Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Omskæring – en halv debat

Forfatteren, der er historiker, undrer sig over, at omskæringen af kvinder vækker harme, mens vi herhjemme hvert år tillader, at cirka 300 drenge-
børn omskæres, hvilket ingen problematiserer.

Teksten blev bragt som kronik i Politiken 20. november 2002 og er skrevet af Lau Sander Esbensen.

 

Herhjemme tillader vi hvert år, at cirka 300 drengebørn omskæres. Hvorfor? Kronikøren er historiker og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet.

Skyklapper er sådan nogle, man bruger til heste, når man gerne vil undgå, at de ophidses af for mange forstyrrende indtryk. Som det siges i den gamle talemåde, har nogle mennesker det ligesom heste; de har det bedst med kun at kigge i én retning. Det gode ved psykologiske skyklapper er, at de giver ro, hvor der i virkeligheden er uro. Med skyklapper på kan man koncentrere sig om de dele af verden, de sider af livet, som man kan forholde sig til, og som man kan holde ud at se på. Og denne selektive form for erkendelse er nærmest blevet ophøjet til en kunstform de seneste ugers tid, hvor traditionen for at omskære kvinder har været til debat. Dét, som bevidst er ladt ude af syne, er problemet med den mandlige omskæring, og jeg kan ikke se, at undladelsen handler om andet end frygten for at vække alt for meget uro, fordi man i så fald kommer til at træde nogen over tæerne. Men problemer forsvinder som bekendt ikke af ikke at blive set på.

Tilbage i februar 1999 udgav Sundhedsstyrelsen en rapport om ’Forebyggelse af omskæring af piger’. Det er – så vidt jeg overhovedet kan vurdere – en god og solid rapport, som tager fat på et arbejde, vi alle sammen gerne så fuldført snarest muligt, nemlig afskaffelsen af kvindelig omskæring. Men selvom den eneste principielle forskel på kvindelig og mandlig omskæring er, at sidstnævnte undtagelsesvis kan være lægeligt begrundet (eksempelvis ved forhudsforsnævring), mens førstnævnte aldrig er det, har Sundhedsstyrelsen ikke lavet en rapport om mandlig omskæring, og det til trods for at mange danske læger er med til at føre kniven og hvert år udfører over 300 af slagsen (som det fremgår af Ugeskrift for Læger 8/2001). Men hvorfor er omskæring af piger overhovedet forbudt, og hvilken forskel gør dét i forhold til drengene? Kvindelig omskæring er forbudt i Danmark, ikke fordi vi ligesom i Norge og Sverige har en særlov, der forbyder det, men fordi det regnes for et lemlæstende indgreb, som straffes efter straffelovens paragraf 245 og 246 – paragraffer, som handler om »skade på legeme eller helbred«, eventuelt under »særdeles skærpende omstændigheder«. Kvindelig omskæring anses desuden for et brud på FN’s Børnekonvention, som kræver, at »deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed« (artikel 24), og endvidere forpligter staten på »at beskytte barnet mod alle former for mishandling, begået af forældre eller andre« (artikel 19). Kvindelig omskæring er ydermere en overtrædelse af lægeloven og er i særlige tilfælde også et brud på FN’s ’Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder’, men det er bestemmelserne i straffeloven, som vejer tungest her. Men omskæring af drenge svarer medicinsk set fuldstændigt til kvindelig omskæring i dens ’mildeste’ form, hvor kun de ydre kønslæber fjernes – et faktum, som burde vække eftertanke – og begge typer indgreb må derfor anses for lemlæstelse. Omskæring af drengebørn er med andre ord et brud på børnekonventionens forbud mod »traditionsbundne ritualer«, der er skadelige for børns helbred – fordi omskæring af drengebørn er et skadevoldende indgreb – ligesom den er en »mishandling« udført af forældrene, som staten har pligt til at værne børnene imod. Og som Katrine Søe for et par år siden konstaterede i Ugeskrift for Læger, så er alle operative indgreb strafferetligt set en legemsbeskadigelse, som kun er fritaget for straf, når der er lægelig indikation for det. Dette, at nogle forældre anmoder om at få indgrebet udført, kan aldrig udgøre en sådan indikation. Derfor: Når omskæring af piger er omfattet af straffelovens paragraf 245 og 246, som er de strengeste voldsparagraffer, vi har, skyldes det indgrebets lemlæstende karakter. Når mandlig omskæring ikke, ud fra helt den samme juridiske logik, er forbudt, kan det kun være, fordi vi som samfund accepterer, at bestemte religiøse grupper lemlæster deres børn som et led i udøvelsen af deres religion. Vi vælger forældrenes ret til religionsfrihed frem for barnets ret til ikke at blive udsat for mishandling. Og endnu mere absurd bliver det, når man, som Katrine Søe meget rigtigt peger ud, ser, at det kun er forældrenes religionsfrihed, vi respekterer. Barnets ret til frit at vælge religion vælger vi derimod fuldstændig at tilsidesætte. Hvordan kan et retssamfund forlige sig med en sådan retstilstand?

Men der en dimension mere i omskæringsproblematikken, som jeg mener, må med, og som man kunne kalde ’omskæringens psykologi’. Det, der er det virkelig fæle ved omskæring af børn, uanset køn, er, at forældrene misbruger deres naturlige autoritet til at påføre barnet et fysisk og psykisk overgreb. Jeg mener, det er vigtigt at holde fast i, at omskæring er et tvangsmæssigt indgreb. Det er forældrenes vilje, som påtvinges barnet, og det er det også i tilfælde af mandlig omskæring. Og hvad er det så for et indgreb, forældrene påtvinger deres børn? Ja, det er selvfølgelig i første instans en krænkelse af barnets krop. Men det er en meget karakteristisk del af kroppen, der er genstand for overgrebet, nemlig kønsorganerne. En omskæring er en fysisk manifesteret indblanding i barnets fremtidige seksualliv. Hvis barnet ikke formår at holde godt fast i sig selv og se omskæringen som et overgreb, det ikke selv har nogen andel i, vil han eller hun risikere at få sværere ved at forholde sig til sin egen seksualitet. Forældrene vil så at sige altid være til stede i akten, i form af den manglende forhud eller den afskårne klitoris, og barnet vil, når det bliver voksent, være sværere stillet i forhold til at forstå sin egen mandlighed hhv. kvindelighed – og dermed i sidste ende deres egen forældreidentitet. Omskæring er derfor i psykologisk forstand et seksuelt overgreb, en seksuel krænkelse, og det tror jeg, de færreste forældre til børn, der er blevet omskåret, gør sig klart. Nogle vil måske synes, jeg er langt ude her, men jeg mener faktisk, det er et vigtigt synspunkt at have med i diskussionen, fordi det understreger behovet for at hjælpe og beskytte de her børn, psykologisk og gennem (straffe)lovgivning, ligesom det retter opmærksomhed på forældrenes ansvar. Men psykologisk set har omskæringen en yderligere dimension. Den er, for nu at sige det så klart, som det kan siges, en påstand om, at det pågældende barn ikke er et frit, selvstændigt væsen; barnet er i stedet et ubrydeligt led i den kæde, slægten eller kulturen trækker tilbage gennem tiden!

Noget af dét, jeg kan undre mig over, er, hvorfor man skulle blive en bedre jøde eller en bedre muslim – et bedre menneske – af at blive omskåret? Som jeg ser det, er mandlig omskæring ikke et tegn på, at man er et godt menneske, men på, at man er en god jøde eller en god muslim. Den afskårne hudlap bliver så at sige familiens og traditionens pant. Og hvis det barn, det er gået ud over, virkelig tager budskabet til sig, rent psykologisk, deponerer det en del af sin selvstændige identitet hos sine forældre, sin slægt, og har dermed i princippet ikke længere den fulde adgang til sig selv. Den fare, der lurer, er, at man som barn får sit jeg bundet så stærkt op på en bestemt tradition, en bestemt forestillingsverden, at man, resten af livet måske, må kæmpe mod omgivelsernes ’vished’ om, hvem man er; at éns fornemmelse af, hvem man inderst inde er, éns ønske om at leve sit eget, frie liv, hele tiden møder modstand fra det stempel, man har fået, som påstår at vide, hvem man er: jøde eller muslim. At lade sine børn omskære er derfor, mener jeg, i psykologisk forstand det samme som at hævde, at et barn er forældrenes ejendom, som de (åbenbart) kan behandle, som det passer dem, og dermed har forældrene i sagens natur ampu-teret deres egen forståelse af, hvad det vil sige at være far eller mor eller barn. Der er dybest set tale om en virkelig ulykkelig situation for alle implicerede. Men hvis det er så slemt, hvorfor lever sådan en tradition så videre? Der er for mig at se én forklaring, som kommer indefra, fra traditionen selv, og en anden, som kommer udefra, fra os andre, fra samfundet.

Forholdet mellem et barn og dets forældre er én af de stærkeste kræfter i verden. Der findes næppe noget mere loyalt væsen end et lille barn, og det kan være svært for de voksne helt at forstå, at børns verden begynder og ender med netop dem. For børn er forældre at ligne ved guder, og barnet vil bogstaveligt talt gå gennem ild og vand, ja, i døden for dets forældre og påtager sig villigt – og det er rystende, men sandt – skylden for selv de frygteligste forbrydelser, som f.eks. forældrenes seksuelle overgreb imod dem, fordi deres verden ikke kan rumme den tanke, at forældrene af sig selv kan være så onde. Og disse sammenhænge er meget tydelige i omskæringsproblematikken. Når forældrene til et barn, som er gjort klar til at blive omskåret, kaster et blik bagud, sådan psykologisk set, står deres forældre, og måske deres bedsteforældre, lige bagved og ånder dem i nakken. Og hvis det unge par så ikke ønsker deres barn omskåret og mod forventning siger fra, siger de jo samtidig, at deres egne forældre har udsat dem for et korporligt overgreb. Og når bedsteforældrene så inddrages, er hele slægten, hele traditionen, impliceret, og lige pludselig er en ældgammel kultur forvandlet til et slagtehus. Og at afsløre sine forældre og hele den kultur, de og man selv er runden af, som primitive, kræver et mod, de færreste besidder – og det er en af grundene til, at det kan fortsætte. De udefrakommende forklaringer har et væsentligt historisk eller sociologisk element. Dels er der en generel berøringsangst over for kritik af jødiske interesser. Holocaust har trukket et spor af skyld gennem Europas moderne historie, som mange gange har givet de jødiske argumenter et overdrevet albuerum, et albuerum, de har forstået at drage nytte af (det er ikke noget, jeg finder på, det siger de sådan set selv – nogle af dem!). Og dels er der historisk set forskel på f.eks. jøders og somalieres relationer til Danmark. Problemet med kvindelig omskæring er først blevet rigtig synligt i Danmark i forbindelse med indvandring fra Somalia, hvor omskæring er meget udbredt. Jøderne har til gengæld været i Danmark i århundreder, og det gør deres skikke mindre fremmedartede. Vi har derfor opbygget en vis tolerance over for mandlig omskæring, som så også kommer de muslimske traditioner på dét område til gode. Vi har vænnet os til den jødiske omskæring, men med somalierne og deres piger er det noget andet. Dem har vi ikke vænnet os til, så i deres tilfælde skal vi ikke først skrælle en årelang kulturel tilvænning af, før vi kan se, hvad det egentlig er for en handling, det drejer sig om. Vi kan umiddelbart og uden vanskeligheder se, at dét, piger og kvinder udsættes for i somalisk kultur, er en rituel skamfering af et fuldstændigt værgeløst menneske, som vi simpelthen er nødt til at værne dem imod, også med straf. Og denne umiddelbare, instinktive afsky over for kvindelig omskæring burde vi efter min mening bruge til at få øjnene op for, at når det gælder mandlig omskæring, har vi vænnet os til noget, som er tilsvarende forkasteligt og på samme måde strafværdigt.

Men nu er det tilsyneladende ikke så ligetil at forbyde bestemte kulturtræk eller lægge bånd på bestemte gruppers religionsfrihed. Religionsfriheden er jo traktatfæstet som en menneskeret i FN, og det skal naturligvis respekteres. Men for mig at se er det vigtigt at skelne mellem konkrete handlinger og den tradition eller kultur, disse handlinger indgår i, og man kan ikke legitimere sine overgreb mod andre mennesker ved at påberåbe sig sin religionsfrihed. Det religiøse argument må derfor falde, og det endelige forbud mod enhver form for omskæring rejses i dets sted. Og her har danskerne som folk eller nation en slags problem, fordi vi for længe har været for bange for at udsætte os selv for en anklage om religiøs eller kulturel intolerance. Måske skyldes det et usundt miks af vores berømte jantelov og vores lige så berømte frisind: At pege andre kulturer ud som barbariske er jo at fremhæve sig selv, og ligefrem at antyde, man har nået en indsigt, andre ikke har nået, er hverken særlig socialdemokratisk eller et tegn på god, dansk maner. Og gjorde man det alligevel, ville det være en ’moraliseren’, som passer dårligt til et folk, som har bundet sine kulturelle særkender op på noget så uforpligtende som fri porno, fri abort og fri bar. Måske var det på tide, at medier og politikere, ja, os alle sammen, tog skyklapperne af og så virkeligheden i øjnene – og levede op til vores ansvar over for hinanden. Måske var det på tide, at vi blev voksne og begyndte at tage livet en lille smule alvorligt, i denne sag først og fremmest for børnenes skyld.

 

Fejl og fakta – af Søren Nielsen

Det fremgik af Kroniken ’Omskæringen halv debat’ onsdag (20.11.) 2. sektion side 9, at den mildeste form for omskæring af piger (Sunna) indebærer, at de store kønslæber fjernes. Dette er ikke tilfældet. Sunnaomskæring indebærer kun fjernelse af forhuden på clitoris.

 

Tekst 21 | Oversigten over kildetekster | Tekst 23

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk