Hasan al-Bannas publikation om ummas pligt til jihad
I Allahs navn, den Nådige og Barmhjertige
Al lovprisning tilkommer Allah, Universets Herre. Måtte Allah skænke fred og velsignelser til vores leder Muhammed, leder for dem, der kæmper på Allahs vej og de frommes Imam. Måtte han også skænke fred og lovprisning til hans familie og ledsagere, og fred og lovprisning til alle dem, der kæmper for Sharia indtil Dommedag.
Alle muslimer må udføre jihad
Jihad er en religiøs pligt pålagt af Gud på enhver muslim, og pligten kan ikke ignoreres eller undgås. Allah har skriftligt tillagt jihad stor betydning og har skænket martyrer og kæmpere for hans sag en vidunderlig belønning. Kun de, der har ageret i overensstemmelse med pligten, og som har taget martyriet på sig i udførelsen af jihad, kan få del i denne belønning. Derudover har Allah beæret mujahideen med særlige exceptionelle kvaliteter, både åndeligt og praktisk, der kan hjælpe dem både i denne verden og den næste. Deres rene blod er sejrens symbol i denne verden, og kilde til succes og lykke i den tilkommende verden.
De, der ikke kan finde andet end dårlige undskyldninger, er blevet advaret om ekstremt forfærdelige straffe, og Allah har beskrevet dem med de værste navne. Han har bebrejdet dem deres kujoneri og mangel på ånd og hånet dem for deres svaghed og slaphed. I denne verden vil de være omgærdet af vanære og i den næste vil de være omgærdet af ilden, som de ikke vil kunne slippe ud af uanset hvor stor en velstand de så måtte være i besiddelse af. Svagheden ved at afvise eller undgå pligten til jihad betragtes af Allah som en af de største synder, og den er en af de syv dødssynder, som man ikke kan få soning for, hvorfor fortabelsen er garanteret.
Islam er optaget af spørgsmålet om jihad og indkaldelsen af og mobiliseringen af hele umma i én styrke for at forsvare den gode sag med hele sin styrke, fordi islams umma er bedre end noget andet gammelt eller nyt system, hvad enten det er religiøst eller civilt. Koranens vers og Muhammeds sunna flyder over med alle disse ædle ideer, og de kalder mennesker generelt (med de mest veltalende udtryk fremført på den klareste måde) til jihad, til krigsførelse, til de væbnede styrker, og enhver form for kamp til lands eller til havs.
Det er ikke hensigten her at gå i uddybende detaljer, men vi vil i stedet nedenfor bringe koraniske vers og hadither som eksempler, idet vi blot ønsker at kaste et kort blik på islams budskab om jihad. Derudover vil vi ikke fordybe os detaljeret i de koraniske vers og haditherne. For du vil ud fra sprogets renhed, den klare fremstilling, de lysende ideer og spiritualitetens kraft erkende at forklaring og afklaring er en unødvendighed.
Koranen om jihad
Sura 2 (Koen) aya 216
Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Gud har viden; men det har I ikke.
Sura 3 (Amrams slægt) aya 156-158
156. I, der tror! Vær ikke som dem, der er vantro, og som, når deres brødre har været på langfart eller på plyndringstogt, siger om dem: ”Hvis de var blevet hos os, var de ikke døde og ikke blevet dræbt!” For Gud ville gøre det til en hjertekval for dem. Gud giver liv og bringer død. Gud ser, hvad I gør.
157. Hvis I bliver dræbt eller dør for Guds sag; - tilgivelse og barmhjertighed fra Gud er bedre end det, de samler sammen.
158. Når I dør eller bliver dræbt, vil I blive ført til Gud i samlet flok.
I forbindelse med ovennævnte aya tilføjer Banna:
”Bemærk hvordan “tilgivelse” og “barmhjertighed” er knyttet til kamp og død for Allahs sag. (…) Dette indikerer det faktum, at fejhed er et karaktertræk knyttet til de vantro, men ikke til de troende. Og bemærk hvordan de vantro i dag forekommer at være tapre og de troende forekommer at være feje.”
Derefter angiver Banna sura 3.169-170, sura 4.74,sura 8.60, sura 8.65, sura 9.14-15, 9.29, 9.41, 9.81-83, 9.88-89 og 9.111, sura 47.20-21, sura 61.4 og sura 48.18-19 som koraniske belæg for muslimers forpligtelse til jihad på Allahs vegne.
Banna slutter sin præsentation af koraniske belæg med at tilføje:
”Disse, broder, er eksempler på Koranens henvisning til pligten til jihad, hvis dyder bliver klart skildret, og de, der udfører jihad bliver her givet de gode nyheder om de enestående belønninger, som venter dem. Allahs bog er fyldt med eksempler som disse, og enhver der læser Koranen og er opmærksom på dens holdninger, vil blive dybt overrasket over muslimernes ligegyldighed mht. at drage fordel af denne belønning.
Hadith om jihad
På Abu Hurayrahs autoritet, måtte Allah være tilfreds med ham.
Han sagde:” Jeg hørte profeten sige”: Ved den eneste Ene, i hvis hænder min sjæl er, havde det ikke været for begrænsningen af ressourcer, der tvang nogle af fællerne til at blive tilbage (til deres store utilfredshed), så ville jeg ikke have afskåret nogen som helst fra at kæmpe for Allahs sag. Og ved den eneste Ene, i hvis hænder min sjæl er, så ville jeg ønske, at jeg kunne blive dræbt i kampen for Allah, og så blive vakt til live igen, så at jeg igen kunne blive dræbt i kampen for Allah, igen og igen og igen.
Overleveret af Al Bukhari og Muslim.
På Al-Miqdam ibn Maád ibn Yakribs autoritet. Han sagde: ”Allahs sendebud sagde”:
Martyren besidder seks kendetegn i forhold til Allah: Han er tilgivet og blandt de første til at blive tilgivet; han bliver anvist sin plads i Paradis; *han bliver ikke straffet i graven; han er fritaget for Dommedagens rædselsfulde terror; værdighedens krone er anbragt på hans hoved, der i værdi langt overstiger verdens med alt, hvad den indeholder; han bliver gift med 72 af de himmelske kvinder; og han kan anmode om tilgivelse for 70 af sine slægtninge.
Overleveret af At-Tirmidhi og Ibn Majah.
* han bliver ikke..: Islamisk mytologi er i splid med sig selv i spørgsmålet om, hvad der skal ske shahid, martyren, efter at han har ofret sig. Nogle hævder, at han bortrykkes direkte til himmels til det glade liv med huraerne, Koranens ”rene hustruer”, mens andre, som teksten her, afviser, at martyrerne kan opstå før den almene opstandelse. Martyrerne må så trøste sig med, at de ikke som alle andre skal martres i deres kiste, mens de ligger og afventer Dommedag.
Banna fremfører ud over de to ovennævnte yderligere 31 hadither, der alle kræver jihad af muslimerne og glorificerer martyrerne. Han afslutter hadith delen således:
Der er mange vidunderlige hadith om dette emne, der indeholder vejledning og pligter, hvad angår jihad. De er så talrige, at selv en stor bog ikke ville være tilstrækkeligt til at rumme dem.
De retslærde om jihad
Jeg har nu præsenteret jer for nogle vers fra Koranen og fra de ædle hadith, hvad angår betydningen af jihad. Nu vil jeg gerne præsentere jer for de retslærdes og de islamiske skolers opfattelser omfattende nyere autoriteter, hvad angår reglerne for jihad og i den forbindelse nødvendigheden af at være beredt. Ud fra dette vil vi nå til indsigt i, hvor meget umma i dag i den måde den praktiserer islam på har afveget fra det krævede, hvilket kan ses ud fra de retslærdes konsensus i spørgsmålet om jihad.
Hanafi skolen har beskrevet reglerne for jihad således:
”Sprogligt betyder jihad, at man gør sit aller yderste i ord og gerning; i Sharia er det kampen mod de vantro, og det omfatter alle skridt nødvendige for at opløse islams fjenders magt, inklusive at nedkæmpe dem, plyndre dem for deres rigdomme, ødelægge deres helligdomme og smadre deres afguder. Det betyder, at jihad er at anstrenge sig til det yderste for at sikre islams styrke ved midler som at bekæmpe fjenden (kafir) og dhimmierne (hvis de begår noget brud på aftalen) og de frafaldne (takfir) (som er de værste vantro, for de blev vantro efter at de havde bekræftet deres tro).
Det er fard kifaya (religiøs pligt for umma i sin helhed) at kæmpe med fjenderne. Imamen må sende militære styrker til dar al-harb hvert år mindst en eller to gange, og den lokale umma må støtte ham i dette. Hvis nogle følger kaldet til jihad, er de øvrige fritaget for forpligtelsen. Hvis denne kollektive forpligtelse ikke tages op af nogen gruppe, påhviler forpligtelsen den nærmeste umma, men hvis fard kifaya kravet ikke kan opfyldes, så bliver kravet om jihad til fard ayn (religiøs pligt for den enkelte) på samme måde som bøn. (…)
Hvis fjenden erobrer noget som helst islamisk territorium eller en region deraf, så bliver jihad fard ayn, og kvinden og slaven skal gå i krig uden den nødvendige tilladelse fra manden eller herren. På samme måde skal også barnet gå ind i kampen uden tilladelse fra forældrene, og skyldneren uden tilladelse fra långiver.
Hvorfor kæmper muslimerne?
Nogle har gennem et stykke tid anfægtet nødvendigheden af jihad, men i dag må disse samme indrømme, at forberedelsen til krig er den sikreste vej til fred! Allah forpligtede ikke muslimer til jihad, så at den kunne udnyttes til undertrykkelse eller tyranni eller anvendes af nogle til at forfølge deres egen personlige fordel. Nej, jihad skal beskytte islam og islams udbredelse. Det vil garantere fred og midler til islams Højeste Budskab. Det er et ansvar, som muslimerne bærer, Det Højeste Budskab, der skal føre menneskeheden til sandhed og retfærdighed. For skønt islam kræver jihad, så ønsker den fred.
For muslimer i krig var der kun et hensyn, og det var at Allahs navn blev sat højest, der var ikke plads til noget andet mål. Ønsket om berømmelse og godt ry var forbudt for muslimerne. Kærligheden til rigdom, upassende tilegnelse af krigsbytte og iveren efter at erobre på uretfærdig vis er alt sammen forbudt muslimer. Kun en intention var tilladt, og det var offervilligheden for menneskehedens skyld.
Fællernes (sahaba) (måtte Allahs nåde være med dem) optræden i kampe og i de territorier, som de erobrede angiver i hvilken grad de afstod fra at forfølge deres personlige ønsker og krav, og derfor også i hvilken grad de var dedikerede til deres fundamentale og originale mål: at føre menneskeheden til sandheden indtil Allahs ord står som det mest ophøjede. (…)
Nådei den islamiske jihad
Den islamiske jihad er den ædleste bestræbelse og måden til dens realisering den mest forfinede og ophøjede. For Allah har forbudt aggression, og han har befalet, at der skal udvises retfærdighed endog mod fjenden og modstanderen. (…)
Allah instruerer muslimerne om at handle med den største nådighed. For når de kæmper, iværksætter de ikke fjendtligheder, ej heller stjæler de eller plyndrer ejendom, ligesom de heller ikke kaster sig ud i ødelæggelser. I deres krigsførelse er muslimerne de bedste kæmpere på samme måde som de i fredsprocessen er bedste til at slutte fred.
Det er forbudt at skade kvinder, børn og gamle mennesker. Det er forbudt, at slå de sårede ihjel, forstyrre munke, hermitter og de fredelige, der ikke yder nogen modstand. Stil denne nådige optræden op overfor de såkaldt ”civiliserede” folks morderiske krigsførelse og forfærdelige grusomheder! Sammenlign deres internationale lov med denne alt omfattende, guddommeligt skænkede retfærdighed!
Forhold vedrørende jihad
Mange muslimer tror i dag fejlagtigt, at kampen mod fjenden er jihad asghar (den lille jihad) og at kampen mod ens eget ego er jihad akbar (den større jihad). Den følgende fortælling fra Muhammeds sunna refereres ofte som bevis: ”Vi er i dag vendt tilbage fra den lille jihad for at give os i kast med den større jihad”. De omkringstående sagde: ”Hvad er den større jihad?” Han (Muhammed) sagde: ”Hjertets jihad eller kampen mod ens eget ego.”
Denne hadith anvendes af nogle til at reducere den væbnede jihads betydning, reducere betydningen af at kæmpe og forberede sig til kamp, reducere betydningen af evig lykke i den kommende verden og afvise enhver deltagelse i jihad for Allah.
Denne hadith er imidlertid ikke saheeh, en sund overlevering, men selv om den så skulle være det, kan den aldrig tolkes som en tilladelse til at afstå fra væbnet jihad eller forberede sig dertil, når spørgsmålet vedrører frelse af de erobrede muslimske territorier og afvisning af de vantros angreb. Lad det hermed være sagt, at denne hadith simpelthen blot understreger kampen mod ens eget ego, så at Allah kan være målet for alle ens handlinger. (…) Men intet kan sammenlignes med æren ved shahada kubra [de højeste martyrium] eller den belønning der venter Mujahideen.
Epilog
Mine brødre! Den umma der ved, hvordan man dør en nobel og ærefuld død, bliver skænket et ophøjet liv i denne verden og evig lykke i den næste. Degradering og vanære er resultaterne af kærlighed til denne verden og frygt for døden. Derfor forbered jer til døden og elsk døden. Livet selv vil komme at søge efter jer.
Min broder, du skal vide, at du en dag vil stå ansigt til ansigt med døden og at denne betydningsfulde begivenhed kun kan finde sted én gang. Hvis du ved den lejlighed har taget lidelsen på dig for Allahs skyld, så vil det hjælpe dig i denne verden og belønne dig i den næste. Og husk broder, at intet sker uden Allahs vilje.
Du skal stræbe efter en ærefuld død, og så vil du blive skænket den perfekte glæde. Måtte Allah velsigne både dig og mig med martyriets ære i kampen for Hans sag.
IMAM SHAHID HASAN AL-BANNA
Oversat fra engelsk af S. Lindhardt
