Gandhi og Salt-loven
Mahatma Gandhi (1869-1948) hed i virke-ligheden Mohandas Karamchand Gandhi, men blev som leder af Indiens uafhængighedsbevægelse beæret med navnet Mahatma, som på sanskrit betyder Store Sjæl. En af Imperiets væsentligste indtægtskilder i Indien var beskatning på salg af salt. Det kan lyde mindre væsentligt heroppe nordpå, men i Indien er salt på grund af de høje temperaturer et livsvigtigt tilskud til menneskets metabolisme. I 1930 sendte Mahatma Gandhi følgende brev til den britiske Vicekonge af Indien, Lord Irwin, hvori han protesterede mod saltskatten og advarede om en ikke-voldelig protestmarch. ’Salt-Marchen’ blev efter 24 dage og 241 km fuldført, da Gandhi ankom til Dandi ved havet, hvor salt jo er gratis. Den imperiale admini-stration gik i panik, millioner arresteredes, men nu var kampen for et uafhængigt Indien ikke til at standse.
Uddrag af Gandhis brev til Lord Irwin, Vice-konge, 2. marts 1930.
Kilde: Det Indiske Udenrigsministerium..
Før jeg kaster mig ud i civil ulydighed og tager den risiko, jeg i alle disse år har frygtet, vil jeg først henvende mig til Dem i håb om at finde en anden udvej.
Der er ingen tvivl om min personlige tro. Jeg kan ikke skade noget levende væsen, og endnu mindre mine medmennesker, også selvom de skulle have gjort mig eller mine nærmeste noget ondt. Så, på trods af, at jeg mener, at det britiske styre er en forbandelse, så har jeg ikke i sinde at skade en eneste englænder, ej heller nogen legitim interesse han måtte have i Indien.
[…]
Jeg besidder det privilegium, at jeg kan kalde mange englændere for mine nærmeste venner. Faktisk kommer meget af, hvad jeg har lært om det onde britiske styre, fra tekster af ærlige og modige englændere, som ikke har tøvet med at fortælle den virkelige sandhed om dette styre.
Og hvor anser jeg det britiske styre for at være en forbandelse?
Det har forarmet de stiltiende millioner under et system af progressiv udnyttelse og ved et ustyrligt omkostningsfuldt militær og administration, som landet aldrig vil få råd til.
Politisk har det reduceret os til tjenere. Det har udtømt grundlaget for vores kultur. Og, ved sin afvæbningspolitik, har det ned-gjort os i ånden.
[…]
Som det er tilfældet hos mange af mine landsmænd, havde jeg håbet, at de planlagte rundbordsforhandlinger ville forsyne os med en løsning. Men, da De nu har sagt, at De ikke kan give os nogen forsikringer om, at De eller det britiske kabinet ville binde jer til en plan, der kunne sikre Indien selvstyre, så vil rundbordsforhandlinger slet ikke kunne resultere i en løsning.
[…]
Målet med civil ulydighed vil være at be-kæmpe de onder, jeg her har givet eksempler på. Ønsker vi at bryde den britiske forbindelse, så er det på grund af sådanne onder. Når de er ryddet af vejen, vil stigen være let at finde. Så vil vejen til fredelige forhandlinger åbne sig. Hvis britisk handel med Indien renses for grådighed, så vil I ikke have svært ved at acceptere vores selvstændighed. Jeg byder Dem i al respekt at bane vejen for at disse onder kan fjernes og således åbne vejen for en virkelig konference mellem ligemænd, alene i den hensigt at ved frivilligt fællesskab arbejde for menneskehedens bedste.
[…]
Jeg anser denne skat, fra den fattiges syns-vinkel, for at være den mest uretfærdige af dem alle. Da denne uafhængighedsbevægelse i grunden er til for landets fattigste, vil vi begynde med dette onde. Det kan undre, at vi så længe har accepteret dette grusomme monopol. Jeg er ganske klar over, at det vil være i Deres magt at forpurre mine planer ved at arrestere mig. Jeg håber at titusinder på disciplineret manér er rede til at fortsætte dette arbejde efter mig og, med det mål at vise ulydighed over for Saltloven, blotte sig selv overfor straffe, påbudt af en lov, der aldrig nogensinde skulle have fået lov at misdanne vore lovbøger [...].
