Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder

I begyndelsen af Den franske Revolution, i 1789, vedtog den franske nationalforsamling nedenstående erklæring, der har ligget til grund for senere menneskerettighedserklæringer.

 

Det franske folks repræsentanter, samlede som nationalforsamling, har, da uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er den eneste grund til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse, besluttet at fastslå i en højtidelig erklæring menneskets naturlige, umistelige, uforanderlige og hellige rettigheder, for at denne erklæring bestandig kan være nærværende for alle samfundets medlemmer og uophørlig erindre dem om deres rettigheder og deres pligter, for at lovgivningsmagten og den udøvende magts handlinger bestandig kan sammenlignes med det, som er målet for enhver politisk institution, og derfor være mere respekterede, og for at borgernes krav i fremtiden kan grundes på jævne og uomtvistelige grundsætninger og altid føre til forfatningens hævdelse og alles lykke.

Altså erkender og udtaler nationalforsamlingen, i det højeste væsens nærværelse og under dets forsyn, følgende rettigheder for ethvert menneske og enhver borger:

 

  1. Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel.

  2. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.
  3. Grundlaget for al magt hviler hos nationen; ingen stand og ingen person kan udøve nogen myndighed, som ikke udtrykkelig stammer fra folket.

  4. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse grænser kan kun bestemmes ved loven.

  5. Loven har kun ret til at forbyde de handlinger, som er skadelige for samfundet. Alt det, som ikke er forbudt ved loven, kan ikke hindres, og ingen kan tvinges til at gøre noget, som loven ikke befaler.

  6. Loven er udtrykket for den almindelige vilje; alle borgere har ret til personlig eller gennem deres repræsentanter at have del i dens skabelse. Loven skal være den samme for alle, hvad enten den beskytter eller straffer. Alle borgere er lige for loven og har samme adgang til alle værdigheder, stillinger og offentlige hverv efter deres evne og uden anden forskel end den, deres dyder og deres begavelse skaber.

  7. Intet menneske kan anklages, arresteres eller holdes fængslet, uden i de tilfælde loven bestemmer, og efter de former, den foreskriver. De, som forlanger, udesteder, udfører eller lader udføre vilkårlige ordrer, skal straffes; men enhver borger, som kaldes for retten eller gribes i henhold til oven, skal øjeblikkeligt adlyde; han gør sig strafskyldig ved modstand.

  8. Loven bør kun fastsætte de straffe, som er strengt fornødne; og ingen kan straffes uden efter en lov, som var givet og udstedt, før brøden blev begået, og som anvendes på lovligt måde.

  9. Da ethvert menneske skal anses for uskyldigt, indtil han er blevet erklæret for skyldig, så skal, hvis det skønnes nødvendigt at arrestere ham, enhver hårdhed, som ikke er nødvendig for at sikre sig hans person, strengt forbydes ved loven.

  10. Ingen må forulempe for sine meninger, end ikke sine religiøse anskuelser, forudsat at tilkendegivelsen deraf ikke forstyrrer den offentlige orden, som er fastsat ved loven.

  11. Retten til frit at meddele andre sine tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver borger kan derfor frit tal, skrive og lade trykke, blot således, at han er ansvarlig for misbrug af denne frihed i de tilfælde, som loven bestemmer.

  12. Hævdelsen af menneske. Og borgerrettighederne nødvendiggør en statsmagt; denne myndighed er da oprettet til alles gavn og ikke til særlig gavn for dem, hvem den er betroet.

  13. Til underhold af statsmagten og til styrelsens udgifter er en fælles skat nødvendig; den skal fordeles ligelig mellem alle borgere i forhold til deres evner.

  14. Enhver borger har ret til, selv eller ved sine repræsentanter, at overbevise sig om nødvendigheden af den offentlige skat, til frit at samtykke i den, få besked om den anvendelse og bestemme den fordeling, påligningsmåde, opkrævning og varighed.

  15. Samfundet har ret til at forlange regnskab af enhver embedsmand for hans styrelse.

  16. Et samfund, hvor ikke hævdelsen af menneskerettighederne er sikret og ikke statsmyndighedernes deling fastslået, har ingen forfatning.

  17. Da ejendomsretten er en ukrænkelig og hellig ret, kan den ikke berøves nogen, når ikke et tvingende hensyn til statens vel, som er lovformeligt fastslået, åbenbart kræver det og da på betingelse af en retfærdig, i forvejen fastsat erstatning.

 

Tekst 6 | Oversigten over kildetekster | Tekst 8

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk