Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Blodpenge til Whitechapel

Forfatteren og dramaturgen George Bernard Shaw (1856-1950) var, som en stor del af Østlondons befolkning i 1800-tallet, irer.  Han var desuden blandt grundlæggerne af The Fabian Society, der skulle komme til at spille en afgørende rolle for arbejderpartiet Labour. Shaw var tillige en samfundsrevser med en kompromisløs social samvittighed og indignation, som han ofte luftede i medier og på scenen.

I denne artikel, bragt i London-avisen The Star 24. september 1888, går Shaw, i for-bindelse med Jack the Ripper-mordene, i kødet på den etablerede presse og på ’The Establishment’.

 

Til redaktøren af ”The Star”

 

Sir,- Vil De herved tillade mig at kommen-tere Whitechapel morderens succes i – for en kort stund - at drage opmærksomheden på det sociale spørgsmål? For mindre end et år siden nærmest tørstede West-End-pressen efter folkets blod og opfordrede i samme omgang Sir Charles Warren til at lægge mundkurv på de nederdrægtige mennesker, der havde den frækhed at beklage sig over, at de sultede. Samtidig kastede man fornærmelser efter de, der tog ofrenes side, og roste de åbenlyst klasse-favoriserende dommere og magistrater, der nidkært gjorde deres værste i de efterfølgende domssager – hvorved de kort sagt opførte sig fuldstændig som proprietærklassen altid opfører sig, når de frygtindgydende arbejdere for en kort stund viser deres tænder. Intet kunne rokke disse blade og deres værger; hverken argumentation, taler, ofre, historiske referencer, filosofi, biologi, økonomi, og statistikker; henvisninger til reporter fra politiinspektører, byens missionærer, parlamentariske kommissioner, og dagblade; bevissamlinger af alle slags; og hus til husundersøgelser af arbejdsløses vilkår – alle klare beviser, der pegede i en og samme retning. ”The Saturday Review” ønskede ganske enkelt appellanterne hængt; og ”The Times” kaldte dem for en ”samfundets pest”.   Dette var stadig klassepressens tone, så sent som Bryant and May-pigernes strejke [se kap 2, red.]. Nu har alt det ændret sig. Det private initiativ har vundet, hvor Socialismen har fejlet. Men vi konventionelle socialister spildte vores tid på uddannelse, agitation og organisation, så har et eller andet uafhængigt geni taget sagen i egne hænder. Ved at myrde og lemlæste fire kvinder, har han ganske enkelt omvendt prorietær-klassen til en form for kommunisme. Og det er en køn morale, som alverdens ekstreme venstreorienterede grupper og Anarkisterne hurtigt vil drage. ”Humanisme, politisk videnskab, økonomi og religion”, vil de sige, ”er alt sammen rådenskab; det eneste argument, der rører gentleman’en og lady’en, er kniven”.

 

[…]

 

Optøjerne i 1886 indbragte 78.000 pund og et Folkets Palads; nu må vi se, hvor meget the East End vil kassere på disse mord. Ja, hvis blot de fine damers vaner tillod dem at besøge baggårde i Whitechapel, så ville et enkelt eksperiment udi i slagterianatomi på et aristokratisk offer muligvis indbringe en halv million og spare os for at ofre hele fire af folkets kvinder. Den nøgne realitet bag disse fine folks almisser, er en hvor de fattige først bliver røvet og siden latterliggjort ved en sølle kompensation, således at de rige kan fortsætte den luksus at stjæle under beskyttelse og samtidig vælte sig i filantropens selvtilfredshed.

 

[…]

 

G. Bernard Shaw

 

Oversigten over kildetekster | Tekst 2

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk