Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Unge har brug for et tørklædeforbud

I debatindlægget argumenterer Shiva Farahmand, der som barn er blevet tvunget til at bære tørklæde, for et forbud mod tørklæde for børn under 16 år.

Indlægget blev bragt i Politiken 13. december 2003.

 

Gang på gang forsvarer det danske samfund vores forældres ret til at praktisere deres kultur og religion. Men hvad gør man for os unge indvandrere og børn, der ønsker at leve et frit liv uden tvang og indoktrinering? Intet! Vi bliver ignoreret og svigtet.

Det er et problem, at samfundet og myndighederne i dette land gang på gang svigter os unge indvandrere og ikke beskytter vores rettigheder, som de burde. Alt for ofte er vi unge indvandrere vidner til, at vores forældres ret til at praktisere deres kulturelle normer og religiøse tro bevogtes og forsvares mere end vores behov og ret til at kunne leve et frit liv uden tvang og indoktrinering.

Jeg har altid troet, at det var samfundets ansvar at beskytte først og fremmest børns rettigheder, da de ikke selv er i stand til det. Men desværre forholder det sig ikke sådan, når det gælder børn og unge fra muslimske familier.

Et synligt eksempel på dette problem er debatten om tørklæder i skolen, som mange nok har fulgt i tv og aviser.

I spørgsmålet om, hvorvidt der skal være et forbud mod tørklæde i skolerne, har integrationsminister Bertel Haarder meget klart og usympatisk frasagt sig ethvert politisk ansvar og er kommet med det mest irrationelle løsningsforslag: nemlig at det skal være op til den enkelte skole.

For en som mig, der som barn er blevet tvunget til at bære tørklædet, er det helt oplagt, at den slags religiøs tvang fra forældrenes side kun kan bekæmpes, hvis man lovgiver imod det. Det er vigtigt at forstå, at ingen børn står op en dag, og sådan pludselig af sig selv får lyst til at dække sig med et tørklæde. Ingen børn får den idé at sulte sig i en måned, og ingen børn er religiøse, hvis forældre og samfundet ikke påtvinger dem deres egen tro.

For at kunne give børn et frit liv uden religiøs og politisk hjernevask og indoktrinering, må samfundet sætte grænser for, hvor meget forældre kan have bestemmelsesret over deres børn. Lige så vel som samfundet forbyder psykisk og fysisk vold mod børn, lige såvel må det også beskytte børns liv mod religiøs fanatisme.

Som seksårig blev jeg tvunget til at bære islamisk hovedbeklædning, ikke af mine forældre, men af det islamiske land, som jeg levede i. Jeg husker tydeligt, hvilken sort og tung skygge, der faldt over min ellers glade barnesjæl. Hvis jeg spurgte, hvorfor jeg skulle gå med tørklæde, fik jeg det svar, at jeg på den måde ville beskytte mig selv fra alle mænd, at jeg med tørklædet ville blive betragtet som en god pige, og at Allah nok vil sende mig til Paradiset.

Det er også den slags argumenter, muslimske familier i Danmark bruger over for deres børn, når de stiller det samme spørgsmål. Jeg kan også huske, at jeg og min søster ikke købte alle disse argumenter og stillede flere spørgsmål, men det resulterede i, at vi blev advaret og straffet. Der var ingen valgmuligheder, og da hele samfundet var opbygget på islamiske love, så kunne vi ikke søge hjælp fra myndighederne.

Når børn i Danmark går med tørklæde, så handler det om forældre, der enten overtaler eller tvinger børnene til at bære tørklædet. Men børn i Danmark har i modsætning til min historie et samfund, som er verdsligt opbygget og som tager sig af dem, hvis de beder om hjælp. Hvis de vel at mærke kender deres egne rettigheder og er i stand til selv at forsvare dem. Og det er som oftest ikke tilfældet. I forlængelse heraf burde Bertel Haarder og den danske regering se virkeligheden i øjnene og erkende, at uanset hvor dramatisk et indgreb, de nu synes, det er at forbyde tørklæde for børn, så er det den eneste løsning på overgrebet mod børn.

Man kan ikke overlade dette ansvar til den enkelte skoleinspektør. Hvis vi vitterligt mener, at ethvert barn har ret til at leve et frit liv, hvordan kan vi så med ren samvittighed acceptere, at en del af børnene i vores land bliver tvunget til at dække deres hoved til og ydmyges, blot fordi de er født i en muslimsk familie?

Jeg må konstatere, at de udsagn og holdninger, der er kommet til udtryk fra den danske regerings side, har været dybt skuffende.

Jeg og mange af mine venner er dybt chokerede over den politiske ligegyldighed, der bliver vist over for de børn, som er fanget i et traditionelt og religiøst familiemønster, der ikke giver dem rum og frihed til udvikling. Det er i forvejen en hård kamp for os at leve mellem to kulturer og slås med fremmedfjendske tendenser i samfundet.

Hvis samfundet kræver, at vi skal kunne integreres, må det give os nogle juridiske skub i vores kamp. Og her kunne et forbud mod tørklæde for børn under 16 år være en vigtig løftestang.

 

Fakta: Blå bog
Shiva Farahmand er 26 år og formand for foreningen ’Nutidens Ungdom’. Ifølge foreningen er det fatalt, at man i debatten overser den store gruppe af moderate, integrationsvillige indvandrerunge, som hellere end gerne vil integreres i det danske samfund. Shiva Farahmand kom til Danmark for 13 år siden fra Iran og studerer medicin.

 

Tekst 20 | Oversigten over kildetekster | Tekst 22

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk