Tekst 11 (2. udg.)/Tekst 9 (3. udg.): Retsprincipper

Følgende tekst er fra Hans Bundes bog ”Blekingegade – røvere eller soldater” fra 1991, hvor journalisten rejser spørgsmålet om retssagen mod Blekingegadebande var en sejr for retsbevidstheden.

Lederskribenterne var enige om, at nævningen i Blekingegade-sagen med deres afgørelse af skyldsspørgsmålet til fulde levede op til retsplejelovens intentioner om, at tvivlen skal komme de tiltalte til gode, men herefter ophørte enigheden. De fleste mente, at afgørelsen var en sejr for retssikkerheden, men ikke alle mente, at den var en sejr for retsbevidstheden.

Nævningen fulgte retsformandens belæring om, hvor strenge krav, der stilles til beviser, før de kan føre til domfældelse. Men de frifandt også flere af de tiltalte for forhold, som retsfor­manden havde fastslået, at man kunne dømme i, og det gav anledning til en del polemik i lederartiklerne. Flere af lederskribenterne gav udtryk for, at nævningenes afgørelse kunne være vanskelig at forstå og kapere moralsk. 

Retsprincipper

Længst fremme med riven var dagbladet B.T., der mente, at den dræbte betjents forældre måtte føle inderlig lede ved retssystemet, og at tiden var inde til at ændre grundlæggende retsprincipper.

Under overskriften Morderen Frikendt skrev bladet:

”De 12 nævninge fulgte retsformanden – og frifandt hele banden for drabstiltalen. Den frifindelse kan man ikke juridisk anfægte. Men det kan man til gengæld ud fra moralske og politiske overvejelser. Danmark har indtil Blekingegade-sagen været at betragte som et fredeligt lille smørhul – i en verden præget af terror. Der har derfor ikke – før nu – været reelt behov for at opveje de grund­læggende danske retsprincipper. Bl.a. at man ikke i dansk retspleje anerkender begrebet kollektivt ansvar for kriminelle handlinger. Det spørgsmål, Blekinge­gade-sagen rejser, er, om dette høje retspolitiske ideal stadig er gangbart i en epoke, der i stigende grad er præget af voldshandlinger”.

B.T. blev voldsomt imødegået af Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken og Det Fri Aktuelt, der for en gangs skyld var enige. Nævningenes afgørelse var en sejr for retssikkerheden, og lederskribenterne var enige om, at der ikke skulle ændres ved nævninge­institutionen eller grund­læggende retsprincipper.

”På det moralske plan er det også vanskeligt at kapere, at de hovedtiltalte blev frikendt. Men det handler om ikke moralbegreber og følelser, men om neutral jura og ukrænkelige rets­principper”, skrev Jyllands-Posten.

Politiken skrev: ”Der er ingen tvivl om, at afgørelserne igen vil vække debatten om lægmands deltagelse i retssystemet. Men uanset at man altså må konstatere, at ingen blev dømt for drabet, skønt alt taler for, at drabsmanden stod i retten, finder vi den afgørelse betryggende. Den skaber tryghed ved retssystemet”.

Og Det Fri Aktuelt understregede, at sagens udfald netop er en følge af det retssamfund, som folkene fra Blekinge­gade gennem deres aktiviteter forsøgte at underminere.

Frederiksborg Amts Avis’ lederskribent fandt det ironisk, at en flok unge poli­tiske fantaster, der aldrig synes at have agtet det samfund, de er en del af, nu blev beskyttet af retssamfundets tryghed.

”Gruppen fra Blekingegade kan prise sig lykkelige for, at retssamfundets tryghed gælder. Det var et ganske andet samfund de arbejdede for i den tid, de brugte til deres politiske virksomhed”, skrev bladet. 

Gruppens politiske motiver

Under overskriften Terror Fra Blekinge­gade og Fiasko Til Premieren koncen­trerede henholdsvis Berlingske Tidende og Weekendavisen sig i deres ledere om gruppens politiske tilknytning til PFLP og den rolle det spillede eller ikke spillede under retssagen – uagtet at sigtelserne efter paragraf 114 – terrorparagraffen – gled helt ud af anklageskriftet, da sagen startede i september 1990.

Weekendavisen skrev: ”De danske myndigheder fik fiasko i deres første møde med denne særlige ondartede form for kriminalitet. Det er ikke noget godt signal, hverken til forbryderverdenen, til den internationale terrorisme eller til offentligheden”. Bladet lægger en del af skylden på statsadvokat H.C. Abildtrup. ”Den internationale og terroristiske baggrund blev voldsomt underbelyst. Statsadvokaten gjorde sig ikke engang den ulejlighed for alvor at dokumentere, at bandens opdragsgivere var terrorister og ikke idealistiske mennesker, der arbejdede for bedre forhold i palæstinensiske flygtningelejre”.

Berlingske Tidende skrev bl.a.:
”Forløbet har skabt usikkerhed om omfanget af de forbrydelser, gruppen med sin tilknytning til den marxistiske palæstinensiske terror-organisation PFLP har medvirket til. Det internationale terrornetværk mellem Danmark og Mellemøsten blev ikke belyst grundigt nok”.

Afslutningsvis mener lederskribenten, at sagen viser, at international terror ikke går uden om Danmark. ”Det er også her i landet muligt at finde unge, der er rede til at pantsætte deres sunde fornuft og demokratiske opdragelse hos mænd med tågede teorier om verdensrevolution”.

Helt overraskende er Berlingske Tidende og Information i sjælden grad enige om, at øget og effektiv politiindsats kunne have hindret drabet. Berlingske Tidende taler dog om politi og offentligheden, mens Informationer taler om Politiets Efterretningstjeneste.

Som det eneste dagblad mener Ekstra Bladets lederskribent, at nævningenes afgørelse først og fremmest var et svidende nederlag for politiet og statsadvokat Abildtrup.

”Set i forhold til anklagernes omfang, må nævningernes  kendelse af de tiltalte nærmest føles som en frifindelse, og det er et resultat, som nok kommer bag på de fleste. Dommen vil blive diskuteret vidt og bredt i den kommende tid”, skrev bladet dagen efter nævningenes afgørelse af skyldsspørgsmålet.

Men dagbladet B.T. lod det ikke blive ved en lederartikel og en diskussion i befolkningen. Bladet ønskede at høre folkets mening om frifindelsen for drab. 

Slap de for billigt?

De Tiltalte Slap Alt For Billigt. Sådan lød en overskrift i dagbladet B.T. få dage efter dommen. Overskriften dækker over en Observa-undersøgelse, foretaget for bladet. Ifølge den mener 60 procent af danskerne, at straffene i Blekingegade­sagen var for milde, mens kun to procent synes, at de var for hårde.

Hvordan almindelige mennesker uden detailkendskab til sagen og dens bevisligheder så kan have en mening om strafudmålingen? Tre af de dømte fik faktisk maksimumstraffen på 10 års fængsel!

Pressen må bære sin del af ansvaret for denne ’blodtørst’. Igennem to år har sagen været massivt omtalt i stort set samtlige medier som ’århundredets røverisag’. Fra starten blev de syv stemplet som terrorister. Men var det ikke i høj grad også politiets skyld?

En af landets førende strafferets-eksperter, professor og advokat Bent Unmack Larsen, har fulgt sagen på sidelinjen.

I samarbejde med juristerne Vagn Greve og Per Lindegaard har Unmack Larsen skrevet ’Kommenteret straffelov’, og han er fortaler for at bevare nævninge-institutionen, som den ser ud i dag.

”Dommen udløste stor kritik af nævningeinstitutionen. Det er ikke retfærdigt. Når man tænker på det enorme pres, der har været på nævningerne ikke mindst på baggrund af pressens dækning, er det i høj grad betryggende for retssikkerheden, at nævningerne turde sige fra og undlade at dømme, hvor der ikke var basis for det. Den afgørelse viser netop, at systemet fungerer”, siger han.

”Men måske har politiet satset alt for højt. Omkring hele sagen var der jo et politiopbud i uhørt grad. Man kan rejse spørgsmålet, om ikke politiet har overspillet rollen. Det kan ikke undgå at lægge en voldsom pression – tilsigtet eller utilsigtet – mod retten. Det kan eventuelt have fremkaldt en negativ modreaktion hos nævningerne.

Vedrørende drabsfrifindelsen er der kun et at sige. Det kunne ikke være ander­ledes. Der var ikke ført noget bevis for et forsæt til drab eller for hvem, der affyrede det dræbende skud. Selv om nævningerne måske havde haft en fornemmelse af, hvor skylden skulle placeres, er det ikke nok. Der må vi i stedet stille os spørgsmålet: Kunne vi leve med en domsfældelse i det forhold?”, spørger Unmack Larsen.

I forbindelse med dommen blev det diskuteret om man i Danmark skulle ændre loven, så det blev muligt at dømme kollektivt for en forbrydelse begået af en gruppe. Til det siger Unmack Larsen:

”Der har været talt meget om kollektiv straf for gruppekriminalitet. Men der savnes ikke noget i den nuværende straffelov om det spørgsmål. Gruppedannelse med et konkretiseret kriminelt formål er strafbart, vel at mærke hvis det enkelte medlem er bekendt med dette formål. I denne sag er der øjensynligt ikke ført bevis for, at nogen i gruppen havde viden om eller forsæt til at begå drab”.

[…]

Nævningeinstitutionen

Sagens udfald pustede nyt liv i diskussionen om selve nævningeinstitutionen. Det var dog få røster, der plæderede for at afskaffe den.

Men der blev talt om, at man måske skulle udvide institutionen, så skyldsspørgsmålet kunne prøves i to instanser.

Hertil er Unmack Larsens holdning nærmest neutral:

”Jeg har intet imod, at man udbygger to instanser i nævningesagerne. Det kunne eventuelt være med seks domsmænd i underretten, men vi bør bevare de tolv nævninger i landsretten. Man må huske et meget vigtigt element i nævningesagerne. Politi og anklagemyndighed er tvunget til at gøre sig meget mere umage, når en sag skal præsenteres for tolv lægmænd. Det indbygger en væsentlig højere garanti for retssikkerheden. Sagen kan ikke jappes igennem, som man nogen gange ser det, når kun professionelle jurister medvirker”, understreger han.

Han påpeger også en anden anke­mulighed, nemlig Den Særlige Klageret. Hvis der dukker nye beviser op efter en nævningesag, kan klageretten bestemme, at sagen skal gå om. Det sker efter nuværende praksis uhyre sjældent.

”Der er meget strenge regler og en meget streng praksis på området. I stedet for at ændre på nævningeinstitutionen kunne man overveje at lempe mulighederne for genoptagelse”, siger Bent Unmack Larsen. Han gør sig i den forbindelse også til talsmand for, at hel bevisførelsen i nævningesager optages på bånd.

”Det er et rimeligt krav, og det gælder i særlig grad retsbelæringen. Det burde være en selvfølge, at den optages på bånd. Det er også teknisk muligt at gøre det, så der ikke kan manipuleres med båndet. Det kan sagtens gøres uangribeligt”, siger Unmack Larsen.

Netop det spørgsmål var genstand for diskussion under Blekingegadesagen. Retsformanden nægtede på forsvarernes begæring at give tilladelse til båndoptagelse af retsbelæringen. Det medførte, at forsvarerne samlet hyrede en professionel stenograf i stedet. Det kunne have fået overordentlige stor betydning af en eventuel genoptagelse af sagen – specielt hvis der var sket dom­fældelse for drab efter retsformandens anbefaling. Men det skete altså ikke.

Den danske terrorparagraf 114 blev ikke afprøvet.

Hvad vidste Politiets Efterretnings­tjeneste (PET) om gruppen fra Blekinge­gade? Forsvarerne hævdede under hele sagen, at en del af de udførte for­brydelser måske kunne være undgået, hvis PET på et tidligere tidspunkt havde grebet ind? Byggede anklage­myndigheden sagen på, at man skulle have afprøvet paragraf 114?

Mens politiet under efterforskningen, hvor de syv anholdte stadig var isolations­fængslede, gav pressen udvalgte informationer, måtte forsvars­advokaterne overholde lovens krav om tavshed. De havde lov til at udtale sig om, hvorvidt deres klienter nægtede sig skyldige eller ej i de rejste sigtelser. Men det var til gengæld også alt.

Lige fra de første anholdelser, der fandt sted den 13. april 1989, krævede advokaterne åbne døre ved retsmøderne. Men hver gang blev kravet afvist af dommeren i byretten af hensyn til efterforskningen og sagens alvorlige karakter.

På samme tid gav politiet pressemøder på Københavns Politigård, når der blev rejst nye sigtelser i sagen. Lejligheden i Blekingegade havde afsløret et kartotek over danske jøder, zionister og pro-israelske virksomheder og organisationer – den såkaldte Z-file – der var skrevet på engelsk. De anholdte blev straks sigtet efter den milde spionage-paragraf 108, som Bo Weimann siden blev dømt for, og pressen indkaldt til møde for at høre om dette kartotek. 

Den fjerde statsmagt

”Det forpligter at være den fjerde statsmagt i så stor en sag som denne, hvor der blev rejst så alvorlige sigtelser. Og vi fik ingen hjælp af pressen, da vi på et tidspunkt fik det ene pålæg efter det andet om, at vi ikke måtte diskutere med vores klienter, hvad der foregik, ligesom de fleste retsmøder under efterforskningen kørte for lukkede døre”, siger forsvarsadvokat Niels Forsby, der stadig ikke forstår, hvorfor pressens ellers så kritiske sans udeblev.

”Politiet havde fra begyndelsen slået tonen an. Vi stod over for en bande terrorister, der var en alvorlig trussel mod den danske stat. Pressen forholdt sig overhovedet ikke til de oplysninger, som politiet fodrede den med. Jeg medgiver, at politiet og anklage­myndigheden kan have haft sine motiver til at fremstille sagen, sådan som det blev gjort. Men hvorfor lagde pressen de kritiske briller bort? Der blev ikke i denne fase af sagen rejst nogen nævne­værdig kritik af politiets arbejde eller efterforskningens resultater. I dag ved alle jo, at der ikke var dækning for de påstande, som politiet præsenterede pressen for. De vilde fortolkninger og politiets luftige teorier faldt sammen som sagen udviklede sig. Politiet ønskede formentlig med denne sag at vise, at vi har terrorisme eller tendenser til terrorisme i Danmark. Det er endnu ikke bevist. Det er der ikke belæg for, hvad dommen viser. Det er klart, at gruppen fra Blekingegade var dybt engageret i Den Tredje Verdens problemer og frihedskampen dér, men den var ikke optaget af den politiske kamp i Danmark”.

På trods af de lukkede døre, viste der sig at være lækager indenfor politiets egne rækker. Nogle af dem blev påtalt, men den undersøgelse, der blev anbefalet i Østre Landsret under fristforlængelserne, kom der absolut intet ud af.

[…]

Ændringer i lovgivningen

Dommene fik justitsministeren og rigsadvokaten til at overveje stramninger i paragraf 114 i loven,  der er fra 1934. justitsminister Hans Engell meder, det nu er tidspunktet at diskutere, om denne paragraf skal omformuleres, så den også omfatter internationale anliggender og rigsadvokat Asbjørn Jensen mener ikke, at paragraf 114 ”dækker det, man ønsker”. Professor Bent Unmack Larsen siger om dette spørgsmål, at terror-virksomhed hører under bestemmelserne om krænkelse af offentlig myndighed – og ikke under paragraf 114.

”Paragraf 114 gælder de områder, hvor man vil straffe den, der ene og alene tilslutter sig en forbryderisk organi­sation. Og der er problemet at adskille det strafbare fra den lovlige politiske aktivitet”, siger Unmack Larsen.

Justitsministeren er også i ly af røverisagen inde på, at organiseret bande-kriminalitet bør kunne rammes i fremtiden. Hans Engell overvejer med udgangspunkt i røverisagen om straffeloven skal revideres.

”Jeg mener, det nu må være oplagt at kigge nærmere på straffelovens bestemmelser i forhold til organiseret bandekriminalitet”, siger Hans Engell, men understreger, at man dog skal være varsom med at ændre loven ud fra enkeltsager. Justitsministeren har foreslået, at Straffelovsrådet ser på sagen.

Ifølge dansk ret kan man i alminde­lighed ikke dømme folk for at være medlem af en gruppe, der har begået kriminalitet. Der skal være beviser mod den enkelte, før der kan dømmes. Her er med en ændring af denne lov tale om et af de mest grundlæggende retsprincipper i dansk lov.

Også Dommerforeningen har i kølvandet på dommen i røverisagen, som nogen har fundet overraskende, sendt Folketingets Retsudvalg et forslag om en gennemgribende ændring af det nuværende nævninge-system. Den Danske Dommerforening foreslår, at juridiske dommere i fremtiden skal deltage, når nævninger – som det er tilfældet i dag – på egen hånd afgør skyldsspørgsmålet.

Bent Unmack Larsen tager skarpt afstand fra dette forslag.

”Dommere betragter nævningers indflydelse som et indgreb i deres magtmonopol. Hver gang dommerne foreslår ændringer, er begrundelserne nye, men realiteten i forslagene er de samme”, kommenterer strafferets­eksperten dommernes nye initiativ.

Det vil vise sig, om Blekingegade-sagen trækker spor i lovgivningen. Men det er sikkert, at den har givet stof til eftertanke hos alle, der er beskæftiget med dem.

Oversigten over kildetekster, 2. udgave | Oversigten over kildetekster, 3. udgave