Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Dødsjernbanen

Under Anden Verdenskrig byggede engelske krigsfanger under skarpt opsyn af det japanske militær en jernbane, der slangede sig fra Singapore gennem Malaysia og Thailand til Burma. I dette uddrag fra bogen, ”The Burma-Siam Railway” beskrives fangernes oplevelser (bogen udkom i 1963).

 

22. maj 1943

Forholdene på hospitalet er virkelig forfærdelige. De få telte er overfyldte, seks eller syv personer ligger i hver side på bambustremmer lagt løseligt som underlag. De fleste er alvorlige tilfælde af dysenteri; de er hjælpeløse. Det regner meget nu, og det drypper ind i teltene. Der er kun et bækken på hele hospitalet, og tre emaljepotter. Vejret er for fugtigt til at tage patienterne med udenfor hver dag ­­– selv hvis vi havde haft bårer at bære dem på – og selvom vi kunne have fået dem med ud, så har vi ingen sæbe og klude til at gøre rent i teltene med. Stanken og kummerligheden i disse telte er chokerende: det utrolige er, hvordan det lykkes sygepasserne at undgå, at det bliver værre. Sygepleje i ordets egentlige forstand er stort set en umulighed. Det er ikke så sært, at nogle af mændene opgiver håbet: i nat forsøgte en af dem at skære pulsåren over på sit håndled mod en skarp kant på en bambusspids. Det er et under, at der ikke er flere som forsøger at tage livet af sig. Men det  behøver de næppe at tage sig af. Når de er nået til den fase, dør de næsten helt sikkert alligevel.

                      En masse medicinske nødforsyninger, som var købt i Chungkai og opbevaret for at skulle leveres her til hospitalet af japserne, er blevet stjålet undervejs. Der har helt klart ikke været taget ordentlig hånd om det. Mælken er blevet ribbet ud af kasserne; en masse sukker er forsvundet, og noget kokosolie. Tingene er ikke blot ligegyldige fødevarer, men hvad som helst som kan få ris og risgrød til at virke mere appetitlig, har værdi.

                      De fleste af de håbløst syge der dør er fra 16. bataljon – som resultat af de forhold de har levet under her i løbet af de sidste seks til otte uger.

Max Pemberton har dysenteri i øjeblikket, men heldigvis ikke så slemt. Duncan går det skidt for med hans amøbedysenteri igen. Holdet som bekæmper malaria er nu næsten blevet til et permanent arbejdshold for hospitalet – der holder grunden ren, graver afløb og laver sovepladser af bambus til teltene. De arbejder meget hårdt. Det ville være en god idé at bekæmpe malaria, eftersom her er nyopblusset malaria, men japanerne har ikke mere olie, og hospitalsarbejdet er i virkeligheden mere akut.

    

23. maj 1943

Det regner stadig. Der er nogle tilfælde på hospitalet, som minder meget om kolera – opkastning, tynd mave, kramper, voldsom udmattelse og dehydrering. Med de utallige fluer og den fortsatte regn, der sætter en kraftig stopper for at udlufte og gøre rent i teltene, er hospitalet virkelig et skummelt og deprimerende sted. Det ser ud som om, vi står over for en katastrofal epidemi. Der er alt for få latriner, og japanernes beslag på arbejdere ved jernbanen hindrer os i at finde folk til at grave flere. Japanerne bliver ved med at stille krav om, at sygepasserne tager sig af arbejde i den japanske del af lejren, så det med at få styr på tingene på hospitalet må vente.

 

26. maj 1943

Det er helt sikkert kolera. Der har været 10 dødsfald allerede, hvor døden er indtruffet indenfor 36 timer, fra at alvorlige symptomer sætter ind.

                      Japanerne er særdeles opskræmte over denne udvikling. Det første de gjorde var at få sat et bambushegn op imellem deres del af lejren og vores. Ved lågen er der en kasse med en sammenfoldet sæk gennemvædet med desinfektionsmiddel liggende i bunden af den. Alle, som træder ind på det japanske område, skal rense fødderne på måtten. Han skal også vaske sine hænder i en skål desinfektionsmiddel placeret ved siden af.

                      En plads på en ujævn skrænt uden for hospitalsområdet adskilt herfra af en lille slugt er blevet udpeget af oberst Yanagida og Nobusawa til at være det sted, hvor tre telte, som de vil give os til at skaffe plads til koleratilfældene, vil blive sat op. De har allerede givet os et telt mere til observationspatienter.

                      Hvis en mand i hovedlejren får kolera, bliver resten af folkene i hans telt sat i  karantæne – så kommer de ikke ud for at arbejde og må opholde sig på et lille område, men står til rådighed for arbejdstjanser i lejren. Det vil sige, at vi har folk til at grave nogle nye latriner. Men der skulle altså en koleraepidemi til for at få det gjort.

                      Badning i floden er der blevet sat en stopper for.

                      Al handel med siamesiske både og pramme, om så det gælder æg til madlavning, er blevet forbudt.

                      Alle i lejren skal vaccineres mod kolera. En japansk patolog fra et laboratorium få kilometer længere nede ad floden var her for et par dage siden. Han sagde, han havde identificeret bakterien i nogle prøver. Det virkede som om, han vidste en del om sit område.

                      Japserne gør tilsyneladende intet for at forhindre smitten i at spredes. De har ikke gjort noget som helst for de mænd, som får det. De Wardener forsøger at organisere en forsyning af saltvand til intravenøs brug, men der er store vanskeligheder.

                      I dag har været den første dag med godt vejr i nogen tid, og vi har kunnet få tørret vores sengetøj igen. Vi har flyttet vores telt lidt længere over i nærheden af floden, med udsyn til et sted, hvor floden bugter sig, en dejlig udsigt. Madlavningen, som var blevet en smule mere varieret inden koleraen brød ud, takket være indkøb af sukker, sojabønner og noget stegeolie, er igen blevet skåret ned til ris og gryderetter for at sikre mindst mulig risiko for, at fluer spreder smitten ved at inficere mad, som ikke har været dækket godt nok til. Floden er steget en hel del og er meget grumset. Men epidemien har betydet, at feltkøkkenerne har fået en ekstra vandpumpe af japserne, og hospitalet har fået en 40-gallons vandbeholder. Ud over at bygge nye latriner er mændene i karantæne også ved at planere grunden, hvor kolerateltene skal sættes op.

 

29. maj 1943

56 tilfælde af kolera indtil videre, hvoraf 21 er døde. Der er stadig nogle ret alvorlige tilfælde med dysenteri og beriberi og malaria. Det nye koleraområde er gjort klar og teltene er rejst: Faktisk er de allerede fuldt besat. Floden stiger.

 

Tekst 4 | Oversigten over kildetekster | Tekst 6

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk