Uddrag af novellen Guldbillerne (1916)
Carl Quistgaard Muusmann var forfatter og journalist. Han skrev især om Københavns historie og blev kendt for sine skildringer af sin samtid. Denne novelle foregår mest i Danmark, men handler i høj grad om Dansk Vestindien i tiden omkring salget af øerne i 1916.
Uddrag af Carl Quistgaard Muusmanns novelle Guldbillerne fra udgivelsen C.C. Clausen, Carl Muusmann og A.C. Meyer: Under Palmer, Fortællinger og Skildringer fra Dansk Vestindien. Carl Schepler, 1916, side 39-146.
Fortælleren, Doktor Graa, har levet i mange år på St. Thomas i Dansk Vestindien, men er flyttet hjem til Danmark. Til et selskab hos en nabo, Grosserer Holm, er Damerne og Herrerne gået hver til sit, og herrerne sidder på terrassen. Her går diskussionen om tidens brændende spørgsmål: Salget af øerne. Til stede er Grosserer Holm, Kaptajn Schatlz, Professor Krog og Grosserer James. Grosserer Holm siger (side 43-47):
Om det saa er vore egne gamle Landsdele, der dog i fordums Dage har givet os mangen en god Skilling, saa er vi parat til at sælge dem og stryge Flaget, saasnart der gælder om at bringe et Offer.
– Nu sigter De til de vestindiske Øer! Udbrød Kaptajn Schaltz, der længe havde holdt sig tavs, medens det drejede sig om de mere merkantile Virkninger, skønt han brændte af Begærlighed efter at komme med i Samtalen. Jeg maa give Dem Ret, Grosserer Holm. Det er en Skandale for Danmark, som det administrerer sine Kolonier. Efter Ydmygelsen paa Island følger Ydmygelserne paa de vestindiske Øer. Hvad maa Stormagterne tænke? Maa de ikke med Rette sige: De smaa Stater har ingen Berettigelse! This det var jo dog netop derigennem, at et lille Land skulde vise sin Kultur, at det gjorde de Kolonier, der var betroet til dets Omsorg, til smaa Paradisøer, til Havelodder med mønsterværdig Drift, med de bedste Forhold for de Indfødte, med den mest gennemførte Udvikling paa de økonomiske, aandelige og materielle Omraade.
Man taler om, at vi skal forsvare os ved Kultur, jeg giver Fanden i Kultur som Forsvar, men jeg vil dog indrømme, at denne Kultur maaske kunde have haft en vis Betydning, hvis vi havde kunnet pege paa vore tre vestindiske Kolonier og sagt: Se, saadanne Perler kan der skabes til Ære for den menneskelige Civilisation, naar man betror Røgten og Plejen til et lille Lands nænsomme og omsigtsfulde Kultur. Og saa har vi ikke kunnet opvise andet end Usselhed og Elendighed, saa vi maa blues derved for tilsidst at sælge vor Skams Konkursbo til en ublu Pris.
– Hør! Hør! Udbrød den lille Professor Krog med Guldbrillerne. Skandale er netop det Kaptajnen siger, at vi sælger vor Skam. Hellere havde jeg set, at Amerika uden videre havde taget dem. Det havde været umuligt for os at forhindre, efterat patriotiske Mænd dog i de senere Aar har gjort, hvad de kunde, for at faa Øerne op, som skammelig blev ladt i Stikken af Staten.
– Vi Danske er altfor tilbøjelige til at spille Martyrer! Svarede Grosserer James. Til det Slesvigske Martyrium vil Professoren nu ogsaa føje det vestindiske Martyrium. Men jeg tror ikke, at der var noget Menneske, der vilde ynke os, hvis Amerika virkelig en Dag tog vore vestindiske Øer. Thi det er rigtigt, som Kaptajnen sagde, at vi har forsømt dem og ladet Gouvernørerne vende tilbage som Prokonsuler, der har udsuget en romersk Provins. Men det er Fortidens Skader, og da vi nu ikke mere kan raade Bod paa dem, saa lad os i Guds Navn skille os af med Stumperne, saa hurtigt som mulig og i hvert Fald ikke beklage os over, at Prisen er for høj!
– Ja, det kan være godt nok, og det er nu ogsaa fuldt moderne tænkt, men alligevel maa jeg sige, at det oprører mig som Dansker, at vi midt under Verdenskrigen skal stryge Dannebrog, medens alle Lande ligger og slaas i Aaringer for blot at forsvare en Strimmel Jord saa stor som Haven derude. Allerede da der første Gang var Tale om at sælge dem i 1902, fik jeg Lysts til at se vore Besiddelser, inden vi skilte os af med dem. Saa gik jo Salget midlertid overstyr, og saa opgav jeg min rejse, skønt det var lige paa Nippet til, at jeg var rejst derover sammen med en Forretningsven, der vilde have, at jeg skulde købe en Plantage i Kompagni med ham paa St. Croix. Nu fortryder jeg, at jeg ikke kom derover.
– Du er saamænd næppe gaaet tabt af noget, Onkel, udbrød James.
– Det skal Du dog ikke sige saa rask, James. Har du maaske været derovre?
– Nej, Gud ske Lov!
– Naa, og der er vel heller ingen af de andre Herrer, der har været der?
– Jo, Gud ske Lov! Lød det pludselig, medens alle Blikke vendte sig mod den Talende, thi der havde været en saadan Umiddelbarhed og Ærlighed over Udbruddet, at man følte, det kom fra Hjertet.
– Se, se! Det glæder mig, Doktor Graa! Udbrød Grosserer Holm interesseret. Han havde egentlig kun indtil nu ofret Doktor Graa meget ringe interesse. Lægen var en af Husets alleryngste Bekendte. Han var først i Midten af Sommeren flyttet ind i Nabovillaen, hvor han havde indrettet sig ret intermistisk.
Grunden til, at Doktor Graa var inviteret med i Selskabet var egentlig nærmest en Tilfældighed. En aften sent var det sket hos Grosserer Holm, at Husjomfruen havde faaet et Krampeanfald. Der blev sendt Bud efter Huslægen, men han var ikke til Stede. Alt var Forvirring og Nervøsitet. Saa dukkede Doktor Graa pludselig op fra Naboejendommen og meldte sig frivilligt til Tjeneste. Hans Optræden havde været præget af en behagelig Ro, der havde gjort det bedste Indtryk paa den gamle Grosserer, som derefter havde indlemmet den nye Nabo i Familiens Omgangskreds.
Noget nøjere Kendskab til hans Forhold havde han imidlertid, som allerede tidligere nævnt, ikke haft, og nu syntes det, som om Doktoren pludselig meldte sig som hans Allierede i Diskussionen. Idet Grosserer Holm nikkede til Doktoren fortsatte han derfor:
– Har De været i længere Tid ude i Vestindien, kære Doktor, eller har det kun været paa et kortere Besøg?
– Åh, nej, jeg har været der adskillige Aaar, jeg har haft min Virksomhed derude, og jeg har lært at holde af vore Besiddelser – af mange Grunde.
– Hvordan gik det til, at de De kom derud?
– Det skete nærmest ved en Tilfældighed. Jeg hører til en gammel Sømandsslægt. Min Fader var Kaptajn og fór paa de varme Lande. Mens jeg var Dreng, fortalte han mig altid, naar kan kom fra sine Rejser, saa mange mærkelige Ting, at min Fantasi kom i spillende Kog, og jeg var fra Barnsben fast besluttet paa, at naar jeg blev stor, saa vilde jeg fare til Søs.
Doktor Graa fortæller selskabet om sit første møde med byen Charlotte Amalie på St. Thomas (side 49-52):
Det var en Søndag Morgen, da vi sejlede ind til Charlotte Amalie eller St. Thomas, som den populært hedder. Aldrig skal jeg glemme det Syn. Hvor saa den lille By, der er opført paa Høje, henrivende ud med sine flade, kulørte Tage mellem blomstrende Frugttræer. Paa den ene af Højene knejsede Guvernørpaladset i let italiensk Villastil mod den klare, dybblå Himmel.
Ved indsejlingen til Havnen laa der et rødt Fort med gamle Malmkanoner under skyggefulde Kokospalmer. Baade kom ud med uniformerede Embedsmænd, fra Fortet faldt Salutskud i en eller anden højtidelig Anledning, Røgen steg som Bomuldsskyer op i den stille, solklare Dag og et lille, let Vindpust udfoldede paa Fortets Top et dansk Splitflag!
Ved synet af dette blev jeg grebet af en ejendommelig Følelse.
Naar man sejler, saa er det Gud være lovet endnu ikke saa helt sjældent, at man møder et Skib – og det endda ikke af det mindste, - der fører det røde og hvide Flag paa Toppen.
Alligevel gør det altid Indtryk, naar man ser det, og uvilkaarlig tager man sin Hat af, mens man passerer det. Men her var Indtrykket endnu langt stærkere. Det var jo dansk Jord, dansk Ejendom, danske Besiddelser, paa hvilke dette Flag var hejst.
Saadan som jeg følte i det Øjeblik, saadan maa en Mand føle, som har faaet sig en lille Kolonihave midt ude i en stor, rig Egn, og som om Søndagen faar Lov til at hejse Dannebrog paa Flagstangen paa Græsplænen udenfor Lysthuset!
Dog, det var ikke Synet af Flaget, der i denne skønne Morgen gjordet et saa stærkt Indtryk paa mig. Det var hele det mærkelige Sceneri, der mødte mig, og som pludselig fyldte mig med en underlig hjemlig Følelse.
Det var ikke blot et Pust fra Danmark og København, der slog mig i Møde i Folk og Flag, Sprog og Væsen, men det var, som førtes jeg tilbage til mine vageste Barndomsminder, til mine Forældres Beskrivelser og til de gamle Litografier paa Væggene i mit Hjem med Afbildninger af de nu for længst nedrevne Volde.
Ja, det var et Stykke af det gamle Kongens København, der pludselig dukkede frem her i en eksotisk Natur af overdaadig Yppighed. Hvor forekom de store Kongenavnetræk mig ogsaa hjemlige og hyggelige, og hvor mindede de mig om Kastellet og Langelinie.
Dette indtryk af hjemlighed blev jeg end ikke kvit, da vi kom i Land og gik op ad den krumme Gade, hvor der paa Skiltene fandtes Navne i alle Sprog, og hvor de halvnøgne Negre fuldstændig dominerede den hvide Befolkning.
Jeg syntes alligevel, at der var og blev noget hjemligt over hele Indtrykket, og saaledes blev jeg ved at føle det i den Tid, jeg opholdt mig i dansk vestindien.
Nu, da jeg er kommet tilbage, for at slaa mig ned igen her i Danmark og falde til Ro, længes jeg ofte derud igen, og det skærer mig i Hjertet at tænke paa, at de Dage kommer, da Musikken i Anlæget for sidste Gang spiller Kong Christian; da Dannebrog styges paa Fortet for at erstattes af Stjernebanneret, og da det sidste Leveraab lyder for den danske Konge, hvis Fødselsdag altid var en Fest derude, for fremtidig at ombyttes med et hip, hip, hurrah for den amerikanske Præsident. Jeg tror, mangen gammel Sømand vil være nødt til at tage sig haardt over Øjnene, naar han fremtidig passerer St. Thomas’ Fort og ser, at det danske Splitflag er forsvundet. Han vil føle det, som naar man har mistet en af sine Paarørende!
– Det er som talt ud af mit Hjerte, kære Doktor! Udbrød Grosserer Holm, der havde siddet og betragtet Lægen, medens denne talte og formelig syntes at blive yngre, idet Iveren tændte smaa Blus paa hans Kinder, der tidligere havde haft en lidt gullig, gusten Farve.
– Ja, Gud bevares! Udbrød James, naar man selv har været derovre og modtaget den Art Indtryk, saa er det naturligt, at man ser saadan paa Tingene. Men vi andre, der sidder hjemme og ikke har følt denne Lavendelpoesi fra Sjette Frederiks Dage, vi kan ikke skrue os op til den Art Sentimentalitet, og naar vi kan faa saa mange Penge for Øerne, som vi aldrig tidligere har kunnet vente, saa sælger vi og dermed basta.
Grosserer Holm tilbyder Doktor Graa at vise ham ’Vestindiens Perle’, som er datter af en af grosserens kaptajner (side 53-54):
– Det har været mig en Fornøjelse at høre Dem tale i aften; og nu skal De ogsaa have Deres Belønning. De skal faa Lov til at se Vestindiens Perle!
– Nej, der tager jeg ikke ud mere, Hr. Grosserer. Jeg har været der i 14 Aar. Nu er jeg 38, og nu vil jeg falde til Ro her hjemme, efter at jeg har faaet en lille Arv fra min Onkel.
– Naa De taler om St. Thomas! Lo Grossereren. Nej, det er ikke den Perle, jeg mener. Det er vor egen Vestindiens Perle.
– Hvem er det? De gør mig ganske nysgerrig.
– Det tror jeg, og De vil heller ikke blive skuffet. Hun er Datter af en af mine Kaptajner, der tidligere har været i engelsk Tjeneste, og hun er en af de skønneste Kvinder, jeg har set. Hun er Kreolinde med et fyrigt Temperament og en lidenskabelig Forkærlighed for Vestindien, som hun fra Barn har besøgt sammen med sin Fader. Hun er stærkt udviklet, skønt hun vist næppe er fyldt de tyve. At tale med hende en Times Tid, det er bedre end at læse hundrede Bladartikler. Hun er den levendegjorte Agitation og kan med Øjnenes Ild smelte alle kolde, misfornøjede Argumenter. Hun alene har erhvervet over 200 Underskrifter paa Adressen mod Salget.
– Hende vilde jeg unægtelig glæde mig i høj Grad at hilse paa.
– Det skal De faa Lov til, Doktor. Mød i Morgen til Middag Klokken seks.
Men der kommer de andre tilbage med Damerne. Lad os saa ikke tale mere om det, ellers vil James med, og hans Kone er saa rædsom jaloux. Altsaa Klokken 6.
’Den Vestindiske Perle’ viser sig at hedde Miss Stella Edwards. Doktor Graa og det øvrige selskab introduceres for hende (side 59-61):
Nu stod hun der i disse lyse, lette Stoffer, der minder om Blomsterblade, og i hvilke Vestindianerinderne med saa stor Kunst forstaar at hylle deres lidt lade, eksotiske Skønhed. Hun smilede koket til sig selv ind i Spejlet, medens hun anbragte et Par Blomster i sit kulsorte Haar. Doktor Graa opfangede med et næsten betuttet Udtryk dette Smil, der fuldstændig forklarede ham Kælenavnet: ’Vestindiens Perle’.
Aldrig havde han paa en Kvinde set en saadan Række Tænder; hvide, skinnende med en glansfuld Fugtighed. De fuldendte Billedet af hendes Skønhed, hvis Teint var varm og dyb. Hendes blanke, sorte Haar var sat op i en høj Knude, der holdtes sammen med en Guldkam. De sorte Regnbuehinder spillede med en dyb Glans, der fremhævedes af Øjeæblets mathvide Farve.
Da hun nu gik i Forvejen ind i Spisestuen, saa Doktoren, at hendes Figur var høj, slank, stærkt udviklet, skønt hun næppe var mere end sytten, atten Aar, og at hun havde den ejendommelige rytmiske Vuggen i Hofterne, som man ellers hyppigst træffer hos Orientalerkvinderne.
Doktor Graa havde ikke Øjnene fra Miss Edwards, men det lod til, at hun var vant til, at Herrerne saa paa hende, og at det ikke afficerede hende.
– Maa jeg bede Dem tage Plads for Bordenden, Miss Edwards! Sagde Grosseren og placerede den unge Dame ved hendes Kuvert, der var smykket med en stor Buket Roser i et Glas.
Frøken Friis kom nu dampende ind fra Køkkenet ildrød i Hovedet og fulgt af en lidt forskræmt Pige.
Maden blev serveret, og der blev en kort Pause, medens man spiste Hønsekødssuppen og drak det første Glas Vin; men saa tog Konversationen atter hurtigt Fart.
– Ja, De kan tro, kære Doktor, vi kan være stolte af vor lille Vestindianerinde, sagde Grosseren oprømt. Hun vækker Opsigt overalt, selv på Børsen. Jeg havde Miss Edwards med deroppe forleden Dag, da hun gerne vilde se, hvordan det gaar til. Der var fuldstændig Panik! Selv Ø.K. var lige ved at falde, fordi Folk glemte at byde paa dem, bare for at se paa Miss Edwards.
- Nu overdriver De, kære Konsul – undskyld, Grosserer, - men jeg skal ikke nægte, at jeg virkelig har vakt en saadan Opsigt i København, at det har været lidt generende for mig.
– Hvordan det, Miss Edwards, for Doktor Graa op, medens der gik et lille Smil over Grosserer Holms Ansigt. Der er da ikke nogen, der har vovet at fornærme Dem.
– Nej, paa ingen Maade, vær De blot ganske rolig, Hr. Doktor, og hvis der endelig var nogen, saa skulde jeg nok vide at holde ham fra Livet.
Grosserer Holm nikkede hen for sig, medens Doktor Graa fortsatte:
– Men jeg synes, De sagde, Miss Edwards, at De var bleven generet.
– Nej, jeg sagde at det havde været generende. Da jeg forleden Dag gik ned gennem Strøget, mærkede jeg, at der var en Herre, der uafbrudt fulgte efter mig. Jeg prøvede paa at slippe fra ham ved at standse op og kigge ind ad et Vindue i en Forretning, men han standsede ogsaa og vedblev at stirre paa mig saa glubsk, som om han vilde købe mig.
– Det var dog uforskammet! Udbrød Doktoren.
– Ja, det syntes jeg ogsaa. Jeg skyndte mig derfor, det bedste jeg havde lært, indtil jeg naaede op paa Kongens Nytorv til mit Pensionat i Hovedvagtsgade. Da jeg var kommet ind til mig selv, trak jeg Vejret lettere. Nu var jeg da endelig i Fred! Det varede imidlertid ikke mange Minutter, saa kom Pigen ind med et Visitkort. Jeg saa paa det, men kendte ikke Navnet.
– Det er en Herre, der absolut maa tale med Dem, Frøken! Sagde Pigen.
– Hvordan ser han ud?
– Morderlig gentil, Frøken! Fortsatte Pigen, der vistnok havde faaet Drikkepenge.
[…]
Side 67:
Miss Edwards slog en høj, klar Latter op og svarede:
[…] De tager fuldstændig fejl, naar De tror, at vi Vestindianerinder agerer med den Tiltrækning, som Naturen har givet os overfor Mændene gennem vort Ydre. Vi ved, at vor Skønhed næsten er vor eneste gode Egenskab. Vi er som de store Glimmerblomster uden Duft, om hvilke Digteren synger. Vi er ikke godt begavede, vi har i Reglen kun faa Kundskaber; vi er temmelig lade, og vi afflorerer hurtigt.
– Det var dog en forfærdelig Bunke Selvkritik paa en Gang! Udbrød Grosserer Holm, som nu synes, at den unge Dame pludselig gik for langt til den anden Side.
– Ja, men saadan er vi Vestindianerkvinder, kære Konsul! Vi er store Børn, der gerne taler om os selv, og som godt kender vore egne Dyder, saavel som vore egne Fejl.
Grosserer Graa fortæller en anekdote om sin barndoms forestillinger om Dansk Vestindien (side 71-72):
– Ja, sagde han, naar De taler om Deres Læretid i Provinsen, Hr. Grosserer, saa kommer jeg ogsaa i Tanker om, hvor mange underlige Forestillinger vi Drenge dannede os, naar vi tænkte paa Vestindien. Og det var tildels Købmandens Skyld.
– Saa, hvordan det?
– Han fik Sukker, noget underligt mørkt, groft Sukker med store Klumper i, ovre fra St.Croix, i vældige Tønder. Naar en af dem var tømt, saa blev den smidt ud paa Gaden, og saa mødte vi Drenge med vore medbragte Theskeer og fik Lov til at skrabe de sidste Rester af Fustagen inden den blev hugget op.
– Ja, saadan var det jo ogsaa hos os. Men en Dag endte det med stor Panik.
– Saa, hvordan det? Spurgte Doktoren, der havde mærket Miss Edwards forskende Blik, og som nu næsten demonstrativt legede med sin Urkæde, ved hvilken der hang forskelligt Dingeldangel.
Grosserer Holm var denne Gang saa stærkt optaget af sin egen Fortælling, at han ikke lagde Mærke dertil, men fortsatte:
– Den gamle Svend var med Aarene blevet gnaven. Han kunde ikke lide alle de Unger, der laa og rodede i Tønden. Saa sagde han gravalvorligt til en af dem:
– Hvis jeg var saadan en pæn lille Dreng, som Du, saa vilde jeg rigtignok ikke ligge og slikke i den Tønde.
– Hvorfor ikke det, Hr. Svendsen? Spurgte Drengen lidt betuttet.
– Fordi vi har fundet en Negerdreng i Sukkeret!
Den lille Fyr var aabenbart meget stærkt optaget af disse Ord, thi lidt efter saa vi, hvorledes Drengene, der tidligere havde summet som Bier i Fadet, en efter en kravlede ud og listede af.
Tilsidst var de alle borte, som om der var faldet en Fluesmækker ned imellem dem.
Gamle Svendsen lo, saa det klukkede i ham. Saa sagde han:
– I det Fad har der nu ganske vist ikke været noget Negerbarn, men for 16 Aar siden, medens den gamle Principal endnu levede, da fandt vi virkelig en Gang saadan en lille, sort Unge i Sukkeret.
– Hvor var han kommet fra? Spurgte jeg naivt.
– Ja, hvor skulde jeg vide det fra, lille Holm. Hans Moder har vel ikke villet ha’e ham længere, ogsaa har hun puttet ham i Sukkertønden og sendt ham til Danmark.
Den Beretning gjorde et stærkt indtryk paa mig, og skønt jeg tidligere havde elsket Tykmælk med revet Rugbrød og mørkt Sukker, saa kunde jeg nu ikke længere faa min Yndlingsret ned.
Jeg maatte altid tænke paa, hvad der egentlig var i de store Klumper, naar man saadan kunde finde Negerbørn i Sukkeret.