Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

John Atkinson Hobson: Imperialisme – et studie

Imperialisme – et studie er en af de kritiske nøgletekster i den britiske imperialismes historieskrivning. John Atkinson Hobson (1858-1940) anså imperialismen for at være kapitalismens sidste stadie, en perversion af markedskræfterne, hvor den fri konkurrence har udviklet sig til monopol og diktatur. Hobsons teori har mange lighedstræk med marxismen, ikke mindst i Lenins tolkning. Hobsons bog udkom første gang i 1902.

 

Frihed og tyranni i Imperiet

At påstå, at vores faste regel har været at udvikle vore ikke-selvstyrende kolonier i selvstyrets teori og praksis, er det mest urigtige udsagn, det er muligt at komme med. Langt den største del af befolkningerne i vort Imperium har vi ikke givet selvstyre, og vi har heller ingen alvorlige planer om at gøre det eller tro på, at det kan lade sig gøre.

Ud af 367 mio. britiske undersåtter uden for England er der kun 11 mio. — 1 ud af 34 — der har reelt selvstyre, som omfatter lovgivning og administration.

Politisk og borgerlig frihed eksisterer sim-pelthen ikke for den overvældende del af Englands undersåtter. I selvstyrende kolonier som Canada, Australien og New Zealand er der politisk ansvarlige regeringer. Men selv dér er der betydelige mængder af udlændinge, hvilket har begrænset et virkeligt demokrati (f.eks. indiske og kinesiske kontraktarbejdere). I Kapkolonien og Natal (Sydafrika) viser begivenhederne, hvor svagt både form og ånd fra engelske institutioner er funderet i stater, hvor den største del af befolkningen altid har været udelukket fra politiske rettigheder.

Stemmeret og borgerrettigheder er i prak-sis et monopol for de hvide i disse såkaldt selvstyrende kolonier, hvor den farvede be-folkning i 1903 var henholdsvis 4 og 10 gange så stor som den hvide.

I visse af vore ældre kronkolonier er der et repræsentativt element i regeringen. Mens administrationen helt ligger i hænderne på en guvernør, London udpeger, og som har et råd, der hjælper ham, så vælger kolonisterne dog en del af den lovgivende forsamling.

Det repræsentative element er forskelligt i størrelse, men der er ingen steder, hvor det er større end det ikke-valgte. Det er derfor mere rådgivende end lovgivende. Ikke alene dominerer ikke-valgte over valgte, men i alle tilfælde kan koloniministeriet frit nedlægge veto over for enhver vedtagelse i disse forsamlinger. Hertil kommer at man skal have en vis jordejendom for at kunne stemme, hvilket forhindrer de farvede i at få et antal stemmer, der svarer til deres antal og deres andel i samfundet. Den samlede befolkning i disse kronkolonier var 5,7 mio. i 1898. I alt væsentligt fungerer Indien og Egypten som kronkolonier.

 

Det ’sorte’ Imperium

Den overvældende del af imperiets under-såtter befinder sig under kronkoloni-regeringer eller i protektorater. I ingen af disse situationer har de nogen af engelske borgeres rettigheder. I intet tilfælde lærer de, hvordan frie politiske institutioner virker. I kronkolonier har befolkningen ingen politiske rettigheder. Guvernøren, som udpeges af regeringen i London, er enevældig, uanset om det gælder lovgivning eller administration. Han får hjælp af et råd, der består af lokale indbyggere, der som regel er valgt af ham selv eller af myndighederne i England. Men rådets funktion er kun at råde, dets råd kan ignoreres og bliver det ofte. I de store protektorater, vi har overtaget i Asien og Afrika, er der ikke spor af engelsk repræsentativt styre. Det britiske styre består i tilfælde, hvor man blander sig i det indfødte styre. En undtagelse er de kongeligt priviligerede kompanier, hvor forretningsfolk, som åbent indrømmer, at deres formål er at tjene penge, får lov til at udøve vilkårligmagt over de indfødte under en engelsk imperiekommissærs mangelfulde opsyn.

I visse af de indfødte og feudale stater i Indien er Imperiet reelt begrænset til uden-rigspolitik, militær beskyttelse og forbud mod voldsomt indre kaos. Administrationen af områderne ligger i virkeligheden i hænderne på indfødte fyrster og høvdinge. Hvor godt dette arrangement end kan være, så bekræfter det ikke teorien om, at Imperiet er et skolingssted med hensyn til politiske insti-tutioner.

Dér, hvor det britiske styre er reelt, med-fører det ikke frihed ogselvstyre, og hvor der er et vist mål af frihed og selvstyre, er det ikke reelt. Under 5% af befolkningerne i Imperiet har politiske og civile borger-rettigheder, der er værd at snakke om, selv-om disse er grundlaget for britisk civilisation. Bortset fra de 11 mio. engelske undersåtter i Canada, Australien og New Zealand er der ingen forsamlinger, der er blevet betroet fuldt selvstyre i væsentlige anliggender, eller som er blevet løftet op fra en lavere status til forbundsstatus.

De nuværende styreforhold, som vores medundersåtter i Imperiet lever under, er enestående uengelske, fordi styret er baseret på regeringsembedsmændenes vilje og ikke på undersåtternes. Der er mange forskellige regeringsformer, men alle er de ens i det væsentlige: ufrihed. Det passer heller ikke, at vores oplyste administration arbejder på at ændre dette. Ikke kun i Indien, men over alt, hvor der er et flertal af farvede, går den offentlige mening imod selvstyre efter engelsk mønster, og ikke blot de uvidende, men også de uddannede mener dette. De mener, det er uforeneligt med den højere races økonomiske og sociale autoritet.

Dér, hvor britisk autoritet med magt er blevet påtvunget store befolkninger af fremmed race og farve og med skikke og tankegange, der ikke passer til vores, har man fundet det umuligt at plante et demokratisk styre, samtidig med at ro og orden kunne opretholdes udadtil. På den ene side er vi i praksis nødt til at vælge mellem ro og orden og love, som administreres enevældigt, og på den anden side vanskelige, bekostelige, tvivlsomme og kaotiske eksperimenter med selvstyre, som det vi kender i England. Vi har i så at sige alle tilfælde valgt det første alter-nativ.

 

Egypten - et eksempel

Tilfældet Egypten er et klassisk eksempel. Her gik vi ind i landet under de bedste varsler mere som befriere end som erobrere. Vi har uden tvivl skaffet store grupper af folket økonomisk fordel, og de er ikke vilde, men arvtagere til en ældgammel kultur. Hele administrationen er til vores rådighed, og vi kan ændre den efter vores ønsker. Vi har reformeret skattesystemet, forbedret retsvæsenet og udrenset megen korruption i det offentlige og påstår, at vi på mange måder har forbedret bøndernes vilkår. Men indfører vi engelske politiske institutioner, og ind-podet vi dem i et land, som er bestemt til fremskridt og selvstyre?

Følgende udtalelse af Lord Milner kan betragtes som typisk for den moderne, op-lyste og praktiske imperialist:

 

»I den nærmeste fremtid tillægger jeg for-bedringer i intelligensen og karakteren blandt embedsmændene i landet større betydning end udviklingen af de repræsentative institutioner, vi gaw landet i 1883. Som ægte brite(!) tager jeg selvfølgelig hatten af for alt, hvad der kaldes stemmeret, folkets parlament, folkets repræsentanter, flertallets røst osv. Men som iagttager af den nuværende situation i det egyptiske samfund, kan jeg ikke lukke øjnene for, at et demokratisk system, som vi forstår det, i en overskuelig fremtid er udelukket. Folket hverken forstår det eller ønsker det. De ville dybt beklage det, hvis de fik det. Og ingen, bortset fra nogle få. tåbelige teoretikere, tænker på at give dem det«.

 

Alligevel gik vi ind i dette land med den klart udtalte forståelse, at vi skulle gøre præcis det, Lord Milner siger, vi ikke har tænkt os at gøre: At lære egypterne at regere sig selv i løbet af nogle få år og så lade dem udvikle deres egen regering.

 

Den nye imperialisme

Sagt med få ord har den nye imperialisme (efter ca. 1875) øget britisk diktaturs om-råde, så det klart vejer tungere end befolk-ningstilvæksten og forøgelsen af friheden i de få kolonier, der er demokratiske.

Denne store udvidelse af britisk politisk diktatur rummer farlige virkninger i den hjemlige politik, som fortjener alvorlig overvejelse.

Imperialismen er det modsatte af en fri, gavnlig forbindelse, for den skaber stadig større centralisering af magten og en trængsel i forretningsverdenen, som truer med at opsluge og udmatte det parlamentariske styre.

De imperialistiske årtier har været fulde af krige. De fleste af disse krige har været be-grundet i hvide racers aggression mod lavere racer og har ført til erobring af territorium. Hver eneste af disse erobringer i Afrika, Asien og Stillehavet har medført blodsudgydelse. Hver imperialistisk magt opretholder en stadig større hær til tjeneste uden for landet. Grænseændringer, straffeekspeditioner og andet af samme skuffe har været i stadig stigning. ’Den engelske fred’, som altid har været en uforskammet løgn, er blevet et grotesk og uhyrligt hykleri. Langs Indiens grænser, i Vestafrika, i Sudan, i Uganda og i Rhodesia har kampene nærmest været uophørlige. Fred som en national politik bliver truet, ikke kun gennem krig, men også af militarisme.

Så længe denne konkurrence om markeder og territorium får lov at fremstå som ’national politik’, ser stormagternes mod-sætninger reelle ud, og folkeslagene må svede og bløde og knokle for at opretholde stadig dyrere krigsmaskiner.

 

Tekst 3 | Oversigten over kildetekster | Tekst 5

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk