
Interview med den tyske Kejser Wilhelm II bragt i dagbladet The Daily Telegraph, 28. oktober 1908.
»I englændere«, sagde han, »er gale, gale, gale som påskeharer. Hvad er der sket med jer, siden i fuldstændig har overgivet jer til mistanker der er en stor nation ganske uværdig? Hvad andet kan jeg gøre? I min tale ved Guildhall gjorde jeg det ganske klart, at mit hjerte vil freden, og at det er et af mine mest dybtfølte ønsker at vi skal leve i fred og fordragelighed med England. Har mine ord nogensinde været falske?«.
[…]
»Jeg gentager«, fortsatte Hans Majestæt, »jeg er en ven af England, men I gør ting besværlige for mig. Min opgave er ikke den letteste. Den altovervejende stemning blandt store dele af middel- og de lavere klasser hos mit folk, er ikke venligstemt over for England. Jeg er således en minoritet i mit eget land«.
[…]
»I England tror de fleste, at Tyskland var fjendtligt indstillet over for hende under den Sydafrikanske Krig. Tyskland var utvivlsom fjendtligt indstillet – bitterligt. Men hvad med det officielle Tyskland? Lad mine kritikere spørge sig selv, hvad det var, der pludselig standsede Boer-delegaternes Europatur, der havde til formål at opnå europæisk intervention? I Holland bød man dem velkommen med åbne arme, i Frankrig ligeså. De ville også have besøgt Berlin, hvor det tyske folk sikkert havde taget imod dem med blomster. Men da de spurgte mig om de kunne få lov til at komme, afslog jeg«.
[…]
»Var det«, spørger jeg, »en handling udført af en hemmelig fjende?. Men, vil I sikkert spørge, hvad så med den tyske flåde? Den er da helt sikkert en trussel mod England! Mod hvem andre end England er denne mobilisering tiltænkt? Hvis denne flåde ikke er tiltænkt England, hvordan kan det tyske folk så acceptere disse nye og store skattebyrder? Mit svar er entydigt: Tyskland er et ung og voksende imperium. Hun har en verdensomspændende og hurtigt voksende handel, som ingen patriotiske tyskere helt berettiget ikke ønsker at lægge bånd på. Tyskland må have en stærk flåde for at kunne beskytte hendes handel og mange interesser i selv de mest fjerne have. Hun forventer at disse interesser vil blive ved med at vokse og hun må være i stand til at varetage dem over hele kloden. Hendes horisonter strækker sig langt i det fjerne…«.
