Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Tekst 9: Århundredets røverisag

Følgende tekst er fra Hans Bundes bog ”Blekingegade – røvere eller soldater” fra 1991, hvor journalisten beretter om retssagen mod de tre tiltalte fra den såkaldte Blekingegadebande.

 

Igennem to år – fra de første anholdelser og senere fundet af dæklejligheden i Blekingegade 2 på Amager – blev befolk­ningen stopfodret med reportager i pres­sen om ’århundredets røverisag’, bande­kriminalitet og terrorlignende virksom­hed. Alt sammen tilsyneladende vel­under­bygget fra politiets side gennem de enorme fund af bevismidler. Der var ikke skyggen af tvivl om, at der var udgået en særdeles omfattende og vel­organiseret kriminalitet fra denne adres­se. Der var heller ingen tvivl om grup­pens nære bånd til den palæ­sti­nensiske befrielsesorganisation PFLP, der i hvert fald tidligere beskæftigede sig med terror.

Vi har hørt om den ene mere raffinerede forbrydelse end den anden. Det aldrig gennemførte Rausing-forhold, røveriet i Lyngby, kørestolskuppet i Herlev og julerøveriet i Daells Varehus. Alt faldt fra hinanden, da beviserne skulle stå deres prøve over for de 12 nævninge. Det hele endte i folks bevidst­hed som en pose varm luft. Mennesker med et almindeligt kendskab til sagen havde overordentligt svært ved at forstå, at ingen kunne dømmes for drabet på politimanden, når man nu vidste, at det måtte være én af dem, der sad på anklagebænken.

Hvorfor gik det sådan, og var det i orden, at det gik sådan? Var det en sejr for retssikkerheden? Men et nederlag for retsbevidstheden? Skal loven laves om? Kan vi leve med den afgørelse? Skal nævningeinstitutionen afskaffes? Skal vi have indført kollektivt ansvar i dansk strafferet? Kan vi overhovedet forsvare lovinitiativer på baggrund af en enkelt­stående sag, den omfang til trods?

I det følgende vil vi – foruden en gennemgang af selve sagens indhold og forløb – forsøge at besvare og belyse nogle af de centrale spørgsmål i sagen og reaktionerne i pressen, befolkningen og blandt de professionelle jurister samt politikerne.

 Et ligger dog fast. Sagen er et lysende eksempel på, at tavshed i en straffesag giver bonus. Ingen af de tiltalte erkendte en snus mere, end de vidste, at politiet kunne bevise. Ingen af dem forklarede om andre end sig selv.

Trods de tonsvis af beviser i sagen kunne anklageren ikke løfte bevisbyrden mod den enkelte.

Drabet

Sådan som anklageskriftet oprindeligt var udformet, risikerede i hvert fald seks af de syv tiltalte fængsel i indtil på livstid. Det krævede dog en domfældelse for drab på den unge politibetjent Jesper Egtved Hansen i forbindelse med røveriet mod Købmagergades Postkontor. Det skete ikke. Nævningene svarede nej til drab. Det kunne simpelthen ikke bevises, hvem der begik det.

Inden nævningerne torsdag den 25. april 1991 – knap ni måneder efter sagens start – trak sig tilbage for at votere om skyldsspørgsmålene, fik de disse ord med på vejen af retsformanden, Bent Okten:

»Det ligger bevismæssigt fast, at det dræbende skud er affyret fra en deltager i røveriet og af en person med tilknytning til Blekingegade-lejligheden. Det er ligeledes åbenbart, at i hvert fald Carsten Nielsen og Torkil Lauesen ved, hvem det er.

Der er imidlertid ikke under bevis­førelsen tilvejebragt tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, hvem der affyrede det skud, der dræbte Jesper Egtved Hansen«.   

På den baggrund havde nævningene reelt ikke noget valg, hvis de trods denne klare tilkendegivelse fra de juridiske dommere alligevel havde sagt ja til drab, var de blevet underkendt af dommerne.

Dommen

Niels Jørgensen, Jan Weimann og Torkil Lauesen fik hver 10 års fængsel – den strengeste straf, de kunne få, for det de nu var kendt skyldige i – nemlig våbenhæleri og røveriet mod Købmager­gades Postkontor den 3. november 1988, samt planlægningen af et aldrig udført røveri mod Amagerbanken.

Som den fjerde deltager i Købmager­gaderøveriet fik Carsten Nielsen otte års fængsel. Bo Weimann fil syv års fængsel for medvirken til røveri samt for overtrædelse af den ’milde’ spionage­paragraf ved at oprette et kartotek over danske jøder, zionister og pro-israelske virksomheder, skrevet på engelsk og til brug for PLFP.

Karsten Møller Hansen slap med tre års fængsel og blev straks efter domfældelsen løsladt, fordi han – ligesom de øvrige – allerede havde siddet varetægtsfængslet i to år.

Endelig fik Peter Døllner ét års fængsel, og også han blev løsladt.

Med dommen den 2. maj 1991 blev der dog ikke sat punktum i sagen. Da ankefristen 14 dage senere udløb, besluttede Torkil Lauesen og Jan Weimann sig for at anke strafud­målingen til Højesteret. Samtidig ankede anklageren Karsten Møller Hansens dom på tre års fængsel. De øvrige modtag deres domme.

Retsbelæringen

I sin såkaldte retsbelæring til nævn­ingerne – den juridiske opsummering – sagde retsformanden, Bent Otken, at man i dansk ret som udgangspunkt ikke har noget kollektivt eller solidarisk strafansvar.

Han fremhævede, at sagen var særegen, fordi de tiltalte nægtede at udtale sig før sagen, og at de derfor under afhøring­erne i retten har kunnet indrette forklaringerne efter hinanden.

»Det er meget vigtigt, at enhver, der beskæftiger sig med pådømmelse af en straffesag, nøje påser, at der ikke sker de tiltalte nogen uret, men samfunds­ordenen og befolkningens retsfølelse kræver, at de tiltalte, for hvis skyld der måtte være tilvejebragt tilstrækkeligt bevis, dømmes. Det gælder for nævningene om at finde ligevægten mellem disse to meget vigtige hensyn«, sagde Bent Okten. Han understregede, at nævningerne under deres votering skulle se helt bort fra de tiltaltes motiver om at støtte Den Tredje Verden økonomisk.

»Det er ikke nævningernes opgave at tage stilling til den tragiske konflikt mellem palæstinenserne og israelerne eller til forholdet mellem industri­landene og den såkaldte tredje verden. Politiske synspunkter eller betragtninger må ikke under nogen omstændigheder indgå i Deres overvejelser«, lød formaningen.

Om det såkaldte Rausing-forhold –planerne om bortførelse af en svensk milliadær-arving – åbnede Otken mulighed for nævningerne til at dømme. Men det gjorde de ikke.

De tre røverier før Købmagergade-røveriet anbefalede han nævningene at sige nej til, trods sikre beviser for, at der tilknytning til gruppens dæklejlighed. Kun Niels Jørgensen mente han kunne dømmes for Lyngby-røveriet, men han blev det ikke.

Tilbage af den mest omfattende straffe­sag nogensinde herhjemme blev kun Købmagergaderøveriet.

Der var ganske enkelt ikke beviser nok mod den enkelte til, at nogen kunne dømmes.

 

Oversigten over kildetekster, 2. udgave

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk