Martyren, de fleste helst vil glemme
Jan Palach, som for mere end 30 år siden brændte sig selv ihjel i Prag, kritiserede sine egne, ikke de andre. Derfor duer han ikke som frihedshelt. Den unge student vendte sin desperation mod medløberiet, ikke mod de kommunistiske gangstere. Derfor forbliver hans død ifølge artiklen politisk ukorrekt og politisk ubekvem. Teksten, der er fra januar 1999, er skrevet af Jyllands-Postens korrespondent Per Nyholm.
WIEN - Vinteren har lagt sit slør af is og tåge over Prag, det tusindårige Bøhmens hovedstad. Lydløse tjekker haster gennem gyder og stræder, som indtil fornylig henlå i kommunismens mørke, men nu lyses op af reklameskilte for hurtigmad, spillebuler og vulgære natklubber.
Vaclavske namesti, hovedstrøget på Moldaus højre bred, vrimler med ukrainere og hviderussere, halvfulde tyskere og forvildede skandinaver, som tror, de besøger en af Europas smukkeste byer.
De færreste bemærker - under Hellig Vaclavs rytterstatue - de halvdøde blomsterbuketter, som forleden blev lagt på dette sted, hvor en ung mand for 30 år siden overhældte sig med benzin, satte en tændstik til og brændte ihjel.
Jan Palachs selvmord blev udlagt som den endegyldige protest mod besættelsen af et europæisk kulturland, iværksat af Sovjetunionen og lokale forrædere.
Men der lå andet og mere i Palachs rædselsgerning end blot en protest mod kommunisternes tyranni. Af den kun 21-årige students efterladte papirer fremgik, at han ville vække en moralsk nedbrudt nation til selverkendelse og til handling.
Et indadvendt folk
Det skulle ikke lykkes. Tjekkerne er et tungt og indadvendt folk. I 1938 lod de uden modstand, uagtet de var i besiddelse af en glimrende krigsmaskine, nazisterne udslette deres demokrati og okkupere deres land, som derefter på linje med bl.a. Danmark forsynede Hitlers tropper til Anden Verdenskrigs udgang. I 1948 kunne kommunisterne tage magten i den genoprettede demokratiske stat, som de forvandlede til et af kontinentets hårdeste diktaturer - påny uden modstand fra befolkningen.
Tjekkiets store øjeblik indtraf i 1968, da partichef Alexander Dubcek proklamerede sit "prager-forår". Denne i det lange løb ligegyldige episode endte med, at Dubcek undertegnede de berygtede Moskva-protokoller for at kunne regere videre i endnu nogle måneder som Kremls marionet.
Det hører til europæernes - ikke blot tjekkernes - illusionsmageri, at mange i de følgende år glorificerede Dubcek, hvis mål var en fungerende socialisme, ikke det ægte folkestyre, som den dengang foragtede digter og senere så ombejlede statschef Vaclav Havel fablede om i sin lejlighed ud til Moldau, hvis han da ikke sad indespærret i Ruzyne-fængslet.
En nation i ondt lune
Visse historikere fører tjekkernes passivitet tilbage til habsburgerne, som efter slaget på det Hvide Bjerg i 1620 kastede det reformerte Bøhmen ud i tre hundrede års katolsk enevælde. En anden forklaring kan være, at tjekkerne har for vane ikke at rydde op i deres ofte ubehagelige historie. Ingen - bortset fra Havel og hans nærmeste - ønsker at diskutere, endsige undskylde, den demokratiske regerings beslutning om at tildele tyskerne i Bøhmen det kollektive ansvar for nazismens uhyrligheder, konfiskere deres ejendomme og udvise dem en masse, inklusive de få jøder, som havde overlevet koncentrationslejrene. Efter 1989 afstod det nye demokrati fra at tage et retsopgør med kommunisternes regime. Andre centraleuropæiske lande har det med at bruge og misbruge deres historie i politisk øjemed. I Tjekkiet fejes historien ind under glemslens gulvtæpppe. I dag, næsten ti år efter kommunisternes undergang i et højvande af folkelig begejstring, virker Tjekkiet påny stillestående og tyst. Atmosfæren får den udefra kommende til at tænke på soldat Svejks fejhed og Kafkas konspirationer snarere end på Palachs og Havels klare budskaber. Her som andetsteds er det politiske liv fyldt med løftebrud og falske forsikringer. Tjekkerne kan sige, hvad de vil, men de fleste tier og skraber til sig - gerne på naboens bekostning. Palach er glemt af alle andre end en snæver kreds af intellektuelle. Nationen, siger Havel, "er i ondt lune... præget af selviskhed, opportunisme og alt det, der på Palachs tid blev kaldt for skjult kollaboratørvirksomhed".
Mod medløberi
Men det er ikke blot i Prag, at Palach er glemt. Det officielle Europa mindedes ikke selvbrænderen med et ord. Vel sagtens, fordi det i toneangivende kredse opfattes som ubekvemt, at unge mennesker tager deres liv i protest mod disse kredses indretning af samfundet.
Efter Palachs selvmord fulgte en tavshed, som i tankevækkende grad adskilte sig fra den opstandelse, der omgav buddhistiske munkes næsten samtidige selvbrændinger, vendt mod USAs militærintervention i Vietnam.
Der skulle gå otte pinefulde år, før end menneskerettighedsgruppen Charta 77 trådte frem i Prag til raseri for de lokale magthavere og til spot for deres medløbere i Vesten. Der skulle gå yderligere tolv år, før end tjekkerne, inspireret af østtyskerne, polakkerne og ungarerne, gik på gaden for med deres klirrende nøgleknipper at vifte kommunisterne væk.
Da er Jan Palach forlængst ude af tjekkernes og de øvrige europæeres bevidsthed. Palach duer ikke som frihedshelt. Han kritiserer sine egne, ikke de andre. Hans desperation er rettet mod medløberiet snarere end de kommunistiske gangsteres magtapparat, som netop består i kraft af medløberiet. Hans død kan ikke bruges politisk, da den er udtryk for en politisk ukorrekt og derfor politisk ubehagelig håbløshed. Palach er moralist og ikke helt. Følgelig må han glemmes af alle, som foretrækker det ekspeditte for det rigtige.
