Miljø fra top til bund
Artiklen er skrevet af Kim Faber i Politiken, februar 2001 og handler om de mange konsekvenser, den hurtige økonomiske vækst har haft for miljøet særligt i Bangkok. Bangkok er enorm, og med sin høje befolkningstilvækst, har byen også oplevet en stigende forurening. Dette skyldes blandt andet mangel på byplanlægning.
Karrusellen kører rundt på toppen af Baiyoke Sky Hotel. Fra trappen, der fører de sidste par etager op til toppen af Thailands højeste bygning, træder man ud på et roterende gulv af tynde metalplader. Langsomt og knirkende bliver man taget med horisonten rundt. Heroppe knap 300 meter over storbyen Bangkok er larmen fra kaos nede i disen svundet ind til en dyb hvisken.
Der er et besynderligt misforhold mellem det gigantiske tårns dimensioner og det rystende karruselgulvs usmurte knirkeri. Som om der, da man nåede til færdiggørelsen på toppen af kransekagen, hverken var energi, fantasi og penge til mere end denne lidt halvsølle løsning.
Påbegyndt i 1990 er Baiyoke Sky Hotel ellers selve symbolet på det tigerspring, der for fem-seks år siden gjorde Thailand til Asiens hurtigst voksende økonomi. Indtil tigeren i 1997 sprang lige lukt ud i det tomme rum - og faldt.
Rundt om Baiyoke står Bangkoks højhuse i hobetal. Næsten alle sammen bygget under boomet i 1990erne. Men flere aldrig gjort færdige, siden krisen ramte. Fra husenes øverste etager stritter rustne armeringsjern som grenene på en stynet poppel. Monumenter over en boble, der brast.
Jan Ipland står på karrusellen og kigger ud over byen, hvor der bor over ti millioner mennesker. Indtil for to år siden var han stadsarkitekt i Aalborg. I dag er han ansat i Kampsax som byplanlægningskonsulent for Bangkok Metropolitan Administration (BMA) i et knap 8,5 millioner-kroners projekt, betalt af Danced, det danske miljøministeriums bistandsprogram. BMA-projektet, der blev indledt i 1998 og løber året ud, skal skærpe og målrette bystyrets miljøindsats.
Det er der også behov for. Det kan både ses, høres og lugtes, når man bevæger sig rundt nede på jorden i det fugtige mylder af mennesker og osende biler. De sidste ofte stående stille i køer, der kun rykker sig et par meter ad gangen. Det kan tage timer at køre de 30 kilometer fra lufthavnen til centrum af byen - som hvert år vokser med 300.000 indbyggere.
»Bangkok er groet alt for hurtigt til, at planlægningen har kunnet følge med. Kun mellem seks og ni procent af arealet i Bangkok er veje. Det normale gennemsnit i andre storbyer er 20-25 procent. Infrastrukturen er langtfra tilstrækkelig til mængden af trafik«, siger Jan Ipland.
Et par etager længere nede i en airconditioneret lounge venter Nathanon Thavisin, vicedirektør i BMA, for at fortælle om byens problemer og samarbejdet med Danced. Også hun peger på trafikken som problem nummer et:
»Flere end tre millioner mennesker pendler hver dag i Bangkok, og ikke kun på arbejde. For eksempel er det for mange forældre så vigtigt, at deres børn går i den helt rigtige skole - uanset at den ligger i den anden ende af byen. Det siger sig selv, at det giver meget transport«, siger hun og fortæller videre om behovet for at udvikle det utilstrækkelige kollektive transportsystem, som består af 23 km højbane, et kun sparsomt udviklet metrosystem og så ellers busser for resten.
Det danske miljøbistandsprojekt retter sig først og fremmest mod at forøge indholdet i byens planlægningsmæssige værktøjskasse, så at sige.
De nye værktøjer er først og fremmest en række let forståelige manualer, som anviser, hvordan de ansatte i administrationen skal få styr på mål og strategier, definere hvor problemerne er, få uddannet folk til at håndtere dem - og ikke mindst at få aktiveret Bangkoks indbyggere og ngo'er. Decentralisering og nærdemokrati er alfa og omega i projektet, understreger både Jan Ipland og Nathanon Thavisin.
Fokus er ikke kun på trafikken. Også problemerne med håndtering af de gigantiske mængder af affald trænger sig på. Og mange steder i byen er der ikke noget effektivt afløbssystem.
På spørgsmålet om, hvordan man måler succes eller fiasko i et projekt som dette, smiler Jan Ipland.
»Det er godt spørgsmål. Den eneste måde er at se, om thailænderne bruger de redskaber, vi giver dem. Om de følger instrukserne og manualerne. De egentlige resultater vil først vise sig om nogle år. Byplanlægning er jo en stille måde at arbejde på. Det laver ikke meget larm og tiltrækker ikke megen opmærksomhed i det daglige«, siger han Hans arbejde udføres fra toppen af samfundspyramiden. På bunden befinder sig slumområderne, der ligger spredt som fregner på Bangkoks bykort.
Klemt ind mellem boligområder og under motorvejsbroer bor op mod 1,5 millioner mennesker i små træ- og blikhytter. De primitive boliger er ulovligt opført af tilflyttere, der oftest kommer fra landet, og som enten ikke har råd til at betale lejen i et boligbyggeri, eller som ikke har lyst til at bo oppe i højden. Myndighederne har flere gange forsøgt at flytte folk fra slumkvartererne og ind i nyopførte boligområder. Men det fungerer ikke.
»Så vi har erkendt, at man kan ikke flytte folk ud af slumområderne, selv om de overordnede planer forudsætter det. Derfor er vi nu begyndt at forbedre forholdene i slumområderne«, siger Nathanon Thavisin.
Som det er sket i Pet Klongchun, et lille slumområde med cirka 300 beboere, der ligger klos op ad en sidekanal til en af Bangkoks store kanaler. Her har beboerne søgt og fået penge fra en byudviklingsfond, oprettet af Danced og en lokal byudviklingsorganisation. Den danske stat skyder over en fireårig periode 10,6 millioner kroner i fonden, der indtil nu har støttet omkring 240 projekter med i gennemsnit 25.000 kroner.
Pet Klongchuns beboere har søgt og fået 30.000 kroner. For dem har de i beton støbt en gangsti gennem byggeriet samt renset kanalen og anlagt en lille park mellem kanalen og husene. Forbedringer af livsvilkårene, der er til at få øje på, og som ikke har kostet en bondegård. Og med den ikke helt utilsigtede sideeffekt, at beboerne nu har organiseret sig og dannet netværk med beboerne i andre slumområder langs kanalen.
»Projektet har vist os, at vi faktisk selv kan forbedre forholdene. Og da vi formelt set bor ulovligt, giver det os også en stærkere position, når vi skal snakke med myndighederne om at få lov til at blive«, siger Somchai Minsakorn, der er valgt til formand for beboerne.
Næste projekt i det lille samfund er forbedring af de sanitære forhold.
Der skal bygges septiktanke, så spildevand fra toiletterne ikke ender i kanalen.
»Projektet har betydet en stor forandring for os. Vi har gjort noget ved miljøet. Og vi har lært hinanden at kende. Det gjorde vi ikke før«, siger Somchai Minsakorn.
Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17 - UDGÅET
