Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Abort – nok engang

I teksten advarer debattøren Lone Nørgaard mod at tage den frie abort for givet. Anti-abortfløjen er styrket, mener hun.

Teksten er skrevet som en kronik, der blev bragt i Berlingske Tidende 18. juni 1998.

                     

Er der overhovedet grund til at skrive en kronik, der forsvarer kvinders adgang til provokeret abort? Er fremstødet ikke at løbe åbne døre ind?

Nej og ja og tja – men vi finder det nu væsentligt at markere 25-årsdagen for vedtagelsen af loven om svangerskabsafbrydelse. Dels for at dæmme op for de anti-abort-strømninger, der ikke bare skvulper ved de danske kyster, men skyller gennem hele den vestlige verden. Dels for at argumenterne for fri abort ikke skal sande til og for at holde liv i erindringen om, at muligheden for legalt at få udført en sikker abort aldrig har været en selvfølgelighed. Og sikkert heller aldrig bliver det.

Selv i Danmark er der grund til at holde et vågent øje med anti-abort-fløjen, der i de sidste par år har fået mere medvind. Det gælder fx organisationen ’Jeg vil leve’, hvis formål er total afskaffelse af adgangen til fri abort, og som i sin 5-årige levetid har haft pæn gennemslagskraft i medierne. Igen i 1998 arrangerer foreningen en Ja-til-livet march, der skal samle folk fra hele landet. Den foregår den 20. juni i København og indledes med en gudstjeneste i Kingoskirken, hvorefter turen går til Nytorv, der ifølge annonceringen skal danne rammen om en højtidelig mindehandling. For aborterede fostre, må man formode.

Kristeligt Folkeparti er ligeledes på banen i abort-sagen. Med en landsdækkende gadeaktion lørdag d. 13. juni. Og med et spørgsmål til sundhedsminister Carsten Koch tirsdag d. 5. maj i år i Folketinget: »Hvilke initiativer vil ministeren iværksætte for at begrænse antallet af provokerede aborter?«. I abort-spørgsmålet har Kristeligt Folkeparti som førsteprioritet at komme helt af med den fri abort, og de kristelige ser enhver provokeret abort som værende én for meget. Heraf følger, at den aktive politik, partiet ønsker ført på svangerskabsområdet, er en politik, der kan få nedbragt aborttallet til nul.

Man kan undre sig over, at tilsyneladende stadig flere mennesker sympatiserer med en bevægelse og et parti, der slår sig op på, at lige meget hvilken situation en gravid kvinde står i, så skal hun føde sit barn? Med den ene begrundelse at liv er liv – også når vi taler om et foster – og at livet er helligt og ukrænkeligt, i og med det er gudsskabt. Abort bliver følgelig til mord og læger til bødler, som alle må tage afstand fra. Hovedforklaringen på den voksende sympati skal søges i ny forplantningsteknologi og fosterdiagnostik, der ligesom aborten har fosteret som genstand, eller rettere sagt, i den dybe bekymring og frustration, mange med rette har over forskningen og forskningsresultaterne inden for bioteknikkerne.

Anti-abort-fløjen står styrket, fordi der i den offentlige debat er en tendens til at foretage en sammenfiltring af den fri abort på den ene side, fosterdiagnostik, ny forplantningsteknologi og selektiv abort på den anden side. Men en væsentlig forskel på fri og selektiv abort er, at formålet med fri abort primært er at redde kvinder fra at dø eller at blive skadet på livstid af kvaksalvere. Selektiv abort er derimod et behandlingstilbud, som kun er opstået, fordi læger har fået fostervandsprøve og moderkagebiopsi som diagnoseredskaber. Ved selektiv abort redder man ikke kvinden fra at dø eller blive skadet. Her redder man kvinden OG samfundet fra at skulle investere ressourcer i et handicappet barn.

De kristelige mener på deres side, at hvis man er modstander af de nye reproduktionsteknologier, fordi mennesket dermed gør sig til herre over liv og død ved at gribe ind i naturlige livsprocesser, så må man pr. definition også være modstander af provokeret abort, som på samme vis griber ind over for liv – ikke sandt?

Svaret er nej – der er tale om to forskellige positioner, og argumentationen for opdelingen lyder som følger: Eftersom undfangelse, graviditet og fødsel finder sted i en kvindekrop – for de fleste kvinder som en sammenhængende livsproces – er det kun teoretisk muligt at tale om fosterliv uafhængigt af en kvindes krop. For slet ikke at tale om en kvindes liv.

Den ’fejl’ abort-modstanderne begår, er, at de koncentrerer sig ensidigt om begrebet liv. At liv i sig selv er godt, uanset hvordan det ser ud. Men liv er ikke i sig selv godt. Liv er, hvad man putter i det, og det vil sige, at vi ikke kommer uden om at forholde os dels til begrebet det gode liv. Ej heller at for at holde et barn i live og gøre det til en ordentligt samfundsborger, så skal der være mindst én omsorgsperson, der er villig til at sætte kræfter og tid ind på at tilfredsstille barnets basale behov de næste mange år. Og denne person er i de fleste tilfælde den kvinde, der bærer og føder barnet.

Når fanatiske abort-modstandere er ude på deres korstog, glemmer de meget tit i deres iver efter at forsvare liv, at et barn ikke bare skal fødes, men næres og drages omsorg for i mindst 18 år. Og at måske skulle vi bruge noget mere energi og nogle flere ressourcer på de børn, der allerede er født. Og som nok for en dels vedkommende kunne trænge til mere opmærksomhed, kærlighed og voksenkontakt, end de får i dag. De glemmer, hvor meget nattesøvn et barn kan koste. Hvor meget oprydning. De tilbrækkede lagner kl. 2 om natten. Bæen i de nyvaskede bukser. Den ophakning af tiden et barn fører med sig i. Og mor skal jo altså også lige klare sit lønarbejde, ikke? Hvis hun da ikke hører til de heldige, som har et reelt valg mellem, om hun vil være fuldtidsarbejdende husmor eller dobbeltarbejdende. De glemmer, hvordan morens egne behov igen og igen og igen må sættes til side i barnets første leveår for at tilfredsstille barnets behov. De glemmer kort sagt – eller vælger at se bort fra – at det er et kæmpe ARBEJDE at opfostre børn, og at kvinder, der ender med en abort, tit og ofte har taget mere hensyn til et barneliv, end de folk, der med Gud i ryggen, stempler de samme kvinder som syndere og mordere. Og at det netop på denne baggrund må være det menneske = den gravide kvinde, der skal lægge krop og kræfter til omsorgen igennem 18 år, der må tage beslutningen om abort eller ej.

Danske gravide kvinder, der beslutter sig inden udgangen af 12. svangerskabsuge, har adgang til på hospital at få foretaget selvbestemt abort. Det har de, på trods af at lægestanden ikke bryder sig om at have selvbestemte aborter som sygehusopgave. Mange læger og sygeplejersker, som udfører abort i praksis, tager afstand fra, at denne praksis er nødvendig. De accepterer, at abortindgrebet er en nødvendig sygehusopgave, mens de afviser, at de selv kunne komme i den situation, hvor de ville ønske at få foretaget en abort efter selvbestemmelsesprincippet.

Lad os derfor gribe denne lejlighed til at minde om, at abortloven sikrer, at det er frivilligt for personalet på sygehusene, om de vil være med til at behandle en kvinde med abort. Den abort-lov, der for 25 år siden blev vedtaget, satte punktum på en 40 år lang diskussion med tilbagevendende dagsordener om ja eller nej til en lov om fri abort. Endelig kunne et flertal i Folketinget stemme for det princip, at en kvinde, der er svanger, selv må bestemme. Enten vil hun have abort, eller også vil hun ikke. Det eneste, hun skal sørge for, er at svangerskabet er afbrudt inden hendes 12. uge er omme.

I jubilæumsåret for lov om fri abort er der grund til at fejre, at der til stadighed ses en nedadgående kurve for aborttallet. Alligevel ønsker regeringen, at nedgangen i aborttallet skal fortsætte. Derfor var Sundhedsminister Carsten Koch d. 5. maj i år naturligvis heller ikke talsmand for, hverken at aborttallet er tilfredsstillende, eller at aborttallet må stige. Men han så på sagen ud fra et overordnet perspektiv: at udviklingen på abortområdet er positiv. Det er nemlig værd at notere sig, dels at aborttallet har været faldende siden 1975, dels at der i dag ikke er så mange unge kvinder, der bliver uønsket gravide.

Alt tyder på, at antallet af provokerede aborter kan holdes nede med på den ene side kvindernes mulighed for et frit valg og på den anden side myndighedernes pligt til oplysning. Sundhedsministeren og amtskommunerne har således pligt til at sørge for, at befolkningen har adgang til vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder, og hvert år bliver der afsat et beløb på finansloven til rådgivning og information.

Alle kan skrive under på det ønskelige i, at abort-tallet reduceres yderligere. Men eftersom ingen præventionsform er hundrede procent sikker, vil der altid forekomme provokerede aborter.

Derfor vil vi afslutningsvis opfordre skeptikere og modstandere af fri adgang til abort at læse lægen Ellen Ryg Olsens bog Kvinders valg – Historier om illegale aborter fra 1930 til 1970 (1993). Den er rystende læsning, og alle abort-modstandere burde tvinges til at have den liggende på natbordet. Tvinges til en daglig konfrontation med den bekymring, frygt og ulykke, man påfører kvinder ved at fratage dem muligheden for at vælge en legal, sikker, hospitals-udført abort.

Det kan undre, at beskrivelserne af den død og lemlæstelse, der er fulgt og følger med de mange illegale aborter rundt omkring i verden, i så ringe grad har evnet at bevæge anti-abort-fløjen. Men modstanderne har måske valgt aldrig for alvor at få nærkontakt med konkrete kvinders personlige historier og de uhyrlige konsekvenser af fravær af fri abort?

Også de unge kvinder, der er vokset op med den fri abort og tager den for givet, kan passende læse med. For at perspektivere et aktuelt både tankevækkende og betænkeligt udsagn om, at adgangen til fri abort snarere lægger pres på kvinder til at afbryde deres graviditeter frem for at fungere som det, den er tænkt som: den optimale nødløsning for den uønsket gravide kvinde.

At tage stilling til abort er en stor og vanskelig sag for den kvinde, der ikke kan byde en graviditet velkommen. Men af historien og historierne i Kvinders valg kan kvinder lære, at alternativet - at andre tager beslutningen for den enkelte kvinde - ikke er den rigtige løsning.

 

Tekst 32 | Oversigten over kildetekster | Tekst 34

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk