Sophie Petersen om oprøret på St. Jan i 1733 (1946)
Sophie Petersen (1885-1965) var cand.mag. i geografi og naturhistorie samt lektor og forfatter. Hun udgav adskillige værker, herunder lærebøger, og hun rejste en del, bl.a. til de gamle danske tropekolonier. Hendes hovedværk er Danmarks Gamle Tropekolonier fra 1946. Værket omhandler alle de danske kolonier. I samtiden blev Sophie Petersens værk modtaget med begejstring af både anmeldere og læsere, og er blevet citeret gentagne gange over årene, bl.a. i Johannes Brøndsteds Vore Gamle Tropekolonier fra 1952-1953, men også i nutiden. Som 'national fortælling' har Petersens værk været en grundsten i synet på de danske kolonier. Sophie Petersen skriver i følgende uddrag om begyndelsen på Danmarks kolonitid, om trekantshandlen og om de slavegjorte afrikanere.
Uddrag fra Sophie Petersen: Danmarks Gamle Tropekolonier. H. Hagerup, København 1946, side 310-313.
Negeroprøret paa St. Jan
St. Jan var taget under Kultur i 1717; men Negerslaverne her tilhørte den særligt vilde og krigeriske Elminastamme, og en Novemberdag i 1733 rejste de sig i et blodigt Oprør mod de hvide. Øen var dengang beboet af omkring 200 hvide og 1000 Neger-slaver. En lille Flok Negre listede sig en tidlig Morgen op til 'Frederiksværnfortet' paa Øens Østside ved Coral Bay bærende Brændeknipper, hvori de havde skjult deres Macheter (Knive). De overmandede Besætningen, og kun een Soldat undslap og kom over til St. Thomas, hvor man straks satte sig i Bevægelse for at sende Hjælp.
Men Forbindelsen mellem de to Øer var langsom i de Tider; det tog Tid for et Sejlskib at krydse op mod Passaten, og imens rasede Oprøret videre på St. Jan. Saa snart Negrene var blevet Herrer på Fortet, affyrede de tre Skud med Kanonerne paa Bastionen, hvilket meldte de sammensvorne ud over Øen, at den første Sejr var vundet. Saa begyndte Angrebet paa Plantagerne, de rasende Slaver trængte ind i Hjemmene, dræbte Beboerne og ødelagde Møbler, Spejle, Glas og i det hele taget alt, hvad der kom inden for deres Rækkevidde.
Oprøret var begyndt paa Østsiden og bredte sig nu videre mod Nordvest. Sydkystens Plantageejere flygtede over til St. Thomas, mens Nordkystens i Tide forskansede sig paa Peter Duurloos Plantage, da de saa Røgskæret fra Østkystens flammende Plantager. Det lykkedes dem at holde Oprørerne Stangen, til Hjælpen fra St. Thomas var naaet frem, og Militæret kunde tage Kampen op mod Slaverne. Dækket af Soldaternes Geværer slap de hvide ned til Kysten og indskibede sig til St. Thomas. Men af en hvid Befolkning paa 200 var de 76 blevet mishandlet og myrdet af de sorte.
Nu stod der tilbage at bekæmpe Resterne af den vilde Negerflok, som havde opgivet Fortet, da de ikke længer havde Ammunition, og var søgt op i Bjergene, hvor de gemte sig i det uigennemtrængelige Junglekrat. Da denne Guerrillakrig, hvor de blev skudt ned, som ikke tog sig af Dage, trak i Langdrag, maatte man bede Englænderne om Hjælp. De kunde dog heller ikke klare Situationen, ikke een Negerslave faldt for de engelske Kugler, og først da Franskmændene, som vi altid stod paa god Fod med, efter Opfordring sendte en Styrke paa omkring 400 Mand til St. Jan, lykkedes det endelig i Maj 1734, altsaa efter et halvt Aars Kamp, at faa Ende paa Oprøret. Men Øen var ødelagt, næsten alle Plantager var brændt, og mange af de hvide dræbt.
Negerfangerne fik meget haarde Straffe, fire blev saaledes dømt til at arbejde sig ihjel ved Fæstningsarbejde paa Christiansværnfortet paa St. Croix.
