Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Sukarnos tale ved åbning af Bandung Konferencen

Da Bandung Konferencen åbnede den 18. april 1955, holdt Indonesiens Præsident en dundertale mod imperialisme og krig, og talte for fredelig sameksistens mellem verdens nationer. Bandung Konferencen var efter hans mening begyndelsen på en verden uden krig og undertrykkelse.

 

Det tyvende århundrede har været en periode med en skræmmende drivkraft. Måske har der de seneste 50 år været mere udvikling og materiel fremgang, end der har været de seneste 500 år. Mennesket har lært at kontrollere mange af de plager, som en gang truede ham. Han har lært at overkomme afstande. Han har lært at overføre sin stemme og sit billede på tværs af oceaner og kontinenter. Han har lært at undersøge naturens hemmeligheder og lært at få ørkener til at blomstre og få jordens planter til øge deres udbytte. Han har lært at frigive de enorme kræfter, der gemmer sig i selv de mindste partikler.

Men er menneskets politiske egenskaber gået hånd i hånd med hans tekniske og videnskabelige egenskaber? Mennesket kan fastlåse lynet, men kan han kontrollere det samfund, han lever i? Svaret er Nej! Menneskets politiske egenskaber er for længst blevet overgået af hans tekniske egenskaber, og det, som han udvikler, kan han ikke være sikker på at kunne kontrollere.

Resultatet er angst. Og mennesket gisper efter sikkerhed og moral.

Måske mere end nogensinde før i verdenshistorien er der brug for at basere samfund, regeringer og statsmandsskab på det højeste moralske og etiske kodeks. Og i politiske termer, hvad er da det højeste moralkodeks? Der er at underkaste alt menneskets velbefindende. Men i dag står vi ansigt til ansigt med en situation vores menneskets velbefindende ikke altid har første prioritet. Mange af dem, der har magt, tænker mere på at kontrollere verden.

Ja, vi lever i en verden fuld af angst. Vores liv er i dag undermineret af angst. Angst for fremtiden, angst for brintbomben, angst for ideologier. Måske er denne angst større fare end faren i sig selv, fordi det er den angst, der driver mennesket til at handle tåbeligt, til at handle med hovedet under armen, til at handle farligt […]

Vi er alle – er jeg sikker på – forenet af flere vigtige sager end af de sager, der kun deler os på overfladen. Vi er for eksempel forenet en fælles afsky over for kolonialisme, uanset hvordan den kommer til udtryk. Vi er forenet i en fælles afsky over for racisme. Og vi er forenet af et fælles ønske om at bevare og stabilisere fred i verden […]

Vi hører ofte: ”Kolonialismen er død”. Lad os ikke blive forført eller gjort bløde af det. Jeg siger til jer, kolonialismen er ikke død. Hvordan kan vi sige, den er død, når store områder af Asien og Afrika ikke er frie.

Og jeg beder jer om ikke kun at tænke på kolonialisme i den klassiske form, som vi i Indonesien og vores brødre i Asien og Afrika kendte. Kolonialisme har også en moderne forklædning i form af økonomisk kontrol, intellektuel kontrol, faktisk fysisk kontrol udøvet af et lille men fremmedgjort samfund inden for nationen. Det er en dygtig og målbevidst fjende, og den har mange forklædninger. Den giver ikke uden videre sit bytte fra sig. Uanset hvornår og hvordan den kommer til syne, er kolonialisme en ond sag, og en der må udryddes fra jorden […]

For ikke længe siden argumenterede vi for, at freden var nødvendig for os, fordi kampe i vores dele af verden ville bringe vores dyrebare uafhængighed fare. En uafhængighed, som vi først fornyelig og med store omkostninger, har vundet.

I dag ser det sortere ud. Krig og oprør ville ikke bare være en trussel for vores uafhængighed. Det kunne ligeså godt betyde et farvel til civilisationen, ja selv til det menneskelige liv. Der er kræfter løs i denne verden, hvis ondskab intet menneske i virkeligheden kender omfanget af. Selv militære øvelser kan i princippet udvikle sig til hidtil ukendte rædsler.

For ikke længe siden var det muligt at trøste sig selv med, at hvis der skulle opstå et sammenstød, ville konflikten kunne løses med såkaldte konventionelle våben som bomber, kampvogne, kanoner og soldater. I dag er dette lille strå af trøst revet fra os, fordi det har vist sig at disse ultimative rædselsvåben vil blive brugt, og at nationernes militære planlægning tager udgangspunkt i netop de våben. Det ukonventionelle er blevet konventionelt, og hvem ved, hvilke andre eksempler på vildledte og djævelske videnskabelige egenskaber der vil blive opfundet som en pest for menneskeheden.

Og tro ikke at oceanerne og havene vil beskytte os. Den mad, vi fanger, det vand, vi drikker, ja selv den luft, vi indånder, kan blive forurenet med gift, der har rejst tusindvis af kilometer. Og selv hvis vi slap billigt, ville vores ufødte børn med deres vanskabte kroppe være tydelige beviser på vores manglende evne til at kontrollere de kræfter, der er sluppet løs i verden.

Ingen opgave er mere presserende end at bevare freden. Uden fred har vores uafhængighed ingen betydning. Rehabilitering og genopbygning af vores lande vil kun have ringe betydning. Vores revolutioner vil ikke få lov til at gå deres gang […]

Hvad kan vi gøre? Der er meget, vi kan gøre! Vi kan sprøjte fornuftens stemme ind i verden. Vi kan mobilisere al den spirituelle, al den moralske, al den politiske styrke i Asien og Afrika for fredens sag. Ja, os! Vi, befolkningerne i Asien og Afrika, 1.400.000.000, mere end halvdelen af verdens befolkning, vi kan mobilisere, hvad jeg har kaldt Nationernes moralske vold til fordel for freden. Vi kan vise mindretallet i verden, som lever på andre kontinenter, at vi, flertallet er for fred, ikke krig, og at uanset vores styrke vil den altid blive brugt for at fremme freden.

I denne kamp har vi allerede opnået en vis succes. Jeg tror, der er generel enighed om, at premierministrene fra de Sponsorende Lande, som har inviteret jer her, ikke ligefrem spillede en ubetydelig rolle i bestræbelserne på at stoppe krigen i Indokina.

Se, Asiens befolkninger hævede stemmen, og verden lyttede. Det var ikke en lille sejr og ikke et fortilfælde, der var til at overse! De fem premierministre truede ikke. De fremsatte ingen ultimatummer, de mobiliserede ingen tropper. I stedet for talte de sammen, diskuterede problemstillingerne, samlede deres ideer, tilføjede deres individuelle politiske egenskaber og fremsatte solide og gennemtænkte forslag, som dannede grundlag for en bilæggelse af den lange kamp i Indokina.

Siden har jeg ofte spurgt mig selv, hvorfor disse fem var i stand til at gøre, hvad andre med stor erfaring i diplomati ikke kunne, og som faktisk tillod situationen at blive værre, således at der var fare for at konflikten bredte sig […] Jeg tror, at svaret i virkeligheden er, at de fem premierministre bidrog med en ny tilgang til problemet. De var ikke ude efter at opnå fordele for deres egne lande. De havde ingen magtpolitisk økse, de skulle hvæsse. De havde kun én interesse; nemlig at finde en løsning på problemerne, således at chancerne for varig fred og stabilitet blev forstærket.

Derfor, lad denne asiatisk-afrikanske konference blive en stor succes! Lad ”Lev og lad leve”-principperne og ”Forenet i forskellighed”-mottoet være en forenende kraft, som bringer os alle sammen – for i venlighed, gennem åbne diskussioner, at søge midler, som gør det muligt for os at leve vores eget liv samtidig med at vi lader andre leve deres liv på deres måde i harmoni og i fred.

Hvis det lykkedes for os, vil menneskets frihed, uafhængighed og velfærd være til stor gavn for verden. Forståelsens lys er igen blevet tændt, Samarbejdets søjler er igen blevet rejst. Sandsynligheden for, at konferencen bliver en succes, er allerede stor, fordi I alle er mødt op her i dag. Det er op til os at give konferencen styrke, at give den inspirationens magt til at sprede sit budskab til resten af verden.

 

Tekst 7 | Oversigten over kildetekster | Tekst 9

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk