Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Dødsstraf: 17 år, otte måneder og en dag i helvede

I artiklen møder du Juan Melendez, der blev dødsdømt i 1984 for et mord, han ikke begik. I 2002 blev han løsladt som fange nummer 99, som man har erkendt, er uskyldigt dømt siden genindførelsen af dødsstraf i USA i 1977.

Artiklen er skrevet af Laura Ellemann-Jensen og blev bragt i Politiken 10. oktober 2006 som led i et tema om dødsstraf.

 

Retten var blot en uge om at kende Juan Melendez skyldig i mord og væbnet røveri og dømme ham til døden. I næsten 18 år sad han på dødsgangen, plaget af selvmordstanker og depressiv stilstand. Nu er han fri. Han var uskyldig.

Vejret tog frugtplukkernes arbejde det år. Frosten havde sat ind i Florida, og de modne frugter dumpede ned fra trætoppene af sig selv. Der var absolut intet at lave for en frugtplukker som Juan Melendez. Så han pakkede sit habengut og fløj til en anden delstat, Pennsylvania, hvor han fandt et nyt sted at plukke frugt for at tjene til dagen og vejen. Men opholdet i den amerikanske by blev ganske kort.

Det var mandag, FBI kom efter ham. Frugtplukkerne tog sig en frokostpause fra de evindelige armbevægelser og lå hvilende i det majskønne vejr.

»Juan Melendez«, blev der pludseligt råbt.

Uvidende om anledningen til det pludselige navneopråb, og uden anelse om fremtidens grusomheder, rakte Juan Melendez straks sin arm i vejret og bekendtgjorde, at det var ham.

Juan Melendez fortæller, mens øjnenes pupiller udvides og trækker sig sammen i et væk, og brynene ryger op og ned. Højre næsebor og overlæbe følger hinanden i deres bevægelser, når den 55-årige mand fra Puerto Rico fortæller om den dag i 1984, hvor han blev hentet af politiet. Knurrende blotter han tandsættet i højre del af munden. Han mangler en fortand.

»De ville have mig til at åbne munden, så de kunne se, om jeg manglede en tand. Og de ville se min venstre overarm efter for en tatovering«, fortæller han, strækker armen frem, folder sweaterærmet op og viser seks primitive bogstaver: ’Lorine’ pulser frem, mens han spænder musklerne.

Han ligner en ægte forbryder. Aldeles skræmmende, når han med pegende finger bruser ind over bordet. Men han var uskyldig. Han er ikke en forbryder. Alligevel kendte domstolen torsdagen efter anholdelsen ham skyldig i mord og væbnet røveri. Fredag modtog Melendez sin dom på et sprog, han ikke forstod. Men indholdet af dommen forstod han alt for godt.

Han skulle dø. Ligesom han ikke dengang forstod engelsk, forstod han heller ikke dommen.

»Jeg havde jo et alibi for gerningstidspunktet. Mit største problem var nok de fire vidner, der talte i min favør. De var farvede, baby«, snerrer han og stirrer gennemtrængende med sine brune øjne. Pupillerne er næsten forsvundet.

I fængslet var der tre ting at foretage sig for Juan Melendez. Han kunne tænke på nutiden, der var et rent helvede, og på fremtiden, som var lig døden. Og så kunne han sende tankerne tilbage i tiden. Tilbage til de gode gamle dage.

Især det sidste forsøgte han at fokusere på. Om natten drømte han om familien, når Gud sendte ham smukke drømme om barndommen. Som tak for drømmene fik Gud en bøn tre gange om dagen.

En gang imellem blev en indsat fra samme dødsgang slæbt forbi den lille celle, der var befængt med rotter og kakerlakker. Fængselspersonalet bekymrede sig som regel ikke om at fjerne den sammensnørede affaldspose, der sad stramt om den ind-
sattes hals.

Han kom også dertil, Melendez. Poserne havde han fået leveret af en fængselsmedarbejder. Det var ikke ualmindeligt.

En dag bandt Melendez poserne sammen til et langt reb, satte sig ned på den usle seng og kiggede på rebet i en lille stund. Men så kom endnu en drøm om familien og moderen ræsende ind i hans bevidsthed, og rebet lagde han fra sig.

Sammen med selvmordstankerne skyllede han det ud i toilettet. Heldigvis.

3. januar 2002 kunne Melendez – takket være den rigtige gerningsmand, der tilstod – igen indånde frisk luft uden for murene. For første gang efter 17 år, otte måneder og en dags ophold på dødsgangen i Florida.

 

Fakta: Dødsstraf i verden

I dag, 10. oktober, er Verdensdagen mod Dødsstraf. Ifølge menneskeretsorganisationen Amnesty International blev der sidste år henrettet mindst 2.148 personer i 22 lande. Antallet formodes at være højere. 94 procent af alle henrettelserne fandt sted i Kina, Iran, Saudi-Arabien og USA. Alene i Kina blev der henrettet 1.770. Iran stod for 94, Saudi-Arabien for 86, og i USA blev 60 personer henrettet. Sidste år blev 5.186 personer dømt til døden.

 

Tekst 24 | Oversigten over kildetekster | Tekst 26

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk